Logo sommerfugl
Viser opslag med etiketten barbiturater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barbiturater. Vis alle opslag

onsdag den 15. september 2010

Køb af Nembutal (pentobarbital), til at sikre sin død

Et praktisk problem omkring aktiv dødshjælp er hvordan den kan udføres. At finde en god metode. En stærk medicin, måske. Morfin kan ganske vist være livsfarlig i overdosis, men er reelt ikke en effektiv og hurtig metode. Den er særligt tvivlsom for alvorligt syge mennesker, der ofte allerede er tilvænnet stærke smertestillende midler, som netop morfin. Selv en meget stor dosis behøver ikke være dødelig.

Hvis vi ser helt usentimentalt på det, er det samme problemstilling som ved aflivning af kæledyr og husdyr. Selv om voldsomme metoder måske nok kan være effektive, har mange det ikke godt med tanken om at det bliver blodigt. Det skal helst ske på en "pæn" måde, stille og roligt. Der er brug for en human død.

Et meget brugt stof her er pentobarbital, der sælges under handelsnavnet Nembutal. Afhængig af dosis kan det være beroligende, bedøvende, eller dræbende. Andre stærke barbiturater, som phenobarbital eller secobarbital kan også bruges. Netop barbiturater var "i gamle dage", indtil for omkring 30-40 år siden, udbredte som sovemidler. Herfra kommer talemåden om "et glas sovepiller" hvis døden bliver til et stort ønske. Nyere typer sovemedicin er dog uegnede her.

Marilyn Monroe
Marilyn Monroe døde af Pentobarbital

Nu om dage udskrives de stærke barbiturater næsten aldrig af lægerne, bl.a. netop fordi de er velegnede til at dø af. Selvmord var "for nemt". Lejlighedsvis bruges de på hospitalerne, i nøje afpasset dosis.

Derudover udskrives de i lande og stater som tillader en form for aktiv dødshjælp. Lægehjælp til selvmord i Oregon og Washington, via Dignitas i Schweiz, samt lejlighedsvis i Holland og Belgien. En dosis på 12-15 gram pentobarbital (evt. i formen natrium pentobarbital) giver, når den indtages på den rigtige måde, en hurtig, sikker og smertefri død. Først en søvn, der bliver dybere og dybere, indtil åndedrættet stopper.

Desværre er der alt for få lande som tillader aktiv dødshjælp. Derudover kan betingelserne være så stramme, at de står i vejen for velafklarede ønsker om at afkorte et liv som er blevet en skæbne værre end døden. Paradokset er at det er meget svært at få lov til at få fri fra mange års elendighed, men lettere når det kun er nogle få uger eller måneder. Derfor opstår der behov for at skaffe stoffet udenom de officielle kanaler.

Pentovet

Dyrlægerne kan have pentobarbital stående, men under meget stram regulering. Langt de fleste lande gør det strafbart for dyrlæger at hjælpe mennesker, især med det specielle behov "selvadministreret aktiv dødshjælp". Dyr må gerne få en human død, men ikke mennesker.

Derfor er der særlig interesse for hvordan mennesker, der vil kunne hjælpe sig selv ud af livet, kan skaffe stoffet. Det viser sig at lande som Mexico og Peru ikke har en stram regulering af salget. Butikker med produkter til dyrlæger kan derfor sælge det, så længe det er til brug for husdyr. Tilsyneladende er de dog omhyggelige med ikke at stille for mange spørgsmål hvis vestlige turister står med nogle pengesedler, og et billede af præparatet. Produktnavne kan f.eks. være Sedalforte, Sedalpharma, Pentovet, Anestesal, Barbithal, Halatal, Sagatal eller Nembutal.

Til gengæld er der en vis risiko for svindlere og kriminelle bander, især i grænsebyer. Jeg har set flere omtaler af at "turister" har købt stoffet i Tijuana. Thailand tillader også salg af stoffer som Seconal og Nembutal, men det sorte marked for medicin rummer desværre også en del fupmagere.


tirsdag den 23. marts 2010

Arthur Koestler fik sin muse med i døden

Arthur Koestler
Den ungarske jøde og journalist Arthur Koestler overlevede anden verdenskrig i England, og blev efter krigen britisk statsborger. Med romanen Mørke midt på dagen (Darkness at Noon) markerede han sig som politisk skribent, og hård kritiker af Stalin-kommunismen. De næste mange år arbejdede Arthur Koestler som forfatter og filosof, med mange og meget forskellige emner, gerne kontroversielle. Han fik mange udmærkelser, deriblandt Sonningprisen.

Den 1. marts 1983 gik han frivilligt i døden. Siden tidligt i 1976 havde han lidt af Parkinsons sygdom, der efterhånden tvang ham til at drosle ned, især efter at han i 1980 kunne supplere med diagnosen leukæmi. Han havde rig anledning til at tænke over døden, som ikke skræmte ham. Til gengæld pointerede han ved flere lejligheder at han ikke kunne affinde sig med at tabe kontrollen over krop og sind.

Som næstformand for The Voluntary Euthanasia Society (nu Dignity in Dying) kæmpede han for aktiv dødshjælp. Han skrev en pjece om emnet, inklusive et afsnit om hvordan det bedst kunne gøres.
We tend to be guided by first impressions. An unknown country to which the only access leads through a torture chamber is frightening. And vice versa, the prospect of falling peacefully, blissfully asleep is not only soothing but can make it positively desirable to quit this pain-racked mortal frame and become unborn again. For after all, reason tells us - when not choked by panic - that before we were born we were all dead, and that our post-mortem condition is no more frightening than the pre-natal twilight. Only the process of getting unborn makes cowards of us all.

Animals in the wild, unless killed by a predator, seem to die peacefully and without fuss, from old age - I cannot remember a single description to the contrary by a naturalist, ethologist or explorer. The conclusion is inescapable: we need midwives to aid us to be unborn - or at least the assurance that such aid is available. Euthanasia, like obstetrics, is the natural corrective to a biological handicap.

Dem omkring Arthur Koestler var ikke overraskede over den meget syge mands selvmord. De kendte hans synspunkter, og kunne jo følge med i hvordan han led under sygdommene. Hvordan han ikke forhastede sig med at dø. Kort forinden havde en hævelse i lysken afsløret at kræften spredte sig med metastaser.

Tuinal kapsler
Tiden var inde. Gennem længere tid havde han "sparet op" af Tuinal sovepiller (med en blanding af barbituraterne secobarbital og amobarbital). Han var velforberedt, og havde på helt rationel basis valgt tidspunktet. Nogle måneder forinden havde han skrevet sit afskedsbrev og livstestamente:
To whom it may concern.

The purpose of this note is to make it unmistakably clear that I intend to commit suicide by taking an overdose of drugs without the knowledge or aid of any other person. The drugs have been legally obtained and hoarded over a considerable period. Trying to commit suicide is a gamble the outcome of which will be known to the gambler only if the attempt fails, but not if it succeeds. Should this attempt fail and I survive it in a physically or mentally impaired state, in which I can no longer control what is done to me, or communicate my wishes, I hereby request that I be allowed to die in my own home and not be resuscitated or kept alive by artificial means. I further request that my wife, or a physician, or any friend present, should invoke habeas corpus against any attempt to remove me forcibly from my house to hospital.

My reasons for deciding to put an end to my life are simple and compelling: Parkinson's Disease and the slow-killing variety of leukaemia (CCI). I kept the latter a secret even from intimate friends to save them distress. After a more or less steady physical decline over the last years, the process has now reached an acute state which added complications which make it advisable to seek self-deliverance now, before I become incapable of making the necessary arrangements.

I wish my friends to know that I am leaving their company in a peaceful frame of mind, with some timid hopes for a de-personalised after-life beyond due confines of space, time and matter and beyond the limits of our comprehension. This 'oceanic feeling' has often sustained me at difficult moments, and does so now, while I am writing this.

What makes it nevertheless hard to take this final step is the reflection of the pain it is bound to inflict on my surviving friends, above all my wife Cynthia. It is to her that I owe the relative peace and happiness that I enjoyed in the last period of my life – and never before.

Jeg tvivler på at ret mange vil argumentere seriøst mod hans beslutning, med mindre det sker ud fra en tro på mirakler, guder eller det værdifulde ved lidelser.

Cynthia Jeffries og Arthur Koestler

To dage senere blev liget af den 77-årige Arthur Koestler fundet i en lænestol. Han havde stadig et glas cognac i hånden. Hans kone, Cynthia, lå død på en sofa, med et glas whisky på bordet. Der var piller nok til at hun kunne gå i døden sammen med sin mand, efter at de havde haft ca. 30 år sammen. På hoveddøren var der en seddel med en advarsel, for at forebygge at nogen fik et chok.

Arthurs selvmordsbrev havde en tilføjelse:
Since the above was written in June 1982, my wife decided that after thirty-four years of working together she could not face life after my death.
På samme side havde Cynthia skrevet:
I fear both death and the act of dying that lies ahead of us. I should have liked to finish my account of working for Arthur – a story which began when our paths happened to cross in 1949. However, I cannot live without Arthur, despite certain inner resources.

Double suicide has never appealed to me, but now Arthur's incurable diseases have reached a stage where there is nothing else to do.

Cynthia og Arthur Koestler

Cynthia Koestler (født Jeffries) var "kun" 55 år, og havde ingen problemer med helbredet. Ingen omkring parret havde tænkt tanken om at hun ikke ville leve videre. På den anden side kunne det også ses at hun ikke helt havde "sit eget liv", men levede gennem sin ret dominerende mand. Hvis hun levede videre, havde hendes vidende accept af Arthurs død formodentlig medført langvarige krydsforhør, og sigtelser efter straffeloven. Men ligefrem en selvmordspagt?

Vennerne havde det svært med tanker om Arthur Koestler kunne kaldes for ansvarlig for sin kones død. Om han måske ligefrem havde presset hende. Eller hvorfor han ikke pressede hende til at lade være. Han ville måske egentlig have foretrukket om hun var der til at passe hans eftermæle, fortsætte som hans ydmyge, tålmodige og lydige muse. Men det er tvivlsomt om en alvorligt syg døende mand reelt havde ressourcer til at tage en kamp om sin kones liv.

Omstændighederne pegede på at hendes endelige beslutning blev truffet i de allersidste dage. Samme morgen som deres fælles selvmord havde hun fået deres elskede hund aflivet. "Hun havde ikke tid til at passe den". Set i bakspejlets projektør kunne der gættes på andre tegn på at hun længe havde været ved at "give slip". Da hun var 10 år gammel, begik hendes far selvmord, det var "som verdens undergang". Hun blev en usikker og uselvstændig pige og kvinde, der fandt sit formål i livet da hun som 22-årig blev sekretær for Arthur Koestler.

Arthur Koestler

Hans beslutning er nem at følge, og var på en måde så indlysende at der ikke er meget at diskutere. Arthur Koestler ventede til han var tæt på døden alligevel, og havde sin nødplan klar da det blev for slemt. Det havde være umenneskeligt at insistere på at han skulle dø af sine sygdomme.

Hendes beslutning er mere kompleks, og jeg tror at langt de fleste umiddelbart vil være uenige i at hun havde en "tilstrækkeligt god grund" til selvmord. Men det centrale er at det ikke kan vurderes af andre end hende selv. På samme måde som Arthurs beslutning heller ikke skulle vurderes af andre end ham selv.

Hvis jeg havde været til stede i en sådan situation, havde jeg gjort meget for at sætte spørgsmålstegn ved om hun havde gennemtænkt det som en afklaret og vedholdende beslutning. Om der virkelig ikke var bedre løsninger end dobbeltselvmord. Om ikke det kunne udsættes nogle dage eller uger. Men jeg ville have respekteret hendes valg, uden at påtvinge hende mine holdninger.

Det tydede på at debatten om Cynthia Koestlers frivillige død inspirerede mange til at tænke på hvordan de selv skulle dø, og melde sig som forkæmpere for aktiv dødshjælp.

Arthur Koestler som 75-årig


mandag den 24. august 2009

Kaj Guldbech har brug for aktiv dødshjælp

Kaj Guldbech taler med sin læge

Kaj Guldbech på 53 skal snart dø. Ondartet kræft i spytkirtlerne har bredt sig. Lunger og lever er fyldte med metastaser. Ingen behandlingsmulighed. Sådan kan livet også være. Nu er spørgsmålet "bare" hvordan hans sidste tid, og hans død, skal forløbe. Til TV 2 Nyhederne siger han:
Mit liv er sådan set færdigt. Jeg sidder her som levende død faktisk.

Hvis jeg vidste at jeg gik i seng og fik en blodprop, og ikke vågnede, så kunne jeg såmænd godt vente på den naturlige død, ingen problemer i det. Men den naturlige død kan blive så grim.

Kaj Guldbech i sengen

Han har altid været en aktiv mand, og har ikke lyst til at hans liv skal være at kikke ud af vinduet fra en hospitalsseng. Ønsker at få fri fra den stigende elendighed som det kun er alt for realistisk at forvente at hans liv og dødsproces bliver. Det kunne nemt gå sådan at kræften giver så meget væske i lungerne, at hans død bliver en langsom kvælning. Han vil meget gerne have aktiv dødshjælp, bare at have muligheden ville give ham tryghed og ro.

I modsætning til hvad mange tror, handler dødshjælp ikke om en risiko for at komme til at ligge skrigende af smerter. Dem kan lægerne normalt godt holde nogenlunde nede, om ikke andet ved at dope patienten til bevidstløshed mens de venter på at døden indtræder. Nej, det handler om at have en slags liv. Om værdighed, også til sidst. Om livskvalitet.

Hvis jeg behandler mine dyr, som vi behandler mennesker og bare lader dem ligge, så blev jeg dømt for dyremishandling og vanrøgt og frataget retten til at have dyr. Så på den måde kan man sige at dyrene bliver behandlet bedre end mennesker gør i det land her.

Kaj Guldbech i sygesengen

Så hvis det står til ham og hans familie tager han på rejse. Til Schweiz. Til Dignitas gruppen i Zürich, der inden for rammerne af en fornuftig lov kan organisere at han kan få lægehjælp til at dø, så længe han selv udfører den afgørende handling. Det vil sige at drikke et glas med barbituratet Pentobarbital, et gammelt sovemiddel der i passende overdosis effektivt kan sikre en blid og rolig død.

Pentobarbital Natrium

Sundhedsministeren, Jakob Axel Nielsen, kaldte det for en meget respektfuld holdning til mennesker og deres liv, at de ikke må få hjælp til at dø. Mener kun at sundhedspersoner må hjælpe hvis det handler om at forlænge liv, også af hensyn til dem selv. Og skyndte sig at skifte emne til at snakke om passiv dødshjælp og livstestamenter, selv om det absolut intet har med Kaj Guldbechs situation at gøre.

Jakob Axel Nielsen og Kaj Guldbech på TV 2

Jeg vil kalde hans holdning for dyb mangel på respekt, for både Kaj Guldbech og andre med behov for at dø. Brug for hjælp i stedet for snakken udenom. Jakob Axel Nielsen påstod gentagent at sundhedspersonalets fornemste opgave er at holde mennesker i live. Det er jo direkte forkert, deres fornemste opgave er at hjælpe. Som lægeløftet formulerer det, "mine medmenneskers gavn". Og i nogle få situationer vil gavn sige at få livet forbedret ved at afkorte det lidt.

Kaj Guldbech, jeg ønsker dig en god død.

Kaj Guldbech skuer mod fremtiden, døden

TV 2 Nyhederne:


tirsdag den 4. august 2009

Egoistisk pårørende efter dødshjælp hos Dignitas

En gammel mand på plejehjem drog ud på sin allersidste rejse. En flyvetur fra England til Schweiz. Nærmere bestemt til Zürich, hvor Dignitas gruppen holder til. Målet var at få lov til at drikke et glas med barbiturater, sandsynligvis Pentobarbital. En dødbringende dosis, udskrevet efter en lægekonsultation. Henry fik en velorganiseret og rolig måde at dø på. Livet havde varet længe nok, og han led af fremskreden parkinsons sygdom.

Pentobarbital Natrium, 15g, hos Dignitas

Samme uge modtog familien et brev. "Når I læser dette, er jeg gået bort ...". Først på ugen havde de haft en god dag sammen. Henry inviterede ud og spise. Var mere kærlig end normalt. Fortalte barnebarnet hvor stolt han var af ham. Men han fortalte ikke at det var sidste gang de ville ses. Det blev en overraskelse, og et chok.

For et par uger siden klagede svigerdatteren sig i et anonymt læserbrev til The Telegraph:
Hun beskriver sine følelser omkring episoden fra 2003. Knust og forvirret. Et hul i hjertet. Vred. "Var det ikke utroligt egoistisk af Henry at gøre dette mod sine kære?". Da hun havde samlet sig, drog hun til den lokale politistation. Forlangte en efterforskning. Hvordan kunne det lade sig gøre at Henry var i stand til at flyve til Schweiz? En skrøbelig og svag gammel mand. Hvordan kunne han klare alt papirarbejdet? Nogen måtte have hjulpet ham. Måske også hjulpet med at skrive afskedsbrevene. Hun er stadig vred over at han betalte penge for at få lov til at dø. Hvor var værdigheden i det?

Hun beskriver Henry som en aktiv, kvik og kløgtig mand, der havde levet et godt liv før syv år med sygdommen. En perfektionist, der blev mere og mere reduceret. Sygdommen åd hans sind. Henry var tydligt bange for hvad der skete med ham. Familien prøvede at aflede ham fra at tænke på at han ikke længere kunne klare sig selv, spise normalt.

Svigerdatteren husker også tilbage på 18 måneder før dødfaldet, før Henry fik hjælp til selvmord. Et par gange havde han snakket om Dignitas, ud fra avisartikler. Hun kæmpede for at få ham til at slå den ide ud af hovedet. Skammede ham ud med hvor vred hans afdøde kone, Jean, ville have været over at Henry ikke kunne komme med til sit barnebarns eksamen. Emnet blev ikke nævnt igen.

Ikke før de fik brev. Et afskedsbrev, efter hvad der blev til en afskedsmiddag.

Videre fremad

Læserbrevet fik mange kommentarer. Hovedpointen var hvor egocentrisk svigerdatteren selv fremstod. At hun kun tænke på sig selv, og ikke på hvordan svigerfaderen havde det. Hvor patetisk det var at se hende kaste med mudder og anklager. Tænke på pengene. Og at hun ville fastholde Henry i et liv hvis elendighed blev for stor. Ikke havde respekteret ham.

Beundring for Henrys mod, at han tog ansvaret for sig selv og sit liv. For at han ikke belastede sin familie, der ikke bifaldt hans tankegang. Ikke udsatte dem for det dilemma som kun han selv kunne afklare. Ikke underkastede sig den følelsesmæssige afpresning.

At hun i stedet skulle være stolt af ham.

Respekt Henry. Hvil i fred.


tirsdag den 26. maj 2009

Moderlig dødshjælp til Belgisk Thalidomid-barn

Liège, den 22. maj 1962 fødte den 24-årige Suzanne Coipel Van de Put en datter ved en hård fødsel. Den unge belgiske mors første barn var imødeset med lysende håb. Børneværelset stod klar. Men. I fire dage ville lægerne ikke lade moderen se det nyfødte barn, der fik navnet Corine. Da hun endelig fik lov, blev hun chokeret. Corine var født uden arme og kraveben, ansigt og fødder svært misdannede, og med endetarmsåbningen i vagina. Det var ikke nogen velskabt baby, langt fra.

Softenon (thalidomide)

Under graviditeten havde Suzanne fået Softenon, der blev solgt som lidt af et vidundermiddel. Beroligende, smertestillende, søvnfremmende, kvalmestillende og helt uskadeligt. Et middel mod hoste, forkølelser, søvnløshed og hovedpine. Og mod morgenkvalme ved graviditet. Den tyske producent, Grünenthal, havde stor succes med pillerne, der under navnet Contergan solgtes i håndkøb. Midlet blev berømt og berygtet under navnet på det virksomme stof. Thalidomid.

Nogle Thalidomid-børn

Corine var et af over 10.000 børn, der blev ofre for thalidomid-skandalen. Medicinen forstyrrede foster-udviklingen, og var derved årsag til moderate til svære misdannelser. Fokomeli. Mange af ofrene døde før eller kort efter fødslen. Mange levede videre med varierende (og stigende) grader af invaliditet.

Suzanne Van De Put
Med støtte fra sin mor Fernande og søsteren Monique nåede Suzanne Van De Put til en tung beslutning. Det var bedre at barnet døde. Familiens læge, Jacques Casters, var efter dybe overvejelser med på den, og skrev en recept på barbiturater (sovepiller). Suzanne sødede den bitre medicin med mælk og honning. Corine døde stille en uge efter fødslen.

Fødselslægen havde mistanke, og gik til politiet. Suzanne havde tigget ham om at lade barnet dø. Svaret var en beroligende pille og en stol til moderen. Senere afviste han hårdnakket at have sagt til familien at de selv måtte klare det.

Hele familien og deres læge blev anklaget for sammensværgelse og mord. De forsvarede sig blot med at døden var bedre end at lade barnet leve. Et medvirkende argument var at Corines hjerne formodentlig var normal. Hun ville være blevet sig uhyggeligt bevidst om sin skæbne, hvis hun ellers kunne have levet så længe. Suzanne måtte beskytte sit barn mod et lidelsesfuldt liv.

Anklagemyndigheden krævede en dom for mord - principielt er livet helligt - men anbefalede dog en mild straf. Forsvarerne bad om frifindelse for kærlighedshandlingen, skylden lå hos den giftige medicin, videnskaben og medicinalindustrien bag den. Hele familien var ofre. En del af forsvarets materiale var store bunker af breve, der støttede de anklagede. En opinionsmåling med 10 til 1 for frifindelse.

Thalidomid-barn
Lysbilleder af thalidomid-børn vakte rædsel i retslokalet. Suzanne, der risikerede mindst 3 års fængsel, dækkede sine øjne imens. Over 100 journalister fra hele verden fulgte retssagen. 11 af de 12 nævninge var selv fædre. Politiet udenfor havde vandkanoner klar i tilfælde af uroligheder.

Den læge som skrev dødsattesten, André Herpin, erklærede at hvis ikke andre havde vidst noget, ville han have skrevet "død af naturlige årsager". Stort bifald blandt de langt over 500 tilhørere i det tætpakkede retslokale. Han blev også spurgt om han havde undersøgt barnets krop. Hans hæse svar: "Nej, jeg havde ikke mod til at afklæde det".

Under den meget følelsesprægede (og tårevædede) retssag fødte familielægens svigerinde et thalidomid-barn, der dog kun havde moderate misdannelser, og derved muligheden for et næsten normalt liv. Jacques Casters fik en heltemodtagelse da han kom hjem.

På under to timer kom nævningene frem til en dom. Ikke skyldig, for alle anklagepunkter. Der var intet motiv til mord, og derfor ingen mordere. Vild jubel i retten.

En højt placeret jurist stod efter retssagen frem med sin mening om at absolut intet kunne undskylde at dræbe et barn. Heldigvis blev sagen afgjort af nævninge og ikke af jurister. Ud fra en juristeristisk betragtning var dommen noget roderi. Der var ingen tvivl om at moderen havde slået sit barn ihjel. Ingen tvivl om at familien og lægen var med på at det måtte blive sådan. Men en god dom.

Jeg ser nævningenes afgørelse som udtryk for at retfærdighed skal sættes over loven, når der er modstrid.


Logo sommerfugl