Er aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld?

tirsdag den 18. september 2012

Er aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld?

En ofte set floskel i debatten om aktiv dødshjælp er at det handler om et ønske fra de pårørende, og ikke af et hensyn til den døende. Denne forvrængning må tage afsæt i tanken om en døende som nærmest bare "ligger som en grønsag", der alt for ofte bruges som skoleeksempel på at det måske var bedre at fremskynde den igangværende dødsproces lidt. Her taler vi om at den døende på en måde allerede er død, altså at der ikke er nogen bevidsthed tilbage, ikke "nogen hjemme" til at have en oplevelse af hvor skidt det står til.

At the deathbed by Sámal Joensen-Mikines (1940)

Sámal Joensen-Mikines: At the deathbed (1940)

Der kan altså argumenteres for at det ikke gør nogen forskel for den døendes livsoplevelse om hjertet slår nyttesløst videre. En nytteetisk betragtning kunne være at det derfor ikke er til gavn for "det varme lig", at blive fastholdt i det der ikke længere er "liv". Altså må en hurtig afslutning i stedet være til gavn for de plagede pårørende, der måske har det aldeles rædselsfuldt med at se hvordan deres kære familiemedlem ender sit liv, vel vidende at dette er kraftigt imod den døendes forestillinger om liv og værdighed.

Jeg tror ikke på at det er noget udbredt scenarie, ud over i platte krimier, at de pårørende bare ønsker at slippe af med det gamle kræ, så de kan få fingrene i arven. Jeg tror til gengæld på at de nærmeste netop er indstillede på at varetage "grønsagens" tarv. Ønsket om at få lov til at dø helt, når "fuglen er fløjet", er jo endog meget udbredt. Der er ikke ret mange som direkte ønsker at at det skal være en høj prioritet at de biologiske livstegn skal fastholdes. Jeg kunne unde de pårørende den glæde dog at kunne respektere ønsker fra deres kære, om endelig ikke at dø en langsom død med hele det medicinske apparatur.

Er dette for de pårørende skyld? Er det ikke snarere for den døendes skyld? Det giver tryghed ikke at risikere at måtte efterlade sin krop på de vilkår.

I virkeligheden vil jeg slet ikke kalde dette for "aktiv dødshjælp", men god palliativ pleje. Når mennesket er uafvendeligt døende, er det en fiktion at sige at det handler om liv eller død. Det centrale er hvordan menneskets dødsproces forvaltes. Her er det sært nok mere accepteret med noget, som med en eufemisme kaldes for "passiv dødshjælp". Det kan være at lukke for væske og næring, for dog ikke at trække processen i helt meningsløse langdrag. Det kan være at give en kraftig bedøvelse, "nu vågner du aldrig igen". Det kan være at lade være med at gribe til tvangsfodring hvis mennesket selv søger den lidt desperate udvej at sige nej til mad og drikke.

Det er forståeligt at lægerne i nogle tilfælde disponerer "behandlingen" af en døende efter at det faktisk er et gode for patienten om hjertet holder op med at slå. Handler med en viden om at det ville være muligt at holde kroppen varm, men at det virkelig ville være et makabert teater at kalde det for liv. Altså vil jeg kalde det for veltilrettelagt palliativ pleje, hvis der kan gøres noget som forkorter den tid hvor menneskets sind er ophørt, mens kroppens biologiske systemer ikke er gået i stå.

Dette er for den døendes skyld, og så gør det dog ikke noget om de pårørende også har det bedre på denne måde.

Morning Sun / Morgunsól by Sámal Joensen-Mikines (1947)

Sámal Joensen-Mikines: Morning Sun - Morgunsól (1947)

Reel aktiv dødshjælp er når mennesket selv kan bede om at få lov til at "få fri" fra et liv som hastigt går ned ad bakke, altså før det når at blive alt for slemt. Der er ingen tvivl om at dette altid er for den uhelbredeligt syges skyld, for her er en mere almindelig reaktion fra eventuelle pårørende at de ikke magter at give slip, når der dog er så meget liv tilbage, at den med behovet for at dø selv kan tage initiativet. Nu skal det være.

Det etiske råd er helt ude af tråd med virkeligheden, når de nægter at forholde sig til at aktiv dødshjælp ikke er et medicinsk spørgsmål, men handler om respekt for hvad det vil sige at være menneske. En respekt som nødvendigvis må tage afsæt i hvad det enkelte menneske selv har af værdier. Når patientforeninger på dette punkt nægter at der er et behov, tror jeg at det er fordi de hænger fast i et paradigme om at hvad der skal til er behandling. Mere behandling. Deres dagsorden har ikke plads til at mennesker ikke ser behandling som et gode, men hellere vil dø i god ro og orden.

For patientens egen skyld.