Logo sommerfugl

søndag den 7. oktober 2012

Tom Kristensen: Henrettelsen

Henrettelse ved halshugning med sværd, Kina/Peking/Tiensin 1912

DR P1 Danmark kort: Henrettelsen
På en af sine rejser i Østasien mødte Tom Kristensen en engelsk lord, der havde overværet en henrettelse af tyve mand. De tyve mand knælede på en lang række, og ventede på at bødlens skarpe sværd skulle hugge hovedet af dem. For Tom Kristensen blev historien til et digt, hvor han ikke var tilskuer, som den engelske lord, men selv en af mændene i rækken.
Som passende (eller måske upassende) illustration til digtet fandt jeg nogle gamle håndkolorerede postkort fra datidens offentlige kinesiske henrettelser. Hvis flere blodige billeder af virkelige og kunstneriske halshuggede lig, rullende hoveder, og af selve det dramatiske øjeblik, ikke er noget for dig, så lad være med at klikke på Beheaded Art. Stærke billeder, nu er du advaret (eller lokket).


En række dødsdømte kinesere fastholdes indtil bødlen kommer med sværdet, og hugger hovedet af dem

Henrettelsen

Se, bødlen renser tredie gang
sit sværd for blod og fugt,
og trende røde flammer står
på kluden, han har brugt;
men jeg er hovedløs og død,
når sjette gang en flammes glød
slår ud, slår ud
på bødlens klud.

Vi knæler ned, vi tyve mand,
med hovedet strakt frem,
og jeg skal se det blanke sværd
slå hovedet af fem;
men sjette gang, men sjette gang,
når tiden bliver dødsens lang,
er øjet i,
er alt forbi.

Interesserede tilskuere i Kina mens bødlen gør klar til at halshugge en dødsdømt, efter at den første mistede hovedet

Nu pudser bødlen fjerde gang
sit sværd med samme klud,
mens nummer fire ramler om,
og blodet pøser ud,
og bødlen træder ganske nær;
jeg skelner hæftet på hans sværd,
et dragesving
på hæftets ring.

Så drejer jeg mit hoved lidt
og ser ham true stor og grå
med raget skal og nøgen pisk
mod himlen som er blå.
Jeg ser hvert enkelt hår, der gror,
i bødlens bryn og næsebor.
Jeg ser og ser
nu mer og mer.

Nu renser bødlen femte gang
sit sværd for fugt og blod,
og hovedet af nummer fem
er standset ved hans fod;
men tiden er så evigt lang
til sjette gang, til sjette gang.
Jeg tror ej mer,
at noget sker.

En række henrettede kinesere, med afhugget hoved, mens tilskuerne flokkes udenom

Er verden gået helt i stå?
Er sværdet fuld af fugt?
Skal bødlen evigt pudse det
og aldrig få det brugt?
Min nakke smerter uden stands,
og smerten slår en ilsom krans
i halsens kød.
Er jeg mon død?

Nej, bødlen står endnu og ser
langs sværdets tynde, sejge ægg.
Så træder han det næste skridt
og standser - måler - går lidt væk.
Jeg ser en bille vandre tryg
med grønt metal på hvælvet ryg,
den vandrer mod
en bøddelfod.


Et afhugget hovede, efter henrettelse med sværd

Uden nærmere analyse er digtet jo et nærmest impressionistisk kvad over en seriehenrettelse, og oplevelsen af at følge bødlen på vej til at det bliver ens egen tur. En meget regelmæssig struktur, med gentagelser. Hug. Hug. Hug. Med en friere fortolkning ser jeg det som handlende om menneskets forhold til døden, frygten for det ukendte, eller glæden ved at få fri. Eller måske bare fatalisme. Tage tingene som de kommer, uden frygt.

Hvad er der at være bange for? Med en veltrænet bøddel, som har forstand på sit håndværk, går der meget kort tid fra hugget til lyset slukkes. Ophøret af eksistens, af lidelse, af liv.

Et nærmest ekspressionistisk digt. Tankerne må have gjort indtryk på Tom Kristensen.


2 comments:

Charlotte sagde ...

I den lille radiosekvens du linker til, tales der om, nødvendigheden af "kosmisk lediggang" for at kunne skrive et digt. Det synes jeg er en fuldstændig præcist beskrivelse. Den der sprække i sindet der muliggør, at sansepåvirkninger kan omformuleres til f.eks. et digt eller måske et andet æstetisk udtryk, den kommer kun, når man holder op med at have travlt og lytter, dvæler og mærker det som sker omkring en, ved ligesom at se ved siden af det. Altså Ikke være helt skarp i blikket, men sådan lidt "doven".... uden at være doven. Jeg synes "kosmisk lediggang" udtrykker det perfekt.
Digtet selv er jo bare helt sublimt.... smukt. Det største og det mindste bliver forbundet - i netop noget kosmisk....der overgår menneskelig dårskab.

tosommerfugle sagde ...

Kosmisk lediggang er netop et rammende udtryk. Kun gennem lediggang kan vi udvide vort udsyn til hele kosmos, uden at lade sig distrahere af dagligdagens strøm af vigtige uvæsentligheder. Så kan hele forhindelsen fra det mindste til det største netop ses. Måske kan vi endda opnå at følge den grønne bille.

Som jeg nogen gange udtrykker det: Det er nødvendigt at slukke lommelygten for at finde vej gennem den mørke nat. For at opleve vejen og kunne finde sin retning.

Logo sommerfugl