Lars von Trier filmen "Melancholia" blev vist på DR2 i aften. Jeg så den også da den var aktuel i biograferne, og oplever den egentlig som en sammenkobling af to nærmest uafhængige film. På den ene side end lidt rodet historie om hvad der af omgivelserne ses som det perfekte par. Justine og Michael. Et ægteskab mellem travle mennesker med succes og karriere. Ganske symbolsk skal foreningen markeres med en kostbar fest på slottet hos Justines søster Claire og svoger John.
Der opstår blot "et lille problem". Ved festen, som forstyrres af familiemæssige modsætninger, forsvinder Justine mere og mere. Hendes depressioner viser sig, med et gammelt ord er hun "melankolsk". I stedet for for bryllupnattens forventede samleje, bliver det til et ganske bogstaveligt "fuck you!" til hele cirkusset, da en assistent lægger krop til at hun rider væk fra at være "pæn pige". Denne halvdel af filmen lægger rigtig op til psykologisk analyse og fortolkning, men ikke på en måde som vakte min interesse. Men sådan er det jo med Lars von Trier!
Anden halvdel udviklede sig mere spændende, med en dybt deprimeret Justine (der spilles af Kirsten Dunst), og de begyndende reaktioner på truslen fra den vandrende planet "Melancholia", der nærmer sig Jorden. Hvis den kommer for tæt på, vil et planetarisk sammenstød, med voldsomme energimængter, ødelægge den jord vi kender. Når jordkloden knuses, går alt liv til grunde, som vist i filmens indledning.
Reaktionerne er skiftende, fra at fornægte risikoen, dække over den eller "forberede" sig, til at gå i forvirring og panik ved ved tanken om dommedag, når vi alle skal dø - verdens undergang. Nu. Snart.
Justine tager den med ro og afklaring. Døden er ikke noget problem, hun får det bedre når enden nærmer sig, hvor hun er ganske overbevist om at jorden er ond, alene i universet, og nu ødelægges. Ingen vil savne den, der vil jo ingen være til at savne. Justine glæder sig nærmest, og har endelig overskud til sin søster og hendes barn. Undervejs begår svogeren, selvmord, da han indser at enden er uundgåelig. Han går glip af den fantastiske oplevelse, ved at flygte i døden. Han turde ikke.
Justine er "Tante Bomstærk", og beroliger drengen med at love beskyttelse i "den magiske hule", som de laver af nogle visne træstammer. Den er placeret med flot udsigt, til rigtig at værdsætte det storslåede syn når "Melancholia" nærmer sig. Filmen slutter uden mirakler, med et glimt fra sammenstødet, og flammefronten der blæser ind over den magiske hule. Derefter er der ikke mere at fortælle, verden gik jo under. Vi døde alle, vores eksistens ophørte. Alt hvad vi var eller ikke var, tabte sin betydning. Happy ending?
Og her ser jeg filmens grundlæggende tematik. Jeg er ikke enig med dem som ser det som en katastrofefilm om verdens undergang, men ser i stedet en film om vores forhold til døden. Selv om det ikke sker som en dommedag, er døden jo ligeså uafvendelig for os alle. Ingen slipper for at dø. Skal vi være bange for den, forsøge at fornægte den, flygte, eller blot imødese den med rolig afklaring.
Hellere få en god oplevelse ud af den sidste stund. Dommedag eller ej. Ingen grund til at være melankolsk over det!
Nyere opslag
Opslag
0 comments:
Send en kommentar