At storrygere belaster deres helbred, og i gennemsnit har kortere liv på grund af alvorlige sygdomme, er velkendt. Selv producenterne af cigaretter er holdt op med at modsige denne effekt af rygning. Selvfølgelig er der også andre risikofaktorer, som luftforurening, men rygning indebærer at indånde svært forurenet luft, med en stor mængde ultrafine partikler.
Tramp Clown Boy by Ron English
Hvad der er mindre velkendt er at rygning er forbundet med en betydeligt øget selvmordsrate. Sammenlignet med ikke-rygere har omkring 3 gange så mange rygere selvmordstanker, eller forsøg på selvmord. Effekten stiger med stigende forbrug af cigaretter, og falder efter stop for rygning. Selv om selvmord dog kan siges at høre til de mindre risikofaktorer ved rygning, er det interessant at overveje hvoraf sammenhængen kommer.
- Canadian Journal of Psychiatry:
March 2011: The Relation Between Nicotine Dependence and Suicide Attempts in the General Population - American Journal of Epidemiology:
Cigarette Smoking and Suicide: A Prospective Study of 300, 000 Male Active-duty Army Soldiers - National Institute of Health:
Smoking and Suicide: A Brief Overview - Max Planck Institute of Psychiatry:
Smokers have a higher risk to commit suicide - Healthline - Freedom From Smoking:
Smoking and suicide - The Huffington Post:
Chantix, Smoking-Cessation Drug, Raises Suicide Risks, New Study Shows
Selvmord er normalt resultatet af mange forskellige faktorer, så det er en overforenkling at ville påstå at en person begik selvmord på grund af en enkeltstående ting. Rygning kan altså ikke være den direkte årsag til selvmord. Nogle strøtanker omkring mere eller mindre plausible indirekte koblinger mellem rygning og selvmord følger.
Alvorlige sygdomme som lungekræft eller rygerlunger kan være anledning til selv at afslutte sit liv, i stedet for at insistere på at få alle sygdommens hæslige oplevelser med i et langstrakt forløb. Her er der en tydelig indirekte sammenhænge, hvor der også ses store ønsker om at få aktiv dødshjælp. Så velbegrundede selvmord holdes dog udenfor undersøgelserne.
Stigmatisering af rygere kan sammen med stigende grad af eksklusion og forhindringer være med til at gøre livet surt. Hvis en aktivistisk ryger som Klaus Kjellerup havde haft fat i sammenhængen mellem rygning og selvmord, er jeg bange for at han havde hylet over mobningen og rygeforbud som en central årsag. Jeg tror dog at der skal være betydelige problemer i forvejen for at den samfundsmæssige modstand fører til at en ryger hellere vil dø. Derfor ser jeg kun en meget lille sammenhænge her.
Kampen for at holde op med at ryge kan i sig selv være en belasning, med øget stress. Forsøg på at lette processen med medicin er i sig selv en risikofaktor, da alle former for psykofarmaka kan have utilsigtede virkninger på balancen i hjerne og psyke. Jeg vil forvente at risikoen her primært er at genoptage rygningen, i stedet for selvmord.
Selv om undersøgelserne forsøger at korrigere statistikkerne for andre faktorer, som fysiske og psykiske sygdomme, er det usikkert at gå ud fra "alt andet lige". Jeg kunne forestille mig at nogle rygere allerede havde en mindre stabil psyke, før de gik ind i det stofmisbrug som nikotin-afhængighed udgør. Nogen afgørende forklaring ser jeg heller ikke her, en sådan antagelse ville i sig selv være en stigmatisering af rygere.
Koblingen mellem rygning og psykiske sygdomme er mere kompleks. Rygning er mere udbredt blandt mennesker i kontakt med psykiatrien. På den ene side er nikotinens virkning på hjernen i sig selv en stress-faktor. En cyklus med abstinens-symptomer afløst af hyppige nikotin-fix, som cigaretter eller nikotin-tyggegummi, giver mindre overskud til at få ro i sindet. På den anden side giver hvert fix et lille kick, som opleves som en grund til at holde fast i afhængigheden, en følelse af "kontrol".
Nogle rygere kan føle et ubehag ved sig selv og deres dårlige vane, mærker hvordan det præger deres krop og miljø. Dette er dog usandsynligt som baggrund for selvmord, den meget mere nærliggende løsning er jo at holde op med at ryge. Talemåden om rygning som "langsomt selvmord" gælder ikke her.
Jeg tror at den mest sandsynlige sammenhænge er at den "narkotika" som nikotinen er, stresser hjerne og psyke. Denne forklaring styrkes af at undersøgelserne viser mindre risiko for selvmord efter rygestop. Det er forresten også interessant her at det ser ud til at rygere lettere bliver afhængig af hårdere stoffer, som må kunne indgå i den "vante" cyklus med abstinenser og "behovet" for et nyt fix. Også ved de forbudte former for stofmisbrug ses der en øget selvmordsrate.
Statistikker om risikofaktorer skal som altid tages med et gran salt. Selv om rygere har en betydeligt øget selvmordsrisiko, er grundlaget jo at der ikke er ret mange selvmord. Heller ikke storrygere begår selvmord i stort tal, men statistikkerne peger på en noget større gruppe som har det skidt med sig selv. Det fortjener heller ikke rygere.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Jeg har det sådan med rygning, som med al anden stofmisbrug, at hvis man føler et behov/en trang til at fifle med den måde, man oplever sin virkelighed på -- og det er jo i sidste ende, hvad såvel nikotin, alkohol, og alle andre psykoaktive stoffer gør, at de ændrer den måde, man oplever sin virkelighed på -- så er det sandsynligvis fordi noget i ens virkelighed opleves som for stressende til at kunne blive oplevet upåvirket. Og når man har sådan noget i sit liv, som man ikke rigtigt kan overskue at skulle opleve upåvirket, direkte, ufiltreret, så har man måske også en større chance for at nå til et punkt, hvor man slet ikke orker at skulle opleve det mere, hverken upåvirket eller påvirket.
Psykoaktive stoffer som en hjælp til at kapere sin virkelighed er ganske rigtigt en udbredt effekt, som opleves i starten. Det gælder også mange af de receptpligtige piller, når psykofarmaka (som benzodiazepiner) kan give ro på.
Problemet er jo så bare at kroppen reagerer imod påvirkningen, og prøver at tilpasse den biologiske balance til at være normal, incl. den udefra kommende biokemiske skævhed. Derfor afløses den positive effekt af at "medicinen" bliver til at behov for bare at fungere nogenlunde normalt. Alt efter smag og behag kan det jo så kaldes for tilvænning, abstinenser, afhængighed eller narkomani.
Dertil kommer der jo så problematikken i at alle midlerne også har andre effekter, hvor disse "bivirkninger" typisk er skadelige. Rygning og alkohol får jo så mest omtale fordi skaderne kan blive så synlige.
Jeg vil dog holde på at rigtig mange (nok de fleste) forbrugere af tobak og alkohol ikke begyndte på det fordi de havde brug for at være påvirkede for at kunne klare sin virkelighed. Især for mænd blev rygning og alkohol regnet for en naturlig del af det at blive voksen, i den grad at det blev set som lidt mistænkeligt hvis en "outsider" sagde nej til at kæmpe for at kunne tåle disse sociale ritualer for "rigtige mænd". Det gælder i nogen grad stadig for alkohol, dog med mere ligestilling mellem kønnene.
Når vanen sidder fast, kroppen er tilvænnet, opleves det som et behov at få sine fix. Jeg vil dog medgive at den lidt hårdere afhængighed snarest kommer for nogen som ikke helt orker sit liv.
Jeg ser dog hovedsagelig selvmord blandt storrygere som udtryk for livet bliver mere besværligt med den rutsjebane som abstinenser/fix giver, når statistikkerne peger på at det hjælper for dem som holder op med at ryge. På den anden side kan det måske siges at dem som har ekstra svært ved at stoppe måske snarere slås med mere end tilvænningen.
Meget apropos kører der jo lige nu historien om at rygestoppillen Champix (vareniclin) mistænkes for at øge risikoen for dødfald og selvmord, sammen med de andre bivirkninger af sådanne psykofarmaka. Ekstra Bladet:
Livsfarlig mistanke: Rygestoppillen Champix har dræbt tre danskere:
En aktindsigt Ekstra Bladet har søgt i i Lægemiddelstyrelsens bivirkningsdatabase afslører således, at der siden 2007 er blevet indberettet tre dødsfald og 214 andre personer har oplevet alvorlige skader såsom hjerteproblemer, selvmordsforsøg og depression, hvor der er mistanke om, at rygestoppillen Champix er årsagen.
Pillen virker ifølge producenten Pfizer ved, at 'den påvirker bestemte receptorer i hjernen, så abstinenssymptomerne ved rygeophør mindskes.'
Her har vi jo så også den sædvanlige betændte historie med at medicin-informationen til lægerne domineres af fagfolk, som har et ganske venskabeligt samarbejde (også økonomisk) med den farmaceutiske industri.
Selv om de ikke ligefrem skriver for at varetage producentens interesser, kan det næppe undgås at de præges af den tankegang at medicin er den relevante fremgangsmåde. Og de kunne jo risikere at bidragene fra producenten tørrer ud hvis de arbejder ud fra et andet paradigme.
Send en kommentar