På den stille villavej Anemonevej i Slangerup ligger der et lille parcelhus. Her boede indtil torsdag et ældre ægtepar, en 89-årig forhenværende smedemester og hans lidt yngre hustru. De havde netop været gift i 65 år, så der skulle have været krondiamantbryllup med stor fest. Desværre måtte festen aflyses da konen blev alvorligt syg.
Nu er de døde, og alt peger på en af de såkaldte "familietragedier", et dobbeltselvmord hvor den gamle jæger dræbte sin kone med sit haglgevær, og derefter skød sig selv. Hendes datter fandt det skuddræbte par inde i huset. Ingen tegn på at der havde været andre til stede. Intet afskedsbrev, og politiet laver sin rutinemæssige efterforskning. Tilsyneladende er det "blot" endnu en af de mange sager, hvor ældre mennesker vælger at sige livet farvel, i stedet for at lade livet udarte til elendighed.
Metoden er lidt vel dramatisk, men derudover har de min fulde forståelse. Det at disponere over livets afslutning, når det er velgennemtænkt, må da være en del af privatlivets fred. Jeg kan selvfølgelig ikke sige noget sikkert, men der er næppe grund til at betvivle dette. Pludselig alvorlig sygdom hos gamle mennesker vil mange gange sige at det er ved at være slut, også selv om hjertet slår endnu.
Så der skulle handling til for at stoppe det, og så havde manden ikke brug for at undvære sin elskede kone. Det kan kaldes for en tragedie, men den havde måske være større og mere langvarigt uden den bratte afslutning. Gid den kunne have været gennemført på en pænere måde. Det evner Danmark ikke at tillade sine gamle borgere.
Hvil i fred.
- Ekstra Bladet: Datter fandt forældrene skudt
- BT: Familietragedie: Mand skød konen efter 65 års ægteskab
- MX.dk: Genbo til dræbt par: Tyder på drab og selvmord
- MX.dk: Drabsofre skulle have holdt krondiamantbryllup
- MX.dk: 89-årig mand skød konen og derefter sig selv
Nyere opslag
Opslag
9 comments:
Jeg forstår muligens dette ekteparets tankegang, men må dog si at jeg synes at når personer velger å avslutte sitt eget liv så kunne det vært fint med et lite brev der forteller hvorfor... Jeg har selv mistst min beste venninne som tok sitt liv med piller.
Jeg aner den dag idag ikke hva eller hvorfor, det kom som "lyn ifra klar himmel" som det sikkert gjør i mange tilfeller.
Men det er tungt å ikke ha en lille anelse om hvorfor, man gjør seg iallefall mange nok teorier om hva som utløste det osv..
Hva er dine tanker om det?
Er det for mye forlangt at man gir de etterlatte "fred i sjelen" ved å fortelle hvorfor? Eller vil man kanskje gi skyldfølelse fordi noen vil tenke.."hvorfor gjorde jeg ikke noe?" ?
Veldig interresant blogg dette.
Afskedsbrev ved selvmord synes jeg også er en god idé, ikke kun for at give de efterladte en forklaring, men måske i endnu højere grad for at give sig selv en forklaring. Selve processen og tankerne omkring at skulle sætte ord på, og få det til at lyde fornuftigt, kan have stor værdi omkring at afklare sine følelser og tanker. Pointen er så at hvis det er svært at forklare overfor sig selv, er det måske ikke så gennemtænkt, hvilket det kunne tænkes at skribenten selv erkender undervejs. Så jo, et selvmordsbrev er en god idé, endda også selv om det ikke er tanken at andre skal læse det.
Måske skrive brevet, læse og tænke det igennem, for derefter at destruere det. Det kunne være ting som andre ikke behøver at vide. Hvis der så skulle skrives et "mindre privat" brev til omgivelserne, kunne det blive svært at skrive noget mere konkret end "jeg havde mine grunde til beslutningen, det bliver I nødt til at respektere".
Engang hvor jeg trak mig ud af et projekt, gav jeg ikke anden forklaring end "dråben der blev for meget var ikke årsagen". Det handlede jo ikke om livets projekt, men det kunne det i princippet også have været. Altså at der ikke var nogen klar forklaring, en konkret årsag. Hvis jeg havde brokket mig over nogle at de sidste ting der var sket, ville det have lydt lidt fjollet. Det kunne der da have været gjort noget ved, ville det lyde, og med gode argumenter. Der var ingen nem måde at sige "det var derfor", det kunne næppe være blevet andet end lidt løs snak om at jeg ikke længere troede på projektet, og at jeg ved at trække mig stilfærdigt tilbage blot lod de andre køre videre. Der var ikke brug for at smække med døren ved at skælde ud over enkelte af de små konkrete ting som var tegn på at det ikke var realistisk for mig at fortsætte indsatsen.
Måske havde din veninde det på en lignende måde omkring projektet med at leve et liv? Der var ingen bestemt forklaring, det blev bare for meget. Jeg tror ikke at det nytter at du tænker teorier omkring hvad som udløste det. Det er forståeligt at du gør det, og svært at lade være. Selv om der måske har været en "sidste dråbe", var den ikke årsagen.
Hvis hun havde forsøgt at sætte ord på nogle ting som hun havde det skidt med, ville det jo være indlysende at de efterladte ville reagere med tanker om bedre løsninger på de konkrete problemer. "Det skulle du da have snakket om. Vi ville jo så gerne have hjulpet dig". Frustrationen over ikke at få lov til at hjælpe kunne måske fylde mere end uvisheden gør nu.
Det er indlysende at jeg ingen viden har om de konkrete omstændigheder omkring din veninde, og hvordan det var før hendes død. Mine tanker her er blot et forsøg på at give nogle bud på hvordan en plausibel scenarie kunne have været.
Når du tænker på om hun ville undgå at give nogen skyldfølelser over "ikke at gøre noget", så tvivler jeg på at det var sådan. Når hun var din bedste veninde, forestiller jeg mig at du allerede gjorde noget ved at være der, og støtte hende. Det tror jeg at hun har været glad for, og at det gjorde hendes liv bedre end det ellers ville have været. Desværre ikke godt nok til at hun ville fortsætte sine dage, og sin kamp med tilværelsen.
Jeg var selv tæt på omkring at min kæreste fik brug for at afslutte sit liv med selvmord. Hendes sidste ønske var at jeg skulle gå ud og nyde livet, og glæde mig over at hun ikke længere havde det så svært. Det var meget klogt sagt.
Hvad dobbeltselvmordet fra Slangerup angår, ligner det jo en af de sager hvor det ikke er så svært at forstå hvorfor, så der var måske ikke så meget at skrive i et afskedsbrev. Jeg kan ikke lave spekulationer omkring hvad der er sket i dagene forud, men på et helt generelt plan har jeg en teori, som især gælder for en del selvmord blandt ældre og syge.
De efterladte blev måske slet ikke så overraskede over hvad der skete. Der var taget afsked, men det var meget nemmere at lade det være et privat minde, uden at fortælle det til nogen. Det kunne blive trættende når nogen, der ikke var i nærheden, ville have travlt med at være forargede over at de "ikke gjorde noget", ville se det som en pligt at forhindre et forståeligt selvmord. Måske gå til politiet, for at gøre det til et straffesag. Måske spekulere i skjulte motiver, og lege kriminalroman. Måske gøre deres egen angst for døden til modstand mod at andre accepterede døden som "nu er tiden kommet".
En virkelig klok setning til ettertanke, som jeg kommer til å ta med meg videre..: "dråben der blev for meget var ikke årsagen".
Sånn fin måte å si det på uten og måtte si en hel masse ting.
Men på sett og vis så skrev min venninne et slags avskjedsbrev (om det kan kalles det) der var bare noen korte setninger, til hennes bror,foreldre og kjærest,samt meg og etpar andre venninner, der var bare ord som sa at hun var "elsket" dem, altså ingen forklaring, men de ordene til meg var at hun var glad i meg og at "jeg" kom til å forstå henne.....
Aiii..kanskje det er derfor det er så vanskelig å slippe taket, fordi jeg forstår egentlig ikke.. jeg opplever satdig at jeg drømmer om at jeg treffer henne igjen.. Da er hun som hun alltid var, glad og full av liv, vi morer oss godt, HELT til jeg kommer med spørsmålet, "hvorfor"? (for i drømmer går alt ann å da er det "naturlig" at hun kommer tilbake fordi hun var "egentlig ikke død")
Men hver gang jeg stiller spørsmålet så er drømmen over, jeg våkner opp...
Sist gang jeg "møtte henne i drømme", så kjente hun meg ikke igjen..
Det var en rar følelse jeg våknet opp med da, å jeg undrer på om det kan ha noe meg meg selv, at jeg ikke "kjenner meg selv igjen"..
Ikke meningen å plage deg med mine rare tanker, men jeg fant denne bloggen i et svart svart øyeblikk, å det er så mange kloke ord her, som får meg til å tenke "lenger enn nesen rekker"
Senest idag hadde jeg en liten diskusjon med en person som snakket om sin veninne som har gjemt masse piller fordi "hun skal sovne fredelig inn".., da husket jeg endel ting jeg har lest her om forskjellige selvmordsmåter å eventuelle utfall.
Du setter det i et lys som alle som er inne på tanken burde lest.
Det var en far som sa i begravelsen til sin sønn, :"når angsten for å leve blir sterkere enn angsten for å dø,da respekterer jeg det valget"
Det er også ord som jeg selv føler på ofte, jeg kjenner veldig ofte at jeg kunne tenkt meg "å bare dø" , men jeg er samtidig redd for å dø, det er jo en dårlig kombinasjon.. Så jeg har også etter min venninne tok livet av seg, fått kjenne på endel følelser der jeg før kanskje ikke hadde noen forståelse for sånne som var så "egoistiske" og tok sine egne liv, fått kjenne at jeg kan absolutt forstå hvorfor mange velger å gjøre nettopp dette..
Syns det er egoistisk at man skal leve for andre mennesker om livet kun er miserabelt.., å spesielt når andre ikke vil stille opp å hjelpe.
Det er så lett å si at det finnes alltid hjelp... jeg vet nå ikke det, alle er så opptatte med seg selv og sitt, det er neten ikke tid eller rom igjen for andre folk lenger, tilogmed familie..
Det ble kanskje et litt "kaotisk" innlegg, men jeg skriver bare ettersom jeg tenker,å det ene får meg visst til å tenke på det andre, å der er så mye som vil ut..
Å ja... den historien om det eldre ekteparet, der er det nok enklere og forstå hvorfor, det er jeg helt enig i, passet bare fint å ta opp temaet med avskjedsbrev der syns jeg.
Ha en fin kveld :)
Afskedsbrev er næppe det rigtige ord, ja. Det kan måske kaldes for en afskedshilsen, og som sådan tolker jeg det som at hun havde brug for at fortælle jer at det ikke var fordi hun savnede "at nogen gjorde noget". Hun kunne måske ikke selv se hvordan det skulle kunne lade sig gøre at hjælpe hende til at hun ville ønske at leve et liv. Så hun ville bare sige farvel. Og tak.
Når hun skrev til dig at du ville komme til at forstå hende, læser jeg deri at hun følte sig forstået af dig. Og det har været meget værd for hende. Men det er jo altid svært at forstå et andet menneske fuldt ud, det bliver meget ofte til at den ene tror at den anden kan regne noget ud, uden at det er sagt. Uden at de alt for besværlige ord har været på læberne.
Din tilbagevendende drøm om at møde hende passer jo godt til det at du ikke kan forstå hvorfor hun pludselig afsluttede sit liv. Spørgsmålet "hvorfor" kan ikke besvares, så derfor kan dit drømme-jeg ikke fortsætte drømmens retning. Og du vågner. Når drømmen ændrede sig til at hun ikke længere genkendte dig, er det jo udtryk for hvordan dine egne tanker ændrer sig. At det du ikke har mulighed for at kunne forstå, giver en afstand mellem jer.
Jeg kan godt forstå at du tænkte på den med om du ikke kunne "kende dig selv igen", for drømme hænger jo netop meget sammen med når egne tanker ikke når bevidstheden om dagen. Min fornemmelse er mere at du bearbejder sorgen, og er ved at finde dig til rette med at du må give slip på hende. Ja, du kan ikke forstå alt, men det er ikke din fejl.
Dagens blog indlæg fra mig handler forresten om en dansk præst, som døde af en overdosis piller. Et selvmord som konen måtte finde sig til rette med. Hun følte sig ikke svigtet, fordi hun ikke var årsag til at han måtte dø. Han kunne ikke holde det ud, og synes ikke at han var "livsduelig". Hun ville da gerne om han havde kunnet vælge livet, men hun accepterer også at det var noget han havde i sig selv. Det respekterer hun.
> Jørgen Thorgaard: Den ikke-livsduelige præst
Det passer jo fint med den far, som du nævnte respekterede sin søn "når angsten for at leve blev stærkere end angsten for at dø". Meningen med livet er jo ikke at det kun skal være for de andres skyld, netop.
Når du selv er bange for at dø, tror jeg at det er udtryk for at dine tanker om "bare at dø" ikke handler om døden, men om på en eller anden måde at kunne "komme væk". Ja, det kan være svært at finde ud af livet, men jeg har mange gange set at nogen senere glæder sig meget over at de ikke gjorde alvor af de mørke tanker. Livet blev godt, selv om de dengang ikke kunne se en vej frem.
Hav det godt! - Og det er helt i orden at du kommer med dine tanker. Jeg synes at du skriver det på en god måde, og det gør at jeg gerne vil prøve at forholde mig til det. Tanker har godt af at blive sat på ord.
Hei i natten..
Takk for dine kloke ord, det føles godt å få noen svar på en måte, for dine svar gjør faktisk så jeg kan se saken fra en litt annen vinkel enn jeg har klart å gjøre alene...
Å jeg har jo selv vært sålangt nede at den tanken har vært der mange ganger, så jeg føler på en måte at jeg kan forstå henne, å jeg respekterer det, men følelsene mine er jo stadig der og de sier at jeg savner min beste venninne uendelig mye..
Jeg har også vært en person som heller ville ha 1 virkelig GOD venn, fremfor 20 overfladiske, så det rammer hardt når man mister en da. Jeg mistet på en måte en del av meg selv, det er sant, vi delte så mye, mye ingen andre visste om, så det gikk i graven med henne.
Din blogg er veldig spennende, da den er fylt med så mye viten, å jeg er redd for døden, samtiig kjenner jeg stadig et "ønske om å dø", som vel godt nok heller er som du har sagt mer et rop om å komme meg ut av den situasjonen jeg er inne i som fyller meg med depresjon.
Jeg fortsetter å lese dine spennende innlegg her, nå skal jeg ta for meg angst å se om der er noe for meg som har levd med angst og panikkangst sålenge jeg vet om..
Jeg er redd døden, men finner den fasinerende samtidig, det er noe skremmende med den, men det er kanskje det "ukjente", iallefall for min del.
Da min venninne døde var jeg med da det var likskue, jeg ville egentlig ikke, men samtidig så visste jeg at jeg måtte, for å kunne tro det. Å da vi satt i kirken å så på kisten så var jeg veldig gla for at jeg gjorde det, ellers så hadde jeg nok aldri trodd at hun lå der.
Da vi skulle gå inn for å se henne så kom jeg bare til døråpningen, de sier at det er så "fredfullt" å se døde mennesker,ser ut som de sover... Vel, det syns jeg ikke at hun så ut som, jeg fikk panikk å stormet avgårde i korridoren, min samboer fikk hentet meg og sammen gikk vi tilbake, der vi ble enige om at en venninne skulle stille seg ved siden av kisten sånn at hun dekket til hendene til min døde venninne, de hadde nemlig foldet hendene hennes (krysset alle fingrene) å det var forferdelig, de så ut som de var hentet fra en skrekkfilm, de så knekt ut,å hennes ansikt var mer blått enn jeg trodde, å jeg syns hun så litt sint ut.
Er det vanlig at de krysser alle fingrene sånn? Kunne da sett penere ut at de bare la den ene handen over den andre, nei fy hvor det var grimt å se på.
Jeg setter veldig pris på dine svar, men du trenger ikke svare, jeg syns nesten det er litt terapi å få skrevet det ned til noen som orker å lese det, så får det bare høres rart ut.
Har prøvd å skrive for meg selv men det blir ikke det samme, du har allerede gitt meg flere kloke setninger som jeg har tatt til meg så jeg forventer ikke at du skal bruke masse tid på å svare på mine innlegg :)
Jeg er glad jeg får lov å skrive her, jeg er glad for at jeg har funnet denne bloggen.
Hei sålenge..
Når du savner din veninde så meget, er det jo blot en helt naturlig del af sorgen over at have mistet en vigtig relation. Og det bliver tungere af at det kom som en stor og uforståelig overraskelse. Men når jeg mest tror at det ikke blot var en konkret og "overskuelig" forklaring, er det et vilkår for andre at de ikke helt kan komme til at kunne følge hendes tanker til sidst.
Jeg vil ikke komme med platituder som at "du skal komme videre" eller "du skal glemme hende". På en måde vil jeg hellere sige at du skal glæde dig over sorgen, som tegn på sunde følelsesmæssige reaktioner hos dig, og at du kan have et smukt minde om hende med i hjertet fremover.
Jeg tror også at det var en god ide at du tog med til det ligskue, så du rigtig kunne se at kun hendes krop var tilbage. Jeg ved ikke så meget om hvordan det plejer at blive arrangeret når lig ligger i en åben kiste, men jeg er meget enig med dig i at det havde været pænere at lægge hænderne over hinanden, i stedet for det meget unaturlige i at få det til at se ud som foldede hænder. Jeg vil gætte på at det har været velmenende, ud fra en kristen forestilling med at det skulle se ud som hun lå i en bøn. På den anden side er det for makabert for mig at nogen synes at det er "rigtigt" at gøre sådan noget med et lig. Det må være rimeligt at arrangere kroppen og tøjet på en pæn og stilfærdig måde, men ikke at foregive noget andet.
Når jeg læser hvad du skriver, kommer jeg til at tænke på en sproglig forskel mellem Dansk og Norsk. Jeg har læst nok Norsk til at jeg næsten altid kan forstå meningen umiddelbart, også ordet "rart". På Dansk forklarer en ordbog det som "som vækker en følelse af glæde eller velvære; behageligt uformel, tryg eller hyggelig". Og egentlig synes jeg at det du skriver mere er "rart" i den danske end i den norske betydning :-)
Takk for de hyggellige ord. :-)
Ja jeg kommer aldri til å "komme over det", men sorgen endrer jo retning å alt det der, jeg er ofte å besøker graven hennes, det ligger ved en turløype jeg pleier å gå med min hund, så sier jeg bare til han, "Nå skal vi gå og si hei til Heidi", så vet han veien til graven, det er litt hyggelig for meg, så føler jeg at når jeg er på graven, så er jeg "på besøk hos henne", da kan jeg "snakke med henne" uten at det virker merkelig.
Planter blomster og setter lys, syns det er veldig flott, å jeg skjønner hvor fælt det må være for de mennesker som har tapt noen å ikke har en grav og gå til... forferdelig..
Jepp, jeg skal iallefal gjøre det klart at mine hender trenger bare å foldes, vil ikke at de skal "knekke" de på plass når jeg har ligget død i 5 dager :/
Sorgen vil modnes og blive rundere, har du ret i. Men det tager tid, og det skal det sådan set også. Godt at du kan bruge turene til hendes grav som et ritual, der gør dig godt. De er så andre som mindes deres kære, uden at det indebærer besøg på, og pasning af et gravsted. Der er mange måder at gøre det på.
Send en kommentar