Viser opslag med etiketten myte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten myte. Vis alle opslag
tirsdag den 13. april 2021
Myten om det gyldne snit og billedeanalyse
Iconeo: Now you feel like home
Jeg elsker mine gode bakterier!
Et kilo bly er tungere end et kilo fjer!søndag den 10. juli 2016
fredag den 17. oktober 2014
Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere?
En udbredt "leveregel" lyder jo noget i retning af:
Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere!Som så mange andre talemåder med klang af ordsprog er det en påstand om virkeligheden, på en meget firkantet og unuanceret måde. Så den kan nærmest ikke være udtryk for en dybere sandhed. På den anden side tror jeg at mange føler sig truffet af denne regel, der derved får sin opmuntrende klang.
Der må være mange som har været ude for noget alvorligt i livet, som bagefter føler sig stærkere af deres "store oplevelse". Det være sig en større sorg, svær sygdom, invaliditet, personligt eller økonomisk sammenbrud, eller mange andre tunge livsomstændigheder. Efter at fundet en ny balance i livet, kommer de frem til at selve kampen har givet dem nogle nye styrker, og måske en dybere følelse af mening med livet. De kan blive mindre tilbøjelige til at lade sig gå på af småting, og finde større ro og balance i det liv de nu finder sig til rette i. Måske stille lidt mindre krav, og derigennem opnå en større livsglæde.
Set fra denne vinkel kan talemåden blive en bekræftelse, og måske også en form for trøst. Livet går videre, og så er det godt at finde en positiv vinkel på det tunge minde. Gøre det til noget "godt", som de ikke ville være foruden. Det ville jo være at fornægte de gode sider af sig selv, som blev styrket. Ikke at ønske at ville være hvad jeg er nu, ville være en form for selvmord, i overført betydning.
På den anden side må der også være mange mennesker som overlever efter hvad der ikke slog dem ihjel, men må søge at leve med at de slet ikke blev stærkere, tværtimod. Store skader kan reducere mulighederne så meget at livet kommer til at handle om blot at kæmpe mod følgerne. En dyb sorg kan blive til et traume, en slags PTSD, uden overskud til blot at få det "godt" igen.
Her kan levereglen blive til et sårende angreb. Et spark til den der ligger ned. Livet handler jo ikke blot om at overleve, men skulle gerne være noget ønskværdigt.
Afhængig af de konkrete problemer, og de realistiske muligheder for at få et godt liv igen, har jeg fuld forståelse for at nogle foretrækker at dø. Mest ønsker sig aktiv dødshjælp, måske for egen hånd. Selvmord.
Så er det trist hvis det var fordi de ikke fik afprøvet realistiske muligheder for at få den hjælp som de måske mere havde brug for.
Men når de ikke blev stærkere, foretrak de at lade det slå sig ihjel. Det kan såmænd også være ganske realistisk, i nogle få tilfælde.
fredag den 22. august 2014
Et kilo bly er tungere end et kilo fjer!
Et klassisk drille-spørgsmål, nærmest en gåde, lyder:
Hvad er tungest, et kilo bly eller et kilo fjer?Fælden er jo at tænke på bly som meget tungt, og fjer som noget meget let. Det uigennemtænkte svar kan derfor lyde at bly er det tungeste, og dette kan korrekses ved at påpege at når spørgsmålet forudsætter et kilo af hvert stof, må svaret nødvendigvis være at vægten er den samme. Snydt. Nåh ja!
Men er det virkelig så enkelt? Hvordan kan vi afgøre dette? Ved et forsøg.
Første punkt må være at sikre et entydigt grundlag, ved at konstatere det er hensigtsmæssigt at bruge massen som målestok, i stedet for den resulterende kraft i et tyngdefelt. Vægten af fjer må være det grundlæggende materiale, uden at begynde at medregne vægten af den luft som der er inden i fjerenes hulrum. For sammenligningens skyld kan fjerene presses sammen til en terning, som bliver nogle gange større end den af bly. Det er også meget nemmere at håndtere en kompakt terning af hver.
Andet punkt må være hvordan vi sammenligner vægten. Den enkle og gode løsning må være en balancevægt, med to skåle. Hvis den ene skål indeholder en større vægt end den anden, vil den synke nedad. Altså lægger vi bly på den ene side, og fjer på den anden. Og så bliver det overraskende resultat at bly faktisk giver et udslag på vægten, ved at metallet tynger sin side ned. Der skal tilføjes små lodder på fjerenes side for at opnå balance.
Hvordan kan det nu være? Det er jo samme masse, og dermed skulle det indlysende resultat være en perfekt balance. Og det er ikke fordi der er fusket med vægten eller hvad der bliver vejet. Mystisk.
En rejse til toppen af Mount Everest vil give et lignende resultat, bortset fra at der ikke skal så megen ekstra vægt på fjer-siden til for at få balance. Hvis vi nu fortsætter op, og rejser til Månen, opnår vi endelig det forventede resultat, at et kilo bly er i balance med et kilo fjer. Hvorfor var det ikke sådan på Jorden?
Løsningen kan ses ved at lave forsøget under vand, tilbage på Jorden. Så vil blyklodsen være markant tungere end fjerene, på samme måde som et blylod går til bunds mens en træklods af samme vægt normalt vil flyde på overfladen. Når det er i vand, er det jo åbenlyst at forskellen er opdrift, på grund af at de to materialer har en meget forskellig massefylde. Vægten af hver side bliver reduceret med vægten af den mængde vand som bliver fortrængt. Da bly har en høj vægtfylde, skal der suppleres med vægt på fjerenes side, for at kompensere for det fortrængte vand.
Tilsvarende i atmosfærisk luft. Der er ingen principiel forskel om opdrift i luft og vand, bortset fra at vand har en meget højere massefylde. Et illustrativt eksempel ville være at sammenligne et kilo bly med et kilo helium eller brint. Hvis den lette gasart er i en stor ballon, har den så stor opdrift at et kilo brint kan løfte et kilo bly fra jorden, men udelukkende på grund af den opdrift som ballonen giver ved at fortrænge en masse af den noget tungere almindelige luft.
Summa summarum er det nødvendigt at forholde sig til det praktiske, i stedet for at tro på den simple logiske løsning. Under normale omstændigheder vejer et kilo bly lidt mere end et kilo fjer, også uden at se på den psykologiske side.
Så fælden er jo at lade være med at tænke tingene igennem.
torsdag den 24. april 2014
Medier og eksperter dyrker selvmordsmyte om mænd
At medierne elsker useriøse overskrifter er jo en triviel selvfølgelighed. Drama, hysteri og overdrivelser er dagens orden, når det handler om at tiltrække klik og læsere. Det begynder først at irritere mig lidt når de tilsyneladende tror at bedrive seriøs journalistik, og endda har fanget en med papirer på at være "ekspert" til at underbygge den substansløse historie.
Et aktuelt eksempel er når Jyllands-Posten skriver:
Teknisk set er det ikke forkert, men alligevel ganske misvisende. Der findes ganske enkelt ingen hyppige dødsårsager blandt yngre mænd, heldigvis er der kun ganske få som afslutter deres liv før de har passeret 50 år. De dødsårsager der trods alt findes her, er alle sjældne. Også selvmord, der vel snarere kan siges at være den mindst sjældne. Selvmordsraten blandt mænd er højest i de ældre aldersgrupper, hvor de dog drukner i de mere sædvanlige dødsårager. Så det er sådan set et godt tegn for folkesundheden at selvmord er den hyppiste dødsårsag blandt voksne mænd under 50 år, yngre eller ej.
Statistikker for år 2012 viser 661 selvmord, hvoraf de 494 var mænd, og kun 167 kvinder. Det er normalt at dødsfald ved selvmord rammer mange flere mænd end kvinder, og det er desværre også normalt at der digtes livlige vandrehistorier om årsagerne til dette. Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, lægger ord til dagens fordrejning af de dybereliggende fakta, når han kommer med nogle generelle kendetegn hos alle aldersgrupper af mænd:
Mænd tænker på, hvad der kan gøres, når de har det dårligt psykisk, snarere end at søge strøst og omsorg.
Mange mænd får, når de har det dårligt, den oplevelse, at deres nærmeste relationer er en belastning i stedet for en ressource - derfor trækker mange mænd sig fra familie og venner, når de får det dårligt.
På dette punkt vil jeg ikke anfægte hans faglighed, problemet kommer først når denne tilbøjelighed tolkes. Det skulle være forklaring på det meget højere antal gennemførte selvmord hos mænd. På det lidt for vage plan spekulerer han dog i at der kan være mange mænd, der går med psykiske lidelser, som ikke er opdaget:
Mange af de psykiske lidelser kommer først for alvor til udtryk i de tidlige 20'ere. Hvis mændene ignorerer lidelsernes faresignaler, bliver det kun værre, og selvmordet kan være den sidste udvej.
Hermed mener at han at have givet en del af forklaringen på, hvorfor selvmord er den hyppigste dødsårsag for unge mænd. Et mindre problem her er sammenblandingen, for det er jo ikke noget specielt for unge mænd, men det får være.
Karin Helweg-Larsen, der er speciallæge og seniorforsker på Syddansk Universitet er med på vognen med vage generaliteter, som lyder ganske tilforladelige, og vel har sandhedsværdi nok til at det ikke er det bare vrøvl. Igen er problemet dog at det er alt for langt fra at bygge på noget konkret, når vi jo ikke blot taler om en udvikling i de senere såkaldte kriseår:
For de yngre mænd, der ikke er så langt i livet endnu, er det aldrig sjovt at blive sat uden for arbejdsmarkedet. Da den økonomiske krise holdt sit indtog, var der flere, der blev ledige. På den måde blev risikofaktorerne øget, og det kan være en del af forklaringen på den højere tendens til selvmord i denne aldersgruppe.
Når jeg tillader mig at gå kritisk til disse fagfolks ord, uden selv at have papirer på en formel ekspertise, er det fordi de overser noget helt, helt grundlæggende. Der fokuserers alt for meget på selvmord som et mandeproblem, og mænd udnævnes nærmest til at være "det svage køn". Sagen er blot at det er en myte at der er større tendens til selvmord blandt mænd. Sandheden er det direkte omvendte, det er blandt kvinderne at der er flere som søger denne udvej fra et svært liv.
Hvis mændene er mere tilbøjelige til at lege hulemænd, og trække sig tilbage for at bøvle med problemerne, tyder det altså på at de også har mere succes med denne metode, sammenlignet med at søge trøst og omsorg i netværket, eller behandlingssystemet.
Jamen, der er da mange flere selvmord blandt mænd, så hvordan blev det til at det er kvinderne som har den største tilbøjelighed til selvmord? Jo, sagen er at der er flere selvmordsforsøg blandt kvinder end blandt mænd. Når selvmordsraten er højere hos mænd, er det altså fordi denne statistik, i sagens natur, kun omfatter gennemførte selvmord. Årsagen til den højere dødelighed hos mænd er simpelthen at de bruger mere effektive metoder.
Lidt mandschauvinistisk kunne det siges at kvinderne fjumrer rundt, og hverken kan finde ud af livet, eller at gennemføre et selvmord, men det er da i det mindste ofte en vej til at få hjælp. Altså den hjælp som heller ikke kvinderne søger af sig selv, når eksistensens ophør bliver temaet for selvmordstanker. Hvis vi skal se på mennesket bag, er det et vigtigere signal om der er selvmordsforsøg eller ej, eller om metoden er effektiv nok til at dø af det.
Og så synes jeg altså at både medier og "eksperter" er noget til grin, når de blot gentager den sædvanlige myte, eller vandrehistorie, om mænd og selvmord. Jeg er dog bange for at de ikke engang ved at det statistiske grundlag ikke holder. Jeg kan anbefale et kik i statistikkerne hos Center for Selvmordsforskning, der i mange år har opgjort antal selvmordsforsøg på Fyn for både mænd og kvinder, i forskellige aldersgrupper. Først blandt de ældre er der flere forsøg blandt mænd end kvinder. Ellers er der feminin dominans i statistikkerne.
Jeg har før skrevet om det samme emne, med hvordan denne myte igen og igen slår igennem hos medier og fagfolk. Hold hellere op med det, og læs statistikkerne i stedet. Det har jeg gjort.
- Mænd dominerer selvmordsstatistikken? Nej de gør ej!
- Mænd og kvinder, statistik, kvindekamp og selvmord
- Myte om selvmord - Mænds sundhedsuge
- Klaus Kjellerup digter om selvmord blandt mænd
onsdag den 9. april 2014
Jeg elsker mine gode bakterier!
En udbredt overtro er at bakterier generelt er farlige, og at de skal bekæmpes af al magt. Der findes selvfølgelig bakterier som kan være livsfarlige, måske "bare" særdeles ubehagelige, eller som kan fordærve madvarer. Der kan altså være grund til at passe på, men sandheden er at et liv helt uden bakterier ville være meget skadeligt for helbredet, og reelt livsfarligt. Som levende væsen lever mennesker, ligesom andre dyr, i en tæt symbiose med store mængder bakterier, således at 80% af vore celler (målt i antal) er bakterier. De fleste er en vigtig og nødvendig del af fordøjelsen, hvor vi har svært ved at nedbryde maden og optage næringen uden de mange mikrober. Dertil indeholder en sund og velfungerende hud mange bakterier, der hjælper med at holde huden i god stand.
Det siges at renlighed er en god ting, og her bliver målet typisk at dræbe så mange bakterier som muligt, med vaskemidler, varmebehandling og antibiotika. Heldigvis er det meget svært, men der er meget som peger på at forskellige sygdomme og svagheder skyldes (eller forværres) af mangel på gode bakterier, eller af en uheldig blanding af bakterier. Renlighed er faktisk noget skidt, når den som så ofte overdrives. En gammel talemåde lyder at vi skal have syv pund skidt om året, og det tyder på at det var en meget klog betragtning. Selv om det ikke ligefrem skal vejes, og omregnes til en dagsdosis af skidt, har vi løbende brug for at supplere vore intime små samarbejdspartnere fra det omgivende miljø.
Jeg har leget med et lidt specielt tankeeksperiment, som jeg tror at de fleste vil synes lyder ulækkert og risikabelt. Jeg har ikke lyst til at udføre det i virkeligheden, men ville der ske noget ved det, hvis jeg nu spiste en skefuld af mit eget lort om dagen? Det kunne vel blandes med noget andet, og krydres passende, så det var til at få ned. Her taler vi om bakterier som jeg allerede har i fordøjelsessystemet, så det er ret usandsynligt at jeg ville blive syg af et sådant "kosttilskud". Hvis jeg af anden grund havde fået en gang tynd mave, var det dog nok smartest at undgå at fastholde kredsløbet.
En udvidelse af tankeeksperimentet kunne være at få en skefuld lort fra andre mennesker. Her ville risikoen være lidt større, fordi de kan tænkes at have vænnet sig til bakterier som jeg ikke har det godt med. Så længe donorerne er sunde og raske, uden infektioner, vil jeg dog holde på at det kun sjældent vil give mig noget ubehageligt, især hvis vi taler om nogen som lever i nærheden. Det største problem ville nok være at de sikkert ville regne mig for godt tosset.
Personligt tager jeg i det daglige meget afslappet på hvad jeg ser som hysteri omkring renlighed, selv om jeg da ikke gør noget ekstremt. Jeg er altså ikke modstander af vask og almen hygiejne, men tiltror mig at være god til at vurdere hvornår der er et egentlig behov, og hvornår jeg mere gør det som en del af de sociale normer. Meget typisk med en ting som mad og holdbarhed. Jeg er fløjtende ligeglad med datoer som "mindst holdbar til", "bedst før" eller "sidste salgsdag". Disse datoer har intet at gøre med om varen bliver farlig, men kan dog gøre en forskel for den oplevede kvalitet. Normalt er det nemt at vurdere om en vare er god nok til at spise, også selv om datoen længe er passeret. Selvfølgelig spiser jeg ikke noget som ser for mystisk ud, eller lugter råddent, men en mild syrlighed ser jeg blot som en variant af smagen. Der sælges jo også masser af kunstigt syrnede produkter.
Jeg kan ikke lide at smide spiselig mad ud, blot fordi en meget forsigtigt sat dato er passeret. Desværre smider supermarkederne store mængder mad ud, selv om varerne er i fin stand. Filosofisk har jeg stor sympati for det at "skralde", altså finde gode ting fra affaldscontainere bag supermarkederne, selvfølgelig med en kritisk vurdering af hvad der er spiseligt, og hvad der var god grund til at smide ud. Og jeg har da også selv prøvet et kik i en container fornyligt, og fandt masser af madvarer i fin kvalitet. Rugbrød (jeg kan alligevel bedst lide det halvtørt), gulerødder, ost, æbler, lidt grønsager, fiskefars fra samme dag, nogle liter papsuppe, og en del andre varer. Intet af det var noget som jeg ville være betænkelig ved at købe, og det eneste som måtte smides ud var et par rådne clementiner fra et net med frugter i ellers fin stand.
Og så gjorde det jo ikke noget at det var gratis. Der var også en masse kager fra samme dag, men dem gad jeg ikke bære på, også selv om der ikke var andet galt med dem end at det er dårlig ernæring. Det er ikke sikkert at det er sidste gang jeg forsyner mig udenfor lukketid, og ganske lovligt.
Jeg har et fint helbred, og har kun meget sjældent dårlig mave, så det er ikke sådan at jeg lever livet farligt. Der går over et år mellem at fordøjelsen ikke kører perfekt, og det værste maveonde jeg har haft var fra en pose rosiner for mange år siden. Den havde langt fra nået sidste salgsdag, men det var lykkedes at få nogle af de sjældne ubehagelig bakterier med i købet.
Jeg elsker mine gode bakterier!
mandag den 10. juni 2013
Myte om selvmord - Mænds sundhedsuge
Omkring tre gange så mange mænd som kvinder dør ved selvmord. Dette fremgår entydigt af statistikker fra hele verden. Dette er da et problem som kræver særlig opmærksomhed? De "svage mænd" tror sig selv stærke, men begår selvmord i stedet for at søge hjælp? Det lyder jo skræmmende, og er en præmis for Mændenes Sundhedsuge, hvor 2013-temaet er Mænds mentale sundhed og problemer.
Formanden, chefpsykolog Svend Aage Madsen (ikke at forveksle med forfatteren) væver i en DR nyhedsartiklel Danske mænd har det skidt om emnet. Selvmord bruges lidt som skræmmebillede for at sparke mænd til læge, hvis de har det skidt. En påstand om en stærkt stigende selvmordsrate må dog være baseret på lidt for ivrigt spin. I et lille land som Danmark er det helt normalt at antal selvmord varierer nogle procent mellem årene. På længere sigt er den klare tendens at selvmordsraten er faldende, for både mænd og kvinder. Dette ændres ikke af et enkelt års tal.
Der er dog et problem. Det er en myte at mænd er mere tilbøjelige til selvmord end kvinder. Sandheden er nærmere det omvendte!
Hvordan kan det nu være, når mænds dødelighed ved selvmord er så meget højere? Hvis vi skal se på statistikker over selvmord, er det vigtigt at se på selvmordsforsøg. Selv om disse kan siges at være mindre tragiske, i kraft af overlevelsen, er det samme grundlæggende situation. Et menneske, mand eller kvinde, fik nok af livet, og forsøgte at forlade det. Begå selvmord. Den rigtige opgørelse er at tælle alle selvmordsforsøg, uafhængigt af om de lykkedes eller ej.
Statistikkerne viser konsekvent at flere kvinder end mænd forsøger selvmord. Og der anslås at være omkring 10 gange så mange selvmordsforsøg som gennemførte selvmord. Forskellen er at mænd er "dygtigere" til selvmord, ved oftere at vælge effektive selvmordsmetoder. Derfor dør flere mænd, selv om selvmord i lidt højere grad kan siges at være et "kvindeproblem".
Myten er desværre blevet en fastgroet "vandrehistorie", som igen og igen dukker op i medierne. Mange forskellige mennesker, også nogle som burde have viden om emnet, fremfører den uigennemtænkte betragtning. Jeg har før moret med med dette emne, så du kan læse mere konkrete argumenter og observationer her:
- Mænd dominerer selvmordsstatistikken? Nej de gør ej!
- Klaus Kjellerup digter om selvmord blandt mænd
- Mænd og kvinder, statistik, kvindekamp og selvmord
Jeg mener ikke at den gode hensigt helliger midlet, at sprede misinformation.
mandag den 11. februar 2013
Mange selvmord på valentinsdag?
"Hvorfor begår mange selvmord valentinsdag?"
Denne undren er blandt hvad jeg ser på mine blog statistikker. Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvem, men kan se at Google får sådanne spørgsmål. Det er blandt flere forskellige søgninger, der går på en kobling mellem selvmord og valentinsdag. Jeg ser også spørgmål om selvmordsrate, antal selvmord på "de elskende helligdag".
Svaret er ganske enkelt at det er en myte. Der kan siges meget skidt om valentinsdag, men den er ikke noget særligt omkring selvmord. Sandheden er lidt kedelig, at det såmænd blot er endnu en af de vinterdage, hvor der er lidt færre selvmord end årsgennemsnittet. Højsæson for selvmord er foråret. Hvis jeg skulle føle at jeg havde brug for at begå selvmord, villet jeg nok undgå valentinsdag, det kunne blot give alt for mange misforståelser.
Det er lidt sjovt hvordan sådanne myter opstår. Jeg gætter på at det må være ud fra en overforenklet forestilling om at selvmord er når nogen er meget trist og ked af det. Og en som savner en kæreste, må da blive ked af det når de andre render rundt og leger "vi er så romantiske". Måske så ked af det, at det bliver til selvmord.... Medierne er ofte med på at formidle den slags vandrehistorier.
Muligvis er der da nogen som bliver mindet om deres savn, når de ikke kan deltage i løjerne. Men så er der en ganske konkret årsag, og der er langt fra eventuelle tårer til selvmord. Så tror jeg at dagen egner sig bedre til en køkkenrulle og en romantisk komedie på skærmen.
Årsagerne til selvmord er langt mere komplekse, og det kan snarere være et problem ikke at have nogen håndgribelig grund til at være ked af det.
torsdag den 3. januar 2013
Verdens mest kyssede mand?
Den franske journalist Victor Noir blev i 1870 dræbt ved et politisk mord. Ved hans grav på kirkegården Père Lachaise Cemetery i Paris blev der skabt et mindesmærke, en naturtro skulptur som skal vise ham som hans døde krop lå efter nedskydningen.
Et aspekt af skulpturen er en meget synlig bule i bukserne. Måske har han haft rejsning i døden, det kan ske. Det har ført til en noget bizar myte, og kilde til berømmelse i nutiden. Statuen er ret populær blandt kvinder, for myten går på at han kan fremme frugtbarhed, seksuel nydelse, og måske endda føre til en ægtemand indenfor et år.
Ritualet går på at komme med blomster, kysse ham på læberne, og gnubbe ham i skridtet. Det skulle have disse magiske virkninger. At mange forsøger sig er tydeligt at se på de blankslidte steder på statuen. Hvad mon Victor Noir havde sagt hvis han vidste at kvinder ville komme valfartende, med intim omgang?
Nogle tager det der med gnubberiet ret alvorligt, og gør det grundigt. Men det rimer vel også når det er sex det handler om:
Dita von Teese at Victor Noir grave memorial
Engang satte kirkegårdens ledelse et rækværk op omkring skulpturen, måske for at forebygge denne "usømmelige omgang med lig", men det blev nedtaget efter protester.
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
