Den 81-årige Barbara Hoskin DeHaven boede indtil fornylig i Scottish Rite Park, et ældrecenter i Des Moines. Med fremadskridende demens var hun nødt til at kikke frem i tiden, på hvordan hendes livs afslutning formentlig ville blive. På allernærmeste hold havde hun fulgt hvordan hendes mand Tom for tre år siden degenererede af en anden form for demens, Parkinsons sygdom, indtil han var så heldig at dø af en lungebetændelse.

Den logiske konklusion blev at interessere sig for hvordan hun kunne få hjælp til at dø på en pæn måde. Fra aviserne klippede hun historier om dette emne. Med bopæl i Iowa ville det være forbudt for nogen at hjælpe hende med selvmord. Det havde været bedre i andre delstater, Oregon, Washington og Montana, men selv under disse mere humane vilkår ville hun have haft det problem at hendes krop måtte forventes at kunne leve mere end 6 måneder endnu, mens hendes hjerne og sind fortsatte sin degeneration. Catch 22.

Hun måtte gøre noget, på egen hånd. Hendes lejlighed lå højt nok til at et spring fra altanen ville være dræbende. Desværre havde hun ikke kræfter til at hoppe over gelænderet, men det lykkedes for hende at stable stole og en trappestige op.
Næste morgen fandt en køkkenassistent liget ved siden af en skraldecontainer. På bordet i køkkenet fandt politiet to afskedsbreve som hun havde skrevet, sammen med hendes samling af udklip om lægeassisteret selvmord. Sagen var opklaret. Selvmordet var hendes måde at gøre sig fri af sin demens sygdom. Hendes ultimative valg.

Selv om mange ikke kan lide af høre det, er selvmordsraten blandt ældre relativt høj. Det kan der være flere årsager til, men der kan ikke være tvivl om at en del af disse selvmord netop er for undgå at livets afslutning skal være domineret af sygdom, pleje, og mangelen på kontrol over egne livsvilkår. En fase af livet som ikke alle føler er værd at tage med. Her er Barbara Hoskin DeHaven blot et særligt tydeligt eksempel.
Som forventeligt har mange fokus på at udlægge hendes død som en tragisk begivenhed. Fabulere over at hun må have været desperat og dybt deprimeret. At hun kunne have fået passende hjælp hvis hun bare havde henvendt sig. Især nogen som ikke havde mødt hende.
Jeg tror snarere at hun netop traf et afklaret og gennemtænkt valg. At hun helt var klar over hvilken form for pleje hun kunne se frem til. At hun hellere ville dø. Hvad havde været bedre?
Selvfølgelig ville jeg dog ønske at hun havde haft mulighed for være tryg ved at kunne få hjælp til at dø når hendes grænse var nået. Så gætter jeg på at hun havde levet længere. Hun var jo nødt til at handle mens hun stadig kunne hjælpe sig selv. Nødt til at abstrahere fra at det kom til at se lidt krast ud.

The Des Moines Register:
- Worry over her dementia drives Des Moines woman to suicide
- Barbara DeHaven's Obituary
- Des Moines woman found dead outside Scottish Rite Park