Kristeligt Dagblad skriver en artikel, der rejser kritik af at Flemming Schollaart arvede kr. 200.000 fra Kjeld Rasmussen, som han gav en stor hjælp omkring den rejse til Dignitas i Schweiz, hvor Kjeld valgte at afslutte sit sygdomsramte liv. Det principielle problem kan siges at være om udsigten til en arv kan være foreneligt med assistance omkring den proces der afsluttes med den andens død. Det turde være indlysende at det kræver stor forsigtighed, og meget rene linier omkring hvilken form for rådgivning der gives.
Som jeg ser det, er jeg ikke i tvivl om at Flemming Schollaart, formanden for Landsforeningen En Værdig Død, har handlet på en etisk forsvarlig måde. Jeg ser ingen tegn på at han har "styret" Kjeld Rasmussen mod en handling som ikke var fuldt ud i hans tarv. Hvis jeg selv havde været i en lignende rolle som bisidder, ville udsigten til en arv gøre mig ekstra forsigtig, men næppe få mig til at trække mig tilbage.
Jeg vil give min reaktion på et par fyldige citater fra artiklen Formand for dødshjælp-forening fik arv fra person, han hjalp til at begå selvmord, for at forklare hvordan argumentationen er unødigt præget af negativt spin.
Thomas Ploug, medlem af Det Etiske Råd og professor ved Aalborg Universitet, mener, at sagen illustrerer en uheldig dobbeltrolle.
”Når der er kommercielle interesser, kan der skabes et pres for, at folk vælger døden til, og at de gør det under omstændigheder, de måske havde foretrukket var anderledes. Det rejser også spørgsmålet om de ædle motiver, der måtte være bag hjælpen. Hvis man tjener penge på det og modtager noget, så er spørgsmålet, hvor meget det har været for at hjælpe andre mennesker, og hvor meget det handler om hjælperens egne interesser,” siger han.Thomas Ploug peger på, at økonomiske incitamenter kan være en væsentlig drivkraft:
”Og i en situation, der kan ligne denne, kan der skabes et unødigt pres på den, der ønsker hjælp til at begå assisteret selvmord. Den, der har en kommerciel interese, kan på forskellige måder lægge pres på personen, der ønsker hjælp til assisteret selvmord – og kan måske endda undlade at informere om forhold, der kan have betydning for den andens beslutning om assistance til selvmord. Sammenligner man det med en bedemands opgave, så hjælper han også med det praktiske, men han er ikke en medvirkende årsag til, at patienten dør.”
Hallo, hallo. At kalde det for "kommercielle interesser" er groft spin. Vi taler om en personlig og individuel hjælp. Det abstrakte "kan der skabes et pres", ville kun være nyttig argumentation hvis der var konkret grund til at betvivle motiverne hos Flemming Schollaart. Hvis Thomas Ploug mener at der er et åbenstående spørgsmål, må han også påtage sig at vurdere, og give sin basis (helst et egentligt belæg) for en sådan afstandtagende spekulativ holdning. Tågesnak med "kan" og "måske" er ikke godt nok når vi taler om en enkeltstående sag, med virkelige mennesker.
Svend Andersen, professor i etik ved Aarhus Universitet, kan på sin vis godt forstå, at Kjeld Rasmussen og de øvrige, der har fået hjælp, har villet hjælpe Flemming Schollaart økonomisk, men det betyder ikke, at det er etisk rigtigt at gøre det.
”Jeg vil ikke udelukke, at det kan være etisk forsvarligt at hjælpe mennesker, der lider så stærkt, at deres eneste ønske er at komme herfra. Men det er problematisk, når der kommer penge imellem parterne, og det bliver institutionaliseret på den her måde. Hjælp til selvmord må være en helt individuel og personlig handling. Her har vi at gøre med en privat forening, der også har nogle interesser, og så er det personlige forhold og den enkeltes ansvar ophørt.”
For det første har Flemming Schollaart ikke "medvirket til en anden persons død". Mere om dette senere. For det andet er det langt ude at kalde en personlig hjælp for noget der er "institutionaliseret", fordi det netop i høj grad var en "helt individuel og personlig handling". Selv om Flemming Schollaart er aktiv i foreningen, skete hjælpen stadig ud fra det personlige perspektiv, som han må have dannet sig. Kontakten er selvfølgelig opstået ud fra hans aktive rolle i den gode sags tjeneste, men det gør det ikke til at arven har karakter af en "betaling for en ydelse". Langt fra. Kjeld Rasmussen disponerede på personlig måde over de penge som ikke kunne give ham et godt liv.
Det er ikke ulovligt, at Flemming Schollaart har modtaget en arv på 200.000 kroner og fået betalt udgifter i forbindelse med sin hjælp til de fire assisterede selvmord, siger Gorm Toftegaard Nielsen, professor på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. Men det er ulovligt at medvirke til en anden persons død, påpeger han.
”Dansk ret er ret vidtgående, og hvis du ser på paragraffen (paragraf 240 i straffeloven, red.) og dens ordlyd, er det svært at komme udenom, at der her er tale om en overtrædelse. Men der er samtidig også sket en holdningsændring mod en mere accepterende tilgang til dødshjælp, og det kan også spille ind, hvis sagen kommer for retten. Så det er svært at sige, at det ikke er strafbart, men det er også svært at sige, at det skal straffes hårdt.”
Jeg er ikke jurist, men jeg har set flere ting som peger på at det med "hjælp til selvmord" må forstås forholdsvis konkret. Der er ingen tvivl om at Flemming Schollaart ikke bistod ved selve handlingen, hvor lægen i Schweiz ud fra den lokale humane lovgivning udskrev en dødelig dosis af det gamle sovemiddel Pentobarbital. De aktive i den humanitære forening Dignitas hjalp omkring det praktiske, igen efter den schweiziske lovgivning, der kun forbyder en hjælp til selvmord, hvis det sker ud fra egennyttige motiver. Flemming Schollaart påtog sig en næstekærlig hjælperrolle omkring forberedelserne, hvor han bidrog til at det kunne foregå på en ansvarlig måde. Han var formidler og bisidder.
Personligt har jeg været i en situation hvor min kæreste desværre fik brug for at afslutte sit liv med et selvmord. Vi snakkede om sagerne, hvor jeg bl.a. svarede på spørgsmål om metoder, men uden at gøre ting som anskaffelse af remedier, eller tilsvarende håndgribelig hjælp. Jeg ventede i stuen mens hun gjorde det, og da jeg vidste hvad hun havde planlagt, var min forventning at hun gennemførte sin plan. Og hun var ganske rigtigt død da jeg efter passende lang tid bevægede mig ind i soveværelset. Hos politiet blev jeg afhørt med en sigtets rettigheder, men trods min rolle som bisidder omkring planlægningen og hendes forberedelser, blev jeg ikke anklaget for "hjælp til selvmord". Ved retssagen blev jeg i stedet frifundet for at undlade "efter evne at hjælpe nogen i øjensynlig livsfare" (straffelovens paragraf 253). Retssagen kunne dog siges at være præget af at en forholdsvis accepterende tilgang til at jeg havde god samvittighed over min rolle.
Center for Selvmordsforskning har i faktahæfte nr. 20, "Selvmord. Lovgivning, etik og moral" en dækning af hvad "hjælp til selvmord" betyder. Her slås der på at det skal være en ret konkret hjælp.
Forbud mod medvirken til selvmordDa Flemming Schollaart ikke har medvirket ved en konkret handling, må han altså også efter denne udlægning være straffri. Det at snakke om sagerne, og hjælpe med kommunikationen til Dignitas, er menneskelig hjælp, som ikke konkret har at gøre med om den hjulpne dør eller ej. Flemming Schollaart var selvfølgelig vidende om at han måtte forvente at rejse alene tilbage til Danmark, men han havde ikke et forsæt eller hensigt om at den anden begik selvmord. Jeg ser det helt entydigt som at hensigten var at give en så god hjælp som menneskeligt muligt. Døden ingen hindring.
Ifølge Straffelovens § 240 er det forbudt at medvirke til selvmord: ”Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.”
For at kunne straffe efter § 240 kræves, at en person har medvirket ved at foretage en konkret handling. Desuden skal handlingen være foretaget med det fortsæt eller den hensigt, at en eller flere personer begår selvmord.
En konkret medvirken til selvmord kan fx bestå i, at en læge efter anmodning fra en person tilvejebringer den medicin og den mængde, som er tilstrækkelig til, at en person kan tage sit eget liv. [...]
Også pårørende kan blive bedt om konkret at medvirke til, at en af deres nærmeste tager sit eget liv. Sygdom, ulykker og lidelser kan være så belastende, at en samlever eller ægtefælle afgiver løfte om at tilvejebringe medicin til at afslutte livet, når dette bliver for lidelsesfyldt eller uværdigt for den anden.
Som han har sagt i et interview: "Det er selvfølgelig hårdt at tage hjem alene, for jeg bliver jo meget involveret i de her mennesker".
Se også:
Opslag
