Når jeg ser på forestillinger om fremtiden, er der især to ting som slår mig som udprægede eksempler på naivitet. Flyvende biler og evigt liv. Begge ting fremlægges som løsninger vi har brug for, for at vi mennesker får det meget bedre.
En sneglende bilkø fører nemt til at se det fristende ved tanken om lige at kunne lette, når der er god plads oppe i luften. En flyvende bil. Rent fysisk vil en flyvende bil kræve store energimængder til at pumpe luft nedad, med et støvhelvede til følge, og lide under problemet med at falde ned når (ikke hvis) der går noget galt. For en bil på hjul sker der for det meste ikke så meget ved en smule motorstop eller uopmærksomhed. Men flyvende maskiner skal holdes i orden hele tiden, og det gør "almindelige mennesker" ikke. Balloner lyder som muligt alternativ, men de fylder som bare pokker, og giver så stor vindmodstand at de bliver for upraktiske. Der er brug for bedre løsninger, i stedet for et teknologisk fix. Mindre transport, eller effektive transportmidler.
Evigt liv lyder umiddelbart mere spændende at tænke over. Mennesker som er i god gang med livet, har jo sjældent lyst til at dø. Altså bliver talemåden "dø skal vi jo alle" til et problem, som der må findes en løsning på. De fleste religioner lokker med at tilbyde en eller anden form for evigt liv, til dem som tror på præsternes myter.
Der er næppe tvivl om at den medicinske og teknologiske udvikling vil fortsætte, så der bliver forbredret behandling af mange sygdomme og svagheder. Jeg tror dog ikke på det, når nogle hævder at der allerede nu lever mennesker, som bliver udødelige i kraft af at livsforlængelsen vil overhale det antal år der går. Og det er altså ikke specielt tiltrækkende at livets afslutning bliver evindeligt langtrukkent.
Når jeg kalder ønsket om "evigt liv" naivt, er det nu ikke mest fordi ud fra det medicinske og teknologiske problem. Der er helt andre grunde til at jeg vil regne det for en forfærdelig katastrofe hvis det skulle lykkedes.
Det ville ikke være evig ungdom, men evig alderdom, på et eksistentielt plan. Det er ikke for intet at ungdom er i høj kurs. Ungdom indebærer at være barn, og at børn er en vigtig del af samfundet. Det holder bare ikke hvis ingen dør, ud over ulykker, mord og selvmord; så er der ikke plads til ret mange børn. Ungdom bliver en sjældenhed, og et fjernt minde.
En vigtig side af ungdom er det at lære noget nyt, og opleve "første gang". Når vi som mennesker har prøvet en masse ting, bliver livet ikke det samme igen. Vi kan ikke starte forfra. Første store ferierejse kan være en stor og spændende oplevelse. Flotte bygninger og store bjerge. Efterhånden bliver det mere til endnu en domkirke, endnu et bjerg, endnu et hvad som helst. Been there, done that. Suk.
Fra min barndom husker jeg en lille episode omkring det at lære at tælle. Det var spændende at tælle forskellige ting, og se hvor langt op jeg kunne nå. På en gåtur for mig selv satsede jeg på at tælle mine skridt. Da jeg nærmede mig de tusinde, gik det op for mig at jeg havde gennemskuet selve det at tælle, på et abstrakt plan. Der var ingen grænser hvor hvor langt jeg ville kunne tælle, bare jeg tog mig tid til det. En lille triumf, men samtidig lidt trist. Nu var det jo ikke sjovt at tælle.
Samme tankegang gælder for mere interessante ting i livet. Den der har gennemskuet systemet , får ikke længere udfordringen ved at afprøve sig selv. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at kaste sig over et nyt område, og lære sig nye ting. Men når jeg allerede ved at det "bare" er et stykke arbejde at lære det praktiske omkring et nyt emne, er det ikke i sig selv spændende.
Det evige liv ville blive en evig forbandelse. Helvede.
Nyere opslag
Opslag
2 comments:
Enig i at evigt liv ikke er en attrativ forestilling, men ikke enig i dit distancerede livstrætte blik, der gør tilværelsen kedsommelig;
Giv slip, giv slip.... og lad livet overvælde dig :-) Overvind tomheden og trivialiteten ved at være nærværende i det nærværende.
Idet drengen trak sig væk... og så på sig selv, fremfor selvforglemmelsen i glæden over at tælle blev han voksen. Syndefaldet. Derefter kræver det stor træning og tålmodighed at genvinde evnen til umiddelbarhed.
Men der er vel ingen anden løsning end at forsøge og det er vel heller ikke håbløst?
Men man må tro på det og gøre sig åben sig for det. Det er hengivelse og det er langt vanskeligere end det lyder. Forstanden/det rationelle i en, modarbejder os på det punkt, for vi løber risikoen for fortabelse og mistet fodfæste. Gyngende grund.
På det umiddelbare sigt er jeg da enig i den med at finde det nærværende. Det har jeg også som tema i flere andre blog indlæg.
Her finder jeg så det mere filosofiske blik frem, når jeg forestiller mig det sigt som er længere end menneskers liv, som vi har dem nu. Og jeg ser en udvikling i retning af at den side af livet som handler om udfordringer og udvikling bliver mindre som tiden går. Der kan være stor forskel på tempoet, men det bliver ikke sjovt at tælle igen, når det er gennemskuet.
Tilsvarende bliver der længere imellem hvad der kan overvælde, med mindre det kan lykkedes at blive lige overvældet af samme ting igen og igen. Blikket bliver mere distanceret med erfaringen og tiden. Der er jo heller ikke så mange voksne der fortsat finder glæde ved barndommens legetøj, selv om det var en stor kilde til indhold og nærvær mens det endnu var sjovt. Og mon de egentlig ville ønske at finde glæde på samme måde som dengang? Det tror jeg ikke.
Er det livstræthed at have gennemskuet spillet? Jeg er ikke overbevist om at livet handler om at det skal blive ved med at være spændende at spille ludo, selv om jeg bestemt godt kan se pointen ved at finde nærvær på denne måde. Men det bliver der altså færre og færre der kan, hvis der går flere hundrede (eller tusinder) år, af "det evige liv".
Når det ikke længere er løsningen at finde noget nyt at tælle. Så bliver det en kunst at være distanceret uden at det bliver kedsommeligt. Have ro til at det ikke bliver tomt og trivielt. Det kan lade sig gøre. Det er en helt anden form for umiddelbarhed end barndommens opfyldthed.
Måske er det allermest trivielle at forsøge? Igen og igen i et evigt liv. Så derfor har jeg den filosofi at livet fungere bedst med en begyndelse og en slutning. Også uden at ønske sig slutningen.
Send en kommentar