Kirkefolk og eksperter fortæller om at efterladte efter selvmord ofte ikke "tør" bede kirken om hjælp. Den store smerte for pårørende kan der ikke tales om i kirkerummet. Folkekirken prøver ellers at markere sig som et sted hvor mennesker altid er velkomne, for at få en god snak med præsten om livets svære perioder. Præsten har tavshedspligt, og må forventes at have en vis livserfaring, samt netop åbenhed omkring tunge emner som døden. Derudover har præster selvfølgelig kristendommen som trosmæssig baggrund for at prøve at hjælpe.
Men samtidig har kristendommen og dens præster en skarp kant omkring begreber som "synd" og "skyld". Det kan næsten ikke undgås at få præg af fordømmelse, også selv om det måske ikke var ment på den måde. Det kan næppe heller undgås at præge en efterladts forventninger til hvad der kan komme ud af at snakke med præsten, og dermed også om dette ses som en tryg mulighed. Hvorfor dog henvende sig et sted, som har lang historisk baggrund som voldsomt fordømmende omkring mennesker som selv vælger deres død? En synd som var værre end at være morder.
Det er jo heller ikke sjældent at se nutidens præster tordne frem med voldsomt gammeldags og fordømmende holdninger omkring emner som homoseksualitet, aktiv dødshjælp, eller blot om en kvinde kan være præst. Selv om ikke alle præster er så hårde, er det ikke uden grund at kirken har ry for at være gode til at slå folk i oven i hovedet.
En undersøgelse fra 2010 viste at præster er den faggruppe, som ved mindst om selvmordsadfærd (omkring halvdelen sammenlignet med politiet eller SSA'ere), og med stor margin ser mest negativt på, at folk finder på at tage deres liv, for eksempel ved uhelbredelig sygdom. Præsterne lå heller ikke ligefrem i top omkring forståelse eller omsorg i forhold til selvmordstruede.
Jeg så også en omtalt en sag hvor en præst under begravelsen efter selvmord nummer to i samme familie pointerede "at man har et ansvar, når man sætter børn i verden". Dybt sårende for familien, jeg forstår ikke hvordan nogen kan finde på at bruge en begravelse til at tale fordømmende om den døde. Principielt er jeg ikke uenig i det med ansvaret, og at forældre har en ekstra forpligtelse overfor deres børn, men det kræver en ganske særlig kynisme at gøre det til et tema ved begravelsen, især når det var "velmenende ord".
Kort sagt vidner det om et falsk selvbillede, når en sognepræst fra Odense mener at ”Vi må vise, at af alle steder bør det være kirken, man kan gå til. Kirken er til, så vi har et sted at gå hen, når vi har gjort noget forkert, eller livet gør for ondt". Sådan var det nok mere for mange, mange år siden. Før kirken blev reduceret til et kedsommeligt og støvet ritualhus, med sære ord og holdninger.
På den anden side, vil jeg dog mene at mange af folkekirkens præster kunne være udmærkede, hvis det kan lette at få en samtale med en fremmed, om sorgen og smerten efter en nærtståendes selvmord. De har ingen særlige forudsætninger, men selve det at de er tilgængelige, og indstillet på tunge emner, kan da have en væsentlig værdi i sig selv. Især hvis præsten ikke er alt for religiøs.
- Kristeligt Dagblad:
Selvmordsramte familier undgår kirken af frygt for fordømmelse - Center for Selvmordsforskning:
Holdninger til selvmordsadfærd samt viden og værdier blandt udvalgte faggrupper
Nyere opslag
Opslag
3 comments:
Får man en forvaringsdom, hvis man slår en præst ihjel ved at skyde ham/hende i hovedet, når man tidligere har været i kontakt med det psykiatriske system, eller spiller det ingen rolle?
Utilregnelige personer, som kan forventes at være til fare for andre mennesker, er netop "målgruppe" for forvaringsdomme. Samfundet kan få brug for at beskytte sig fra sådanne farlige individer, altså forvaring når dødsstraf eller udvisning jo ikke er muligheder. Konkret retspraksis og jura gider jeg ikke pinde i.
Jeg må indrømme, at jeg blev noget urolig, da jeg så din kommentar til dette indlæg. Så derfor er jeg nødt til at spørge. Du har ikke planer om at slå nogen præst ihjel vel?
Send en kommentar