Barry D Bulsara: Dr. Seuss Cat in the Hat!
Denne plakat bygger på et udbredt citat, der tilskrives den amerikanske digter og forfatter Dr. Seuss (Theodor Seuss Geisel), selv om kun den sidste halvdel kan genfindes. Det ændrer jo ikke på det gode ved opfordringen til at "være hvad du er, og sige hvad du føler". Ordrim og velvalgte engelske ord gør det svært at formulere sidste del på ligeså velklingende dansk, men den direkte oversættelse er da i det mindste forståelig "for dem som har noget imod det betyder ikke noget, og dem som betyder noget har ikke noget imod det".
Det lyder noget bedre på originalsproget:
Be who you are and say what you feel,
because those who mind don't matter,
and those who matter don't mind.
Dr. Seuss
Selv om sådanne leveregler skal anvendes med forsigtighed og omtanke, er det da en god livsfilosofi ikke at prøve at spille den rolle, som "de andre" antages at forvente. Ærlighed bliver for det meste meget bedre modtaget, og giver anledning til at opdage at vi har meget mere til fælles end røgsløret bare lige lader ane. Især der hvor vi ikke er "perfekte", det er de andre jo heller ikke.
Selv har jeg det glimrende med at være hvad jeg er, og så er det sådan set deres eget problem hvis enkelte andre har svært ved at kapere det. Jeg slipper jo så også for at komme til at forsvare noget som alligevel ikke er mig.
Eller som jeg også kan finde på at sige:
Jeg vil hellere være (en) original end være kopi!
Nyere opslag
Opslag
3 comments:
Skønt citat!
Og heldigvis (til det sidste) :-).
:-)
Paradokset er den negative ladning som oftest ligger i vendingen om at være "en original". Ikke som de andre.
Og hvad er der lige galt i det?
("Mærkværdig" kommer jo af mærke-værdig, bemærkelsesværdig).
:-)
Jeg er fuldstændig enig med citatets udsagn og det er et synspunkt som ligger mig meget på sinde, fordi det i mange tilfælde er så forfærdligt spild af liv, at holde tilbage af misforetået hensyn til "andre".
Jeg tænker også nogen gange lidt omvendt psykologi på det det her område!!! Altså, bare vær´ dig selv, og sig hvad du vil, for du er i virkeligheden så ubetydelig, at det ikke på nogen mulig måde kan gøre hverken fra eller til om jeg siger, det jeg synes om "alting", altså ud over at det kan være godt for mig, og derfor kan jeg lige så godt gøre det. Altså, at det er en slags storhedsvanvid, at tro, at nogen skulle gå op i hvad jeg siger, og hvordan jeg er. Altså, til den der neurotiske fruentimmervinkle: "hvad tror du ikke de andre/naboerne tænker...." - dertil kan jeg med fuld overbevisning sige: Ja, de tænker formodentlig ikke en bjælde om mig for jeg fylder ikke en bønne i deres liv. De har lige så lidt interesse i mig som jeg har i dem Og hvis det usandsynligt skulle ske, at de gik op i det..... ja, så er det mest synd for dem. På en måde lidt Janteloven i en positiv vinkling, hvis man kan påstå at man kan vinkle den positivt. Man er jo hovedpersonen i sit eget liv og derfor mener jeg ikke den der sociale kontrol fylder slet så meget som man måske forestiller sig. Her vil jeg insitstere på at være naiv, eller måske er det kynisk?
En anden metal krykke til at fremme det, at gøre det man har lyst til og være ligeglad hvad andre mener om man nu fylder for meget, eller "gør sig interessant", er at sige til sig selv: Hvis nogen er imod det her, så må de jo sige det, og så længe ingen ligefrem siger noget til mig om at stoppe, så er der ingen grund til at bekymre sig - for så er det reelt kun mine egne gætterier/projektioner det handler om, og jeg vil ALDRIG kunne gætte mig til, hvad andre tænker, så det er ikke værd at bruge krudt på. Jeg vil mene, det med det udgangspunkt er muligt at have en særdeles fri adfærd i ord og handling, fordi der faktisk skal rigtig, rigtig meget til, før andre faktisk siger fra eller blander sig eller stopper nogen andre i det de gør eller siger.
Og som det er med ethvert meget kategorisk synspunkt, så er det modsatte synspunkt jo ikke bare forkert. For selvfølgelig skal man tage hensyn til andre og selvfølgelig kan man "være for meget".
Episode til eftertanke:
Jeg stoppede to børn i biogafen i går - der bare ikke kunne sidde stille og koncentrere sig om filmen, så de tumlede rundt og larmede og var mildt sagt pisseirriterende. INGEN sagde et ord til dem, selv om de givetvis var til stor gene for alle andre der var i biografen og gerne ville fordybe sig i filmens univers. Nu arbejder jeg som frivillig i pågældende biograf og føler måske derfor, at jeg kan tillade mig at fortælle dem om biografadfærd, selv om en af børnenes forældrene var med og ikke magtede at stoppe ungernes hærgen. Så jeg gik hen til de to drenge og bad dem om enten at klappe i eller forlade biofrafen. Det hjalp, men jeg var langt, langt ude over det punkt, hvor de faktisk burde være stoppet, fordi det er svært at begrænse andre mennesker og "blande sig", men den episode viser på en måde både det relevante i at sige sin klare mening OG samtidig tage hensyn til andre (hvad de to drenge jo ikke havde lært). De to VAR faktisk for meget..... så det kan man jo være! Selv om jeg er grundlæggende enig i dit smukke indlæg "Du er ikke for meget".
Send en kommentar