Den 91-årige Edith Norup var rask og rørig. Tre måneder senere måtte hun give op overfor en galoperende kræft. Behandlingen nyttede ikke og hun ville for alt i verden ikke ende som en grønsag - så hun havde brug for at få en ende på det. Sådan noget er det jo ikke tilladt at få hjælp til i Danmark, så den barske løsning blev selvmord ved at sulte sig ihjel. Det tog tre uger.
Det blev forfærdeligt for både hende selv og familien. Hun var ved sine fulde fem til det sidste, og spurgte om de ikke havde noget rottegift de kunne give hende. Men nej. Efterhånden som kroppen brød sammen blev hun langsomt kvalt i sine egne affaldsstoffer, hev indtørret efter vejret. Efter 9 timers dødsrallen kunne hun endelig give sin søn et sidste klem i hånden, og udånde. Ingen blid overdosis, ingen nåde. Sådan var fakta. Nogle får ikke en værdig død.
Det er ikke så mærkeligt at hun bagefter gik i brechen for aktiv dødshjælp. Behovet var indlysende.
Artikler fra Ekstra Bladet og B.T., august 2006:
Lederen går imod aktiv dødshjælp (eutanasi), bl.a. med et sært argument om at mindet kunne forfølge den hjælpende resten af livet. Jeg tror nu ellers netop at mindet om sin mors grufulde død vil forfølge Lise-Lotte Norup resten af livet.
Jeg håber at Lise-Lotte Norup har forsonet sig med sin passivitet.
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Ny bog: Himmelmor - Retten til en værdig død
Lise-Lotte Norup har sammen med Hans-Georg Møller (Gorm) skrevet ikke bare historien om sin mors frygtelige død, men også fortællingen om hendes liv samt om Norup-klanens farverige familiehistorie.
Resultatet er en stærk, gribende og særdeles ægte bog om en mors pinefulde død; om retten til at give aktiv dødshjælp og om det enkelte menneskes hjælpeløshed. Men også en bog om det liv, der gik forud for døden. Et spændende, kompliceret og usædvanligt liv som kendt sanger og skuespiller, men også som sin mors - og fars - datter.
Himmelmor fungerer derfor ikke kun som to kvinders historie på godt og ondt, men også som et personligt indlæg i debatten om aktiv dødshjælp.
Fra bogens indledning:
Jeg står med puden i mine hænder, og mit hjerte begynder at hamre. Her ligger min mor, mere død end levende. Jeg kan ikke bare se til, mens hun langsomt og smertefuldt kvæles indefra. Hun har i flere dage tigget og bedt om at få lov til at dø, men ingen vil hjælpe hende. Et let tryk med puden over hendes ansigt et par minutter, og jeg har befriet hende, så hun kan dø i fred. Jeg løfter puden. Og sænker den igen. En tanke farer gennem mit hoved: Hvad nu hvis hun gør modstand? Hvis hendes krop begynder at spjætte i dødskamp? Tanken er uudholdelig, og jeg lægger puden tilbage under hendes hoved. Jeg kan ikke hjælpe mor. Modet svigtede mig.
Udgives på Ekstra Bladets Forlag den 29. januar 2009. ISBN 9788777313097.
»Så giv mig da noget rottegift«
Et let tryk med den bløde pude på morens ansigt, og Lise-Lotte ville opfylde sin mors højeste ønske nogensinde. At blive befriet for et langt og indholdsrigt liv som 91-årig.
»Kom nu, gør det. Læg nu puden på ansigtet,« lyder det inde i Lise-Lotte Norups hoved, mens hjertet hamrer i dobbelt takt.
Men hun kan ikke.
Står ved sengen på Gentofte Kommunes behandlingshjem, Tranehaven, på en højsommerdag, da modet svigter.
For tænk nu, hvis moren instinktivt begynder at kæmpe imod. Hun er svag, ligger og gisper med sin gennemsigtige, tynde skeletkrop.
»Jeg ser det som en film. Scenen med puden og min mor, der ikke kan dø, selv om jeg gør mit bedste for at suge livet ud af hende. Det er i det øjeblik, at modet svigter mig, for jeg ved, at hvis min mors instinkter begynder at kæmpe imod, kan jeg ikke gennemføre min handling.«
Fortryder, hun lod være
I dag, to et halvt år efter morens død, fortryder Lise-Lotte Norup, at hun ikke pressede puden ned over morens ansigt.
»Det er ikke noget, jeg går og tænker over, for hvad kan jeg bruge det til? Men hvis jeg bliver spurgt, så er svaret: »Ja, jeg fortryder«. For havde jeg vist, at min mor skulle lide kvælningsdøden, fordi hendes affaldsstoffer til sidst hobede sig op i hendes lunger, ville jeg kunne have skånet hende for de sidste ubærlige døgn. Det blev en grim og uværdig afslutning, vi ikke kunne være bekendt.«
Om aftenen den dag som Lise-Lotte Norup opgav at bruge puden, åbnede hun vinduerne på moderens stue, ud fra et håb om at træk og lungebetændelse kunne gøre det nødvendige. Det ville heller ikke lykkes.
(En artikel fra Århus Stiftstidende).
Aftenshowet: Så giv mig da noget rottegift
Når miraklernes tid er forbi, og der kun er døden tilbage, så er der to muligheder: den gode og den dårlige død. Min mor fik den dårlige død. Men vi kan faktisk godt hjælpe til, så det kan blive den gode død for patienten og de pårørende.
[...]
Jeg sagde til hende: jeg kan godt forstå, du gerne vil dø. Det har man lov til, når man er blevet så gammel og træt som dig.
Ved et interview på Aftenshowet fortalte Lise-Lotte Norup om at hendes mor havde tarmkræft, og ikke ville på hospital. Hun var træt og mæt af dage. Besluttede sig for at nu var der tid til at dø, og bad om hjælp til det. Det kunne/ville lægerne jo ikke, så hun holdt op med at spise og drikke. Efter aftale med lægen blev al medicin stoppet, også den for hendes dårlige hjerte.
Det var helt klart at alle var med på at det handlede om at dø, men hun kunne ikke få direkte hjælp. Og fik at forfærdeligt forløb, hvor hun var udleveret til lidelse og elendighed.
Lise-Lotte Norup ønsker med bogen at vække til debat omkring aktiv dødshjælp (eutanasi), og håber at bogen kan blive et talerør for gamle mennesker, på hospitaler og gange, der bare venter på at dø. Bare venter på at få fri.
FavrskovPosten:
Lise-Lotte Norup: Jeg ville dræbe min mor
"Hun ønskede at dø. Hun var livstræt, blind og mæt af dage. Hun havde ikke indtaget mad i et par uger. Hun var i gang med et langsomt, smertefuldt selvmord. Alligevel turde jeg ikke slå hende ihjel, da det kom til stykket. Selv om hun var så afkræftet, frygtede jeg, at hendes krop ville kæmpe imod," fortæller Lise-Lotte Norup.
...
Lise-Lotte Norups mor døde i sensommeren 2006 på pleje- og genoptræningscenteret Tranehaven i Gentofte. Hendes far begik selvmord i 2002. Han var 86 år gammel, og han skød sig på badeværelset. Også han var kræftramt, men havde overstået en vellykket operation. Alligevel tog han sit eget liv. Ifølge datteren, fordi han var chokeret over, hvordan hans medpatienter blevet behandlet på sygehuset.
"Han havde kræfterne og modet til at begå selvmord. Han ønskede en værdig afslutning på livet, og han valgte selv at gøre det, mens han kunne," siger Lise-Lotte Norup.
"Også min mor blev ramt af kræft, og da hun besluttede, at hun ikke ville leve mere, tryglede hun læger og sygeplejersker om at få hjælp til at dø med en overdosis af smertestillende midler eller sovemedicin. Men det er ikke tilladt her i landet, og derfor besluttede hun sig for at sulte sig ihjel. Hun sagde direkte, at hun ville dø, og der ventede hende tre ugers dødskamp."
...
"En af de sidste dage troede jeg, at hun var død. Jeg hørte hendes dødsrallen, men den gang vidste jeg ikke, hvad det var. Jeg kaldte på en sygeplejerske, som fortalte mig om fænomenet, hvor organerne står af og affaldstofferne ophobes i lungerne. Det kunne tage mange timer, og jeg fik at vide, at jeg var velkommen til at overnatte."
"Jeg var chokeret. Skulle min mor ligge og ralle i så mange timer? Det er et ubarmhjertigt system, som tillader, at patienterne langsomt bliver kvalt. Det tog 10 timer. Det var meningsløst."
Send en kommentar