Käthe Kollwitz: Die Lebenden Dem Toten (1920)
Viser opslag med etiketten Käthe Kollwitz. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Käthe Kollwitz. Vis alle opslag
lørdag den 8. januar 2022
Käthe Kollwitz: Killed in Action
Den gamle mands sidste vilje
Käthe Kollwitz: Moderens offer
Kathe Kollwitz: Call of Deathsøndag den 3. oktober 2021
Käthe Kollwitz: The Volunteers of War
Käthe Kollwitz: Døden og moderenonsdag den 15. april 2020
tirsdag den 13. august 2019
søndag den 11. november 2018
Käthe Kollwitz: The Volunteers of War
Käthe Kollwitz: The Volunteers (Die Freiwilligen)
from War (Krieg) (1921–22)
from War (Krieg) (1921–22)
søndag den 8. maj 2016
lørdag den 22. august 2015
lørdag den 14. april 2012
Tove Ditlevsen: Til mit døde barn
Mother with dead child, by Käthe Kollwitz
Til mit døde barn
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.
Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å - og dine fødder var så spæde.
Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.
Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.
Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.
Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.
Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.
Å, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. -
Dine fødder kysser jeg - og græder
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.
Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å - og dine fødder var så spæde.
Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.
Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.
Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.
Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang - og allersidste.
Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.
Å, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. -
Dine fødder kysser jeg - og græder
Tove Ditlevsen (1937)
Rie Nissen foto: Tove Ditlevsen
Allerede i dette sit første digt på tryk (i Vild Hvede, 1937) tog Tove Ditlevsen afsæt i sit eget liv og følelser. I stedet for at blive mor, måtte hun bearbejde sin sorg over et dødfødt barn. En sorg som genkendes og gentages.
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
