To unge sygeplejersker med nattevagter på en nyreafdeling. Maria og Patricia var gode veninder, og der blev også tid til personlige samtaler. Som mange andre sygplejersker kom de til at snakke om "hvis det sker med mig". Maria bad: "Lov mig, lad mig ikke lide, du skal hellere slå mig ihjel". Patricia tænkte på samme måde, og lovede at hjælpe hvis nu ... Et gensidigt løfte. Hun forestillede sig ikke at det blev alvor.
Maria var voldsomt overvægtig, med ureguleret diabetes og mange komplikationer. Det var realistisk at hun bekymrede sig om hvordan hendes liv kunne blive og ende.
Nogle år senere skete det. Et alvorligt slagtilfælde. Hun kom til at ligge med lammelser. Hjerneskaderne fjernede hendes hæmninger, men ikke hendes hukommelse. Hver gang Patricia kom på besøg lød det mange gange: "Du lovede mig at du ikke ville lade mig leve sådan her. Slå mig ihjel. Du lovede". Patricia fik mange søvnløse nætter. Tænkte på hvordan hun kunne gøre det, uden at det fik juridiske (og moralske) konsekvenser. Og på at hun ikke kunne tage et liv i en sådan situation.
Til sidst døde Maria, uden at Patricia kender til at nogen hjalp hende på vej. Men Patricia ved at Maria tiggede alle der kom ind på stuen om at få lov til at dø.
Nu, 20 år senere, er Patricia Holden stadig plaget af at hun brød et løfte til en nær veninde. På den anden side har hun ingen problemer med at være med til at efterleve et livstestamente, at fremskynde døden, og synes egentlig ikke at det sker tit nok.
Hun er holdt op med at love. Opdagede at det er farligt med løfter, hvor konsekvenserne ikke er helt gennemtænkte.
- World right-to-die news:
Subjects agreed lightly when young can come back to haunt you later
Det værste er, synes jeg, det mere almene billede, som denne historie er en splint af. At det er rutine at mennesker, der ikke har mulighed for et udholdeligt liv, kun meget sjældent kan få fri. At vi har alvorlige spærringer, der hindrer en menneskelig udvej.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Jeg lovede engang min far at jeg ville tage livet af ham - skulle han have brug for det. Jeg er ret sikker på at jeg havde gjort det.Til den anden side er jeg rigtig glad for at jeg aldrig blev nødt til at afprøve om jeg kunne leve op til mit løfte idet han døde helt af sig selv (hvilket jeg helt klart betragter som hans sidste viljestærke gave til mig. :-) )
Jeg tror at der gives mange af de løfter - og tæt på ligeså mange bliver lettede over at behovet ikke bliver aktuelt. At det ikke bliver så slemt endda at dø. Men en aftale kan jo alligevel være med til at give ro.
Men jeg tror såmænd også at en del læger er omhyggelige med ikke at fatte mistanke ved "usædvanlige" omstændigheder omkring ventede dødsfald. Når de forstår.
På en måde kan det (tror jeg) være "sværere" med en aftale om at en gammel ikke vil på plejehjem. Et løfte som det kan være uoverkommeligt at indfri. Det kan være urealistisk med andre alternativer end døden. Og den bliver jo betydeligt sværere at holde i diskretion hvis dødsfaldet ikke var lige forestående. Altså hvis det ikke kan bringes til at fremstå som et af de ikke ganske sjældne selvmord blandt gamle ......
Jeg tror du har meget i ret i at det kan være vanskeligere ikke at opfylde løftet til den gamle som ikke vil på plejehjem - af flere årsager, værst er jo dog netop den med samvittigheden. For én ting er at måske vente en smule længere på en naturlig død end at hjælpe i stunden - en helt anden er at ære nødt til at se sin elskede gamle mor eller far visne væk i årevis på et sted hvor de absolut ikke ønsker at være. Puha, jeg håber aldrig at jeg kommer i den situation og bliver stillet overfor det valg..
Problemet med en aftale om ikke at komme på plejehjem, er nok også at den næppe er gennemtænkt. Hvordan skal det fungere med en sengeliggende, stærkt plejekrævende? Er det værre med plejehjem end eget hjem plus døgnpleje, når fysikken ikke er til selv at kunne noget? En pårørende kan bliver alvorligt stavnsbundet og belastet hele døgnet.
Sagen er at der næppe findes en god løsning, og det er sådan set hverken plejehjemmet eller døgnplejen der er det grundlæggende problem. Og alle forventes at få kuldegysninger ved tanken om døden som udvej. Der er næppe ressourcer til at plejen kan foregå i ro og med overskud til at der også bliver rum til fokus på livsindhold og livskvalitet. Det ville være meget dyrt.
Og et grundproblem er at medicinalindustrien kan trække tiden med store plejekrav langt ud. Hvis det "kun" var i kortere tid, "gjorde" det ikke så meget med en stor belastning. Hverken for den gamle, eller for pårørende. Men når det rutinemæssigt kan blive til flere år efter f.eks. et større slagtilfælde ....
Jeg ser ikke nogen gennemførlige løsninger, ud over at give plads til at livet ikke skal være en forbandet pligt, til sidst.
Send en kommentar