Beppino Englaro kunne pege på at hans datter havde snakket om at hun aldrig ville ligge på den måde. Hun havde ikke nedskrevet et livstestamente, men holdningen var klar. Når hun ikke kunne have et liv, ville hun have lov til at give helt slip. Dø.
Det ville i praksis sige at afslutte den udsigtsløse behandling. Afbryde den kunstige ernæring, sondemadningen. Så ville kroppen dø af mangel på væske og næring i løbet af et par uger. Det lyder barskt, men mennesket Eluana var reelt allerede væk. Det er inde under hvad vi i Danmark kalder for "passiv dødshjælp". Et grænsetilfælde i forhold til "aktiv dødshjælp".
Det blev til mange års kamp. Den katolske kirke, Paven og Vatikanet, var meget stærkt imod. Gentagne meldinger om at det ville være mord. Domstolene vurderede at det var rimeligt at afbryde behandlingen, og altså lade Eluana dø. Stærkt følelsesladet offentlig debat, om eutanasi og livstestamenter. Den konservative regering kæmpede imod med politiske indgreb, uden hensyntagen til adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Uden hensyntagen til grundloven.
Jeg har tidligere blogget om sagen, hvor jeg i kommentarsporet har refereret til faserne i kampen.
Seneste udvikling var at Eluana blev flyttet til en klinik der begyndte processen med at lade hende dø. Regeringen forsøgte et nøddekret, som præsident Giorgio Napolitano afviste at godkende. Og Eluana døde ret hurtigt efter neddroslingen af væske og næring. Heldigvis.
I forbindelse med regeringsdekretet mente premierminister Silvio Berlusconi tilsyneladende at Eluana "bare" var svært handicappet. At hun kunne få børn, hvis det skulle være. Klam tankegang. At der kun gik 4 dage før hun døde peger på at hun var ret nedbrudt allerede.
Sagen minder kun alt for meget om den med Terri Schiavo, der også kom til at ligge svært hjerneskadet i mange år, og hvor der skulle et langvarigt juridisk og politisk slagsmål til før hun fik lov til at dø. Og hvor præsident George Bush også fik sine politiske indgreb underkendt af højesteret. Heller ikke han tog grundloven seriøst.
Medierne strømmer over med billeder af en ung smuk og sund kvinde. Billeder fra før ulykken. Men der "mangler" billeder af hvad hun blev til i sengen. Visnet. Jeg tror at der er kæmpet for hendes værdighed ved at sådanne billeder ikke er blevet taget. Sådan skal hun ikke huskes. Men det kunne dog være at nye billeder havde dæmpet protester fra dem som troede at hun var sund ud over hjerneskaden. Troede at det var en tornrose-søvn. En dyb misforståelse.
Hvil i fred, Eluana Jolanda Giulia Englaro.
- Kristeligt Dagblad: Italiensk kvinde i koma er død
- Information: Aktiv dødshjælp til demokratiet i Italien
- Berlingske: Italiensk komapatient død efter 17 års kamp
- Ekstra Bladet: Eluana død - hun lå 17 år i koma
- Dagbladet.no: Eluana død etter 17 år i koma
- www.italy.dk: Eluana har ligget i koma i over 17 år - må hun dø?
Politiken:
- Italiensk kvinde død efter 17 år i koma
- Italien er i krise over kvinde i koma
- Kvinde 16 år i koma - kan ikke få lov at dø
Se også:
Nyere opslag
Opslag
5 comments:
Den katolske kirke viser en alldeles grusom mangel på barmhjertighet og respekt for menneskeverdet i disse sakene. Og tankegangen til Berlusconi var jo helt pervers.
Godt at Eluana og hennes familie endelig har fått fred, er bare forferdelig at det har tatt så lang tid.
En af Vatikanets dogmatiske statements er at livet er helligt fra undfangelsen til "en naturlig solnedgang". Men hvis "administrationen" af dette skal være op til Gud, er det betænkeligt at mennesket blander sig.
En ekstrem udlægning ville være ikke at behandle livstruende sygdomme. Det er der næppe nogen der går ind for. Altså påtager mennesket sig det ansvar at forlænge menneskeliv ud over "en naturlig solnedgang".
Dermed påtager vi os også ansvaret for at betingelsesløs anvendelse af lægevidenskaben bliver til et spørgsmål om biologisk i stedet for menneskeligt liv. At livet bliver til en forbandet pligt, uden muligheden for at give slip.
En ting som jeg har bemærket når jeg har læst nyhedshistorierne om Eluana-sagen handler om de katolske nonner som har passet hende der hvor hun var indlagt under de juridiske slagsmål. De har været helt tæt på situationen, og hvordan det gik med resterne af Eluana. Jeg har ikke fra dem set dogmatiske eller fordømmende udtalelser. De har markeret villighed til at fortsætte pasningen af Eluana, indtil biologien brød helt sammen. Men de har ikke leget aktivister, eller søgt at hindre overførslen til det hospital hvor Eluana endelig fik lov til at dø.
Ubarmhjertigheden kom fra dem som ikke var personligt involveret. Vatikanet. Paven. Deres venner i regeringen. Premierministeren som har udnyttet sagen i et politisk spil. I samarbejde med Vatikanet. Og spillet er ikke slut.
Heldigvis er Eluana ikke gidsel længere.
"Ubarmhjertigheden kom fra dem som ikke var personligt involveret"
Som altid - og som atter engang rejser det etiske spørgsmål om hvorvidt det mest etiske er at overlade den slags beslutninger til de ikke personligt involverede etikere som paven,politikere og etiskrådsmedlemmer...
Skismet fremhæves yderligere gennem at modstandere af aktiv dødshjælp ofte direkte advarer imod at lytte til de personligt involverede.
Som når Susanne Ardahl (sygeplejerske og næstformand i Sygeplejeetisk Råd) i Kristeligt Dagblad kommer med et indlæg "Aktiv dødshjælp. Hold nu fast i livet" og er stærkt bekymret.
Men lovliggørelse af assisteret selvmord eller eutanasi bør ikke ske på grundlag af enkeltsager – uanset hvor berørte vi end måtte blive.
Det handler altså om overordnede, abstrakte, realitetsfjerne principper - ikke om mennesker og deres behov. Personligt involverede skal helst ikke høres. Karakteristisk for dem som rutinemæssigt går ud fra at andre ikke ved hvad der er godt for dem selv.
Corriere Della Sera: Eluana’s Last Hours – Temperature Rises, Then Heart Stops
Artikel, der beskriver det behandlingsmæssige forløb i Eluanas sidste dage, og hvordan hun ret hurtigt fik besværet åndedræt, feber, nyresvigt og hjertestop. En allerede stærkt svækket krop fik hurtigt fred.
The Economist: Death in Udine
What the row about Eluana Englaro says about Italy and its political rulers
Send en kommentar