Dø skal vi jo alle. Mange er nok enige i det kendte citat af Woody Allen, "jeg er ikke bange for at dø, jeg vil blot ikke være til stede, når det sker", og ønsker sit en hurtig død mens de alligevel sover. Mange dør jo mens de er indlagt på hospitalet, hvor lægerne paradoksalt nok gør en masse for at dette ønske ikke kan blive opfyldt. I stedet gennemføres der en mase behandling af symptomerne på at være døende. Vi skal jo gøre alt hvad vi kan gøre for den døende. Hvordan skal det gøres for at være en så god behandling som muligt.
Det er jo et område som lægerne nødvendigvis må vide noget om. De administrerer en masse behandling, og må gøre sig tanker om hvad de selv ville ønske, ikke hvis men når det bliver deres egen tur. En amerikansk undresøgeles spurgte læger om deres ønsker, hvis de selv ligger med uoprettelig hjerneskade, uden at være akut døende. Disse ønsker må være udtryk for hvad den bedste behandling er. Resultaterne er lidt spændende:
- Radiolab: The Bitter End
Den meget klare konklusion er at kun et lille mindretal ønsker sig den medicinske teknologi. med overflod af slanger og pumper. Nogle få af lægerne er usikre på hvad de ville ønske, eller ønsker sig kun ting som viser sig at give en klar bedring. Alene smertebehandling er der stort flertal for, men selv her er der et mindretal som siger "nej tak".
Endog meget grundlægende livsforlængende behandling som væske, næring og antibiotika er der et stort flertal, som siger nej til. Kort sagt, de ønsker bare at få lov til at dø, hellere før end senere, men uden at være plaget af smerter. Hvis samme spørgsmål om behandling blev stillet til "almindelige mennesker", såsom pårørende, ville svarene snarere være omvendte, bortset fra at der også her må være stort flertal for smertelindrende behandling.
Hvorfor skal lægerne give deres patienter en behandling som de ikke selv ville ønske sig? Hvorfor kræver mange patienter og især pårørende at der "skal gøres alt"? De må have set for mange dårlige TV serier med "lægelige mirakler".
Hvad med dig?
Nyere opslag
Opslag
4 comments:
Jeg vil kæmpe indtil sidste blodsdråbe. Man må forholde sig til, hvad der er.
Det er netop vigtigt at forholde sig til hvad der er. Det vil i dette tilfælde sige at der intet håb er om "at komme op igen".
Det er meget påfaldende at dem der ikke ved noget om mulighederne, netop er dem som taler for "at kæmpe indtil sidste blodsdråbe". Lægerne er dem som ved "hvad der er", og her er der så et stort flertal for at der intet vindes ved at gøre kroppens funktion til et bioteknologisk projekt.
En ofte set forestilling, især på følelsespornografisk TV, er den om at der kan ske "et medicinsk mirakel", efter at lægerne har givet op. Hvis vi i stedet ser på virkelighedens verden, er de sjældne sager, som ligner, tilfælde hvor lægerne grundlæggende set ikke har en forklaring på at en patient ligger i koma. Det kan ikke forklares gennem undersøgelser, eller ved vurdering af konkrete skader. Her ses det at nogle kan vågne igen efter længere tid.
Undersøgelsen drejer sig om noget hvor dette ikke er en mulighed, at "ligge som en grønsag" med store og uoprettelige hjerneskader. Et typisk eksempel på dette er hvis gamle mennesker får et alvorligt slagtilfælde.
Realiteten er at så bliver det til at ligge som "et varmt lig", og er det noget som er værd at kæmpe for at trække i langdrag?
Man skal kæmpe til sidste blodsdråbe. Lægerne tager ofte fejl i diagnose, overlevelsesmuligheder og dødstidspunkt, for de er også bare mennesker.
Husk at forholde dig til hvad der er, i stedet for at flygte ud i abstrakte og vage generaliseringer. Der er masser af diagnoser kan stilles med virkelig stor sikkerhed. Hvis du tror at der er noget at komme efter, når en olding får et alvorligt slagtilfælde, er du dybt overtroisk.
Der hvor lægerne har en del usikkerhed er omkring at "ramme rigtigt", er når det gælder sygdomme der ikke er dræbende på kort sigt, hvordan symptomerne skal vurderes, og hvordan behandlingen kan ske bedst. Her er det i sagens natur også svært at sige om døden snarere kommer efter 8 end 6 måneder. Tilsvarende med præcist at forudse hvordan sygdommens udvikling vil blive.
Den som gerne vil vente på mirakler, skulle slå sig ned på hospitalernes medicinske afdelinger, hvor sære medicinske ritualer holder "varme lig" i biologisk aktivitet. Det bliver en trist ventetid, på at miraklerne ikke indfinder sig, men at der er en løbende udskiftning på mellemstationen mellem plejehjemmet og kapellet. Det er "hvad der er".
Send en kommentar