Må man opfordre til selvmord? Mine blog statistikker viser af og til spørgsmål om hvorvidt det er lovligt at opfordre nogen til selvmord.
Det umiddelbare svar er at den danske straffelov ikke indeholder nogen paragraf, som gør det kriminelt at opfordre andre til selvmord. Når det ikke er forbudt, må det altså være tilladt, strafferetsligt set. Selvmord er lovligt, og derfor kan opfordringen i sig selv ikke være ulovlig, med mindre det var ifølge en konkret paragraf. Måske kan opfordringen være koblet sammen med injurier eller racisme, men så kan en opfordring til selvmord højst være en del af den fornærmende snak, måske som skærpende omstændighed.
Så simpelt er det altså, eller måske dog ikke. Hvad nu hvis jeg siger til en anden "hop ud foran toget", og vedkommende gør det? Det er ikke utænkeligt at det kunne medføre en straf. Sagen er at et person, som på basis af en opfordring begår selvmord, næppe kunne siges at være i stand til at tage vare på sig selv og sin egen sikkerhed. Jeg er ikke jurist, men efter min personlige fornemmelse for loven er der nogle paragraffer som måske kunne komme på tale.
§ 240. Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.En konkret opfordring til en psykisk ustabil person kan siges at være udtryk for en form for medvirken. Hvis der gives hjælp til at planlægge og udføre selvmordet, ville det helt klart være ulovligt efter paragraf 240, men jeg vil antage at selve opfordringen kunne tænkes at blive vurderet efter samme paragraf, hvis opfordringen fører til selvmord.
§ 241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. [...]Selv om paragraf 241 særligt går på ting som trafikdrab, er formuleringen bred nok til at kunne strækkes til at det at "forvolde en andens død" kunne være gennem en opfordring til selvmord, hvis/når opfordringen tages seriøst nok til at blive fulgt.
§ 250. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.Også straffelovens paragraf 250 har så meget gummi i formuleringen, at jeg kunne forestille mig denne brugt, i tilfælde af at en anden person begår selvmord på grund af en opfordring. Selv om der måske ikke er et helt formelt varetægtsforhold, kunne en sådan psykisk ustabilitet tolkes som et ad hoc udtryk for varetægt. Hvis den anden tager sit liv efter en opfordring, kunne dette ses som "en hjælpeløs tilstand".
§ 252. Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.Tragedien kunne også nemt kobles med begeber som "grov kådhed" eller "hensynsløshed", efter paragraf 252. Hvis den anden går i døden efter en opfordring, kan det siges at have været udtryk for "nærliggende fare", med mindre der er meget gode argumenter mod dette.
§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undladerIgen en paragraf som er tænkt i forhold til trafikulykker og lignende, men "øjensynlig livsfare" efter paragraf 253 kunne komme på tale hvis der var tegn på at opfordringen blev taget seriøst, og der i øvrigt ikke var tegn på at det var en velafklaret og gennemtænkt beslutning.
1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller [...]
§ 23. Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. [...]Selv om paragraf 23 ikke umiddelbart kommer på tale, fordi selvmord jo ikke i sig selv er en lovovertrædelse, kunne den måske anvendes hvis der er flere personer involveret i opfordringen, og de har tilskyndet hinanden på en måde som nærmer sig en af de andre paragraffer.
§ 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.Hvis opfordringen kommer fra en som må forventes at blive adlydt, og/eller der sker grov vildledning omkring omstændigheder som den døde kan have set som katastrofale, kunne paragraf 237 også være en mulig overvejelse, hvis der er begrundet mistanke om at det var en hensigt at få den anden til at slå sig ihjel. Det lyder måske lidt langt ude, men jeg har set en reference til at en kommenteret udgave af straffeloven, under paragraf 240, påpeger at :
"Den dræbtes vilje skal kunne tillægges vægt, dvs. at visse betingelser med hensyn til alder, sindstilstand og frivillighed skal være opfyldt. I modsat fald skal § 237 bruges. Det vil således være tilfældet, hvis en person forledes til at begå selvmord gennem bevidst urigtige oplysninger."Det lyder altså til at det "at dræbe en anden" kan læses som "at forvolde en andens død", hvor det ikke er essentielt om den anden gør det "for egen hånd".
Hvad vil "opfordring" egentlig sige?
Selvfølgelig vil det være helt klart i mange tænkelige situationer, men det ses også at nogen vil tolke "opfordring" noget mere bredt end konkrete eller personlige opfordringer. For 10 år siden blev der fremsat forslag om en lovgivning der skulle kriminalisere "generelle opfordringer til selvmord", hvilket tilsyneladende skulle gælde nærmest hvad som helst, der forholder sig til emner omkring selvmord, uden at gøre det på en afvisende måde. Forslaget blev udløst af en tragisk sag, hvor en ung mand hængte sig, og havde fundet en trin-for-trin vejledning i hvordan det kunne gøres. Dette blev altså tolket som en "opfordring".
Efter samme logik skulle fiktion med fremgangsmåder ved udførelse af forbrydelser også være kriminelle. Det hang altså ikke logisk sammen, og forslaget slap heller ikke igennem udvalgsarbejdet og høringerne.
Som Dansk Retspolitisk Forening gjorde opmærksom på, var der heller ikke dokumenteret sammenhæng mellem tilstedeværelsen af hjemmesider om selvmord, og antallet af selvmord i Danmark. Tværtimod faldt antallet af selvmord og selvmordsforsøg i takt med Internettes udbredelse siden starten af 1990'erne. Ikke at der behøver være en årsagssammenhænge her, men der manglede blot argumenter for at påstå at hjemmesiderne omkring selvmord og selvmordsmetoder var et reelt problem, på samfundsmæssigt plan.
Endvidere pegede de på at det må være legalt at argumentere for at der kan være situationer, hvor det ikke nødvendigvis bør være et mål at hindre folk i at tage sit liv. Det vil især sige i relation til debatten omkring aktiv dødshjælp. Her kan der være helt fornuftige og rationelle grunde til at være positiv overfor selvmord som en mulig udvej, når sygdom gør livet ubærligt.
Lidt skarpt fortolket kan det også siges at der findes megen god litteratur, hvor selvmord af forståelige årsager er en væsentlig del af handlingen. Måske ikke altid på en måde som omtales som "selvmord", men i stedet at hovedpersonen frivilligt går i døden, og måske aktivt fremmer at dette sker. Dette vil f.eks. sige flere eventyr af H.C. Andersen, som "Den lille havfrue". Skulle disse "forherligelser af selvmord" censureres bort, som "generelle opfordringer til selvmord"?
Ja, hvad vil det egentlig sige med en "opfordring"? Der vil med garanti være nogen som vil søge at få det til at dække alt andet end den "forventede" angst for døden. Og det kan da ikke være rimeligt.
Nyere opslag
Opslag
12 comments:
Vi har ytringsfrihed her i landet og det skal på ingen måde være ulovligt at råde andre til selvmord....
Ytringsfrihed er et dårligt argument, også her, da vi jo ikke har en "absolut ytringsfrihed", idet grundloven markerer at det er "under ansvar for domstolene". Deres funktion her er jo at administrere de love der gør ytringer strafbare, under specifikke omstændigheder. Det ville altså ikke være i modstrid med grundloven at have love som gør opfordringer til selvmord strafbare, ej heller sådan tolkning af andre paragraffer - som udpenslet i blog indlægget.
Vi kan jo selvfølgelig mene noget om det ville være rimeligt eller ej, men det må afhænge af de konkrete omstændigheder.
I øvrigt har straffeloven i England (og bl.a. en række Commonwealth lande) en paragraf som specifikt forbyder ikke kun opfordring til selvmord, men også personlig vejledning og støtte.
Jeg mener såmænd heller ikke at vil skal have et bredt forbud mod opfordring til selvmord, men har det dog ikke godt med at nogen måtte finde på at manipulere psykisk ustabile personer til selvmord.
Ifølge straffelovens § 240 er det strafbart at medvirke til, at nogen berøver sig selv livet. Forbrydelsen er fuldbyrdet når personen dør. Straffen er bøde eller fængsel indtil 3 år. Efter straffelovens §21 straffes forøg på medvirken til, at nogen berøver sig livet, og retter sig imod enhver handling, som sigter til at fremme eller bevirke udførslen af en forbrydelse. Ifølge §23 omfatter det alle tilfælde, hvor gerningsmanden ved tilskyndelse, råd eller dåd forsætligt medvirker til at en person begår selvmord. Sker dette i offentlighed (f.eks. på internettet) §136 stk. 1 (offentlig tilskyndelse til forbrydelse) straffes dette med bøde eller fængsel indtil 4 år.
Opfordringer til at begå selvmord eller anvisninger på hvorledes selvmord kan begås forudsætter, at de specifikt er rettet imod bestemte personer. Opskrifter på selvmord er ikke omfattet af loven.
Det undrer mig lidt at du tager straffelovens §21 og §136 op her, for de siger specifikt:
Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg ...
Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år ...
Da det er klart at selvmord (eller forsøg derpå) i sig selv ikke er nogen forbrydelse, kan jeg ikke se gummi nok i disse paragraffer til at kalde selv en konkret personlig opfordring til selvmord for at fremme, bevirke eller tilskynde til udførelsen af en forbrydelse, og derfor ser jeg §21 og §136 som svagere end den §23, som jeg allerede højst ser som et supplement hvis der er andre paragraffer som der tiltales for overtrædelse af. Det kan endda siges at når §136 specifikt ekskluderer at tiltalte har forskyldt højere straf, er denne endnu mindre "egnet" som supplerende anklagepunkt.
Eller har du noget mere konkret på tolkning af §21 og §136? Som allerede markeret foregiver jeg ikke at være jurist.
Hvis jeg opfordrer en person til at tage sit eget liv, så forsøger jeg at fuldbyrde en forbrydelse. Nærmere præciseret, den forbrydelse, som er udtrykt i §240. Kriteriet for en fuldbyrdelse i den forstand er, at personen tager sit eget liv. Det er strafbart ifølge straffelovens §21.
§21 ” Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.
Med andre ord. Når en forbrydelse ikke fuldbyrdes, så straffes den som et forsøg på fuldbyrdelse. Det er en lovovertrædelse.
Det gælder altså for enhver, som ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen (§23.)
Ved tilskyndelse skal fortolkningsmæssigt forstås ”opfordring eller opmuntring”.
Så når jeg opfordrer til selvmord, så tilskynder jeg til en gerning, som er nærmere defineret ved §21 og §240. En gerning som et forsøg på at fuldbyrde en forbrydelse, som er nærmere fastsat i §240, hvis kriterium for fuldbyrdelse skal ses i lyset af, at en person tager sit eget liv. Det er forbudt ifølge §21 at forsøge at fuldbyrde en forbrydelse og straffes som forsøg på fuldbyrdelse.
Så det er strafbart ved gerning at forsøge at fuldbyrde en forbrydelse.
Hvad ved jeg.. Er ej heller jurist.. I hvert fald holder straffelovens §240 og §21 som argument…
Nøgleordet i paragraf 240 må være "medvirker", hvilket ifølge Den Danske Ordbog betyder "deltage i et arbejde eller ved udførelsen af en opgave sammen med andre", altså meget mere konkret end bare snak.
Hvis jeg, rent hypotetisk, opfordrede stærke Børge til at give lille Brian en gang bank, ville sådan vold klart være Børges ansvar. Ikke mit. Jeg ville ikke på det grundlag kunne blive dømt for at have medvirket til volden (en klar forbrydelse), selv om jeg specifikt havde tilskyndet, opfordret, og opmuntret.
På det grundlag ser jeg ingen basis for at konkludere at nogen ved at opfordre en person, som er ved sine fulde fem, til selvmord har rodet sig ind i at medvirke til handlingen. Som tidligere udpenslet kunne situationen være mere kompleks hvis den døde ikke var ved sine fulde fem, men i stedet havde svært ved at tage var på sig selv, sit ansvar og sine handlinger.
Men så længe vi taler om personer som er "kompetente", pådrager jeg mig intet ansvar ved at have opfordret til en handling, og slet ikke hvis handlingen ikke i sig selv er strafbar. Og selvmord er jo netop ikke strafbart.
Det kunne tænkes at min samvittighed ville gøre knuder, hvis et selvmord skete kort efter en opfordring fra min side. Jeg ville nu ikke kunne finde på at slynge sådanne opfordringer ud, men det selvfølgelig er en anden sag.
Kortere sagt er jeg grundlæggende uenig i at det at opfordre til selvmord er forsøg på at fuldbyrde en overtrædelse af §240, da det ikke udgør medvirken. Derfor kommer §21 og §23 heller ikke til anvendelse.
Og når du til sidst skriver "så det er strafbart ved gerning at forsøge...", er sagen jo netop at en opfordring ikke er en handling. Så den holder ikke med straffelovens §240 og §21 som argument.
Ellers havde vi bestemt set retssager efter historier med nogen som reagerede på kraftig mobning med selvmord. Det ville jo være tragisk, og en grim situation for nogen som havde mobbet med ting som "du skulle tage og hænge dig", men det er ikke noget som straffeloven kriminaliserer.
Folkedomstolens straf, opildnet af medierne, kunne dog være hård, men så er lovparagraffer netop ikke på banen længere.
Ja, det er nok mere komplekst end som så. Men det kunne være interessant at høre, hvad en jurist havde at sige til det. Kender et par stykker, så vil bringe det op ved lejlighed..
Tak for snakken :-)
Et spørgsmål er om en jurist i det hele taget ville "turde" komme med et klart svar, men måske snarere rode sig ud i hypotetiske "hvis nu" overvejelser, i stil med hvad jeg har gjort her.
Efter et selvmord er det i sagens natur svært at være sikker på den dødes tanker og sindstilstand før sin handling, og dermed kunne der være spillerum til at lade en moralsk holdning til hvor anstødelig en handling det var med opfordringen præge hvordan mulig elastik i tolkning af paragrafferne strækkes. Det er ikke helt sjældent at paragraffer vrides nok til at det bagvedliggende synspunkt præger den i princippet neutrale juridiske stillingtagen.
Nej, det er jo det. Jeg foregiver og forestiller mig blot, hvad menig mand, uden juridisk velsignelse, i en uddannelsesmæssig forstand, ad logisk vej kunne tænke sig at konkludere. Altså et på populis vegne ad logisk vej tænkt resultat.
Det vil sige, at jeg subjektivt, med udgangspunkt i min egen forstand, og manglen på det samme, i en juridisk kontekst, tager udgangspunkt i mig selv, i et forsøg på at forstå den juridiske process, eller problemstilling, set i forhold til min, på nuværende tidspunkt usagkyndige tilgang til de såkaldte juridiske problemstillinger.
Mig bekendt, ville en situation som §"240", kun ved fuldbyrdelse, kunne lade sig gøre at straffe, hvis der i et såkaldt "selvmordsbrev", af selvmordskandidaten nærmere var præciseret, at selvmordets udløsning, skulle ses i forhold til en af de af Hr. Y´s nærmere definerede krænkelige opfordringer, om at begå selvmord, gjorde sig gældende. Altså et bevis.
Hvad jurister tør og ikke tør, og gør af juridiske og hypotetiske "hvis nu" overvejelser, tager jeg ikke stilling til. Det er jo hypotetisk, og om sådan kun relevant, hvis der ikke foreligger et decideret bevis.
Med andre ord. Foreligger der et bevis, eller gør der ikke. Det er sagen, og det afgørende spørgsmål, om overtrædelse i en hvilken som helst strafferetslig sag, som måtte indkomme for domstolene.
Resten kan man selv hygge sig med, og er i sig selv sagen uvedkommende.
Beviser er netop et sjovt aspekt, på den måde at det nemt bliver et overvurderet kriterium. Pointen er at der godt kan dømmes uden klare beviser, men "blot" med en tilstrækkelig sandsynliggørelse. Det er selvfølgelig bekvemt med et "rygende pistol" bevis, men selv et sådant ville med mere eller mindre kringlet argumentation kunne undermineres. Et bevis er "blot" et (måske stærkt) element af sandsynliggørelse, men der kan dømmes på basis af et sæt indicier der peger i samme retning, selv om ingen af dem i sig selv er afgørende.
Fx tænker mange på DNA spor som sikre beviser, men det er jo ikke umuligt at sådanne spor kunne være direkte plantet, eller blot være fra et andet tidspunkt end gerningen. Videre er DNA spor ikke en så klokkeklar identifikation som i krimiserier, der analyseres typisk kun på små stykker af generne. Hvis DNA fra en anklaget blev fundet på et gerningssted, kan det tænkes at der kan sandsynliggøres at det ikke har forbindelse til forbrydelsen, men det stiller da visse krav til kvaliteten af bortforklaringen.
Det ville ikke være en nødvendighed med et selvmordsbrev med præciseret kobling fra selvmordet til en opfordring fra en anden person for at kunne "sandsynliggøre". Og på den anden side kunne en sådan forklaring tænkes at være løgn. Begge veje handler det i høj grad om at kunne sandsynliggøre, hvor anklager meget vel kunne påstå at en konkret opfordring fundet under efterforskningen, fra kort før selvmordets fuldbyrdelse, må have være en udløsende omstændighed. Forsvarer kunne tilsvarende holde på at det jo bare var en del af en lidt rå omgangstone, og ikke ville være blevet taget seriøst. Og så er det op til dommer og domsmænd at vurdere om der er sandsynliggjort en sammenhænge. Det kan godt være at de ville snakke et stykke tid frem og tilbage for at nå til en overbevisning. Og her må det tilføjes at overvejelserne kunne påvirkes af om anklagede virker som et rart og sympatiske menneske, eller fremstår som en dum skid.
Og så er der stadig spørgsmålet om hvad der skal til for at en veldokumenteret sammenhæng mellem en opfordring og et gennemført selvmord, ville blive retsforfulgt som overtrædelse af §240. Da det ikke er konkret medvirken er min fornemmelse at der skulle ske en vurdering (sandsynliggørelse) af den dødes mentale habitus og evne til at administrere ansvaret for sig selv. Hvis det fx var en kræftsyg, som stod til at dø en lidelsesfuld død i løbet af et par måneder, kunne der være basis for at mene at det var en rationel handling gennemført efter egen moden overvejelse, også selv om en snak med en ven havde indeholdt noget der kunne tolkes som en opfordring. Altså hvor det blot var en støtte med et andet menneske med forståelse for situationen og hvilke realistiske muligheder der ville være for den sidste tid.
Så nej, resten er i sig selv slet ikke sagen uvedkommende, men indgår i en vurdering af den konkrete sag. Nej, det er ikke simpelt at være dommer :-)
Nope.. Respekt herfra... Det er langt mere kompliceret end som så kan jeg forstå.. Derved erkender man sin egen nuværende utilstrækkelighed ud i det juridiske univers.. Du ligner en klar vinder..
Men tak for chatten. Du har nogle overvejelser, som er værd at fundere videre over..
Selv tak :-) Spegede sager har jeg da moret mig at se på et par gange, og har forresten selv stået i retten efter paragraffer som nærmer sig emnet her (ikke opfordring).
Send en kommentar