Montana: Ikke forbudt at få hjælp til at dø

søndag den 3. januar 2010

Montana: Ikke forbudt at få hjælp til at dø

Højesteret i den amerikanske delstat Montana afsagde torsdag den 30. december 2009 dom i en usædvanlig og principiel sag, der havde vakt stor opmærksomhed og debat. Der var heller ikke enighed blandt dommerne, hvor ret forskellige synspunkter krydsedes. Men de kom til et resultat.

For et år siden vurderede en domstol at delstatens grundlovs klare beskyttelse af privatlivets fred gør at staten ikke skal blande sig i hvordan borgerne dør. Altså at det ikke kan være ulovligt for en læge at hjælpe en uhelbredeligt syg og lidende patient med at få fred fra at livet ender i en håbløs kamp for biologisk eksistens. Denne historiske kendelse bloggede jeg om:

Montana: Retten til at dø med lægehjælp

Dommen blev appelleret, med et argument om at lægehjælp til at dø var imod "public policy", retssamfundets grundlæggende principper.

Dette argument blev forkastet af højesteret, der dog samtidig omstødte underrettens præmisser omkring grundloven, fordi de ikke var nødvendige for dommen. Den aktuelle doms centrale præmis er at ingen lov eller retspraksis forbyder at få hjælp til at dø:

We find nothing in Montana Supreme Court precedent or Montana statutes indicating that physician aid in dying is against public policy. The "against public policy" exception to consent has been interpreted by this Court as applicable to violent breaches of the public peace. Physician aid in dying does not satisfy that definition. We also find nothing in the plain language of Montana statutes indicating that physician aid in dying is against public policy. In physician aid in dying, the patient - not the physician - commits the final death-causing act by self-administering a lethal dose of medicine.

Furthermore, the Montana Rights of the Terminally Ill Act indicates legislative respect for a patient’s autonomous right to decide if and how he will receive medical treatment at the end of his life. The Terminally Ill Act explicitly shields physicians from liability for acting in accordance with a patient’s end-of-life wishes, even if the physician must actively pull the plug on a patient’s ventilator or withhold treatment that will keep him alive. There is no statutory indication that lesser end-of-life physician involvement, in which the patient himself commits the final act, is against public policy. We therefore hold that under § 45-2-211, MCA, a terminally ill patient’s consent to physician aid in dying constitutes a statutory defense to a charge of homicide against the aiding physician when no other consent exceptions apply.

Videre pointerede domstolen altså at lovgivningen omkring terminale patienter explicit beskytter læger mod at blive retsforfulgt for at respektere at patienter vælger døden i stedet for fortsatte forsøg på behandling. At bemærkningerne klart tillader læger og sygeplejersker at samarbejde omkring at terminale patienter vælger at dø.

Philippe de Champaigne, Vanitas

Når det ikke er forbudt en døende at få hjælp til at kunne afslutte sit liv, er det altså tilladt. Når aktiv dødshjælp kan sammenlignes med passiv dødshjælp. Dermed er bolden spillet tilbage til de politikere som har været handlingslammede omkring dette vigtige spørgsmål. De har muligheden for at indføre et forbud. Hvis de vil. Hvis de tør.

Eller de kan acceptere at Montana hermed, sammen med Washington og Oregon, er blevet den tredie amerikanske delstat der ikke gør det til en pligt at trække dødsprocessen i urimeligt lange drag.

Fait accompli.