This painting derives from the following passage in Edward Bulwer-Lytton's The Last Days of Pompeii:
The air was now still for a few minutes: the lamp from the gate streamed out far and clear: the fugitives hurried on—they gained the gate—they passed by the Roman sentry; the lightning flashed over his livid face and polished helmet, but his stern features were composed even in their awe! He remained erect and motionless at his post. That hour itself had not animated the machine of the ruthless majesty of Rome into the reasoning and self-acting man. There he stood, amidst the crashing elements: he had not received the permission to desert his station and escape.The skeletons of more than one sentry were found at their posts.
Dette maleri fra Victoriatidens England er umiddelbart set en heltedyrkelse, af den stoiske pligtopfyldende soldat, som har fået ordre til at stå som vagtpost i Pompeji. Mens andre indbyggere flygter fra hvad vi nu ved var det totalt ødelæggende udbrud af Vesuv-vulkanen i år 79, følger vagtposten sin ordre. Han gør sin pligt. Han har ikke selvstændighed til at det er en mulighed at flygte sammen med borgerne. Heller ikke yde hjælp nogen der kunne have behov for en stærk mand.
Når jeg skriver "heltedyrkelse" mener jeg det helt bogstaveligt. Den ubetingede pligtopfyldelse var en højt værdsat, og beundringsværdig egenskab i det Victorianske England. På den anden side kan jeg jo ikke helt lade være med at lade et mere moderne individualistisk menneskesyn præge nogle af mine ord. Soldaten måtte kunne indse at døden ville blive resultatet af at forblive på sin post. Er det en god egenskab at affinde sig med sin skæbne? Mon dog ikke han havde fået lov til at løbe ud af byen, hvis hans overordnede havde haft muligheden for at nå ham?
En fortolkning kunne dog også være at det handler om ære. I det gamle romerrige var tab af ære en meget alvorlig sag. En gyldig grund til selvmord, ja det var nærmest det forventede. Uden ære, hellere dø. Hvis vagtposten flygtede fra sin post, ville hans ære være væk, og han måtte begå selvmord. Valget stod mellem at blive på sin post, og få en værdig død, eller flygte som en vanæret kryster, der kun kunne opnå en smule længere liv på bekostning af sine værdier om hvad det gode liv er.
Hellere en god død end at holde fast i hvad der ikke kan blive et godt liv.
En moderne analyse vil selvfølgelig kunne stille spørgsmålstegn ved et så dominerende æresbegreb, og i stedet værdsætte selvopretholdelse og individets ret til at leve. Men det at nutidens normer gør hans "selvmord" på posten til noget som ikke er rationelt, ændrer ikke på at datidens normer har været så selvfølgelige, at det simpelthen ikke var en mulighed for vagtposterne at forlade deres post, hvis de var mænd af ære.
Det kan lidt perspektiveres til hvordan nutidens mennesker forventes at forholde sig til alvorlige sygdomme. Når det ikke er et vulkanudbrud, men kræft der truer livet, er det nærmest blevet en pligt at tage hvad som helst med for at gøre livets dage lidt flere, på bekostning af værdighed og personlige værdier. Den som svigter denne forventning, må forventes at blive udsat for alvorlige spørgsmål, og tvivlen på evnen til at tænke rationelt. Måske det samlede liv blev bedre af blive stående oprejst, og ikke flygte ud i et falsk håb om kampen mod døden altid er det værd.
Individets værdier må være vigtigere end andres generelle principper. Den rationelle tankegang giver ikke samme svar for alle.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar