Den 9. september 2006 blev den 49-årige Chantal Maltais fundet død i sit soveværelsesskab. Han havde hængt sig. En kvælerkæde (der normalt bruges som hundehalsbånd) var med et reb fastgjort til stangen. Politiet i den Canadiske provinsby
Alma lukkede hurtigt sagen, der var ikke tegn på nogen forbrydelse. Ingenting at lave stor ståhej over.
Chantal blev som lille barn ramt af
polio, og sad i kørestol med degenererede hænder og ben. Han vejede under 27 kg, var skind og ben. Han døjede med smerter, som han søgte at dulme med
hash og alkohol. Havde flere forgæves selvmordsforsøg bag sig.
En af hans søstre gjorde politiet opmærksom på at Chantal Maltais som svært handicappet ville have haft endog meget svært ved at arrangere sit selvmord, på årsdagen for hans mors død. Så blev de jo nødt til at undersøge sagen nærmere, ud fra hendes mistanke til nevøen Stephan Dufour.
Den 30-årige let udviklingshæmmede Stephan tilstod hurtigt at han to dage før selvmordet havde hjulpet med at hænge kæden op. Han havde i mange år været en stor støtte for sin onkel, med daglige besøg og megen praktisk hjælp. Stephan havde i øvrigt fortalt sin mor om kæden, men hun gjorde heller ikke noget for at gribe ind, beroligede med at onklen da ikke ville begå selvmord.
Han havde det sidste år måttet lytte til daglig tiggen om hjælp til at dø, fremført med stor vrede. Chantal lagde stærkt pres på sin nevø, og når bønnerne blev afvist reagerede han ved at banke hovedet ind i en væg, til han besvimede. En måned før selvmordet havde Stephan afvist at stikke sin onkel ned med en kniv.
Det blev til en meget følelsesladet retssag, hvor forsvaret byggede på Stephans intellektuelle begrænsninger, og at han derfor ikke kunne forsvare sig mod onklens manipulationer. At han derfor ikke kunne være ansvarlig for sine handlinger. Forsvareren, Michel Boudreault, vurderede vel at der på denne måde var størst chancer for at snige sig udenom streng juridisk håndhævelse af loven, som kunne give op til 14 års fængsel.
Dommeren, Jacques Levesque, beordrede nævningene til at de ikke måtte tage hensyn til den menneskelige side af sagen, men udelukkende svare på tre spørgsmål om deres overbevisning. Vidste Stephan at Chantal ville begå selvmord, gjorde han noget for at hjælpe, og havde han til hensigt at hjælpe Chantal med at tage sit liv? Nævningene brugte over 3 dage på at nå til enighed, og måtte flere gange bede om vejledning omkring tolkning af begreber som "hensigt".
Dommen lød på frifindelse, fredag den 12. december 2008. Både familien og flere af nævningene græd. Jubel i retten. Stephan selv var meget rolig. Han havde allerede grædt nok under krydsforhørene.
Jeg tror ikke på at nævningene adlød dommerens skarpe ordre om at vurdere juridisk uden hensyntagen til følelser. Hvis de synes at Stephan Dufour havde handlet dadelværdigt, ville de have dømt ham skyldig, og overladt til dommeren at finde en mild straf. Reelt afviste de at loven var relevant.
Selv om det glæder mig at det blev til en rimelig frifindelse, synes jeg desværre at den i for høj grad skete på bekostning af Stephans værdighed. Jeg mener (ligesom anklageren) at han udmærket vidste hvad han foretog sig, og efterhånden må have accepteret at onklen havde brug for at få sit uudholdelige liv stoppet. Han handlede netop ansvarligt, selv om det jo var en meget svær proces for ham til sidst at sætte sin onkels behov over sin store kærlighed til ham. Stephan havde familiens støtte, og de roste ham for at have givet onklen lov til at få fri.
Sagen vakte stor offentlig debat, og satte endnu engang fokus på behovet for ordnede forhold omkring hjælp til dem som har stærkt brug for at dø.
Canada.com: