Logo sommerfugl

søndag den 30. september 2012

Laurits Andersen Ring - I høst

I høst, af L.A. Ring (1885)
L.A. Ring - I høst. Tuehusene, 1885 - SMK DEP289

L.A. Ring malede i 1885 dette monumentale billede af en landarbejder midt i det hårde høstarbejde. Oliemaleriet kan ses som et portræt, manden i centrum er kunstnerens bror (Ole Peter Andersen) ved hans gård i Tuehusene (mange steder fejlagtigt kaldt for "Tehusene") nord for Faxe. Det er nu alligevel ikke et portræt, ansigtet er nærmest skjult, i stedet for at komme tilskueren i møde med det pæne tøj på.

Med sine klare farver, og spil med lyset, virker maleriet impressionistisk, men uden den rolige stemning som disse billeder typisk er bygget op omkring. Det viser en stor og stærk mand, der måske afreagerer sine frustrationer ved at bruge kræfterne på at fælde kornet. En jordbunden bondeknøs, i en tid hvor samfundet er under opbrud, "det moderne gennembrud".

Det kan kaldes for socialrealisme. Hvad skal der blive af ham, når tiderne skifter, og industrialiseringen er ved at skabe et nyt Danmark? Hænger han fast på det flade land, den store åbne mark, i små cirkler omkring sit husmandssted? Den kraftfulde mand i sit slidte blå arbejdstøj, med det støvede gule korn som livsopgave. Den store mark er næsten uden ende. Så længe han lever.

Udsnit fra 'I høst', af L.A. Ring (1885)

Kunstværket er realistisk, men ved nærmere analyse også noget mere. Laurits Andersen Ring malede ofte ret symbolistisk, og jeg er sikker på at værket her er grundigt gennemtænkt. Indhold der lægger op til fortolkning, og ikke blot oplevelse. Ekspressionistisk kan det også kaldes, der ligger en historie og følelser under overfladen. En historie som tilskueren selv må fortælle.

Et meget markant symbol i det store maleris forgrund er en le. "Manden med leen"; et meget udbredt metafor på liv og død, et memento mori om at vi alle skal dø. Kornet er ikke længere friskt og i vækst. Når vi kalder det for modent, er det i virkeligheden vissent. Det kan ikke mere, men er klar til en ny generation næste år. Og døden kommer og rydder op. Her findes der ingen nåde, og der er ikke noget eventyr om himmel eller helvede. Døden er blot en del af livets cirkel, ligeså nødvendigt som fødsel og vækst.

"Hvad er meningen med livet?", for en tænksom høstmand.


2 comments:

Jørgen sagde ...

Aha - dette har jeg ledt længe efter. Tak. Jeg bor på Tokkerup Overdrev tæt ved Tuehusene i Faxe - og har længe søgt efter andre, som mener at den geografiske angivelse "Tehusene" for L A Rings bror Ole Peter Andersen ret beset er "Tuehusene". Så nu er jeg mere motiveret i at se om der er folketællinger fra dette område, hvor jeg kan finde navnet og gårdens matrikel. Hilsen J Rasmussen

tosommerfugle sagde ...

Ja, sådanne unøjagtigheder omkring stavning er jo udbredte. Fra dengang jeg skrev teksten husker jeg at jeg så begge stavemåder mange steder, så jeg undersøgte hvad jeg synes så mest korrekt ud, og kom frem til klare tegn på at det handlede om tuer og ikke om te. Det passede så også meget bedre med min fornemmelse for gamle danske stednavne, og når jeg så oven i købet også kunne finde navnet i geografien omkring Faxe/Fakse (apropos flydende stavning), så passede det hele jo sammen.

Held og lykke med at støve gamle sammenhænge op!

Logo sommerfugl