Solskinsstemningen omkring to sommerfugle blev til en tragedie og selvmord. Og en retssag mod den anden sommerfugl for ikke at kræve at hun skulle lide videre.
Når ormene har boret sig igennem min krop
vil de vinde i styrke og velsmag.
Når fuglene æder ormene
vil de få yderligere kraft til at synge. Hvordan
kan nogen så have levet forgæves?
Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by
igennem København
som jeg har gjort så mange gange før
men jeg vil vide det er den sidste gang
så jeg vil vælge min rute, med omhu
jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og gå ned ad alle de små solløse sidegader
med deres nedlagte butikker
og jeg vil sé på alle antikvar-udstillingerne
af gulnede gardiner og fedtede gasapparater
og jeg vil rode i bogkasserne
og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem
og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er
Og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede
forblæste baggårde
og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden
og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne
og kalde dem ind når maden er færdig
ud af vinduerne vil der hænge tørresnore
med familiens undertøj der vil blafre i vinden
og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkvarter i skumringen
jeg vil slentre langs med
Saxogade, Oehlenschlägergade, Kingosgade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
og få en bitter og ikke andet
ud og videre
jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København
Jeg vil sige farvel til min by
Og jeg vil gå videre fra Vesterbro
jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys
og den vil være lettere sløret
den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
den vil skære i hjertet som den altid gør
dé sædvanlige sprittere vil sidde dèr og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække
og deres mælkekartoner
fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at
tage på week-end hos familien på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne
og blive overvældet
og ikke ville kunne gribe ind
og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv
al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern
Når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænde en cigaret og gå videre
ned ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen
hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer
og igen vil jeg bare stille mig op ad en plakatsøjle
og jeg vil vide at her et sted på disse sten
ligger hele mit liv og alle mine drømme
som så mange andres liv og drømme
Alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i byen
jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
hele vejen ned vil jeg være ledsaget af alle mine venner
de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
vi tager afsked med alting og hinanden
vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går der i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
der er enkelt skygge mindre i gaden.
Dette hyldestdigt fra Dan Turèll til København og Vesterbro udkom første gang i 1977, som en del af digsamlingen Storby-Blues. Selv om det er bygget op omkring tanken om at det var sidste gang før han skulle dø, vidste han ikke at han blot havde 16 år tilbage at leve i. Omkring 1990 fik han konstateret kræft i struben, og efter tre mindre rare år i sundhedssystemet døde han i 1993.
Da han kun havde kort tid tilbage, indspillede han i 1992-1993 pladen Pas på pengene sammen med Halfdan E. Hans viden om sin snarlige død gav jo teksten en helt anden prægnans. Digte blev læst ved hans begravelse "i en æblehave", og har nærmest fået kult-status. Mon ikke Dan Turèll tog en sådan sidste tur gennem storbyen, og sagde farvel til sine favoritsteder, sine minder, og sit liv. Før der var en enkelt skygge mindre i gaden.
Og så' det jul igen
Og så' det jul igen -
Aarwghk! Aarwghk!
Juletræer!
Julehjerter!
Julefilm!
Jul i Købmandsgaarden, Jul i Karate-Klubben, Jul i
Københavner-Kroen!
Juleafslutninger! Julefrokoster! Julemad!
Flæskestegs-jul! Rødkåls- og rødbede-jul! Risengrøds- og
ris à la mande-jul!
Siden juli forberedte jul!
Jubilæumsjul! Krybbespilsjul! Syltejul med velsignet Bud
hvor det kimer i klokker fordi et barn er født i Bethlehem
højt fra Træets grønne Top i voldsom Trængsel og Allarm,
Glade jul!
Flade jul! Blæksprutte-jul! Svikmølle-jul!
Forædtheds-jul! Forretnings-jul!
Morten Korch-jul med snesevis af hjemvendte sønner fra
Amerika (alle sammen Poul Reichardt) og
lystige landpostbude dryssende
ud over al landsens filmlærreder -
Julehæfte-jul! Julekalender-jul! Daells Varehus katalog-jul!
Kontojul! Gavejul! Gabejul! Gabestoksjul! Overtræksjul!
Gummicheckjul!
White Christmas-jul! Jingle Bells-jul! Silent Night-jul!
Disney jul! Ho-Ho-Ho jul!
Mandel- og Marcipan-jul! Granjul! Hjertejul! Kertejul!
Familie-jul!
Og Familieløses Jul! Og Juleløses Jul! Og Jul i Pengeløse!
Og Fodbold-jul! Og Frimurer-Jul! Og Peters Jul! Og Jul
med pul
i skjul
af sul!
bizz jul
boss jul
hvis jul
vor's jul
sneflimmer sølvdrys fehårs postkorts radiodrengekors-jul med
englelyd!
Jeg har oplevet 30 gode kommercielle Kristne julefester
én til og jeg er på Satans side!
Dan Turèll, 1977
At Dan Turèll ikke brød sig om julen er en underdrivelse af dimensioner. Den inkarnerede julehader udtrykte i 1977 sin mening om "julen med al dens slidder og sladder og sin tunge grød af savl og sentimentalitet og sneflimmer og sølvdrys" i digtsamlingen "3-D Digte". Kort for sin død bekræftede han sit standpunkt ved at lægge sin udtryksfulde stemme til en variant af sit dybtfølte juledigt.
Ikke desto mindre begik Magasin for to år siden litterær voldtægt på hans minde ved at gøre ham til tema for en særdeles kommerciel markedsføring, med afsæt i hans sorte tøjstil, samt sort neglelak og en af hans bøger.
Men det forekommer en kende stærkt, at en forfatter, til og med afdød og derfor uden mulighed for at sige fra, som åbent og utvetydigt bekendte sin indgroede modvilje mod den kommercielle jul og alt dens væsen, spændes for en vogn, der alene handler om at lutre netop julekommersen i dens mest renlivede form.
Det er ganske enkelt et overgreb mod en stor sprogkunstners eftermæle. Men samtidig en bekræftelse af, at han havde ret, når han kritiserede julen for at have udartet til en indholdstømt omgang materialisme.
For satan, hvor er det ikke kønt. Og det bliver ikke bedre af, at Poul Henningsen, Pusle Helmuth og Allan Simonsen også lige får en tur i julesulesølet.
Dan Turèll havde næppe ladet sin vrede nøje med at ændre titlen på besværgelsen til "Jul igen, pul igen, røvpul igen". Det må vist anses for bevist at de døde ikke går igen. Ellers havde Magasin været spøgelses-magasin!
Nej siger jeg
Nej
Sæt ikke noget gitter op omkring min grav
Læg ikke nogen hvidgruset sti op til monumentet
Og hug ingenting ind i nogen sten
Slæb ikke blomster derhen med lad dem stå i jorden
Og sæt ingen duer eller ørne op
Og lad være med at plapre om at "hvile i fred"
det véd I jo ikke en kæft om alligevel -
Nej
Og lad ingen præster stå og messe over nogen fóret 500 kr.'s kiste
Og lad ingen eventuelle pårørende komme i sort og sé sørgende ud
Og lad mig være fri for fallos'er og kors
Men begrav mig i en æblehave
Så jeg kommer til at røre
jeres læber igen
Begrav mig i en æblehave
Så jeg kommer til at røre
jeres læber igen -
Dan Turèll døde af kræft, den 15. oktober 1993, 15 år efter at han havde formuleret ovenstående testamente som digt. Han slap ikke for en traditionel begravelse, med sten og blomster på sin grav. Mon dog ikke nogen så sørgende ud ved begravelsen, og kom til at plapre noget om at "hvile i fred".
I det mindste sørgede hans kone Chili Turèll for at der blev plantet et lille æbletræ. Måske nåede han nogens læber igen. På hans gravsten ses det at fans efterlader fornødenheder som øl og cigaretter til Onkel Danny. Måske netop ting som var med at give en karma cowboy ondartet kræft i spiserøret, så hans liv kun blev 47 år. Men nutidens kampagner mod rygere slap han da heldigvis for.
Jeg skriver med basis i en tragedie der førte til at jeg lod min kæreste få fri til at begå selvmord. Døden var ikke det værste.
Jeg står for holdninger om respekt og menneskelighed, også når behovet er at dø. Dermed også aktiv dødshjælp, medlidenhedsdrab og hjælp til selvmord.
Opslag
