"Nu kan jeg flyve" var digteren
Michael Strunges sidste ord til sin kæreste (Cecilie Brask), før han den 9. marts 1986 sprang ud af vinduet. Han døde da han havde fløjet 5 etager nedad, mod Webersgade i København.
Hans død bliver ofte fortolket ud fra diagnosen maniodepressiv (bipolar), at han var sindssyg, manisk, ikke vidste hvad han gjorde da han hoppede. Dårlig forklaring, synes jeg. Selvfølgelig ved jeg dog ikke hvad der var i hans sind før han sprang.
Fire år tidligere havde han forsøgt selvmord med sovepiller. Han blev vred da han efter coma vågnede på den psykiatriske afdeling i Nordvang. Et skuffende gensyn. Hans digte viser at livssmerte og søgen mod døden var en del af hans poetiske verden, siden hans barndom i Hvidovre.
Michael Peter Strunge døde om foråret, om hvilket han i debutdigtsamlingen
Livets hastighed havde digtet:
Det er ved at komme igen
som det kommer hvert år ved denne tid
jeg kan mærke det
jeg sover ikke mere
og denne morgen er lyset skarpt
og alting skærer og ligner glas der knaser
og alting synes at staves med s
skarpt skin i solens stråler
hvidtlysende træthed
smertende øjne
og sviende gennemsigtighed
Han var i modstrid med det etablerede samfund, og dets sætten etiketter på ham. Han stavede "kontrol" bagfra: "lort nok". Fløj højt i
natmaskinen. Følte sig afmægtig, men skulle jo også leve i og med samfundet. Det var ikke nemt. Men han var, som der står på hans
grav, væbnet med vinger.
Næsten et år før han døde vakte han forargelse da han tillod sig at anmelde digtsamlingen
Verdenssøn, som han selv havde udgivet under pseudonymet Simon Lack. Selvbiografiske ord:
Men dette er ikke nederlagets poesi, for Lack har skønheden med sig og behersker sin depression gennem poesiens spinkle, men bæredygtige struktur. Han kan flyve.
Tre år tidligere, i digsamlingen
Ud af natten:
SELVMORD (FORSØG)
Søvnen var kølig sort og klar
ingenting ingenting
jeg fortryder ingenting
selv om jeg kom hjem derfra
på vejen op var helvede
jeg husker ingenting
kun smerten i halsen
og ingen erindring
michael michael
det er her det foregår
dernede findes ingenting
køligt sort og klart
men her er smerten angsten sorgen
kun her kan du vinde
ikke fortryde
men bruge smerten angsten sorgen
som afsæt for en form for liv
michael michael nu har du forsøgt
det er her du skal forsøge
og vinde.
Og "Det blanke hav":
Nu går han ned til havet.
Nu går han ud i vandet.
Han svømmer.
Nu dykker han.
Han dykker.
Og blir.
Jeg ser ingen grund til at gå ud fra at han ikke vidste præcis hvad han gjorde, da han sprang ud af vinduet. Eller at det var nøje planlagt og afklaret. Mere effektivt end piller. Ingen vej tilbage.
Michael Strunge fløj på poesiens sommerfuglevinger. Hans krop faldt til jorden.
Nej, jeg vil ikke dø.
Jeg vil bare være ufødt.
Opslag
