Center for Selvmordsforskning fortæller i dag om at Werther-prisen 2011 går til psykolog Birgitte Andersen og fotograf Torben Åndahl. Denne mediepris får de for en portrætbog om efterladte efter selvmord, "De der blev tilbage", udgivet på Bogforlaget Frydenlund. Prisen overrækkes på Verdensdag for selvmordsforebyggelse den 9. september 2011, og fra begrundelsen kan jeg citere:
De der blev tilbage
I bogen står 30 efterladte efter selvmord frem med hver deres historie og er herved med til at afmystificere og synliggøre de vanskelige følelser, som de lever med og vedvarende forholder sig til.
De personlige beretninger sætter ansigt på mennesker, der har mistet, og ord på de følelser, det afføder. Birgitte Andersen har selv erfaringer med selvmord. Da hun var 10 år gammel begik hendes mor selvmord, og da hun var 31 år, tog hendes moster sit eget liv.
Bogen behandler de efterladtes historie med respekt og værdighed, som tillader forskelligheden og det særlige ved enhver families historie at stå frem, samtidig med, at ingen - efter at have læst bogen - kan være i tvivl om, at et selvmord efterlader dybe spor. Det er en bog, der vil skabe eftertanke og åbenhed, og som vil være en trøst for og anerkendelse af mange, mange menneskers situation som efterladte, hedder det blandt andet i priskomiteens indstilling.
Med dette portrætbillede af Eike vandt Torben Åndahl også juryens "Brygger J. C. Jacobsens Portrætpris" ved åbningen af udstillingen "Portræt Nu!" på Frederiksborg Slot. Som professor Morten Kyndrop sammenfattede:
Kvinden, blikket, kunstneren: de tre niveauer griber her lykkeligt ind i hinanden og samler sig til den komplekse, genstridige enhed, der kendetegner virkelig kunst - når den rammer os.Birgitte Andersen har selv haft emnet selvmord meget, meget tæt på. Da hun var ti år begik hendes mor overraskende selvmord med en pose over hovedet. Det førte til rigtig mange tanker om "hvorfor?".
Omkring udgivelsen af bogen tænkte jeg netop på at den måtte være en sandsynlig kandidat til at få Werther-prisen, som det åbenbart ikke lykkedes at finde en modtager til sidste år. Så mange markante medieprojekter omkring selvmordsforebyggelse er der jo heller ikke i Danmark.
Prisen er opkaldt efter hovedpersonen i Goethes roman "Den unge Werthers lidelser" fra 1774. En meget melodramatisk og romantisk historie som sluttede med at den ulykkeligt forelskede unge mand begik selvmord. Der opstod en myte om at den førte til en bølge af selvmord i Europa, med at virkelige unge mænd identificerede sig med Werther, også i metoden. Denne myte understøttes dog ikke af historiske fakta, og ser ud til hovedsagelig at være spredt af kirkernes forskrækkede præster.
Myten om ekstra selvmord ved medie-omtale af konkrete selvmord er også udbredt i nutiden. Et nærmere kik tyder på at valget af selvmordsmetode faktisk kan blive inspireret af f.eks. en TV serie, men uden at det samlede antal selvmord udviste en stigning. Der skal jo ligge mere end blot mediefiktion bag en beslutning om selvmord.
Jeg glæder mig over en udgivelse som "De der blev tilbage", fordi der er stor brug for åbenhed, både omkring dem der vælger døden, og om den oftest sønderknuste familie. Tavshed er noget af det værste her, også selv om emnet er tungt. Nogle tror at tavsheden er hensynsfuld, men den er reelt snarere hensynsløs.
- Center for selvmordsforsking:
Pressemeddelelse: Psykolog og fotograf får årets Werther-pris - Politiken:
De der blev tilbage - Ny bog dykker ned i selvmordets mørke kølvand - DR nyheder:
Nordisk portrætpris til dansk fotograf - DR P1 faglitteratur:
De der blev tilbage - Familie Journal:
Jeg gør mig umage med livet - Landsforeningen for efterladte efter selvmord:
De der blev tilbage, ny portrætbog om efterladte efter selvmord
Se også:
0 comments:
Send en kommentar