Kendte mennesker og selvmord er altid et populært emne i medierne. Fornylig fortalte den britiske skuespiller og komiker Stephen Fry om et selvmordsforsøg. Det er jo lidt af en kliché med klovnen, der græder bag masken, men derfor ikke uset. Med bipolær sindslidelse (også kaldt manio-depressiv) har han sine op- og nedture.
På en rigtig mørk dag sidste år forsøgte han selvmord. En masse piller blev skyllet med med en flaske vodka. En rigtig dårlig metode, som medførte så svære kramper, at han brækkede fire ribben. Heldigvis kom hans producer (fra showet QI) ind på hotelværelset, og fik Stephen Fry på hospitalet. Han kom sig, og er glad for stadig at leve.
Her på bloggen argumenterer jeg ofte omkring at selvmord, eller forsøg derpå, kan tænkes at være rationelt og velgennemtænkt, mens personen har det så godt som muligt. Sagen med Stephen Fry er et klart eksempel på det modsatte, hvor komikeren reagerede i krise, under en nedtur. Her er det lidt interessant hvordan han nu bagefter forklarer sin handling. Eller måske rettere, ikke forklarer.
You may say, "How can anybody who’s got it all be so stupid as to want to end it all?" That’s the point, there is no "why?" That’s not the right question. There is no reason. If there was reason for it, you could reason someone out of it. [...]Denne form for selvmord ligger uden for rationel tankegang, og er mere en voldsom reaktion på indre stemninger i sindet. Men det kan være meget svært at beskytte et menneske mod sig selv.
When I’m conscious, when I’m rational, I realise that being Stephen Fry is a very happy thing to be; people are extraordinarily nice to me. Mostly it’s great, but there are times when you’re on stage or when I’m doing QI and laughing [on the outside], but inside I’m going “I want to fucking die.”
Forklaringen kom som svar på at en 12-årig dreng spurgte "What's it like being Stephen Fry?". Ikke altid sjovt. Det var første gang han fortalte om denne episode, men han har før stået frem omkring sine problemer, bl.a. i en dokumentarfilm. Han er præsident for den velgørende organisation Mind, omkring sindslidelser. Og fortalte forresten i 2011 om at det godt kunne være at han ville begå selvmord, som konsekvens af sin sygdom.
- Chortle:
Stephen Fry: I tried to kill myself last year - The secret keeper (2011):
Stephen Fry: “I may well commit suicide!”
Nyere opslag
Opslag
47 comments:
Det er jo noget sludder, at der ikke er noget "why?", at der ikke skulle være et svar på det, eller i det mindste ikke noget andet, end "bipolar"/"psykisk syg". Spørgsmålet er, om folk selv, deres omgivelser, eller begge dele kan rumme svaret, eller om det forekommer mere attraktivt, at holde fast i en (livs-)løgn.
Ordene fra Stehpen Fry var, som jeg læser det, ment i forhold til hans tankegang i situationen hvor han forsøgte selvmord. At han ikke til en indre eller ydre stemme ville have en argumentation der muliggjorde at snakke om det. Pro et contra. Hans pointe var ikke at afvise en årsagsbaggrund, men at pege på at "why?" i situationen ikke var et meningsfuldt spørgsmål at diskutere.
Hvordan han havde set det i helikopterperspektiv er et andet spørgsmål. Det kunne have været interessant hvordan han ville have svaret på det. Om han i det hele taget ville kunne sige mere end "bipolar". Om han havde søgt ind i et kompleks af mulige forklaringer på hvordan hans sind havde udviklet sig til hvor han er. Om der her kan siges at være en grad af livsløgn. Hvordan han ser fordelingen mellem biologisk grundlag for "psykisk syg", og sindets udvikling.
Der er dog ikke tvivl om at han til sig selv ser medicin som et vigtigt hjælpemiddel:
"I’ve made this boringly clear in television programmes and other things, so I won’t wank on about it. But I am the victim of my own moods, more than most people are perhaps; in as much as I have a condition that requires me to take medication so that I don’t get either too hyper or too depressed to the point of suicide. I’ll go as far as to tell you I attempted it last year, so I’m not always happy."
Andre kan jo have en anden oplevelse, og emnet "psykisk syg" er for komplekst til en overbevisning om at der altid er samme type baggrund. Det være sig biologisk eller i psykogenesen.
Hvordan kan man få kramper og derefter brække fire ribben ved at skylle en masse sovepiller ned med vodka? Det forstår jeg ikke.
Sovepiller? Hvorfor tror du at det var sovepiller?
Stephen Fry fortalte ikke hvilken type piller det var, men det ligger nærliggende at formode at der har været psykofarmaka med i blandingen. Og disse midler kan sige at have betydeligt mere komplekse effekter end sovepiller, altså gøre det endnu sværere at forudse virkningen af overdosis. Så jeg er ikke forbavset over voldsomme "bivirkninger".
Erfaringsmæssigt kommer der altid et svar på spørgsmålet "why?", bare der er nogen, der gider stille det, og så lytte. Det er det sidste, der som regel er problemet, ikke selve spørgsmålet "why?".
"...og emnet 'psykisk syg' er for komplekst til en overbevisning om at der altid er samme type baggrund. Det være sig biologisk eller i psykogenesen." Ja, det er hvad vi får fortalt i dag. Det lukker så dejligt al (uønsket) nysgerrighed og diskussion ned. Men også her er erfaringen en helt anden. Det er en kompleks sag, at være et levende, på livet reagerende menneske, men det er, på et andet plan, også en meget simpel og letforståelig en. Ærgerligt, at vi i dag i tiltagende grad bliver bombaderet med komplicerede forklaringer, gerne solgt ved hjælp af celebrities, om de nu hedder Stephen Fry, eller Diana Benneweis, dem man har kapret til formålet, mens enhver forståelse lige så stille forsvinder længere og længere væk. Whatever.
Nysgerrighed og diskussion synes jeg tværtimod fremmes af et synspunkt om at sandheden ikke entydigt er enten biopsykiatrisk eller psykogenetisk. Jeg tror godt at vi kan blive enige om at der er en for stor tilbøjelighed til at hævde at løsningen skal søges omkring biopsykiatrien. Det er et alt for enkelt svar, men derfor dog ikke altid forkert.
Tilsvarende mener jeg ikke at det holder helt at afvise at der er tilfælde hvor biopsykiatrien er en rimelig forståelsesramme for udløsende årsager, også selv der ikke er viden nok til at vi kender mekanismerne i hjernen.
Mere overordnet har jeg det synspunkt at såkaldt "psykiske sygdomme" (med eller uden tegn på forskelle i hjernekemi) kan forstås som reaktioner på at der er "gået noget galt", og mange lag ovenpå dette. Det som er "gået galt" kan være biologisk eller baseret på ydre omstændigheder, eller måske en kombination. Herefter påvirkes biologien epigenetisk, så det kan være ganske svært at konkludere hvordan det startede.
Jeg vil altså ikke mene at en konkret psykiatrisk diagnose, som fx "bipolær affektiv sindslidelse", indebærer sikkerhed for om det udløsende kom indefra eller udefra. Jeg synes at psykiatrien typisk er for hurtig til at betragte effekt af symptombehandling som noget der indebærer at vi også har forstået hvorfor det gik som det gik. Her kommer vi jo så ind på din måde at stille spørgsmålet "why?", og det mener jeg bestemt er et nyttigt spørgsmål at søge svar på.
Jeg vil dog holde fast på at Stephen Fry ikke med sine ord var ude i principielle forestillinger om psykiatri, men kun forholdt sig til den helt konkrete situation, hvor han skyllede en "lykkepose" af piller ned med vodka. Han pointerer at han ikke der ville kunne gøre rede for et rationale for sin handling. Og det ser jeg ingen grund til at gå i rette med.
Fordi det plejer at være sovepiller, der kombineres med spiritus, fx vodka.
Men vil du vurdere, at en dødelig dosis injiceret heroin oftere fører til døden end en overdosis sovepiller og vodka?
Uplanlagte selvmordsforsøg med piller tror jeg snarere typisk sker efter temaet "tøm medicinskabet", højst med fravalg af vitaminpiller, og andet som ser ud til at være helt uden muligheder. Det vil typisk sige alle former for psykofarmaka og eventuelle sovepiller, suppleret med hovedpinepiller og eventuelle stærkere smertestillende piller. Og hvad der nu ellers måtte have advarselsmærker på sig. Ofte også tilgængelig spiritus. Et farligt rodsammen, som kan have en masse voldsomme og uforudsigelige virkninger i kombination. Slet ikke pålideligt eller effektivt til selvmord, selv om det er livsfarligt.
Og jeg gider stadig ikke rangordne blandede selvmordsmetoder.
Nu har jeg arbejdet i nogle år på området, efter i yderligere nogle år at have haft kontakt til tæmmelig mange mennesker, vi snakker flere hundrede efterhånden, med alskens forskellige psykstempler som aktivist. Jeg mangler stadigt at møde nogen, der havde en defekt i generne eller hjernen. Jeg synes, det er helt fint, omendt sørgeligt selvfølgeligt, hvis nogen gerne vil være syg i hovedet og offer, som Fry. Men taget i betragtning, at videnskaben indtil videre kun har formået at påvise en sammenhæng mellem livshistorie og hvordan det enkelte menneske reagerer på den, og ingen mellem gener, hjernekemi/-struktur og de samme reaktioner, synes jeg, det grænser til det kyniske, at ville gøre individets biologi til årsag for naturligt menneskelige reaktioner, som samfundet tilfældigvis ikke magter at rumme, og derved udpege enkeltindividet som den, der er galt på den. Offerklandring par excellence. Jeg undrer, Johnny, om du, eller nogen af alle de andre kloge hoveder, der mener, det biologiske bestemt ikke kan udelukkes, og at biopsykiatrien sikkert også gør rigtigt meget godt, ville kunne holde ud at sidde med nogle af de som "forkert", "sindssyg" stemplede mennesker, jeg jævnligt sidder med, og lytte til deres livshistorier, nærværende, uden at, på et eller andet tidspunkt, enten løbe skrigende bort, eller, i selvforsvar, begynde med at smide med diverse, disse menneskers fortællinger sygeliggørende begreber omkring dig. Og jeg undrer det -- og tror egentligt ikke på det --, selv om jeg ved, at du har set mangt og meget.
Men som sagt: whatever. Samfundet har besluttet, at offerklandring, hard-core, eller i "kan ikke udelukkes helt"-forklædning, er det, vi driver med. Flertallet i befolkningen gør det, mange af de stemplede, som Stephen Fry, gør det endda selv, så hvorfor skulle du ikke gøre det, også.
Johnnie med ie selvfølgeligt. Sorry.
Ved du, hvor man kan få foretaget en test hos professionelle, så man kan se, hvilken/hvilke sygdom/sygdomme på det psykiske område man lider af? Og i hvilke forbindelser bruges disse testresultater?
Dårlige nyheder:
http://www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Ibalance/Artikler/2013/0607113041.htm
Er selvmord ikke den lette løsning?
Fraværet af en konkret målbar diagnose på "en defekt i generne eller hjernen" fortæller ikke om de mange mennesker, som du har mødt Marian, har et 100% standard biologisk grundlag. I sagens natur er det ikke så populært at tage biopsier af hjernen. Jeg er bestemt ikke på heppekor omkring biopsykiatri, og jeg vil ikke påstå at der ville være noget at finde. Blot pointere at spørgsmålet ikke er afklaret, og er principielt vanskeligt at afklare sikkert.
Hvad livshistorie angår, er jeg helt med på den meget store betydning af denne. Jeg vil mene at en masse psykiske vanskeligheder (m.v.) kan følge af at have udviklet sit sind i omgivelser præget af ikke at føle sig "velkommen" (for nu at sige det meget abstrakt). Det kan give anledning til livsomstændigheder, hvor der er god brug for at nogen vil lytte til, og tro på mennesket. Det ville jeg godt kunne holde ud til, for jeg er meget rummelig. Og jeg ville bestemt ikke sidde med en trang til at finde "det rigtige stempel", eller sige "der er noget galt med dig". Jeg tror på at der altid vil være en masse at snakke om, omkring hvordan livet har formet sig. Og brug for at snakke om disse ting, på en imødekommende måde. Noget af det mest terapeutiske er at føle sig forstået, blive troet på, taget seriøst.
Når jeg brugte det med at "føle sig velkommen" abstrakt, hænger det sammen med at der kan være flere årsager omkring at dette ikke lykkedes. Selvfølgelig kan omgivelserne præge situationen på en måde, hvor dette er en rimelig reaktion. Men hvis der er ekstra følsomheder, eller reaktioner i sindet, fordi hjerner ikke er ens fra starten, kan dette også "øge afstanden". I begge tilfælde kan der komme en stor psykisk bagage ovenpå, som bliver den dominerende problemstilling. Her er der god brug for noget terapeutisk omkring sindet. Med i billedet hører i øvrigt at fx stress eller angst kan præge hjernekemien, så den kan blive målbart anderledes, uden at der var en biologisk "udløser" fra starten. Men jeg vil mene at også noget biologisk er tænkbart som baggrund for at det er svært at nå hinanden.
For nu at blive mere konkret, kommer jeg til at tænke på et tankevækkende studie.
> America's Real Criminal Element: Lead
Ved at kikke på udbredelse af vold og blyholdig benzin, fandt Rick Nevin en stærk overensstemmelse. Den fristende konklusion er at moderate mængder bly (ikke stor nok til en egentlig blyforgiftning) under graviditeten kan have påvirket fosterudviklingen, især i den følsomme og komplekse hjerne. Det betyder ikke at bly direkte fører til vold, men snarere at det kan have præget hjernens reaktioner, og givet en anden psyke. Det betyder heller ikke at det kan "bortforklare" alt det andet der er sket i løbet af barndommen, det er selvfølgelig stadig af afgørende betydning. Det er jo heller ikke just alle som bliver voldelige, så der er ikke nogen entydig årsag/virkning. Blot noget der peget på hvordan noget biologisk kan ændre vilkårende for psyken. Og dette kan være nyttigt at få opklaret, også selv om det i princippet ikke løser nogen problemer at forstå.
Kort sagt, mener jeg ikke at tilstedeværelsen af biologiske delforklaringer (nu eller i fortiden) gør at biopsykiatri og medicin er løsningen på aktuelle problematikker. Men der er mange mennesker, som føler sig hjulpet af medicin, og dem vil jeg da også tage seriøst. Men der er jo også mange mennesker som bestemt ikke føler sig hjulpet af medicin, og så mener jeg ikke at det er rimeligt af nogen at insistere på at de er nødt til at tage psykofarmaka.
Jeg vil forresten ikke afvise at nogle af dem, som har det godt med at tage medicin, muligvis kunne føle sig bedre hjulpet på en anden måde.
Dårlige nyheder? Jeg vil snarere sige at DR artiklen Danske mænd har det skidt er dårlig nyhedsdækning.
Det er noget fusk at tale om "helt nye tal fra Dødsårsagsregisteret", udgivelsen er fra december 2012, og handler jo om så gamle tal som fra 2011. Et større problem er at artiklen bygger på en helt forkert præmis. Der er jo ingen tvivl om selvmord er en væsentligt hyppigere dødsårsag for mænd end for kvinder, men det gør det ikke korrekt at se selvmord som et særligt mandeproblem.
Sagen er at kvinder har flere selvmordsforsøg end mænd, og den højere dødelighed for mænd er såmænd "bare" fordi mændende oftere vælger effektive selvmordsmetoder. Alt det snik-snak med at mænd har sværere ved at håndtere kriser, og derfor begår selvmord, er uden basis i statistikkerne. Det har jeg forresten allerede skrevet om et par gange:
> Mænd dominerer selvmordsstatistikken? Nej de gør ej!
> Klaus Kjellerup digter om selvmord blandt mænd
> Mænd og kvinder, statistik, kvindekamp og selvmord
Faktisk tænkte jeg allerede på om der nu i anledning af Mænds Sundhedsuge var tid til endnu en opsang, omrkring den sejlivede myte med at mænd begår selvmord, mens kvinder får hjælp. Det er blevet en vandrehistorie, som cirkuleres af mange som ikke ved bedre; måske også fordi de gerne vil tro på "de svage mænd".
Test for psykiske sygdomme har jeg ikke så megen konkret viden om. Men de fleste diagnoser er ikke entydige (der er ikke nogen biologiske målepunkter), så forskellige professionelle vil kunne komme til forskellige konklusioner, til dels afhængig af deres kæpheste, humør og hvilken metode de måtte bruge.
Så hvor du kan gå hen, må groft sagt afhænge af hvilken slags svar du helst vil have :-)
"Selvmord er den lette løsning" er alt for let at sige, og derfor noget vrøvl. Der kan ikke findes noget enkelt svar, som dækker alle eksempler på en sammensat problemstilling. Alt afhænger af situationen, men jeg vil anset det for yderst sjældent at nogen slutter livet med et selvmord, selv om de godt kan se en løsning, men at den er "mere besværlig".
Se også:
> En permanent løsning på et midlertidigt problem?
> Er selvmord egoistisk?
> Er selvmord fejt?
> Livet er et spil, døden er målet, selvmord er snyd?
> Er selvmord en moralsk forsvarlig handling?
> Hvornår er et selvmord rationelt?
Men hvorfor tror du, at det er de færreste, der begår selvmord? At det kun er 2-3 mennesker om dagen i Danmark og en million på verdensplan om året. Det er jo ikke ret meget, når vi er over 7 mia. mennesker.
Med hensyn til de psykiske tests er jeg jo bare ude på at få sandheden at vide. Jeg ønsker ikke at opnå en bestemt diagnose for fx at slippe for at skulle arbejde.
Der forskes meget i sammenhængen mellem gener og kemi og psykisk sygdom, og jeg mener bestemt ikke man kan sige, at der ikke kan påvises en sammenhæng. F.eks. er der meget gamle forsøg der viser en arvelighed for skizofreni på omkring 10% som jeg husker det og som er dokumenteret ved tvillingeforsøg, hvor enæggede tvillinger opvokset i forskelligt miljø har haft denne arvelighed, som ikke kan siges at skyldes miljøet.
Det er mange faktorer tilsammen tror jeg, der udløser en psykisk sygdom - som man godt kan have arvet en tilbøjelighed for.
Men derudover har alle et knækpunkt - uanset medfødt psykisk robusthed. For nogen skal der mere belastning til end for andre.
Jeg ser ikke en sammenhæng mellem hvad sygdommen udspringer af og man af den grund er mere eller mindre offer.
Lone Frank har skrevet bogen"Mit Smukke Genom", hvor hun fortæller om sine egne nedarvede anlæg for depression - som hun ikke anser som bare noget dårligt eller svagt:
“Vi er ikke enten udstyret med noget godt eller skidt. For de gener, der viser sig at gøre en person meget følsom over for f.eks. stress, depression og angst, følges af de gener, som gør personen mere modtagelig over for verden. Det, der får mennesker til at reflektere mere over, hvad der sker omkring dem.”
Psykiatrifonden har interviewet hende om dette på http://www.psykiatrifonden.dk/forside/Forlag/Psykiatri-Information/Ældre+numre/20104--hos-den-praktiserende-lage/Interview+med+Lone+Frank+%7C+Gener+-+en+vej+til+selverkendelse
vh. C
Hvis ikke menneskets sind var sådan at de færreste dør ved selvmord, ville homo sapiens ikke have klaret sig. Et grundvilkår for at leve, er at ønske at leve, hvilket ikke ændres af at nogle få ikke er helt enige. Langt, langt de fleste vil gerne leve, også selv om der måske kan være episoder hvor det ikke er så sjovt.
På den anden side vil jeg læse antallet af dødsfald på en lidt anden måde. Det er trods alt lidt over 1% af dødsfaldende i Danmark, der sker ved selvmord. Så det er ikke nogen sjældenhed, og der er mange sygdomme med færre dødsfald, sammenlignet med selvmord. Den gennemsnitlige risiko er fx større end for at dø af kræft i endetarmen eller ved en trafikulykke.
Psykiske diagnoser er ikke et spørgsmål om at "få sandheden at vide". Det er komplekse vurderinger uden entydige svar. En professionel, som giver sig af med sådanne vurderinger, er jo ofte en psykiater. Og resultatet afhænger ligeså meget af psykiaterens måde at tænke på, som af den testedes. En psykolog vil ofte give et andet svar, for slet ikke at tale om hvor blandede vurderinger der kan komme fra forskellige psykoterapeuter.
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien, og har skrevet en kronik i Information:
> At stille en psykiatrisk diagnose - skulle det nu være så svært?
Herfra et par citater:
Et af psykiatriens store problemer er, at vi ikke har en objektiv diagnostisk test – en blodprøve eller et billeddiagnostisk værktøj – til at stille en psykiatrisk diagnose.
Og trods den store optimisme inden for biologisk psykiatri forstår vi stadig ikke, hvad de sværeste psykiske sygdomme går ud på, og vi kan stadig ikke helbrede dem.
[...] de strukturerede tests er upræcise, så mange patienter risikerer at få en forkert diagnose. Pointen med de standardiserede interviews er, at de er nemme at anvende, og at de fører direkte til en diagnose. Projektet viser dog, at prisen for reduktionen af de psykopatologiske oplevelsesformer til operationaliserbare symptomer er en dehumanisering af psykiatrien med en overhængende fare for fejldiagnosticering med mange års fejlbehandling af psykisk syge til følge.
Vi mangler altså stadig en hurtig, objektiv test til at stille korrekte diagnoser.
Indtil den kommer, er vi som klinikere fortsat nødt til, helt gammeldags og meget tidskrævende, at tale med og prøve at forstå patienterne ved at bevæge os fra vores naturligt selvfølgelige ind i deres kringlede, egenartede virkelighed.
Hvorfor vil langt, langt de fleste gerne leve?
Jeg forstår ikke helt, hvordan folk tør at begå selvmord ved fx at springe ud foran et tog, en bro eller skyde sig.
Er haglgeværsselvmord og togselvmord ikke meget traumatiserende at se på?
Selvopholdelsesdriften er en grundlæggende, og livsvigtig, egenskab for levende væsener, deriblandt primater som mennesker. Hvis denne egenskab "gik tabt" for en art, ville den ikke overleve. Vi lever altså fordi vi foretrækker at leve. Og vi foretrækker at leve, fordi vi lever.
Selvmord er noget der kræver mod, uafhængig af metoden. Dramatiske metoder vælges vel ud fra en forestilling om at det går meget hurtigt. Det gør det jo så ikke altid, men de voldsomme metoder er netop ofte så blodige at de kan være ganske traumatiske for dem som ser på, både under og efter handlingen. Derfor må de for det meste kaldes særligt hensynsløse, altså dårlige metoder.
Sammenhænge mellem "psykisk sygdom", og gener/kemi, er på en måde et besværligt emne. Det ville være så let hvis en genetisk test, eller en blodprøve, kunne bruges til diagnose. "Problemet" er så bare at de fleste, som tester positivt, må regnes for raske; det er jo ikke nok at være "disponeret", i en gruppe med højere risiko.
Og de fleste mennesker kan udvise ting som også regnes for enkeltstående symptomer ved forskellige psykiske sygdomme. Egentlig tror jeg at en stor forskel er hvordan folk lærer at håndtere disse ting. Den der "hører stemmer", kunne også kalde det for en sprudlende fantasi, så længe der er selverkendelse til at skelne om de kommer fra en ydre virkelighed.
Måske er det operationelle spørgsmål "har du brug for hjælp med psyken?". Og måske var det bedre om hjælpen oftere blev en "undervisning" i at finde sig til rette med hvad der sker i sindet.
Charlotte, tvillinge- og adoptionsstudierne, som du nævner, er ikke det papir værd, de er skrevet på. Det er nogle af de mest fejlbehæftede studier, der findes på området. Bl.a. regnede man i en ung alder afdøde deltagere med i gruppen "skizofren", selv om de var døde uden nogensinde at have udvist tegn på "skizofreni", bare på grundlag af, at nogen i deres familie var blevet stemplet med "skizofreni". Det er bare en af utallige fejlkilder mht. studiernes resultater. En meget mere uddybende kritik af den forskning, der angiveligt viser, at "psykisk sygdom" er genetisk (modsat socialt) arvelig, finder du i Jay Josephs bog "The Gene Illusion". Nogle kortere artikler af ham om emnet her: https://www.madinamerica.com/author/jjoseph/
Og Lone Frank... Jeg er enig med hende på det ene punkt, at det bestemt ikke er en dårlig ting, at kunne reagere på livet og de ting, det konfronterer os med. Vores evne til at reagere er sådan set hvad der gør vores overlevelse muligt. Og selvfølgeligt betyder større udfordringer også et større potentiale for personlig udvikling og for en dybere forståelse af livet, end mindre store udfordringer. Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig, at se hendes depressionsgen under mikroskopet. Jeg tror, chancen for, at jeg får det at se, er minimal til ikke eksisterende. Langt mere sandsynligt forekommer det mig, at "genet" vil træde synligt frem, hvis hun fortalte et par anekdoter fra sin opvækst. Det er i hvert fald, hvad jeg indtil videre har oplevet med undtagelsesløst alle psykiatrisk stemplede mennesker, jeg har været i kontakt med. Selv dem, der, som Lone Frank, selv ikke var i stand til at lægge 2 og 2 sammen og se i deres "symptomer" den for deres overlevelse nødvendige reaktion på deres livshistorie.
Johnnie, spørgsmålet er, hvem kom først, hønen eller ægget? Jeg tror godt, vi nemt kan afklare det spørgsmål. Eller, rettere sagt, det er jo afklaret, for længst. At vi, som samfund, som kultur, ikke kan lide svaret, og derfor lader som om vi ikke kender svaret, og som om alt pegede på, at svaret sikkert er et helt helt andet, end det er, har samfunds-/politiske årsager.
Der skal mere til, end rummelighed. Prøv en gang at forestille dig, du sad med én, der fortalte om oplevelser à la Tønder eller Brønderslev, og det, der er værre. Og forestil dig, du sidder med dette menneske face to face. Det er ikke noget, du læser i avisen, eller hører om i nyhederne. Der er ikke nogen "sikkerhedsafstand". Du kan ikke undgå, at se alle følelserne og smerten, og at mærke dem selv. Og så mærk efter, hvad der sker indeni dig som reaktion på det. Der er ikke noget at sige til det, hvis man distancerer sig, fordi man frygter at blive overvældet. Så længe man lader være med at ville gøre den anden ansvarlig for det, der egentligt er ens egen sårbarhed, ens egen "psykiske sygdom", ens egen følelsesmæssige uafklarethed. Men er den så også genetisk betinget? Er alle de mange mennesker, ansatte i psykiatrien, pårørende, osv. osv., der i deres frygt for at blive overvældet griber efter diagnoser og sygdomssnak som selvforsvar, måske genetisk prædisponeret til at gøre det? Har de alle sammen en eller anden gendefekt, der gør, at de ikke er i stand til at tackle, hvad de selv mener, andre med lethed må kunne tackle, med mindre de vil stemples som "psykisk syge" (jf. "argumentet" psykiatrien jævnligt kommer med: "Andre har oplevet det samme og er ikke blevet sindssyge!")?
Du skriver "undervisning" i din seneste kommentar her, og dér, tænker jeg, har du virkeligt fat i noget. Det drejer sig om at bevidstgøre, og det er en læringsproces, snarere end et behandligstiltag. Men det operationelle spørgsmål, der har vist sig at være mest konstruktivt, er "Hvad er der sket dig?" Det hjælper ikke bare med at forstå, hvad der sker i sindet, men også, og især, hvorfor det sker i forhold til livet. Og mht. stemmehøring så ligger forskellen, som du siger, i hvordan man håndterer oplevelsen. Men mere i, hvilket forhold man har til stemmerne, end hvad man tror, hvor de kommer fra. Og hvilket forhold man har til sine stemmer, er meget afhængigt af bl.a. ens selvværd. Således vil man finde mange flere ofre for overgreb og svigt (der som oftest resulterer i et lavt selvværd) blandt psykiatrisk stemplede stemmehørere, der jo som regel er havnet i psykiatrien pga. at deres stemmer begår verbale overgreb, så at sige, mod dem, som de føler sig magtesløse overfor, end blandt de ikke psykiatrisk stemplede stemmehørere. Her for resten bloggen til en stemme, der hen ad vejen har fået et rigtigt godt forhold til sin hører: http://topdogtalks.wordpress.com Jeg tror nu dog, at Top Dog ville blive lidt fornærmet, hvis han blev forsøgt forklaret med "sprudlende fantasi"...
Marian, tak for din respons på min kommentar. Det er 25 år siden jeg i en lærebog læste om tvillingeforsøgene og det er jo egentlig godt husket. Der er ikke så meget andet tror jeg, som jeg kan huske på samme måde fra andre lærebøger.... Grunden til at jeg kan huske det, er, at jeg netop syntes at det lød dybt mærkeligt. Jeg kan huske at jeg tænkte, at det var utroligt at man kunne have foretaget sådanne forsøg, for hvor mange tvillingepar kan der i det hele taget være, der har forældre de kan arve en sygdom fra, som derefter bliver skilt ad og vokser op hver sit sted? Så jeg husker det, fordi jeg fik tænkt noget selvstændigt dengang. Men jeg var ung.... og tog naturligvis det der stod i lærebøgerne for gode varer. Så det er sjovt at du nu 25 år senere kan bekræfte at min unge fornuft dengang reagerede på noget som lød "forkert" - uden at jeg dengang vovede at forkaste det og det havde jeg jo heller ingen baggrund for at gøre. Det er tankevækkende. Nå, det var en lang anekdote.
Min mistroiske sans vækkes imidlertid også nu - hvis tingene fremstilles som meget enkle. Jeg har ingen klinisk baggrund for at uddale mig om emnet, men jeg tror bare ikke, at det der foregår i hjernen er så fuldstændig anderledes end resten af kroppens "måder" at reagere på. Der går jo ikke en stiplet linje ved halsen - hvorfra "vandene" skilles og mens mange ting i kroppen kan være kendte sygdomme, hvor af nogen er arvelige, hvorfor skulle det så ikke kunne gælde for det der befinder sig mellem ørerne? Dermed som før nævnt ikke sagt, at der ikke skal nogle ydre faktorer til derudover. Ligeså vel som der skal nogle bestemte ukendte påvirkninger til i ukendte mængde og varighed for at man f.eks. udvikler en nedarvet tilbøjelighed for brystkræft....
Derudover vil jeg sige, at når man er syg/lider på den ene eller den anden måde, så er det vel på en måde ligemeget hvorfor man har fået sygdommen.
Det er den menneskeliges hjernes tilbøjelighed til altid at ville årsagsforklare.... Vi kan ikke leve med en ikke-årsag. Tænk hvis et fly faldt ned og man i opklaringen sagde; der var ingen årsag, ja, det ville simpelthen ikke kunne forekomme, for vi vil kende årsagerne..... selv om det ikke altid giver mening.
Mht. sygdom er der masser af både fysiske og psykiske sygdomme, hvor man aldrig får at vide med sikkerhed hvad årsagen er til sygdommen, men det er på en måde også ligegyldigt, for tingene er jo som de er. Det vigtige er, hvordan man kan komme til tåls med sygdommen og hvordan man evt. kan helbrede den. Hvad kan jeg gøre nu og her og i morgen for at få det bedre? Det tror jeg er det vigtige...
Jeg tror det er sjældent verden er sort/hvid og enten/ eller. Det hele er en kæmpemæssigt kompleks mix, som vi næppe fatter ret meget af.
Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at diagnose stilling ikke bliver det rene gæt og grimasser, men måske sættes lidt til side til fordel for at give den hjælp, lindring og støtte det menneske der har en lidelse af den ene eller den anden art.
Et godt terapeutisk spørgsmål der samtidig kunne fjerne det meget mystiske "høren stemmer" fra psykiatriens ABC, kunne også lyde sådan her.: Kære patient, jeg mener at kunne rumme dig, og dine tanker, der lader til at pine dig så voldsomt. Jeg vil muligvis bruge ord du ikke kender om dine tanker, men jeg lover ikke at vende dig ryggen:-)
Så bare fyr løs.- hvad tænker du?
For som du selv skriver Johnnie. Eller som jeg læser det,: det kræver meget stor rummelighed at være den gode terapeut.
Det er måske lidt kynisk at påstå at det at høre stemmer bare er ulækre, ubehagelige eller direkte smertelige tanker, man ikke er i stand til at rumme. Og man derfor har indgået en konvention behandler og patient imellem, om at vi fører det på tredje person, og kalder det stemmer. Der findes sikkert også mange varianter af fænomenet. Og det du kalder en "sprudlende fantasi" er jo så også en variant:-)
Har selv overvejende positiv erfaring med medicinsk behandling, i min egen sygdomshistorie. Men kan da godt se at der teoretisk, kunne have været en "anden vej".
Men man bærer jo også et ansvar overfor det etablerede system som patient. Man kan være potientelt farlig for sig selv og andre, ved svære psykiske lidelser. Men måske findes der bare ikke tilstrækkeligt mange meget rummelige og gode terapeuter, til at man kan skrue helt ned for medicinen. Og tror bestemt også at en kombination af behandlingsformer er vejen frem:-)
Mvh Peter
Så hvis man går hen til en psykiater eller psykolog, får foretaget en psykologisk test, og resultatet viser, at man lider af en psykisk sygdom, så er det ikke ensbetydende med, at det er 100 % sikkert, at man lider af den?
Når jeg taler om rummelighed, er det på en måde hvor jeg ikke ville kunne blive "overvældet", og derfor ikke have brug for at distancere mig. Fordi jeg kan lade være med at "tage det ind" kan jeg tåle at høre alt. Jeg er ekstraordinært følelsesmæssigt afklaret, mener jeg.
Det kan også formuleres som at jeg ikke er "medfølende", når det ikke gør ondt på mig at høre på hvor ondt en anden har og har haft det. Måske som et lille "psykopatisk træk" :-) Min opfattelse er dog at det er befriende for den anden ikke at skulle tage vare på hvad jeg kan holde til.
Hvad stemmehøring angår, mener jeg at en erkendelse af at det er en del af selvet sind, gør en stor forskel for hvilket forhold personen har til oplevelsen. Så vi er vist nogenlunde enige. Når jeg drog en sammenligning med "sprudlende fantasi", var det ikke ment som en påstand, men som et muligt spørgsmål. Og især noget som dækker i randen af hvad der regnes for "normalområdet". I princippet mener jeg at stemmerne bør kunne tolkes efter principper som minder om drømmetydning. Det kan være svært at se hvad det betyder, men det vigtigste er åbenhed for tanken om at sindet også rummer kilden til hvad der kommer. Og jeg er med på at det må skulle perspektiveres i forhold til hvad mennesket har været ude for tidligere i sit liv.
Vinklen med "bare fyr løs" er, Peter, netop noget af det som jeg tænker på når jeg skrev om en stor rummelighed. Og i meget høj grad den med at det indebærer ikke at vende ryggen til. Det er der nok lidt for mange terapeuter som ikke mestrer, fordi det kræver en meget stærk balance med sig selv. Jeg er ikke terapeut, men hvis det skulle være, ville jeg slet ikke mangle rummeligheden.
Jeg kan godt se det "praktiske" i at stemmerne kan blive lettere at tale om, når de personificeres som en tredie-person. Ordet "jeg" er måske lidt meget at koble med de voldsomme ting som stemmerne sætter ord på. Jeg vil mene at det er ligeså vigtigt at lytte til "stemmen" og selvet, og kunne rumme begge dele. Det må også hjælpe personen selv med at rumme, når det ikke behøver blive set som forfærdeligt eller unaturligt. Måske giver det mindre anledning til at søge det dæmpet gennem medicinsk behandling.
Jeg kommer forresten til at tænke på at en ikke-terapeutisk ting i nogle tilfælde har vist sig at have meget stor terapeutisk værdi. Personen fik det meget bedre ved at få et job, ved at opleve "nogen kan bruge mig". Det giver et andet perspektiv, når hele livet ikke handler om hvad det nu er for noget der sker i knoppen :-)
Forresten - for nu at springe i det - ser jeg også at der begynder at komme forskning som peger på en anden slags biologisk sammenhænge. Især depressioner bliver koblet med hvad der sker andre steder i kroppen. Tarmfloraen (bakterierne i tarmen), og den kemi der sker dér, kan have en betydning. Og noget med at der ses væsentlig højere grad af depressioner blandt nogen der har været uden for alvorlige infektioner, eller har autoimmune sygdomme som diabetes, cøliaki eller sklerose.
Videnskab.dk:
> Infektioner kan skabe depression
> Din tarmflora er vigtigere end du tror
"Psykisk sygdom" er ikke nogen 100% entydig diagnose, men en vurdering. Overforenklet vil det sige at der gives "point" for hver af mange forskellige spørgsmål. Den der har en "høj score" får diagnosen, men i mindre klare tilfælde kan forskellige undersøgere give forskellige point på skalaen. Hvor er grænsen fx mellem "underlige idéer" og "tvangstanker"?
Men psykiaters vurdering er vel stadig bedre end ens egen ved at læse på nettet om de forskellige diagnoser.
Selv-diagnose er generelt set en ret skidt idé; så meget desto mere omkring det psykiske. Det kræver et meget bredere perspektiv, end at sidde og lede efter overensstemmelser og modsætninger. Et af problemerne er at en virkelighedsopfattelse typisk af personen selv vil blive set som, ja, virkeligheden - uden at kunne se det usandsynlige i at "de alle sammen er ude efter mig", eller hvad der nu måtte være af forestillinger. Eller omvendt, en tilbøjelighed til at tage en lille ting som udtryk for "noget alvorligt".
En med faglig viden og perspektiv har meget bedre mulighed for at lave den bredere vurdering, som der er brug for. Men igen - det afhænger af hvorfor der er brug for en diagnose. Hvad forskel den skal gøre?
Jeg vil holde på at der er masser af mennesker som ikke føler sig "psykisk syge", der ved en kritisk vurdering ville blive "udnævnt" til at have træk af et eller andet psykiatrisk. Her taler vi så om at der ikke er brug for at stille en diagnose, men hvis det nu skal være, bliver det nemt til en søgen efter den som ligner mest.
Lad os tage et eksempel:
En masse mennesker siger til en, at han ikke er helt rask eller normal, og personen, der bliver sagt dette om, vil gerne vide, om der er noget om snakken fra folk, som får deres penge for at finde ud af den slags.
Er det godt at være "normal"? Jeg foretrækker at være unormal :-)
Men der kan da bestemt være en pointe i at en som ikke har det godt med "at være", snakker med en som ved noget om det menneskelige sind. Men med mindre det er noget meget udpræget, er det ikke sikkert at der kan (eller bør) komme en forholdsvis klar diagnose ud af det. Det kunne være at det vigtigste ville være at snakke om tingene, og måske få nogle indsigter i hvad der sker. Måske nogle metoder til at fungere bedre.
Jeg tror ikke meget på diagnose til nogen som ikke selv føler sig "syge". En start-mulighed var at finde en psykolog. I princippet kan det ske med henvisning fra egen læge, men mit indtryk er at det ikke er så tit....
Det er da fint, at du gerne vil være unormal. Men hvis en diagnose kan forbedre personens selvtillid og selvværd, fordi det bekræftes, at man ikke er som flertallet, så er det vel i orden, ikke?
Noget "forkert" ved en diagnose er heller ikke hvad jeg prøver at sige. Hvis den er klar og entydig, kan den give en afklaring, og gøre det nemmere at forholde sig til at der er en grund til det, hvis ens vilkår ikke er som de flestes. Et meget udpræget eksempel her er ordblindhed. Det er en meget bedre forklaring en at "være dum".
På den anden side er diagnoser ofte koblet med at der findes en tilsvarende behandling. Selv om jeg ikke vil beskylde lægerne (fx psykiatere) for direkte at tænke i deres indkomst, giver en konsultation flere penge hvis der kan udskrives en recept. Denne afregning er et indirekte budskab om at lægens opgave er at behandle, og altså skrive recepter. Og mange patienter føler sig nærmest snydt uden en recept!
Hvis det er en "mindre klar" diagnose, kunne der måske være brug for lidt ekstra fokus på om medicin er en god løsning, fordi der her er større sikkerhed for bivirkningerne, end for at de hjælper på noget.
Men det koster vel ikke penge for patienten at gå til en psykiater, vel? Er det ikke gratis ligesom den privatpraktiserende læge?
Det kan jo også være, at man bonner ud med en diagnose som fx Aspergers syndrom eller borderline personlighedsforstyrrelse, der jo ikke gives medicin imod.
Lige netop Aspergers syndrom er et udpræget eksempel på at det med en diagnose på ingen måde er noget klart og entydigt, men tværtimod er uklart defineret - og med en glidende overgang til normale variationer i personligheden. En artikel på Videnskab.dk, Aspergers syndrom forsvinder fortæller om at den afskaffes som diagnose, hvor der i stedet skal tales om "autismeforstyrrelser". Det er udtryk for at et så flydende begreb ikke egner sig som konkret diagnose. På den anden side kan det måske siges at ordet "autisme" i lidt for høj grad vækker associationer til "klassisk" infantil autisme, og mennesker som slet ikke kan tage vare på sig selv.
Og selve ordet "borderline" fortæller jo en masse om at der også her er eklatant uklarhed om hvad det egentlig er for noget.
Så det kan næppe blive et ja/nej, men måske snarere en grad af lighed med en blandet omgang psykiske tendenser.
Hvad penge angår, er jeg ikke godt inde i sagerne, men mit indtryk er at en praktiserende psykiater fungerer som en speciallæge. Det vil sige at det kræver en henvisning fra egen læge, for at sygesikringen dækker. På den anden side kan en speciallæge tage "kunder" ind, hvis betalingen klares på anden måde, som fx ved selv at betale.
Fordi jeg lige faldt over det: What We Talk About When We Talk Bipolar Disorder, og også ganske interessant, fra en af kommentarerne til artiklen: Celebrity Profiles, Stephen Fry
Charlotte, du ligestiller hjernen med sindet. At det ikke er helt så nemt, har den positivistisk-reduktionistiske videnskab i sin jagt efter de store simple forklaringer på alt her i livet selv afsløret, ganske imod sin hensigt. Meget læsværdigt desangående (om end lang, i 2 dele og på amerikansk): Rethinking Mental Health, Part 1: From Positivism to a Holisticorganismic Paradigm og Rethinking Mental Health, Part 2: From a Disease-Based Model of Support to One Emphasizing Organismic Wisdom
Jeg er iøvrigt helt enig, det vigtigste er resultaterne, hvordan får vi de bedste resultater. Og da har det jo vist sig, at biopsykiatriens positivistisk-reduktionistiske tilgang, der sætter lighedstegn mellem sind og hjerne, og kun ser materie (gener, neurotransmittere, osv.), giver de med afstand dårligste resultater. Sammenlignet med tilgange som f.eks. finske Åben Dialog, eller Stemmehørernetværkets, der absolut anerkender, at livet sætter sine spor også i materien, i kroppen (gener, hjernekemi, og meget mere), men derfor alligevel ikke ser disse "spor i materien" som årsag, og heller ikke prøver, at retfærdiggøre et udelukkende fokus på de (ikke engang entydige) fysiske spor, traumer af enhver art (til tider, men heller ikke altid) efterlader, ved at påstå, at vi ikke kan kende til andre årsager, respektive at, hvis der findes andre årsager, så er de i hvert fald kun af sekundær betydning, i forhold til den angivelige genetiske sårbarhed, uden hvilken personen angiveligt aldrig ville have reageret så kraftigt (overdrevet??...), som vedkommende gjorde.
Fortsat til Charlotte: Og det er her, det hele bliver til andet og meget mere, end blot et spørgsmål om den ene eller anden forklaringsmodel og behandlingstilgang. Om vi ser sygdom, genetisk betinget sårbarhed, og en ”afsporet” hjernekemi, eller om vi anerkender folks livshistorie, og ser for overlevelsen nødvendige, og dermed i bund og grund meget sunde og raske reaktioner på et ”uhensigtsmæssigt” miljø, er i allerhøjeste grad et politisk spørgsmål. I det bedste af alle samfund kan vi ikke have, at folk reagerer med tilkendegivelser af mistrivsel, måske endda smerte, på netop de værdier og normer, dette bedste af alle samfund holder i højeste kurs. Det er jo tankevækkende, hvordan netop samfund/kulturer, der ikke ser sig selv som grundlæggende fejlfrie (omend måske med nogle få skønhedsfejl...), men har ydmygheden til at være åben for kritik og forandring, faktisk dårligt kender til begrebet ”psykisk sygdom”, mens de meget vel kender til det fænomen, den moderne, vestlige civilisation kalder for ”psykisk sygdom”, <a href="http://www.youtube.com/watch?v=q2VzhyIyGkA”>Phil Borges, Myths, Shamans and Seers, TEDxRainier</a>
Jeg tænker, successen af tilgange som Åben Dialogs (det finske original), eller Stemmehørernetværkets taler for sig selv mht. årsagen for ”psykisk sygdom” (og ja, ”livshistorie” er et enkelt ord, men det rummer uendeligt mange flere komponenter, end ”genetisk betinget sårbarhed”, ”kemisk ubalance i hjernen”, eller hvad det måtte være af biologisk-genetisk hokuspokus, tilsammen). Jeg tænker også, at biopsykiatriens forklaringsmodel og behandlingstilgang, taget de egentligt hele vejen igennem meget skadelige følger af begge (såsom både psykologisk og neurologisk kronificering af krisetilstanden, diverse alvorlige, somatiske følgesygdomme af medicinsk ”behandling”, en om gennemsnitligt 25 år forkortet livsforventning, reducerede kognitive evner, svind af hjernematerie, tidlig demens, skam – over at være ”forkert” – og lavt selvværd, retraumatisering, viktimisering, infantilisering, diskriminering, marginalisering, tab af netværk, og deraf følgende ensomhed -- det andetstørste problem efter ”angst” blandt de mennesker, der kontakter os på mit arbejde i socialpsykiatrien – og meget mere) på den ene side, og eksistensen af alternativer med nærmest diametralt modsat effekt og udfald for mennesket i krise, ganske enkelt ikke er etisk forsvarlige. Hvis det altså virkeligt er mennesket i krise vi ønsker at hjælpe, og ikke det samfund, der føler sig forstyrret af disse menneskers reaktioner på det, og kun ønsker, at slippe for reaktionerne (menneskerne, der udviser dem).
Send en kommentar