Præludium, fra Trækfuglene af Steen Steensen Blicher
Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi også jeg er kun her på Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjærtet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
Jeg skulle sjunget lidt mér måske -
Måske vel også lidt bedre;
Men mørke Dage jeg måtte se,
Og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger,
Men sidder fast i mit snævre Bur,
Det allevegne mig tvinger.
Sig nærmer Tiden, da jeg må væk,
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi også jeg er kun her på Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjærtet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
Jeg skulle sjunget lidt mér måske -
Måske vel også lidt bedre;
Men mørke Dage jeg måtte se,
Og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger,
Men sidder fast i mit snævre Bur,
Det allevegne mig tvinger.
Jeg vilde gerne fra højen Sky
Udsendt de gladere Sange;
Men blive må jeg for Kost og Ly
En stakkels gældbunden Fange.
Tit ligevel til en Smule Trøst
Jeg ud af Fængselet titter,
Og sender stundom min Vemodsrøst
Med længsel gennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,
Lidt af din Vej Du hidtræde!
Gud ved, måske det er sidste Gang
Du hører Livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i kvæld
At Gitterværket vil briste;
Thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;
Måske det bliver det sidste.
Udsendt de gladere Sange;
Men blive må jeg for Kost og Ly
En stakkels gældbunden Fange.
Tit ligevel til en Smule Trøst
Jeg ud af Fængselet titter,
Og sender stundom min Vemodsrøst
Med længsel gennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,
Lidt af din Vej Du hidtræde!
Gud ved, måske det er sidste Gang
Du hører Livsfangen kvæde.
Mig bæres for, som ret snart i kvæld
At Gitterværket vil briste;
Thi kvidre vil jeg et ømt Farvel;
Måske det bliver det sidste.
Som nævnt i et essay, Det Kongelige Bibliotek, Månedens sang, troede Blicher på at han lå for døden, da han skrev sit digteriske hovedværk, Trækfuglene, som må afspejle hans stemning. Videre:
Præludium eller Sig nærmer tiden, da jeg må væk blev trykt allerede i 1837 i Randers Avis som en reklame for den samlede digtsamling.
Digtet består af 8 strofer med 4 verselinjer hver. Igennem de 8 strofer bindes digtets forskellige motiver elegant sammen af en gennemført fuglesymbolik.
Digtet lægger voldsomt ud med en dyster forudsigelse: Ligesom fuglene forlader landet når vinteren kommer, må digtets hovedperson også snart forlade livet! Mens hovedpersonens død således indvarsles af vinteren, sammenlignes hovedpersonens liv med fuglenes træk: Livet er blot en gennemrejse, og hovedpersonen hører hjemme andet steds – hinsides livet.
Stående foran døden tager hovedpersonen sit liv op til overvejelse: Hovedpersonen skulle have sunget mere og have udspændt sine vinger i frihed. Men hovedpersonen levede et ufrit liv, sat i bur af livets baske realiteter. Tilværelsens jordnære behov for "kost og ly" trællebandt digterens flyvske sjæl som "en stakkels gjældsbundet fange".
Dog har digtets hovedperson – i skikkelse af en fugl i bur – fundet en smule trøst i at synge sit vemod ud gennem burets gitter. Men med døden må livets gitterværk sprænges, for døden sætter den ufrie fri. Således rummer digtet en religiøs fortælling om livet efter døden.
Det er dog værd at bemærke, at hovedpersonens livsvilkår intet sted omtales som almenmenneskelige. Derfor virker hovedpersonens fremmedgjorthed overfor det jordiske liv også ekstra stærkt, når hovedpersonen konstaterer, at "også jeg er kun her på træk, og haver andensteds hjemme".
Kristoffer Brinch Kjeldby
YouTube: Sig nærmer tiden - Lene Siel
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar