Marian Lemke: Cimetière de Montmartre, Jacqueline Didsbury
En frase som ses i debatten omkring aktiv dødshjælp er "retten til at være til besvær". Det er en vending som bruges af modstandere, i et åbenlyst forsøg på at vække til bekymring omkring en muligt betænkelig motivation for at nogen beder om at få hjælp til at dø. Situationen går på at et gammelt og sygt menneske er svag og ikke længere kan klare sig selv, men bliver afhængig af hjælp for at kunne leve videre.
Skræmmebilledet lyder så at han eller hun ikke vil være bekendt "at være til ulejlighed", og med dette som dybere begrundelse siger "lad mig dø". Altså at personen egentlig gerne ville leve, men ikke kan lide at belaste sine omgivelser med besværet omkring at yde omsorg og hjælp, når det jo alligevel er klart at livet lakker mod enden. Det kan jo ikke udelukkes at sådanne tanker kunne opstå i sindet hos et nedtrykt svagt ældre menneske, og for normalt tænkende er dette selvfølgelig en ret ubehagelig forestilling, der kunne inspirere til at mene at vi må hellere være forsigtige, og derfor må vi ikke lade aktiv dødshjælp være en mulighed.
Som argumentation betragtet er dette dog en stråmand, altså at tegne et vrangbillede af situationen, for derved at få pro et kontra argumenter til at tage afsæt i dette som en plausibel situation - men det mener jeg nu ikke at det er.
Sagen er at der ikke, så vidt jeg har set, findes tilhængere der seriøst tænker på aktiv dødshjælp som en simpel "død efter anmodning". Det må være en selvfølgelighed at ansvarlige hjælpere sikrer sig at det er en velgennemtænkt beslutning, og snakker grundigt med den som beder om at dø. Hvis det ikke er en åbenlyst akut situation, vil det også være givet at en rimelig fremgangsmåde sikrer grundig vurdering, og at det ikke bliver nogen forhastet beslutning på grund af en "dårlig dag".
Jeg vil mene at det er et helt urealistisk skræmmebillede at en åbning for at dødshjælp kan være den bedste hjælp, efter "hovedpersonenes" egen målestok, fører til at mennesker beder om at dø, uden at mene at det er det bedste for dem selv. Tilsvarende er det en teoretisk risiko at det er fordi de bliver presset til det af pårørende som bare vil have fingerene i arven så hurtigt som muligt.
Dog vil jeg sige at når et menneske, med familie, kommer frem til at ville forlade livet lidt før, kan et af argumenterne være ikke at ville belaste sine nærmeste med en tung og håbløs situation. Men den er jo kun tung og håbløs fordi sådan er det for den snart døende selv. Hvis han eller hun kan have det tåleligt, er dødshjælp ikke en tanke der ligger lige for. Langt fra.
Så jeg vil mene at det der formuleres som "retten til at være til besvær" i virkeligheden handler om "pligten til at være til besvær". Både for andre, men især for sig selv.
Et gammelt ideal for en god måde at dø på er at det kan ske "i familiens skød", med en god afsked, når det er tydeligt at nu er tiden inde. Nogle velgennemtænke og dybe sidste ord, og derefter udånde. Den moderne medicinske teknik giver ofte mange muligheder for at trække dødsprocessen i lange drag, når der kan gøres noget ved de forskellige symptomer på at kroppen er ved "at give slip", og organerne svigter gradvis.
Realistisk set kan den "gode død" ofte indebære at sige "det er fuldbragt", og give slip på livet. Her kan det så være hensigtsmæssigt for både de pårørende, men især den døende selv hvis der er mulighed for at den palliative pleje kan afsluttes med noget som lader alle få fred, gennem at lyset kan få lov til at blive slukket.
Også selv om tanken om dette kan være til besvær for nogle som ikke er i situationen. Retten til at være til besvær må også omfatte at bede om den bedste hjælp, når dette indebærer en kortere vej mod døden.
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar