Straffelovens §240 forbyder at "medvirke til, at nogen berøver sig selv livet", uden hensyntagen til omstændighederne. Lignende med §239 med en mildere straf til "den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring". Domstolene har dog adgang til at forholde sig til formidlende omstændigheder, eller til at være meget svære at overbevise om at sagen er 110% bevist. Her spiller dommernes personlige moral og lune ind som en faktor. Grundlæggende er konkret hjælp til selvmord klart mod straffeloven.
Behandlingssystemet benytter sig af kraftige magtmidler mod nogen som tænker alvorligt på selvmord. En der "er til fare for sit eget liv" kan forvente at blive umyndiggjort og muligvis udsat for en tvang der mærkes som overgreb.
Personer der lader et selvmord ske står til at blive sigtet for medvirken, eller for at "undlade at hjælpe nogen som er i øjensynlig livsfare". Det sidste har jeg prøvet. Også her kan der gradbøjes efter dommernes personlige værdier, retten kan sno sig udenom at tage loven bogstaveligt, så længe der ikke går for megen jura i det.
Center for Selvmordsforskning har et faktahæfte nr. 20 om "Selvmord. Lovgivning, etik og moral" (PDF), skrevet af Lilian Zøllner. Det kommer rundt om nogle overvejelser i forhold til lovgivning og etik, bl.a. set i forhold til begrebet "aktiv dødshjælp" (eutanasi).
Selv om selvmord er tilladt, medfører loven at en der er overbevist om at der er brug for at begå selvmord gør det i ensomhed. Ellers må vedkommende forvente at blive stoppet med magtmidler. Alternativt gøre sin hjælper eller medvider strafbar.
Paradoksalt nok tror jeg at lovgivningen som har til hensigt at hindre selvmord medfører flere "unødvendige" selvmord, fordi den stiller sig i vejen for at det kan blive en fælles beslutning hvad der sker. Jeg er overbevist om at mange selvmord kunne undgås hvis det var naturligt at have en hjælper med til at snakke om tingene. En som kan rumme at selvmord da også er en mulig udvej. Som kan bringe andre løsninger på banen, bedre løsninger. En som kan forventes på forhånd at afvise at hjælpe med at udføre et selvmord vil ganske enkelt næppe blive spurgt.
Selvmord der afklaret besluttes som et værdigt punktum før sygdom eller kropsligt forfald stump for stump nedbryder mennesket er noget ganske andet end krise-selvmord. Her skulle rollen for en medvirkende være at støtte til det sidste, gerne med mulighed for at bistå med en human måde at gøre det på. At få snakket om det, om det er nu at grænsen er nået. Og ikke mindst: Sige godt farvel.
Rollerne er anderledes ved krise-selvmord, som snarere er desperate reaktioner i en uoverskuelig situation. Der er lige netop brug for at snakke om tingene. Og stor villighed til at lytte til livsbekræftende løsninger. Men det er stadig, mener jeg, ganske nødvendigt at anerkende selvmord som en mulig løsning. Det giver basis for at sammenligne fakta, og stille og roligt komme frem til at få problemet løst. Selvmordshjælp behøver jo ikke medføre at selvmord bliver løsningen.
Derfor mener jeg at lovgivningen og retspraksis omkring selvmord er direkte skadelige. Lovgivningen svigter både dem som har brug for at dø, og dem som har brug for at leve.
Se også:
Nyere opslag
Opslag
