Et ægtepar fra Hellerup blev i går den 6. juni løsladt ved retten i Lyngby. Det er ellers en næsten fast regel at sigtede i drabssager automatisk bliver varetægtsfængslet ved det lovpligtige grundlovsforhør, under henvisning til risikoen for at de kan forstyrre den videre efterforskning, eller efter en lidt vag forestilling om befolkningens retsfølelse. En morder skal jo ikke gå på fri fod indtil den egentlige retssag.
Selvfølgelig ved jeg ikke hvad der helt specifikt er foregået, forhøret blev afholdt for lukkede døre, samt med navneforbud. Det 54-årige par er sigtet for at have dræbt konens demente mor med en overdosis morfin, på plejehjemmet Adelaide på Ejgårdsvej i Charlottenlund. Dommeren mente at der var "begrundet mistanke" om et sådant drab, men når det ikke udløste en fængsling, er det et stærkt indicium for at sagen ikke blev set som normal drabssag.
Omstændighederne peger klart på et medlidenhedsdrab, hvor handlingen var efter den 82-årige døende kvindes eget ønske, og mindst i hendes tarv. Nogle gange er det bedre at livet slutter, i stedet for at trække pinen ud i alt for lange drag.
Sagen blev natten til fredag anmeldt af personalet, som havde på fornemmelsen hvad der foregik. Tilsyneladende havde datteren kort forinden bedt om en ekstra dosis morfin til sin mor, så "hun kunne få fred". Personalet nægtede og kort efter blev døren låst. Da politiet bankede på, åbnede ægteparret beredvilligt døren. Moderen havde fået fred, og det hjælpende par blev anholdt.
Spørgsmålet om sagen skal behandles som "almindeligt drab" eller medlidenhedsdrab afhænger af om det kan godtgøres at det var den døendes eget klare ønske. Hun var ikke kontaktbar i sit sidste halvandet døgn, så spørgsmålet er måske om børnene kan overbevise om at det var efter aftale.
Mit gæt er at sagen bliver afsluttet med en ret mild straf, da det ikke tjener noget formål at se parret som mordere, med mindre der er klare indicier for at mørkt motiv, hviket skulle overraske mig.
Min holdning er at de skulle frikendes, da jeg mere ser det som en velbegrundet hjælp til selvmord. De har ikke taget den syge kvindes liv, men givet hende døden. En kærlig handling. Lad dem sørge i fred.
Ekstra Bladet:
- Ægtepar anholdt for drab på kvindens mor
- Ægtepar løsladt for morfin-drab
- Politiet: Ægtepar dræbte mor med morfinsprøjte
0 comments:
Send en kommentar