Det er jo en egentlig ganske mørk historie om en lille pige, der har brug for hjælp fra de forbipasserende. Hvis ikke hun får solgt sine svovlstikker, får hun tæv i sin fars kolde hjem. Men alle har travlt, haster forbi det forkuede sultne barn. Den eneste der havde vist hende kærlighed var hendes mormor, som nu også er død. Pigen finder ly i en krog og søger lidt varme gennem svovlstikkerne. Hver flamme bliver til et vidunderligt drømmesyn, som kun holder til hun rækker efter det. Men hun må holde fast i synet af hendes mormor, stryger et helt bundt svovlstikker.
"Mormor! Oh tag mig med!" - Den kærlige mormor tager pigen på armen, og de flyver til himmels.
Dette må være hvad mormoderen så:
(by Rachel Isadora)
Hun har et smil på ansigtet, da det stivfrosne lig bliver fundet nytårsmorgen. Hun havde fortjent at finde glæden i livet i stedet for i døden.
Nyere opslag
Opslag
3 comments:
Tak skal du have ;-)
Jeg kan bare ikke læse eller læse om den historie uden at få tårer i øjnene. Ja, hun havde fortjent den glæde i livet snarere end i dødet. Just som så mange andre, ikke sandt? Også din Ingelise.
Det er længe siden, jeg har været forbi. Jeg har læst både dette og det foregående indlæg om fyrværkeri og panikangst. Tidligere kunne jeg få panikangst af lyden af en boremaskine. Og andre ting. Jeg slæber stadig rundt på den - min lille siamesiske tvilling, angsten, der viser sig på alle mulige og umulige måder, men som heldigvis har lært at opføre sig nogenlunde ordentligt. Selvom den altså har det med at holde mig vågen på uhensigtsmæssige tidspunkter. ;)
Så er det godt, man har noget fornuftigt at foretage sig, så tiden ikke helt er spildt. Tak for indblikket!
Zenia, som du måske så på klokkeslættet på indlægget kan det også ske at jeg ikke lige fanger søvnen, og tager fat i blogning i stedet :-)
Jo, det er jo netop Danmarks nationaltåreperser som jeg tog fat i her. Jeg kan ikke komme i tanker om andre historier hvor så mange fortæller at den kan bringe dem til tårer. Og jeg havde da heller ikke selv tørre øjne da jeg skrev.
Det er jo lige netop imod forestillingerne om hvad et liv skal være, når døden bliver noget at se frem til med glæde. Når en stor livsglæde må finde sin sidste udvej her, som jeg så og måtte bifalde.
Den lille pige med svovlstikkerne er jo så til gengæld end som havde været indenfor rækkevidde af en hjælper. Men hun havde ingen.
Anjoe - jo tak, jeg forstod den godt ;-)
Send en kommentar