En gammel kvinde på 93 år, Amelie Van Esbeen, boede på et belgisk plejehjem. Hun blev passet pænt, men kunne næsten intet. Som mange andre i den fase af livet, havde hun en lang række skavanker. Og hun synes at hendes livskvalitet var så dårlig at hun hellere ville dø.
Hun bad om aktiv dødshjælp, som lovene i Belgien giver mulighed for. Men hun havde ikke en konkret livstruende diagnose, og heller ikke svære smerter. Derfor blev den lægelige vurdering at hun ikke kunne få lov til at dø. Elendig livskvalitet, uden udsigt til noget bedre, fik ikke lov til at tælle som "ubærlige lidelser". Hun måtte se frem til at manglen på liv ville vare lang tid endnu. Måske årevis.
Et selvmordsforsøg lykkedes ikke, men Amelie insisterede på at få lov til at dø. Hendes eneste mulighed var derfor at gå i sultestrejke. Det kunne forventes at føre til døden på omkring 14 dage. En viljestærk kvinde, med ressourcer til ikke at lade sig presse. Sagen vakte stor offentlig debat. Mange andre gamle var helt med på Amelies ønske om at få lov til at slippe for en langsommelig død.
En anden læge kom ind i billedet. Amelie afsluttede sin sultestrejke, og afleverede en formel ansøgning. Lægen godtog ønsket om at få aktiv dødshjælp, og det blev gennemført mens Amelie Van Esbeen var omgivet af sin familie. Hun fik fred gennem en bedøvelse, og kaliumklorid til at stoppe hjertet.
Sagen udstiller det problematiske i at aktiv dødshjælp gøres til et spørgsmål om lægelige diagnoser og vurderinger. Altså ikke et spørgsmål om respekt for et velovervejet ønske om at livet havde været langt nok. Om at der ikke var meget andet tilbage end at vente på at få lov til at dø.
Kun få gamle er så stærke som Amelie Van Esbeen var. Så stædige.
- Kristeligt Dagblad:
Må Amelie få lov til at dø? - Flanders Today:
Amelie may not die - Flanders Today:
Amelie granted the death she wanted - Reporting from Belgium:
Belgian euthanasia, controversy is served again
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar