Den 25-årige galiciske sømand Ramón Sampedro sprang i 1968 på hovedet ud fra en klippe. Desværre fejlbedømte han bølgerne, og brækkede halsen mod havbunden. Tetraplegiker. Hans kærlige og selvopofrende familie plejede hvad han selv kaldte et levende hoved på en død krop. Hans seng havde en flot udsigt til den kyst hvor hans rygmarv blev knust. Familien ville ikke høre tale om at han foretrak at dø, ikke ønskede at de skulle være bundet til ham, en lammet mand. Hans beslutning var at for ham var livet ikke værd at leve.
Han var intelligent, storsindet, flirtende, med et varmt smil, og blev belæst. Hans fremtid var at være fastlåst til sengen til han blev gammel. Det ønskede han ikke. Han var helt med på at andre med en lignende lammelse kunne leve et godt liv, men han afviste kirkens og statens forbud mod at han kunne få lov til at få hjælp til selvmord.
Han ville ikke sulte sig ihjel, det ville være barbarisk, også for hans familie. Og han vidste at han sikkert ville blive tvangsmadet. Han havde ikke smerter, så en diskret ekstra høj dosis var ikke en mulighed for hans læge.
Gennem fem år kæmpede han en juridisk kamp gennem underretter, højesteret, forfatningsdomstol, ja til menneskerettigheds kommisionen i Strasbourg. Han blev mødt af en mur, eller af juridiske tomrum. Han blev en berømthed, fokus for stor opmærksomhed i medierne. Sparkede gang i en debat om aktiv dødshjælp (eutanasi) og relaterede emner som hjælp til selvmord. Han så livet som en ret, ikke som en pligt. Han skrev en bog om sit liv, med den sigende titel "Breve fra helvede".
I 1997 overtog en gruppe venner plejen af ham, familien blev aflastet. Efter to måneder, i starten af 1998, kunne en af vennerne melde at Ramón Sampedro var fundet død i sin seng. Han havde efter 29 lange år fået hjælp til at dø. En hjemmevideo optagelse viste hans sidste ord, og at han gennem et sugerør drak af et glas med cyanidopløsning. Ikke nogen behagelig død. Hans kraftigt formulerede
testamente blev hans sidste debatindlæg. Familien ønskede ikke at nogen skulle retsforfølges. I solidaritet med hjælperne skrev tusinder af spaniere til regeringen, og påtog sig ansvaret.
En af hans nære venner (Ramona Maneiro) blev arresteret, men hun havde helt ren samvittighed. Hun risikerede op til 10 års fængsel, men blev løsladt med den bekvemme forklaring "mangel på beviser". Henlagt. Efter at sagen blev forældet, stod hun frem i TV, og fortalte fakta om sin kærlighedshandling til Ramón Sampedro.
En helt ren samvittighed.
"Den der virkelig elsker mig
vil hjælpe mig med at dø"
Der blev lavet en film,
Mit indre hav, over sagen. Den vakte opmærksomhed og blev Oscar-belønnet. En dramatisering, der ud over et præg af dokumentarfilm går videre i visuelle gengivelser af Ramóns følelser og indre verden.
Mange mennesker kunne følge hans ønske, men kirke og parlamenter foretrækker stadig at lade som om behovet ikke er der. Slapt.
Opslag
