Ikke aktiv dødshjælp at befri Erika Küllmer

Den 71-årige Erika Küllmer fik i oktober 2002 en svær hjerneblødning. Hun døde ikke helt, men gik i "koma", populært kaldet at være "en grønsag". Set som biologisk system fungerede hendes krop stadig, når hun gennem en sonde fik pumpet væske og næring i maven. Men som menneske var hun ikke mere, det kan siges at hun nærmest var et "varmt lig".

Tidligere havde hun udtrykt ønske om at hun under sådanne omstændigheder bestemt ikke ville have kunstig livsforlængende behandling. Ingen grund til at trække døden i lange drag. Mens hendes mand levede endnu, magtede han dog ikke at give slip.

Kort før julen 2007 blev sonden fjernet, efter aftale med plejehjemmet. Datteren "Elke G." og hendes bror Peter ville ledsage deres mor til hun endelig kunne få fred. Næste dag stillede plejehjemmets ledelse sig på bagbenene. Bekymring over en måske tænkbar risiko for en straffesag førte til at gribe ind med ny tilførsel af væske og næring. Børnene blev truet med bortvisning hvis de ikke accepterede at fortsætte med den nyttesløse behandling. En del af baggrunden for ledelsens holdning var at Erika Küllmer ikke havde nedskrevet sin vilje i et formelt livstestamente.

Elke kontaktede advokaten Wolfgang Putz, der er kendt som en aktiv forkæmper for patienters rettigheder. Efter kontakt med en kollega kom han frem til at den påtvungne sondemadning var et overgreb mod Erika Küllmer, og anbefalede Elke at beskytte sin mor ved at klippe slangen over ved bugvæggen. Så ville hullet lukke sig.

Sammen med sin bror fulgte Elke det gode råd. Få minutter senere opdagede personalet hvad der var sket. Ledelsen anmeldte sagen til politiet, og Elke blev arresteret. På sygehuset blev en ny mavesonde installeret. Den 5. januar 2008 døde Erika Küllmer af hjertesvigt, helt alene. Dødsattesten lød på "naturlige årsager". Peter brød sammen over hvordan det var gået, og nogle få uger senere begik han selvmord.

En ulykkelig sag.

Elke og Wolfgang kom for retten. Anklageren krævede advokaten idømt 2½ års ubetinget fængsel, "han havde gjort sig til herre over liv og død". Dommeren var meget ambivalent, og anerkendte at den påtvungne behandling var et overgreb fra plejehjemmets side. At sidestille med vold.

På den anden side tolkede hun klipningen af sonden som aktiv dødshjælp, og strafbart. Elke blev frikendt, fordi hun "blot havde fulgt sin advokats fejlagtige rådgivning". Wolfgang blev idømt 9 måneders betinget fængsel for "drabsforsøg". Altså en mild dom, med henvisning til betydelig usikkerhed om juraen.

Den rodede dom blev naturligvis anket. Wolfang Putz krævede principielt at blive frikendt, mens anklagemyndigheden ville have straffen skærpet. Nu har højesteret afsagt dom. Total frikendelse. En vigtig principiel Tysk dom, der kan få stor betydning for rammerne for dødshjælp i Tyskland.

Højesteretsdommer Ruth Rissing-van Saan trak en streg i sandet. Mens loven forbyder drab efter begæring, har patienten krav på at få sine ønsker respekteret, også når det vil føre til døden. Altså netop ikke at blive behandlet mod sin vilje. Det at klippe slangen var ikke drabsforsøg, men afbrydelse af den uønskede behandling.

Hendes overvejelser før dommen pegede også på at det uholdbare i at det kan være lovligt at afbryde en respirator, men ikke at afbryde for en sondemadning. En patients ønske om at få lov til at dø skal respekteres, når der ikke er rimelig tvivl om at det er alvorligt ment. Patienten har ret til en værdig død, men et ønske om en "uværdig død" skal også respekteres.

Advokaten havde rådgivet sin klient korrekt. Datteren havde ret til at lade sin mors vilje ske.

• DR Nyheder:
  Dødshjælp skal ikke straffes i Tyskland
• TV 2 Nyhederne:
  Tysk dom letter dødshjælp
• Berlingske:
  Tysk dom letter dødshjælp
• The New York Times:
  German Court Widens Rules for Assisted Suicide
• Deutschlandfunk:
  Eine Frage der Würde

Spiegel Online:

• Sterbehilfe: "Schneiden Sie den Schlauch durch!"
• Bei uns nicht!
• BGH zu Sterbehilfe: Bundesanwaltschaft fordert Freispruch in Magensonden-Fall

Se også:

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

Michael Schiavos løfte

John ville dø, han sultede sig ihjel

Jens Linnemann ønsker at lade sin kone dø

Lise-Lotte Norup: Jeg skulle have slået mor ihjel

Er det slemt at dø af sult og tørst?

Amelie Van Esbeen kæmpede for at få dødshjælp

Christian Rossiter ønsker ikke fortsat at overleve

David Woods fik ikke fri fra dårligt liv

December 2006. Den 56-årige David Woods forsøgte selvmord, endnu en gang. En stor overdosis smertestillende piller. Det var ikke lykkedes at skære halsen over med en sløv brødkniv, eller drukne sig i badekarret. Pillerne var farligere. Uden at være helt død blev han kørt på hospitalet. Leveren var ødelagt. Han ville dø i løbet af et døgn, med mindre han straks fik en levertransplantation.

Siden teenage-årene havde David diagnosen bipolær affektiv sindslidelse (også kaldet maniodepressiv sindslidelse). Ved selvmordsforsøgene var han nedbrudt af mange års lidelser med depressioner. De sidste 18 år var livet hans eget lille private helvede. Han havde fået nok. Psykiatriens behandlingsforsøg gav ham ikke et udholdeligt liv.

David forsøgte at begå selvmord med Co-codamol, et blandingspræparat med paracetamol og kodein. På det danske marked sælges tilsvarende midler på recept under navne som Fortamol, Kodipar og Pinex Comp. Set i forhold til selvmord, svarer det til Panodil, med den paracetamol der i overdosis ødelægger leveren. Jeg forestiller mig dog at kodeinen sløver nok til at smerterne ikke opleves helt så meget.

På Addenbrooke's Hospital, Cambridge, fik lægerne i hast arrangeret en levertransplantation, også selv om de vidste at der var hjerneskader. Det lykkedes at holde David Woods i live, men i coma de næste 6 uger. Hjerneskaderne var alvorlige. Efterhånden begyndte han at huske, hvad der var sket, og at han havde fået det 10 gange værre.

Ude af stand til de daglige gøremål blev han i februar 2009 overført til et dyrt specialplejehjem. Er meget vred og frustreret. Han har det ad helvede til, og er nærmest manisk omkring at få stoppet sit elendige liv. Men det får han ikke lov til. Det skal personalet nok sørge for.

Da Davids tre børn hørte om selvmordsforsøget, hastede de til hospitalet. David var allerede på operationsbordet. De fik ingen chance for at blive spurgt, og kunne ikke forstå hvorfor lægerne absolut skulle operere en som hellere ville dø. At det var spild, når en anden fra den lange venteliste snarere kunne have haft glæde af en transplanteret lever. Margo, hans eks-kone, er ligeså uforstående; David havde jo fået nok af sin dårlige tilværelse.

Hospitalet forsvarede sig med at de havde kontaktet en psykiater, som mente at David havde en god livskvalitet. Det synes at være ret løsrevet fra en reel vurdering af hans livssituation. Andre læger undrer sig over de vurderinger der er sket. At familien ikke blev spurgt. Det ville være noget andet med en teenager.

Den ældste af hans døtre, Nadine Woods, står nu frem i medierne. Hun er vred over at lægerne gennemførte operationen uden at have fået tilladelse fra patient eller familien. Hun ønskede ikke at miste sin far, men hun ønskede heller ikke at han skulle holdes fast i livet. Uden at være helt realistisk tænker hun på at rejse til Schweiz med ham, for at han via Dignitas kunne få hjælp til at dø. Det ville være det bedste hun kunne gøre for ham.

En ulykkelig sag, der ikke helt kan siges at hænge på entydige procedure-fejl i behandlingssystemet. Det mest tvivlsomme må være psykiaterens anbefaling om at operere. Det havde være bedre at kontakte familien. Meget bedre. Nogle måneder efter selvmordsforsøget blev der i øvrigt indført en lov, som kunne have givet ham chancen for at afvise behandling via et livstestamente. For sent, desværre.

Et menneske lever nu et elendigt liv, hvor han helt klart hellere ville dø. Og familien er nødvendigvis også involverede, og ramt af den fastlåste situation. Den manglende respekt for ønsket om at dø. Stakkels David Woods. Stakkels familie.

• The Hunts Post:
  Papworth woman blasts NHS for giving her father a liver transplant
• The Telegraph:
  'Right to die' row as family accuse hospital of 'wasting' liver on suicidal father
• The Telegraph:
  Organ donation: is it ever right not to save a life?
• Daily Mail:
  You should have let him die: Daughter hits out at doctors who gave suicidal man a liver transplant

Se også:

Psykiatriske patienter som hellere vil dø

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Paul Benson: Et hensynsfuldt selvmord

Glemte selvmordsforsøg med Panodil

Domme i Korea vil give Kim Ok-kyung en værdig død

På det koreanske Yonsei Severance Hospital ligger den 76-årige Kim Ok-kyung i coma. Maskiner pumper luft, væske og næring i hendes krop. For et år siden fik hun store blødninger ved en fejlslagen lungeundersøgelse. Svære hjerneskader, intet håb om at hun kan komme sig. Næsten hjernedød. Familien ved at hun ville foretrække at dø, frem for at ligge som vegeterende grønsag. At hun ikke ønskede meningsløs behandling.

I en tidligere sag fra 1997 lå en patient i permanent vegetativ tilstand, og respiratoren blev afbrudt. En domstol dømte familien og lægen for mord. Det satte gang i debat om en værdig død.

Det kristent drevne hospital nægtede at afbryde behandlingen af Kim Ok-kyung. Familien gik til en domstol, der vurderede at det var rimeligt, og i overensstemmelse med patientens ønske, at give hende lov til at dø. Hospitalet appellerede dommen, der blev stadfæstet ved næste retsinstans. Nu overvejer ledelsen om de vil appellere sagen til højesteret.

Selv om sagen "kun" handler om hvad vi i Danmark kalder for "passiv dødshjælp", ser det ud til at debatten i Sydkorea mere handler om medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp. Domstolenes kendelser er ellers klare omkring at de netop kun handler om at undlade at trække en uafvendelig død i langdrag. De lægger mere op til at indføre livstestamenter.

Men det er jo nok til at den katolske kirke er ude med de store fordømmende ord. Igen.

• The Korea Times:
  Respirator Allowed to Be Removed From Comatose Grandmother
• The Korea Times:
  Coma Patient Has Right to Die
• The Korea Herald:
  Court upholds coma patient's right to die
• Bioethics in Korea:
  Court to Rule on Legality of Assisted Suicide

Se også:

Når den gamles tarv er at dø

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Ikke aktiv dødshjælp at befri Erika Küllmer

Tvangsbehandling eller død for et jehovas vidne

Eluana Englaro undslap livet og den katolske kirke

En god nyhed. Eluana Englaro er død. Endelig. I 1992 blev hun smadret i en trafikulykke. Meget svært hjerneskadet. En såkaldt "grønsag". Efter nogle år måtte hendes far erkende at han havde mistet sin datter. Hvad der lå i hospitalssengen var et "varmt lig". Så han begyndte at kæmpe en kamp for at hendes krop også kunne få lov til at dø. Værdighed.

Beppino Englaro kunne pege på at hans datter havde snakket om at hun aldrig ville ligge på den måde. Hun havde ikke nedskrevet et livstestamente, men holdningen var klar. Når hun ikke kunne have et liv, ville hun have lov til at give helt slip. Dø.

Det ville i praksis sige at afslutte den udsigtsløse behandling. Afbryde den kunstige ernæring, sondemadningen. Så ville kroppen dø af mangel på væske og næring i løbet af et par uger. Det lyder barskt, men mennesket Eluana var reelt allerede væk. Det er inde under hvad vi i Danmark kalder for "passiv dødshjælp". Et grænsetilfælde i forhold til "aktiv dødshjælp".

Det blev til mange års kamp. Den katolske kirke, Paven og Vatikanet, var meget stærkt imod. Gentagne meldinger om at det ville være mord. Domstolene vurderede at det var rimeligt at afbryde behandlingen, og altså lade Eluana dø. Stærkt følelsesladet offentlig debat, om eutanasi og livstestamenter. Den konservative regering kæmpede imod med politiske indgreb, uden hensyntagen til adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Uden hensyntagen til grundloven.

Jeg har tidligere blogget om sagen, hvor jeg i kommentarsporet har refereret til faserne i kampen.

• Eluana Englaro slippes fri fra coma

Seneste udvikling var at Eluana blev flyttet til en klinik der begyndte processen med at lade hende dø. Regeringen forsøgte et nøddekret, som præsident Giorgio Napolitano afviste at godkende. Og Eluana døde ret hurtigt efter neddroslingen af væske og næring. Heldigvis.

I forbindelse med regeringsdekretet mente premierminister Silvio Berlusconi tilsyneladende at Eluana "bare" var svært handicappet. At hun kunne få børn, hvis det skulle være. Klam tankegang. At der kun gik 4 dage før hun døde peger på at hun var ret nedbrudt allerede.

Sagen minder kun alt for meget om den med Terri Schiavo, der også kom til at ligge svært hjerneskadet i mange år, og hvor der skulle et langvarigt juridisk og politisk slagsmål til før hun fik lov til at dø. Og hvor præsident George Bush også fik sine politiske indgreb underkendt af højesteret. Heller ikke han tog grundloven seriøst.

Medierne strømmer over med billeder af en ung smuk og sund kvinde. Billeder fra før ulykken. Men der "mangler" billeder af hvad hun blev til i sengen. Visnet. Jeg tror at der er kæmpet for hendes værdighed ved at sådanne billeder ikke er blevet taget. Sådan skal hun ikke huskes. Men det kunne dog være at nye billeder havde dæmpet protester fra dem som troede at hun var sund ud over hjerneskaden. Troede at det var en tornrose-søvn. En dyb misforståelse.

Hvil i fred, Eluana Jolanda Giulia Englaro.

• Kristeligt Dagblad: Italiensk kvinde i koma er død
• Information: Aktiv dødshjælp til demokratiet i Italien
• Berlingske: Italiensk komapatient død efter 17 års kamp
• Ekstra Bladet: Eluana død - hun lå 17 år i koma
• Dagbladet.no: Eluana død etter 17 år i koma
• www.italy.dk: Eluana har ligget i koma i over 17 år - må hun dø?

Politiken:

• Italiensk kvinde død efter 17 år i koma
• Italien er i krise over kvinde i koma
• Kvinde 16 år i koma - kan ikke få lov at dø

Se også:

Eluana Englaro slippes fri fra coma

Maurizio Cattelan: En moderne korsfæstelse

Piergiorgio Welby sagde paven midt imod

Michael Schiavos løfte

Er det slemt at dø af sult og tørst?

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Jens Linnemann ønsker at lade sin kone dø

Liget af Benjamin Schou er nu koldt

Sjusket dødshjælp

Krav om "en naturlig død" er at spille Gud

Aktiv dødshjælp og beskyttelse af de "svage"

Anne Turner forherligede ikke dødshjælp

Den 24. januar 2006 rejste den 66-årige pensionerede læge Anne Turner fra Bath til Zürich. Formålet med rejsen var at dø hos Dignitas. Hendes børn støttede beslutningen. Hun kunne gå endnu. Hun havde skrevet over 100 afskedsbreve til sine venner.

Da Anne fik diagnosen supranukleær parese, en sjælden sygdom, hvor dele af hjernen bliver nedbrudt, var hun ikke i tvivl om at det var en god grund til selvmord. Børnene var forfærdede ved tanken, med som læge vidste Anne kun alt for godt hvad der ventede hende hvis hun holdt fast i livet. Hun var en meget uafhængig kvinde, der ikke ville tolerere at komme til at ligge som totalt lammet. Børnene, Sophie, Edward og Jessica, kæmpede imod i flere uger, men efter et mislykket selvmordsforsøg fandt de ud af at de var nødt til at tage deres mor alvorligt. Ikke være selviske. Ikke presse deres mor til at lide.

Nogle år forinden var Annes mand, børnenes far Jack, død af en lignende sygdom, i elendighed og smerte. De sidste 6 måneder forbandede han sit hospice-liv. Dette traumatiske minde var selvfølgelig ikke langt væk.

Hos Dignitas hørte børnene gennem væggen at Anne græd over situationen. Ikke over sig selv, men for børnene. De kæmpede selv mod tårerne da de var i samme rum igen, de ville ikke gøre det sværere for Anne. Familien fulgte deres tradition om fællessang. Og Anne fik et glas med en opløsning af barbiturater, en gammel type sovemedicin. "Hvis du drikker dette, vil du dø". "Ja, ja". En kort tøven, og glasset blev tømt.

Det gik ikke helt så let som det skulle. Den meget bitre drik gav Anne opstød og hoste i et halvt minut. Ikke rart. Men hun faldt til ro, og i en dyb søvn. Tungt åndedræt. Tyve minutter senere skiftede huden farve et par gange, døden var indtrådt.

Dagen forinden havde de været til koncert, på udflugter og et festmåltid på en god restaurant. Med champagne og tårer.

Børnene fandt fred med at deres mor fik den død hun ønskede, og slap for en langtrukken plage. Det blev dog et dårligt minde med reaktionen på den bitre drik. Hvis Anne Turner kunne have fået dødshjælp hjemme, kunne hun have levet længere. Oplevet mere af sine børns liv. Men hun fik dog en meget bedre død end deres far. Børnene blev efterhånden forkæmpere for aktiv dødshjælp, eutanasi. Som deres mor.

Sagen vakte medieopmærksomhed, og BBC har lavet en film om forløbet. A Short Stay in Switzerland. En film, der søger at give en realistisk fremstilling, uden at skjule at det ikke var uproblematisk. Viser begge sider af et tungt emne. En meget svær rolle for skuespilleren, Julie Walters. Hun måtte lære at være Anne, leve sig ind i rollen. Børnene var imponerede over hvor godt det lykkedes.

Anne Turner og Julie Walters

Det var fra starten planlagt at den 90 minutter lange film skulle vises her i vinter. Det blev i søndags. Kritikere reagerer med at beskylde den for at være propaganda der forherliger aktiv dødshjælp. At den er programsat med formål om at påvirke aktuel debat i offentligheden og parlamentet. En debat der sidst blev vækket af Daniel James' tilsvarende tur, og en dokumentarfilm om da Craig Ewert fik brug for samme tur. En debat med stærke følelser på begge sider.

En observation er at nogle modstandere af aktiv dødshjælp automatisk ser enhver fremstilling uden klar afstandtagen som propaganda. Ikke kan lide at se at fornuftige mennesker træffer dette valg, og at det ikke er noget forfærdeligt noget. Savner at der vises film som propaganderer imod aktiv dødshjælp. Jeg tror at de glemmer at det faktisk tit sker. Film der markant idylliserer en kamp mod døden. Fremstiller det som enestående smukt at lade sit liv rutche ned ad bakke, med smil på læberne.

Og det er der bestemt ikke noget forkert i. Men det skal da ikke have lov til at fremstå som det eneste moralsk rimelige valg.

• Kristeligt Dagblad:
  BBC beskyldes for at forherlige dødshjælp
• Daily Mail:
  'Anne, if you drink this you will die': Why we stood by and allowed our mother to commit suicide
• BBC:
  'A short stay in Switzerland'
• BBC:
  Julie Walters to star in A Short Stay In Switzerland
• Telegraph:
  BBC accused of trying to influence assisted suicide debate with Julie Walters film
• Telegraph:
  Interview: Julie Walters on A Short Stay in Switzerland

Hendes brev til vennerne:

WHEN you read this I will be dead. I will have travelled to Zurich with Sophie, Edward and Jessica (who have been wonderfully supportive) on 22 January 2006 to have an "assisted suicide" through DIGNITAS on 24 January 2006 (having tried to commit suicide in the UK in October 2005).

I have become increasingly disabled in recent months. I now find talking a great problem, have difficulty swallowing, and am at increasing risk of choking. I am not at all mobile and continue to have falls. I no longer drive and cannot even go to Bath alone.

Progressive Supranuclear Palsy (PSP) is an awful illness akin to Multiple System Atrophy (MSA), which Jack had.

Dudley Moore died from it when he was unable to walk, talk or even blink. I do not want to end up like that.

I can only look forward to increasing disability and more falls (I broke my wrist twice and thumb once last year), life in a home and complete loss of dignity.

I know this will come as a shock to you and you may feel you would have liked the opportunity to try to talk me out of it. However, I have had no shortage of people trying to convince me that life with the illness is still worth living - and all to no avail. My children, doctors and friends have explored every way of improving my quality of life - from changing my prescribed medicines (of which there are several) to spending more time with me.

I am unshakable in my belief that I am better of f ending my life now, while I am still able, rather than postponing it and finding myself unable to travel to Zurich.

I would then have condemned myself to a painful and lingering end in the UK, with a continual erosion of my quality of life.

My decision to travel to Zurich has given me a sense of purpose and control over my own destiny and I am happy to be doing so. Perhaps if I had been able to pursue assisted dying in the UK I would not have had to travel to Zurich at this stage.

Please forgive me for not telling you in advance of my intentions and for not saying goodbye properly.

Because the law in the UK is not currently supportive, I have had extra complications which have required a certain degree of secrecy. I hope that I have spared you some of the protracted grief which those very few people in the know have experienced.

My life has been wonderful and varied, and I have always recognised how fortunate I am to have so many kind friends, neighbours and acquaintances. Thank you all for your friendship, love and support.

Yours,
Anne

Se også:

Britisk "frit lejde" til aktiv dødshjælp hos Dignitas

Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Moral og etik i aktiv dødshjælp

Lammede Daniel James valgte at dø

"How to Die in Oregon" - Amerikansk dødshjælp dokumentarfilm

Craig Ewert som selvmordsturist på film