Kristeligt Dagblad har lavet en lille undersøgelse blandt landet præster. Den viser af 75% af disse er uenige, eller meget uenige, i at aktiv dødshjælp skal være en mulighed. Det stilles op som udtryk for en meget bred modstand blandt præster, og i modsætning til den brede befolkning, hvor en undersøgelse fra Palliativ videncenter viser omtrent det omvendte, 71% som tilhængere at at dette kan være en mulighed. Undersøgelsen viser også at 22% af præsterne selv kunne forestille sig at komme i en situation, hvor de vil bede om aktiv dødshjælp. Det må altså antages at en stor del af tilhængerne også tænker på sig selv.
- Kristeligt Dagblad:
Tre ud af fire præster er imod aktiv dødshjælp
Min reaktion var at jeg blev lidt overrasket over at vi allerede er kommet dertil, at selv indenfor et så gammeldags fagområde som præster, er der dog allerede en fjerdedel, som holder på noget mere moderne. Det traditionelle kirkelige synspunkt er jo derimod at mennesket er Guds ejendom, og at døds-øjeblikket er guddommeligt bestemt. Selv om jeg ikke har tal tilbage i tiden, tolker jeg de 25% som et væsentligt holdningsskred, til det bedre.
Sognepræst Katja Liebst-Olsen fra Slagelse er blandt de mere moderne indstillede præster:
Som præst kommer man i berøring med mange sårbare mennesker, der føler sig som en byrde for sine omgivelser – for eksempel nogle ældre mennesker eller mennesker, der er meget syge. Her kan man godt være bange for, at de mennesker vil føle sig presset til at vælge aktiv dødshjælp, fordi de føler sig som en stor klods om foden på deres pårørende og deres omgivelser. De vil måske føle, at det er deres pligt at tage det noble valg selv at gå i døden.Hun deler ikke den formynderiske frygt som lader en tænkbar bekymring være udslagsgivende.
Jeg har mødt mennesker, der var i så store smerter, at de bare lå og ventede på at dø. De mennesker kunne vi godt hjælpe ved at udfri dem for deres lidelser. Det er i mine øjne det mest næstekærlige at gøre.Det er netop vigtigt at følge Jesus' eksempel, om at lade næstekærlighed være vigtigere end religiøse dogmer. Apropos støvede kirkeholdninger, er hendes køn jo nogen som en del præster endnu har det skidt med.
En lidt paradoksal betragtning fra artiklen er når Peter B. Andersen, religionssociolog ved Københavns Universitet, ser "en stor fordel i at præster har etiske spørgsmål som aktiv dødshjælp tæt inde på livet":
Præster er en del af den gruppe mennesker, der er i stand til at diskutere etik og moral på et filosofisk højt niveau. Det er godt for samfundet, for det højner abstraktionsniveauet i debatten, og det er der behov for. For ellers bliver det de tilfældige oplevelser, man selv har haft, som bliver påberåbt som regelsættende.Her synes jeg at kæden hopper af. Min udlægning er tværtimod at undersøgelsen udstiller hvordan mange præster netop skader samfundet, ved at forvride debatten om aktiv dødshjælp. Den kirkelige modstand er jo baseret på religiøse dogmer, funderet på de blandede småskrifter fra bronzealderen, som gennem redigering og omskrivning er blevet til bibelen. Langt fra moderne etiske overvejelser.
Selvfølgelig ses det at præster frigør sig fra de stærkt uetiske sider af bibelen, dog med lange forsinkelser. Der er jo kun alt for mange menneskefjendske og diskriminerende synspunkter i de forældede teologiske bandbuller. Mange af disse er dog efterhånden udenfor den lille del af bibelen som hævdes som evige sandheder. En flydende skelnen.
Jeg kom til at tænke på en anden aktuel sag, som også viser kirkens sendrægtighed i forhold den etiske udvikling i samfundet. Homovielser. Ganske vist er der ca. 75% præster, som ikke ligefrem siger nej til at homoseksuelle må få lov til at få en vielse, men det ser alligevel ud til at det kan tage lang tid for et homoseksuelt par at finde en præst, der gerne vil vie dem. Fra Midtjylland fortæller Kim Eriksen at søgningen tog fire måneder, og det var først præst nummer 17 som sagde ja.
Hvis vi skal tænke over etik, vil jeg foreslå at gå i en stor bue udenom præster og kirken. De flytter sig først for alvor længe efter at samfundet har flyttet sig. Det er store sager at denne bevægelse nu også er igang omkring aktiv dødshjælp.
Nyere opslag
Opslag
59 comments:
Det er stadig en skandale, at 75 % af præsterne synes, at mennesker skal ligge og lide, fordi det kun er Gud, der må bestemme, hvornår man skal dø.
Skandalen er mere at præster (af mange) tiltros "særlige kvalifikationer" omkring etik, altså at disses egne påstande her tages for pålydende. Det er selvfølgelig rigtigt at det teologiske studium indeholder en del omkring etik, men det hjælper ikke når det bliver solidt forenet med fordomme fra religionen, og med særlig fokus på hvad fortidens kirkefædre hævdede.
Jeg tror ikke at de 75% er så "onde mennesker" at de ligefrem synes at mennesker skal ligge og lide. De er blot tilbøjelige til at tro at der altid findes bedre løsninger på denne problematik, end at acceptere at nogle få ikke ser den store hellige værdi i at lege "jobs bog", og "udholde hvadsomhelst".
Der findes dog også nogle kristne, som er brutale nok til at bortforklare lidelse på dødslejet som et gode:
> Kristendom, forløsende lidelse, og dødshjælp
Fx kan jeg citere Mother Teresa for at mene at lidelse er en gave fra Gud. Hun fremmede denne Guds gave ved at være fordømmende modstander af prævention til fattige kvinder uden mulighed for at give deres børn andet end meget ringe vilkår i livet. Sådan er det når religiøse dogmer sættes over næstekærlighed.
Hvordan kunne Mother Teresa få Nobels Fredspris, når hun har lukket sådan en gang sludder ud?
Nobels Fredspris er meget anderledes end de andre Nobel-priser, og ofte misforstået. Reelt uddeles den ikke som anerkendelse eller "belønning", men mere ud fra meget vage "håb" omkring "nationernes forbrødring". Sagt på en anden måde er det ikke efter en grundig vurdering af hvad personen, sådan konkret, har udrettet.
Mother Teresa var en "god katolik", med hendes benhårde kamp mod abort "den største trussel mod verdensfreden (sic)", prævention og kvinders ligestilling. Hun ville ikke overlade børn til en kvinde som nogensinde havde fået en abort, eller bare brugt prævention; "sådan en kvinde kan ikke elske". I tråd med lang historisk tradition i den katolske kirke havde hun et venskabeligt samarbejde med brutale diktatorer (hvor hun lukkede øjnene for deres ugerninger), og bedragere (hvor hun bad om mild straf). De gav hende penge, og hun gav dem god PR, og en slags legitimering.
Selv der hvor det helt reelt kan siges at hun gjorde noget godt, var målet ikke ikke humanitært arbejde, men at være missionær. Altså en måde at lokke fattige til at konvertere til katolicismen. Helt indlysende tiltag for at forbedre fattiges livsvilkår ville hun ikke beskæftige sig med, hun så tværtimod et stort gode i fastholde dem i fattigdom og lidelse. "I think it is very beautiful for the poor to accept their lot, to share it with the passion of Christ. I think the world is being much helped by the suffering of the poor people."
Når hun tog sig af døende mennesker blev der brugt en masse kræfter på at være missionær, og sørge for at de lod sig overtale til at konvertere før deres død. Det får så være, men det betænkelige er at det skete i stedet for helt basale ting som vurdering af sygdom, behandling, smertelindring og indlæggelse på hospital. Altså ikke et spørgsmål at der "bare" manglede flere ressourcer, men at der direkte blev prioritet efter de religiøse forestillinger (bl.a. om det gavnlige ved lidelse).
Jeg vil kalde hende en hård egoist, ikke omkring penge eller det materielle, men omkring det hellige ved den katolske kirkes menneskefjendske dogmer. Hun dyrkede det at arbejde blandt fattige, men ikke for at hjælpe dem til at få det bedre.
Mother Teresa fik selv en masse PR fra en "tilbeder", Malcolm Muggeridge, der lavede en film som ved et ensidigt portræt spredte historien om "den gode nonne".
Tilbage til Nobels Fredspris - jeg vil sige at det var en blanding af katolsk propaganda, uvidenhed hos komiteen, og det at hun var en meget synlig figur, som dog også gjorde noget godt. Men andre organisationer havde meget større reel betydning, uden at blive inviteret til Oslo.
Tænk at have et så forfærdeligt menneskesyn som Teresa. Det er jo direkte skræmmende. Man skulle tro, at det var ment i spøg eller som en del af et satireshow.
"Mother Teresa var et godt menneske", er måske den mest skræmmende observation her. Jeg tror virkelig ikke at hun rummede ondskab, og i stedet gjorde sit yderste for at gøre det gode.
Som den Nobel-prisvindende fysiker Steven Weinberg sagde det i 1998:
Religion er en fornærmelse mod den menneskelige værdighed. Med eller uden vil gode mennesker udføre gode handlinger, og onde mennesker vil udføre onde handlinger. Men for at få gode mennesker til at udføre onde handlinger kræves religion.
Her er Mother Teresa et udpræget eksempel. Hun var et godt menneske, med en dyb og ærlig overbevisning om at gøre det gode. Og samtidig hyldede hun de fattiges lidelser, og var benhård modstander af det mest effektive for at forbedre fattiges vilkår: Prævention.
En del af historien er forresten at hun slet ikke var så troende som hun kæmpede for at være. Hun havde dybe problemer med sin religiøsitet, og søgte råd i kirken. Desværre fik hun ikke hjælp, men blot yderlige religiøse formaninger. Og en eksorcisme (djævle-uddrivelse). En trist skæbne. Og jeg tror at hendes voldsomme religiøse dogmer udsprang af hendes forsøg på at finde sin tro igen.
Det er forresten nærmest typisk at udtalelser fra religiøse fundamentalister lyder så forskruede, at det er tegn på at de er ægte. Hvis de var digtet af en kritiker, var de for langt ude til at være sjove.
Har de mennesker, der godt kan lide fru Teresa spist søm? Man kan da ikke være helt rask for at udtale den slags sludder. Var hun psykisk syg?
Mother Teresa har såmænd "bare" god PR, startende med omtalte portræt, og blev allerede i levende live nærmest helgenkåret. Altså var der meget, meget få, der tog et bare lidt kritisk blik på hendes aktiviteter, så er det mange gange mere populært at holde fast på den eventyr-lignende historie om den selvopofrende nonne, som "gav sit liv til de fattige".
Christopher Hitchens var den første som legede "Kejserens nye klæder" med hendes image, hvilket der kom ganske kritiske skriverier og TV ud af. Han var dog i forvejen ret skarp kritiker af den katolske kirke, så dem som hellere ville tro på den levende helgen havde en nem undskyldning for at skubbe den kritiske stemme til side. Men hans oplysninger blev ikke modsagt, og siden er der også andre som har skrevet lignende ting, og mere detaljeret om de usle vilkår "hendes" fattige døde under.
Når en person er stærkt religiøs (fanatisk fundamentalist) flyttes grænserne for tvangstanker og vrangforestillinger, men jeg vil ikke "undskylde" hende ved at kalde hende for "psykisk syg". Som jeg læser det, blev den unge Anjezë Gonxhe Bojaxhiu fra Albanien "fanget ind" i systemet med at gøre blind tro til en meget stor dyd. Det blev altså en hellig pligt at tro ukritisk på den katolske kirkes budskaber, og en alvorlig svaghed at ville tænke rationelt over "detaljer" som beviser og forståelse af årsag/virkning. Det system befordrer at tænke ekstreme tanker, som jo ikke anfægtes af virkeligheden. Når hun blindt troede på dogmet om lidelsen som Guds gave, følger det ganske naturligt at hun ikke handlede ud fra at mindske lidelse, og forbedre forholdene.
Påfaldende at hun samlede meget store pengebeløb ind, men kun ganske lidt gik til hjælp til de fattige. Tilsyneladende var hun mere interesseret i at udbygge sin nonneorden, og lave byggerier dér. Når hun rejste med fly var det på første klasse, og da hun blev gammel og syg opsøgte hun dyre hospitaler i USA, selv om hun ellers prædikede at nonnerne skulle leve som de fattige.
Efter Bhopal gift-katastrofen rejste hun dertil. Hendes måde at "hjælpe" på var at opfordre de ramte til at tilgive, i stedet for at rette kritik mod den dybt uansvarlige måde som Union Carbide pesticid fabrikken blev drevet på. Det kostede efterhånde over 100.000 liv, og rige "Guds gaver" i form af lidelse.
Mother Teresa citeres for mange pæne ord, blandt andet "It's not what you do, but how much love you put into it that matters". Hendes force (også i forhold til hendes rygte) var den kærlighed hun kom med, men de fleste glemte den første halvdel, om at det dermed ikke var vigtigt hvad hun gjorde.
Jeg er mildest talt forundret over, at folk den dag i dag synes, at hun var venlig og god overfor de fattige, når det præcis modsatte gjorde sig gældende.
Er det ikke ligegyldigt, hvor gammel man bliver?
Blessed Mother Teresa of Calcutta (hendes fulde titel) var faktisk "venlig og god overfor de fattige". Dem som mødte hende, eller så hende på film/TV kunne se hvordan hun var præget af godhed, og lysende af kærlige budskaber og handlinger. Den der "kun" så på det umiddelbare og nære, ville naturligt danne sig et billede af hende som en god og næstekærlig hjælper. Et sandt billede, på den måde at det passede med de konkrete handlinger og ytringer som de så.
Problemet kommer ved at se på det større perspektiv, hendes rolle omkring et hjælpearbejde der gerne skulle bidrage til løsning af problemer, og hvad præmisserne for hendes ordens indsats var og er. Hun var missionær, og gjorde intet for det sociale, eller for sundhed. Desværre fik resten af verden det modsatte indtryk, og den katolske kirke var henrykt for den gensidige propaganda-værdi i denne myte, og udbasunerede den for verden. De er jo så glade for at hævde deres kirkes godhed og høje moralske stade. Også selv om der er "ubelejlige detaljer", som kan ses ved at vende medaljen.
For en fattig med svære lidelser af terminal kræft, var det da også bedre at få en basal pleje, med vask, husly og mad - sammenlignet med at undvære. Der kan argumenteres for en trøsteværdi i budskabet om at sygdommens lidelser var en gave fra Gud, og til stor gavn for verden. Og hun troede helt ærligt på at hun gennem at omvende dem til katolicismen sikrede deres sjæles evige liv i himmelen. Dette var meget vigtigere, end jordiske lidelser, og eventuelle muligheder for faktisk at behandle relativt simple sygdomme og smerter. Den der virkelig køber hendes religiøse præmisser har grundlag for at tænke på alt det andet som "mindre detaljer".
Det største problem ved religioner er at de forlanger blind tro på visse principielle dogmer, og på den måde gør det til noget uvigtigt (eller ligefrem forkert) at satse på opbygning af empirisk viden om den virkelige verden.
For en stærkt religiøs kan det siges at være ligegyldigt hvor gammel personen bliver, før der skiftes fra det besværlige jordeliv, til et evigt og herligt liv i himmelen. For at forebygge "snyd" opstod dogmerne om at det var en dødssynd at ville fremme denne overgang, ved at afkorte jordelivet.
For mere rationelt tænkende mennesker, er livets muligheder den chance vi har, og det at dø "for tidligt" repræsenterer et stort og definitivt tab af muligheder. Det er bestemt ikke ligegyldigt, og der skal meget tungtvejende grund til for at give afkald på at have livet. En vigtig del af mulighederne er at gøre en positiv forskel for verden.
Men hvor mange af disse muligheder kan du huske, når du er død, hvilket vil sige, når du ophører med at eksistere helt? Ingen. Du er væk.
Hvorfor er der så mange katolikker rundt omkring i verden i dag? Kan de virkelig ikke gennemskue det spil for galleriet?
Døden er eksistensens ophør, ja, så der er intet der kan huske. Nogle foretrækker eventyr om belønning eller straf efter døden, men det er der ingen rationel grund til at tro på.
Livet er vigtigt på grund af livet.
Spil for galleriet er da hvad mennesker dyrker med stor iver, også udenfor religiøse sammenhænge. Blot se på politik, medier og hverdagens oppustede små-dramaer.
Det kan siges at den katolske kirke levere masser af "godt" spil for galleriet, med flotte bygninger, omfattende ceremonier, og påstande om at de er en autoritet omkring liv og død. Og de sørger for at fange børnene så tidligt, at de kan blive indoktrineret til at være "rettroende", og indoptage kirkens dogmer og autoritet som præmisser for deres tænkning.
Kirkerne og andre religiøse kulter har også den "fordel" at de kommer med klare budskaber og "løsninger". Det kan siges at være mindre krævende at tro på hvad præsten siger, sammenlignet med at selv at tænke over mere komplekse problemstillinger.
Men der ligger da også meget godt filosofisk tankegods i de gamle religiøse skrifter. Skabelsesmyten er da en glimrende fortælling, med basis for at tænke over vigtige sider af eksistensen, uden derfor at se det som en bogstavelig sandhed. Tilsvarende kan siges om masser af andre spirituelle myter, der altså har en stor "litterær" værdi. Men de er såmænd ikke bedre kilder til svar, end at læse gode gamle eventyr af H.C. Andersen.
For en som er mindet for de ting, vil jeg sige at en katolsk gudstjeneste kan være en særlig oplevelse, som en slags teaterstykke eller koncert. Det kan i princippet også være noget for mennesker som slet ikke er troende. Som kulturfænomen er der såmænd mange gode ting i kirkerne, de skal blot ikke gives lov til at blande sig i samfundets indretning, samt vilkårene for viden og undervisning.
Har protestanter været lige så utroværdige som katolikkerne? Og hvad har de i så fald gjort?
Og har asatroende gjort eller sagt noget, som er helt ude i skoven?
Hvorfor er der ingen rationel grund til at tro på straf eller belønning efter døden?
Vil du sige, at det er forkert at sige, at man i hvert fald godt vil nå at blive 25 år?
Hvorfor vil læger og præster gerne have, at ingen begår selvmord?
Pædofili-skandalerne har ikke kun været i den katolske kirke, men også i visse protestantiske kirker, hvorunder baptist-kirken normalt regnes. Lidt længere tilbage er der også ekstreme ting som heksebrændinger, og selv om mange protestanter bruger den spanske inkvisition (under den katolske kirke) som skræk-eksempel her, er virkeligheden at ekstremister fra protestantiske kirker var førende omkring brutaliteter og forfølgelser.
Så vidt jeg husker skete skandalerne med mishandling og pædofili på dansk børnehjem samtidig med at de slog på deres kristne værdier. Husk forresten romanen Fiskerne (af Hans Kirk), som nok er pænt realistisk om hvad der foregik i de mørkere indre-missionske områder.
Den katolske kirke fylder nok mest på grund af tre ting.
For det første er det en samlet og meget stor kirke, i modsætning til den mange ganske forskellige protestantiske kirker.
For det andet er dens system for tilgivelse bygget op omkring at denne følger af at betale for en synd, gennem afmålte antal bønner, alterlys og andre bodshandlinger. Det vil fx sige at når en præst voldtog et barn, kunne han få sin synd tilgivet ved at brænde nogle kasser vokslys i kirken, og fremsige dertil passende "Ave Maria". Sådan cirka. Det system inviterer til at kalkulere prisen på forhånd, snarere end til at opføre sig godt.
For det tredie har den katolske kirke en lukket struktur, hvor det det vigtigske er at beskytte kirkens rygte og sikre den mod kritik udefra. Det vil fx sige at hvis der kom for mange klager over en pædofil præst, blev det klaret internt via formaninger, og typisk omplacering til et andet område. Altså til en frisk portion børn at bruge af.
Jeg kender ikke meget til asatroendes praksis, men har ikke indtryk af at de ser sig som "det udvalgte folk", og ikke ser andre mennesker som "syndigt råmateriale". Derfor vil jeg gætte på langt mindre risiko for religiøst drevne excesser her.
Rationel tro på ikke-personlige fænomener fordrer et grundlag som kan vægtes ud fra rationelle kriterier, og løbende arbejde på at forbedre en fælles forståelse for hvordan virkeligheden hænger sammen. Den kan ikke være baseret på at nogen siger "jeg fik en åbenbaring"; det fænomen har påfaldende ligheder med at have en livagtig drøm, eller når psykotiske "hører stemmer". Muligvis kan "åbenbaringen" være interessant ud fra en filosofisk og psykologisk målestok, men den kan aldrig bruges til at konkludere noget om sandhed eller virkelighed.
En ungdomsplan om mindst at holde ved til de 25 år, uafhængig af at livet kan være besværligt (med mere), ser jeg bestemt ikke noget forkert i. Det kan godt være at der ikke er nogen løsning i syne, men med mere livserfaring (og tid) må der forventes at mange problemer bliver håndteret, og der opstår et andet perspektiv på livet. Jeg har da også flere gange set erklæringer fra voksne i stil med at det var godt at de ikke gjorde alvor af dybtfølte selvmordsplaner fra teenage-årene, men i stedet holdt fast i livet, og fik det godt.
Fra det voksne perspektiv er det nemmere at overskue det der med at det faktisk er ganske normalt at unge kan have perioder (korte eller lange) hvor de slet ikke kan finde ud af livet, og har det ad helvede til. Erfaringen viser at det er en fase, men det bliver det jo ikke sjovere af undervejs.
Både blandt læger og præster er der jo mange tilhængere af muligheden for dødshjælp, så det er forkert at sige at de ikke vil have at nogen som helst siger livet farvel før det ellers ville slutte.
Den hyppigt sete kirkelige modstand er nok primært på grund af at mennesket ses som guds undersåt og ejendom. Gud bestemmer over liv og død, så derfor skal mennesker ikke blande sig. Derudover havde den tidlige kristne kirke reelt status af dødskult, hvor mange medlemmer efterlignede deres profet ved at gå i døden, ofte som martyrer. Det var også logisk, i kraft af at når kirkens "lokkemiddel" var løfte om et evigt vidunderligt liv i himmelen, blev jordelivet noget ubehageligt noget der skulle overstås. Sådan lidt overforenklet sagt, altså. Det var indlysende uhensigtsmæssigt, så derfor blev der udstedt dogmer om at det var en stor synd at "snyde". Jeg tror også at dette har styrket troen på lidelsen som en vidunderlig gave fra gud, og til gavn for menneskeheden.
Lægelig modstand (ud over den almenmenneskelige del) er vel baseret på at de har et fag som går på at hjælpe mennesker som ikke har det godt. De må altså nødvendigvis have den præmis at deres hjælp er hvad der skal til, og så er det ikke så rart med nogen som siger "nej tak, jeg vil hellere dø".
(Jeg har slettet irrelevante spørgsmål, som var fortsættelse af tilsvarende spørgsmål dækket under andre indlæg. Drop det!)
Hvorfor vil politikere så have, at folk ikke begår selvmord?
Hvorfor vil fængselspersonalet så ikke have, at de indsatte begår selvmord?
Selvmord er generelt set noget som ses som tragisk, også i fængsler. Der hvor det mest bliver mødt med forståelse, er blandt syge hvor det mere har karakter af "selvadministreret aktiv dødshjælp".
Politikere har et par ekstra krøller på argumentationen. Det er ikke et emne som er egnet som partipolitisk spilfægteri, og dermed mindre "interessant". Holdningerne er blandede i alle partier. Derudover er de noget uselvstændige, når de har chancen for at lade "eksperter" rådgive dem. Det vil her sige "Det Etiske Råd", som er nærmest ekstremt præget af modstandere af aktiv dødshjælp.
Lidt mere generelt ses selvmord som et tegn på at "systemet" svigter, ved ikke at kunne hjælpe. Altså tegn på at der skal forbedret indsats til, i stedet for at acceptere selvmord. På en måde kan selvmord også siges at være et "fuck you" til samfundet, en slags måde at forlade landet på. Politikere vil hellere leve i et verdensbillede om at vi har det åh så dejligt i Danmark, under Folketinget styre. Forresten har det også et national-image aspekt. Selvmordsraten indgår i de forskellige opgørelser over hvor godt det går i forskellige lande, som fx hvem der er "mest lykkelige".
Ville du kunne forsvare eller forstå et selvmord, som blev begået pga. fattigdom i Danmark?
Kan man ikke godt sige, at Mother Teresa heldigvis ikke lever mere, eller er det forkert?
Tror både protestanter og katolikker på, at man kommer i Helvede uanset hvad, hvis man begår selvmord? Og hvad siger de øvrige religioner, der sker, hvis man gør det?
Irrationelle selvmord vil jeg ikke forsvare. Økonomisk sammenbrud kan da føre til behov for en kraftig omlægning af et liv, men så er det jo med at gøre den påkrævede indsats.
Jeg vil kun sjældent sige om nogen som helst døde at de "heldigvis" ikke lever mere. Det gælder kun i helt særlige tilfælde, hvor Mother Teresa ikke er blandt. Hun kan snarere være blandt dem hvor jeg heller ikke ville sige "heldigvis", hvis hun levede endnu.
Himmel og helvede kan læses ud af Bibelen, så derfor er det nogenlunde generelt for forskellige kristne overbevisninger. Til gengæld er der meget stor forskel (også fra person til person) til hvordan de forestiller sig at det er, og hvad "adgangskriterierne" egentlig er.
Den der med at selvmord fører til helvede var en kirkelig opfindelse, for at moderere dødsdriften i den tidlige kirkelige dødskult, det var altså ikke noget som Jesus fandt på, og som jeg har blogget om tidligere, kan hans død ses som et selvmord, hvor han selv planlagde og fremmede de handlinger som førte til at han fik den død som han selv så som en del af sine religiøse forestillinger.
Kristne kirker foretrækker typisk at bruge det med helvede som et skræmmemiddel, for at true folk til at underkaste sig kirkens dogmer. Det er sjældent at de direkte vil sige til de efterladte "den døde lider helvedes pinsler". Også omkring selvmord ses der en den krumspring for ikke at udstille brutaliteten i budskabet.
Andre religioner kan være anderledes, og flere steder kan selvvalgt død være acceptabelt under visse nøje afgrænsede omstændigheder.
Hvad vil du så sige, hvis det økonomiske sammenbrud skyldes psykisk eller fysisk sygdom? Er det så ikke længere irrationelt?
Vil du sige, at man ikke skal begå selvmord, fordi ens forældre og læge er modstandere af det?
Hvilke personer ville du så sige om, at det var godt, at de døde, og at de heldigvis ikke lever mere?
Et økonomisk begrundet selvmord bliver ikke rationelt afhængig af årsagen til at økonomien kikser. Om sygdommen i sig selv kan være alvorlig nok til at begrunde en fremskyndet død skal netop ikke vurderes på økonomisk grundlag.
Og det kan ikke være andres afgørelse om et selvmord er rationelt. Men de kan tænkes at have gode grund til at være modstandere.
Jeg gider ikke nævne eksempler på personer som verden blev bedre uden; heller ikke de indlysende.
Hvorfor er økonomisk begrundede selvmord ikke rationelle? Hvad nu, hvis man har en gæld på flere mio. kr. til banker, venner og familie?
Der er bedre løsninger end selvmord, så. Søg på gældssanering. Eventuelle spørgsmål herom svarer jeg ikke på.
Hvad er formålet med den menneskelige eksistens? Er det blot, at vi skal være her og leve livet, til vi dør?
Formålet med den menneskelige eksistens afhænger af hvem du spørger. Hvis du spørger de mange bakterier i din tarm (der er omkring 10 gange så mange celler som du selv har), er formålet at give dem et miljø hvor de kan udvikle sig, og en stabil tilførsel af næring.
Tilsvarende vil andre, som du måtte spørge, typisk svare i forhold til hvilke farvede briller de har på. Det vil mere generelt sige at der ikke er noget entydigt "rigtigt" eller "forkert" svar. Eller med andre ord, der er ikke noget konkret og centralt formål.
Hvis man tager en overdosis paracetamol eller læsket kalk, og skaderne er blevet så store, at der ikke længere er noget at gøre, sørger lægerne så for at gøre en bevidstløs i den sidste tid, eller skal man lide, indtil døden indtræder?
Kan man søge legater eller penge til at bygge en guillotine i rigtig størrelse nogen steder?
Lægerne satser mere på at redde liv, end at give op "for tidligt". Det vil sige at de sjældent giver slip, undtagen ved meget klare diagnoser af den definitivt terminale slags. Ved mere akutte skader, vil jeg ikke forvente at de holder op med at forsøge behandling før hjertet ikke kan startes igen. Denne behandling har ikke som højeste prioritet at undgå lidelser; det kan ses som en acceptabel omkostning for at redde liv.
En anden observation, som i sagens natur ikke kan generaliseres, er at jeg flere gange har set nogen fortælle om at læger var "mindre tilbøjelige" til at gøre behandlingen så behagelig som muligt for patienter efter selvmordsforsøg. Altså en argumentation i stil med "det er jo din egen skyld, dit fjols".
Jeg har ikke hørt om fonde som støtter galimatias-projekter.
Er det smertefuldt at få kappet hovedet af? Bliver man ikke mere og mere slöv, fordi blodet forsvinder fra kroppen? Hvor lang tid går der, för döden indträder, når hovedet er skåret af?
Er selvmordsmetoder som hängning, springning eller skydning mere eller mindre smertefulde end naturlige dödsårsager som hjertestop eller kräft?
Hvis hovedet skilles fra kroppen i ét hug (det er sværere end det lyder til), går det forholdsvis hurtigt. Så vidt jeg husker har jeg set noget om at en morbid tilskuer ved masse-henrettelser under den franske revolution, så nøje på ansigterne efter guillotineringen, og så tegn på liv i nogle få sekunder. Jeg vil gætte på at det store sår har givet smerter.
Jeg beskæftiger mig ikke med at rangordne selvmordsmetoder og dødsmåder. Sagen er at spørgsmålet er meningsløst, fordi der kan være meget store forskelle på hvordan det går. Både ved hængning, udspring og ved skud er der stor risiko for at det ikke går hurtigt, da det er svært at gøre sikkert og effektivt. Det er altså dårlige selvmordsmetoder, som kræver planlægning og omhu for at det ikke blot bliver til at overleve under meget værre vilkår.
Så du mener, at de mennesker, der skyder sig selv, er heldige, hvis de dör?
Så forsimplede holdninger har jeg ikke. Jeg har allerede i mere end tilstrækkeligt omfang dækket emnet under blog indlægget:
> Er skud en god selvmordsmetode?
Tror du, det er nemt at få fat på et haglgevär varmt?
Vil du kalde det selvmord, hvis en person dør af sult i Danmark?
Skydevåben og besværligheder ved anskaffelsen interesserer mig ikke. Jeg har allerede linket til det blog indlæg hvor jeg har debatteret mere end nok om sådanne emner. Jeg gør det ikke i vejledning til udførelse af dårlige selvmordsmetoder.
Hvis en person dør efter egen hensigt, beslutning og initiativ - efter at have handlet på en måde som resulterer i døden, kan det kaldes for selvmord. Dette gælder også hvis metoden er at afstå fra nærig og væske. Mere her:
> Er det slemt at dø af sult og tørst?
Jeg vil tro at det i Danmark (og mange andre lande) er ekstremt sjældent at nogen dør fordi de ikke har haft mulighed for at få opfyldt basale ønsker om mad og drikke. Jeg er ikke tilhænger af at kalde det for "at dø af sult" hvis terminal sygdom fører til at en døende ikke indtager føde.
Når du skriver "dårlig selvmordsmetode", betyder det så, at den er dårlig for de personer, som det går udover, eller for personen, som forsøger selvmord?
Perspektivet for dårlige selvmordsmetoder er begge dele. En "god" selvmordsmetode skal også være anvendelig for en som er så stærkt svækket af sygdom, at noget som kræver kræfter, bevægelsesfrihed og/eller finmotorik ikke er muligheder. Og så er det forresten en stor fordel om metoden egner sig til at nærtstående kan være til stede samtidig, også uden at behøve være aktive hjælpere.
(Og endnu engang - lad være med fyre opfølgende spørgsmål af på andre blog indlæg end hvor debatten er. Slettet).
Hvad er idéen i at lave et selvmordsbrev, når der er risiko for, at man overlever sit selvmordsforsøg?
Afskedsbreve, og det gode ved at sætte ord på, er ikke afhængig af om der er sikkerhed for at dø.
(Og endnu engang - lad være med fyre opfølgende spørgsmål af på andre blog indlæg end hvor debatten er dækket tilstrækkeligt. Slettet).
Hvad betyder det, når medier skriver, siger eller andet, at en person er død på stedet? Er det blot et andet udtryk for, at de døde med det samme eller indenfor kort tidsrum?
"Død på stedet" skal læses helt bogstaveligt. Altså at døden indtræder på det sted hvor ulykken (eller hvad det nu måtte være) skete. Det vil i sagens natur sige at det ikke er noget der har taget længere tid, for hvis der kommer hjælpere til, vil den døende jo blive flyttet, så det ikke længere er "på stedet". Det handler altså ikke primært om hvor lang tid dødsprocessen tager, men mere om nogen (hvilket også kan være den ramte selv) har forsøgt at håndtere situationen, før livsfunktionerne ophørte.
Et eksempel kunne være en trafikulykke. Når nogen dræbes her, er det meget ofte på grund af store blødninger (ofte indre blødninger), således at blodkredsløbet ophører med at pumpe ilt rundt i kroppen. Der vil dog gå nogle minutter før ofret kan siges at være uafvendeligt død. Her tales der om "at dø på stedet", også selv om det havde været muligt at redde ofret hvis der "tilfældigvis" havde stået et lægehold klar med relevant udstyr og forsyninger.
Derudover bruges "død på stedet" også om tilfælde hvor det er ukendt hvordan det egentlig gik, fordi ingen var i nærheden. Med mindre der er klare tegn på at den døde kunne være aktiv, på en eller anden måde, før sin død, bruges vendingen "død på stedet" ofte. Måske til dels fordi det lader de efterladte tro at det gik meget hurtigt, i stedet for at forestille sig en lidelsesfuld afslutning. Der er vel heller ikke gode grunde til ikke at sige det "på en pæn måde"....
Send en kommentar