En af de faste forårstraditioner er at medierne bringer historier om at foråret er "højsæson for selvmord", eller lignende dramatiserende overskrifter. Og det er da heller ikke første gang, jeg har emnet oppe på bloggen her.
Statistikkerne viser at der er 6-7% flere selvmord i forårets tre måneder, marts, april og maj, og stadig 4% flere i juni. Det fører til forskning og overvejelser om hvad der giver ekstra selvmord om foråret. En traditionel behandlings-fokuseret tilgang til selvmordsforebyggelse fører til at der søges forklaringer på hvordan det kan være at foråret er en risikofaktor for selvmord.
Det mener jeg er en problematisk præmis. Flere selvmord i nogle måneder hænger jo tæt sammen med at der er færre selvmord i andre måneder. Som den følgende grafik viser, ligger "underskuddet" i september, november, december og februar. Måske var det mere relevant at finde ud af hvordan det kan være at efterår og vinter virker selvmordsforebyggende.
Selvmord pr. måned, 1970-1998
Et påfaldende aspekt ved statistikken er det store spring i selvmordshyppigheden fra februar til marts. Jeg har desværre ikke tallene bag diagrammet, men går ud fra at tallene er korrigeret for månedernes forskellige længde. De er taget fra faktahæftet Sæsonsvingninger i selvmordsadfærd, udgivet af Center for Selvmordsforskning.
For mig virker det mere logisk at se forårsmaksimum for selvmord som udtryk for ophør af den selvmordsforebyggende effekt af de mørke måneder. Hvis noget ved foråret udløste selvmordene, ville der snarere være et mere jævnt forløb resten af året. Til gengæld passer ophør af noget selvmordsforebyggende bedre med det pludselige spring.
Og hvordan kan det så være?
De normale forestillinger forbinder selvmord med depression. Der er jo ingen tvivl om at mange selvmord sker i en depression. Tilsvarende tales der om vinterdepressioner, at de mørke måneder øger tendensen til at blive deprimeret - eller bare nedtrykt. Altså ville det være logisk at forvente flere selvmord når dagene bliver korte. Det er spændende når det ligefrem er tværtimod.
Ved at gå væk fra den simplistiske forestilling om at selvmord er et resultat af at være deprimeret, bliver der plads til at prøve at have et mere åbent sind omkring hvad der sker.
En del af selvmordene er resultat af rationelle overvejelser omkring sygdomsforløb frem til døden, hvor fraværet af legal adgang til aktiv dødshjælp gør det påkrævet at tage sagen i egen hånd. Uden tal på disse sager, vil jeg blot gå ud fra at de ikke afhænger af årstider, og altså er udenfor mine overvejelser her. Tilsvarende forestiller jeg mig heller ikke at selvmord som desperat reaktion i en pludselig krise er en del af en model for systematiske sæsonvariationer.
De tilbageværende selvmord må være udtryk for at nogen har det meget skidt med sine livsomstændigheder, og slet ikke ser nogen farbar vej til at få et udholdeligt liv. Det kan der være mange grunde til, og selv om depression er blandt de større, tror jeg som nævnt ikke på at graden af depression er afgørende. For det ville ikke kunne forklare vinterminimum for selvmord.
Hvordan kan det så være at der ligefrem er færre vinter-selvmord blandt dem som er trætte af deres liv? Jeg tror ligefrem at den med vinterdepressioner netop er det som giver den selvmordsforebyggende virkning.
Uafhængig af om den enkelte faktisk har en grad af vinterdepression, giver sådanne en "rigtig god forklaring" på at være nedtrykt. Det er der jo så mange andre der også er. Det er nemmere at "gemme" sig lidt. Omgivelserne er mere forstående. Personen selv kan også sige at det "bare er vinteren". Det skal overstås.
Men når foråret truer, brister illusionen om at nedtryktheden er et vinterfænomen. Når omgivelserne liver op i forårshumør, bliver kontrasten så meget desto større. Når reelle vinterdepressioner damper af, er der ikke længere nogen undskyldning for at være "blue".
Så kradser det. Og nogen vælger desværre at kradse af.
Nyere opslag
Opslag
