Det er nærmest en norm at være bange for døden. Det er man da? Det har folk lært som børn og unge. De færreste har nok gjort sig helt klart hvad de egentlig er bange for, men selvfølgelig vil de da gerne leve livet, uden at det pludselig afbrydes med død og begravelse. Nogle få har ikke helt lyst, men det er en helt anden debat. Folk er ligefrem så bange for døden, at de også er bange for den på vegne af deres gamle forældre, bedsteforældre eller oldeforældre. De ved jo godt at de bliver nødt til at give slip, men døden kommer pr. definition altid sådan lidt ubelejligt. Hellere om 10 år.
Det paradoksale er at dem som det handler om, de ældre eller snarere de gamle, slet ikke har samme grad af frygt for døden. De har levet i mange år, og har forstået konceptet med livet. At det ophører. De har prøvet meget, og har vel ikke så meget de skal have nået. Rigtig mange finder sig til rette i et stille og roligt liv, og har det godt med de nære ting sammen med lidt medicinsk hjælp. Og døden er blandt de nære ting. De kan jo bare mindes venner og bekendte som de havde engang.
Forskningsmedarbejder Søren la Cour ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund under Det Sociologiske Institut på Københavns Universitet har været med til at lave en interview-undersøgelse "Efter arbejdslivet", der er udkommet som bog med undertitlen "Fortællinger om dét at blive ældre". Sammen med sin kollega Anders Bonatto Fisker udspurgte de 50 livsglade danske pensionister mellem 68 og 90 år, om mange forskellige emner. Han var naiv nok til at blive overrasket over at pensionisterne ikke havde noget imod at tale om døden, som de da heller ikke var bange for. De havde ligefrem et ganske afslappet forhold til hvad de formodedes at se som noget skræmmende og uhyggeligt.
Hvad de til gengæld var utrygge ved var tankerne om hvordan livet kan risikere at blive før de dør. Skræmmende sygdomme som Alzheimers eller andre former for demens, eller at komme til at ligge som medicinsk udstyrsstykke, uden at få lov til at sige "sluk da, for helvede". Døden er ikke noget problem, det frygtindgydende er tanken om at blive "levende døde". Noget hvor begrebet "liv" måles med termometer og urinpose, sådan lidt firkantet sagt. Og på en mængde behandling, som gives under indtryk af de yngres frygt for døden. Den skal udskydes for enhver pris. Skal den?
- Københavns Universitet:
Ældre frygter den sidste tid - Videnskab.dk:
Ældre frygter livet mere end døden
Jeg stødte på undersøgelsen gennem denne omtale, hvor der dog er foretaget en meget forstyrrende manøvre. Sociologiprofessor MIchael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet blev blandet ind i omtalen, og forvrider det som egentlig skulle være så enkelt. Han insisterer på at det altså alligevel er udtryk for dødsangst når de ældre frygter at blive alvorligt syge og magtesløse. Han mener at "døden er jo et ophør af det liv som er det eneste vi har at klynge os til". At flere behandlingsmuligheder har gjort det sværere at acceptere døden som noget naturligt og normalt.
Det forekommer mig fristende at læse en ganske klassisk projektion i det som Michael Hviid Jacobsen får det vendt på hovedet til. Når det jo nærmest er en norm at være bange for døden, må han med vold og magt tolke sin egen angst for døden over i at de ældre altså er bange for døden, selv om de selv synes at de har det roligt og afslappet med at de jo skal dø. Faktisk er det netop ikke dem der klynger sig til livet. Det er de yngre.
Den ganske enkle løsning på at give de ældre tryghed ville være at de selv kunne få lov til at bestemme hvornår deres grænse var nået. Springe den stump af livet over, som truer med at blive til noget grimt. Så hellere trygheden ved at dø. Ganske ufarligt.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar