Logo sommerfugl

onsdag den 28. august 2013

Ældre-selvmord og drab i Ferritslev

Lundsbjergvej 5, Ferritslev

En aktuel sag fra den lille by Ferritslev, syd for Langeskov på Fyn, fortæller om at en 84-årig pensioneret vognmand (STH) dræbte sin 80-årige demente kone (KH) ved kvælning. Lørdag modtog Fyns Politi en anmeldelse om at den gamle kvinde var fundet død i et parcelhus på Lundsbjergvej, efter at en hjemmehjælper var gået forgæves tre gange. Ved ankomsten fandt de den afdødes ægtemand, som var meget konfus, tilsyneladende efter sløvende medicin, måske taget med hensigt om selvmord.

Konen var blevet stranguleret med et reb snøret tre gange om halsen, efter at have fået en pose over hovedet. Ingen tegn på vold eller tvang. Manden blev bragt til Odense Universitetshospital, og blev senere anholdt og sigtet for at have dræbt sin hustru. Han var for dårlig til at være til stede ved grundlovsforhøret, men blev i stedet for normal varetægtsfængsling indlagt på psykiatrisk afdeling i Svendborg.

Løve og blomst ved hoveddøren fra dobbeltselvmord på Lundsbjergvej, Ferritslev

Her formåede han i et baderum at udnytte et kort øjeblik for sig selv, og nåede at kvæle sig med et håndklæde om halsen, før opsynet opdagede hans faste beslutning om at ville dø. Tirsdag klokken 17:38 afgik han ved døden, efter at hans andet selvmordsforsøg førte til at han i kritisk tilstand blev overført til intensiv afdeling.

Som omstændighederne er, vil jeg sige at det nok var det bedste at det lykkedes for ham at dø. Jeg kan ikke se at det havde været bedre for nogen som helst, især ikke manden, med en retssag, og straf for drabet. Ægteparret havde levet sammen i mange år, og døde nu næsten samtidig. Hvil i fred. Han gjorde hvad han måtte gøre. Som en nabo sagde, ville det være synd for ham at være på en psykiatrisk afdeling resten af sit liv.

Sagen efterforskes selvfølgelig af politiet, men det er tvivlsomt om de kan finde frem til noget overraskende. Som vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til oplyste til tv2.dk:
Vi efterforsker sagen som drab og selvmord, men der vil nok ikke ske så meget mere i sagen. Med de oplysninger vi har fået, tyder alt på, at de var blevet enige om at ende deres dage sammen på denne måde.

Løve og lys ved hoveddøren fra drab/selvmord på Lundsbjergvej, Ferritslev

Ved grundlovsforhøret in absentia kom det ifølge BT frem at manden under en foreløbig afhøring sagde "det var meningen, vi begge skulle dø", og at han havde haft det psykisk dårligt i de sidste par uger før afslutningen. Det gamle ægtepar holdt sig mest for sig selv på vejen, uden større kontakt med naboerne. De sidste 10 år havde de ikke haft det så godt, det må være på grund af konens demens. Endvidere led manden selv af epileptiske anfald, og havde lige haft en blodprop. Heller ikke han kunne mere.

'Adgang forbudt, politiet' på hoveddøren fra medlidenhedsdrab/selvmord på Lundsbjergvej, Ferritslev

Sagen er også dækket af Fyens.dk:
Efter kritik af en respektløs overskrift (der blev rettet), skrev lokalredaktør Tim Visti en kommentar om sagens dækning:
    Sagen om drabet i Ferritslev er både tragisk og ulykkelig. Når vi skriver om sagen er det selvfølgelig fordi, der er tale om en alvorlig kriminel handling, men også fordi historien kan være med til at rejse en vigtig debat om den hjælp, pårørende til demente får og de livsvilkår, de har.
    Når en sag som denne dækkes, gør journalisterne sig en række etiske overvejelser omkring, hvilke oplysninger vi viderebringer samt sprogbruget.
    Avisens oplysninger i denne sag stammer først og fremmest fra politiet og fra anklagemyndigheden. Derudover har vi været i kontakt med naboer, der har udtalt sig samt flere andre kilder. Vi har også haft kontakt til pårørende, som dog ikke har ønsket at udtale sig, og det ønske respekterer vi selvfølgelig.
    Avisens rolle i en sag som denne er at formidle, hvad der er sket og skubbe på en vigtig samfundsdebat. Og når der kommer fakta på bordet, er det også med til at forebygge de vilde rygter, der nemt kan opstå i kølvandet på en sag, som er samtaleemne langt ud over den by, hvor ægteparret boede.

Jeg synes netop at det med livsvilkår er det helt centrale i sagen her. Jeg ved selvfølgelig ikke noget sikkert om hvad der er foregået i parrets sidste timer, før konen døde, men det ligner jo ikke ligefrem at drabet var en fjendtlig handling. Medlidenhedsdrab efterfulgt af selvmord, dobbeltselvmord, selvmordspagt, eller hvad det nu skal kaldes.

Disse såkaldt familietragedier sker jævnligt i dagens Danmark. Sygdomme og svækkelse rammer ældre ægtepar så hårdt, at livet ikke længere hænger sammen. I stedet for at gå helt ned i elendighed, ender det lidt dramatisk med at den stærkeste dræber den mest syge, for derefter at afslutte sit egen liv. Det kan kaldes for tragedier, men mon ikke det havde været en endnu større tragedie ikke at kunne sige stop?

Olsen-banden figurer ved hoveddøren fra mord/selvmord på Lundsbjergvej, Ferritslev

Det er helt indlysende ikke ideelt med denne form for afslutning på livet, men sådan må det være når "vi" som samfund ikke evner at give bedre vilkår for at gamle borgere kan få lov til at vælge en pæn afrunding af livet. Det offentlige plejesystem gør selvfølgelig en stor indsats indenfor det muliges rammer, men ud over at det kan knibe med ressourcerne, er der det mere principielle problem at det ikke altid er muligt at gøre et livs afslutning til noget, hvor det er ønskværdigt at holde fast i den sidste lille rest af livet.

Døden er ikke det værste vi har. Lad os dog se dette i øjnene, og tillade at gøre hvad der gøres må, i de få tilfælde hvor mennesker er sikre i at have dette behov. Jeg vil holde på at en legaliseret adgang til at kunne anmode om "aktiv dødshjælp" vil reducere på antallet af drab og den høje selvmordsrate blandt ældre. Det ville f.eks. muliggøre at undgå et meget barskt dilemma, som jeg har mistanke om at også dette gamle par stod overfor. Skal vi selv sørge for at dø mens vi endnu kan, eller skal vi tage hele den lidelsesfulde glidebane mod døden? Måske kunne der også findes en løsning på at gøre livet bare lidt ønskværdigt igen. Det kræver blot at ønsket om at dø ikke på forhånd bliver afvist.


0 comments:

Logo sommerfugl