lørdag den 31. januar 2009
Indtil døden skiller jer ad
Landsvaler danner par for livet.
Taiwan, en skyet lørdag. Et havneterræn med tung trafik. Flokke af landsvaler. En af dem blev kørt ned. En anden kom til. Ville ikke væk. Flere lastbiler kom, vindstødene ruskede den døde svale. Hver gang fløj den anden tilbage. Skreg. Prøvede at tage fat i den liggende. Kunne ikke. Igen og igen. Ingen reaktion. Ville ikke give op. Skreg.
Til sidst kunne fotografen, Wilson Hsu, ikke bære det. Var bange for at den anden svale også ville blive kørt ned. Flyttede den døde svale væk fra vejen. Den anden svævede på himlen. Skreg nogle gange. Fløj væk til sidst. Forstod?
Landsvaler danner par for livet.
Ovenstående er en forkortet udgave af hvad fotografen selv bringer af billeder, tanker og følelser.
fredag den 30. januar 2009
Sov trygt
Death and the Maiden by Laurie Lipton
Laurie Lipton var med da hendes mor døde af kræft på et hospice. De fandt rig anledning til latter og den galgenhumor der også ses hyppigt i Lauries mange tegninger.
torsdag den 29. januar 2009
Ida Binge havde ét stort behov: Gift
Et spørgsmål var så hvordan den sengeliggende kvinde havde fået fat på giften. Hun kunne næppe selv. Nogen måtte have givet hende giften. Et giftmord?
Hendes datter, Lottie Wallau, blev mistænkt på basis af en sygeplejerskes forklaringer. Lottie passede sin mor på hendes smertefulde dødsleje. En hengiven og selvopofrende hjælp til sin syge mor, der allerede havde overladt huset og næsten alle sine penge til sin datter (sammen med Lotties mand). Der var altså ikke noget økonomisk motiv. Myndighederne havde en mistænkt, men ikke nogen der havde skyggen af ønske om at skade den lidende kvinde.
Lægens vurdering var at Ida ville være død i løbet af mindre end en måned. En kræftsvulst i ansigtet havde ført til at operere et øje væk, en operation der egentlig alligevel ikke hjalp. Den ondartede kræft havde spredt sig. Et bryst blev fjernet i forgæves håb om at lindre de voldsomme smerter. I de sidste tre år havde hun også lidt af en alvorlig og invaliderende hjertesygdom. Samt flere andre diagnoser. Smerterne voksede i takt med svulsterne. Ida Binge tiggede om at få lov til at dø. Bad lægen om noget der kunne befri hende for smerterne i al evighed. Ved sygesengen var datteren blandt de nærmeste til at høre sin mors hjerteskærende skrig af smerte.
Det var en logisk antagelse at Lottie Wallau til sidst havde givet efter. Medlidenhedsdrab. Hun blev arresteret, sigtet for mord. Sagen så ud til at være meget klar. Ingen mulighed for kaution. Forsvareren blev manet til ro med trusler om ikke at få adgang til vidnerne. Anklageren var så sikker i sin sag, at han ikke så behov for at spekulere på motiver. Tjenestefolkene blev indkaldt til afhøringer. Der blev fundet gemte kviksølvdichlorid tabletter hos Lottie - der benægtede skyld.
Sagen vakte stor opmærksomhed, og sympati for Lottie. Mange mente ikke at det ville være nogen forbrydelse, hvis sigtelsen var sand. Et spørgsmål var om det ville være muligt at finde nævninge der ville kende hende skyldig, hvis hun f.eks. forsvarede sig med at have været overvældet af følelserne. Der var kritik af myndighedernes hårde behandling af fangen.
Ved en høring blev der konkluderet at Ida Binge døde af "naturlige" årsager. Storjuryen var delt, men en flertalsafgørelse var at ville afslutte sagen. Bifald. Datteren fik lov til at gå, men blev umiddelbart efter arresteret, anklaget for overlagt mord. Mod en stor kaution slap hun dog for at vende tilbage til fængslet. En af sygeplejerskerne, der var med til at passe Ida, holdt fast på beskyldningerne om forgiftning i champagne.
En måned senere afsluttedes sagen. Storjuryen havde nægtet at rejse sigtelse.
En modsætningsfyldt sag. På den ene side er der mange fakta der tyder på at Lottie Wallau hjalp sin mor med at dø. Det kan kaldes hjælp til selvmord, er en del af hvad nogen kalder aktiv dødshjælp, eutanasi. På den anden side ser det ud til at hun havde en bred folkestemning på sin side, at hun havde gjort noget godt. Heldigvis var hun ikke helt udleveret til myndighedernes, juristers og politiets ageren.
Hun kunne kun blive sigtet hvis en storjury af "almindelige" mennesker fandt at der var grund til det. De nægtede. Næppe på grund af overvejelser om beviseligheder.
- Poison Inquiry Begun After a Woman's Death
Hint to Jerome that rich Mrs. Binge's end was hastened - Still probe poison story
Two women visit Jerome's office -- Son denies friction with Mrs. Binge - Old Mrs. Binge begged to die
And the suspicion is that some one who loved her gave her peace - Much sympathy for Mrs. Wallau
Euthanasia the only tenable theory, friends say, if she caused mother's death - Say Mrs. Binge planned new will
Latest of many rumors in the case of the woman who died of poison - Mrs. Wallau hears case against her
Nurse suspected poison and a dentist found some in wine she opened - Mrs. Wallay freed; now under bail
Coroner's jury finds Mrs. Binge died of natural causes - Mrs. Wallau Confident
Her son says she's sure she will be acquitted of poisoning charge - Clears Mrs. Wallau
Grand jury refuses to indict her for her mother's death
Se også:
onsdag den 28. januar 2009
tirsdag den 27. januar 2009
Anne Turner forherligede ikke dødshjælp
Den 24. januar 2006 rejste den 66-årige pensionerede læge Anne Turner fra Bath til Zürich. Formålet med rejsen var at dø hos Dignitas. Hendes børn støttede beslutningen. Hun kunne gå endnu. Hun havde skrevet over 100 afskedsbreve til sine venner.
Da Anne fik diagnosen supranukleær parese, en sjælden sygdom, hvor dele af hjernen bliver nedbrudt, var hun ikke i tvivl om at det var en god grund til selvmord. Børnene var forfærdede ved tanken, med som læge vidste Anne kun alt for godt hvad der ventede hende hvis hun holdt fast i livet. Hun var en meget uafhængig kvinde, der ikke ville tolerere at komme til at ligge som totalt lammet. Børnene, Sophie, Edward og Jessica, kæmpede imod i flere uger, men efter et mislykket selvmordsforsøg fandt de ud af at de var nødt til at tage deres mor alvorligt. Ikke være selviske. Ikke presse deres mor til at lide.
Nogle år forinden var Annes mand, børnenes far Jack, død af en lignende sygdom, i elendighed og smerte. De sidste 6 måneder forbandede han sit hospice-liv. Dette traumatiske minde var selvfølgelig ikke langt væk.
Hos Dignitas hørte børnene gennem væggen at Anne græd over situationen. Ikke over sig selv, men for børnene. De kæmpede selv mod tårerne da de var i samme rum igen, de ville ikke gøre det sværere for Anne. Familien fulgte deres tradition om fællessang. Og Anne fik et glas med en opløsning af barbiturater, en gammel type sovemedicin. "Hvis du drikker dette, vil du dø". "Ja, ja". En kort tøven, og glasset blev tømt.
Det gik ikke helt så let som det skulle. Den meget bitre drik gav Anne opstød og hoste i et halvt minut. Ikke rart. Men hun faldt til ro, og i en dyb søvn. Tungt åndedræt. Tyve minutter senere skiftede huden farve et par gange, døden var indtrådt.
Dagen forinden havde de været til koncert, på udflugter og et festmåltid på en god restaurant. Med champagne og tårer.
Børnene fandt fred med at deres mor fik den død hun ønskede, og slap for en langtrukken plage. Det blev dog et dårligt minde med reaktionen på den bitre drik. Hvis Anne Turner kunne have fået dødshjælp hjemme, kunne hun have levet længere. Oplevet mere af sine børns liv. Men hun fik dog en meget bedre død end deres far. Børnene blev efterhånden forkæmpere for aktiv dødshjælp, eutanasi. Som deres mor.
Sagen vakte medieopmærksomhed, og BBC har lavet en film om forløbet. A Short Stay in Switzerland. En film, der søger at give en realistisk fremstilling, uden at skjule at det ikke var uproblematisk. Viser begge sider af et tungt emne. En meget svær rolle for skuespilleren, Julie Walters. Hun måtte lære at være Anne, leve sig ind i rollen. Børnene var imponerede over hvor godt det lykkedes.
Det var fra starten planlagt at den 90 minutter lange film skulle vises her i vinter. Det blev i søndags. Kritikere reagerer med at beskylde den for at være propaganda der forherliger aktiv dødshjælp. At den er programsat med formål om at påvirke aktuel debat i offentligheden og parlamentet. En debat der sidst blev vækket af Daniel James' tilsvarende tur, og en dokumentarfilm om da Craig Ewert fik brug for samme tur. En debat med stærke følelser på begge sider.
En observation er at nogle modstandere af aktiv dødshjælp automatisk ser enhver fremstilling uden klar afstandtagen som propaganda. Ikke kan lide at se at fornuftige mennesker træffer dette valg, og at det ikke er noget forfærdeligt noget. Savner at der vises film som propaganderer imod aktiv dødshjælp. Jeg tror at de glemmer at det faktisk tit sker. Film der markant idylliserer en kamp mod døden. Fremstiller det som enestående smukt at lade sit liv rutche ned ad bakke, med smil på læberne.
Og det er der bestemt ikke noget forkert i. Men det skal da ikke have lov til at fremstå som det eneste moralsk rimelige valg.
Hendes brev til vennerne:
Da Anne fik diagnosen supranukleær parese, en sjælden sygdom, hvor dele af hjernen bliver nedbrudt, var hun ikke i tvivl om at det var en god grund til selvmord. Børnene var forfærdede ved tanken, med som læge vidste Anne kun alt for godt hvad der ventede hende hvis hun holdt fast i livet. Hun var en meget uafhængig kvinde, der ikke ville tolerere at komme til at ligge som totalt lammet. Børnene, Sophie, Edward og Jessica, kæmpede imod i flere uger, men efter et mislykket selvmordsforsøg fandt de ud af at de var nødt til at tage deres mor alvorligt. Ikke være selviske. Ikke presse deres mor til at lide.
Nogle år forinden var Annes mand, børnenes far Jack, død af en lignende sygdom, i elendighed og smerte. De sidste 6 måneder forbandede han sit hospice-liv. Dette traumatiske minde var selvfølgelig ikke langt væk.
Hos Dignitas hørte børnene gennem væggen at Anne græd over situationen. Ikke over sig selv, men for børnene. De kæmpede selv mod tårerne da de var i samme rum igen, de ville ikke gøre det sværere for Anne. Familien fulgte deres tradition om fællessang. Og Anne fik et glas med en opløsning af barbiturater, en gammel type sovemedicin. "Hvis du drikker dette, vil du dø". "Ja, ja". En kort tøven, og glasset blev tømt.
Det gik ikke helt så let som det skulle. Den meget bitre drik gav Anne opstød og hoste i et halvt minut. Ikke rart. Men hun faldt til ro, og i en dyb søvn. Tungt åndedræt. Tyve minutter senere skiftede huden farve et par gange, døden var indtrådt.
Dagen forinden havde de været til koncert, på udflugter og et festmåltid på en god restaurant. Med champagne og tårer.
Børnene fandt fred med at deres mor fik den død hun ønskede, og slap for en langtrukken plage. Det blev dog et dårligt minde med reaktionen på den bitre drik. Hvis Anne Turner kunne have fået dødshjælp hjemme, kunne hun have levet længere. Oplevet mere af sine børns liv. Men hun fik dog en meget bedre død end deres far. Børnene blev efterhånden forkæmpere for aktiv dødshjælp, eutanasi. Som deres mor.
Sagen vakte medieopmærksomhed, og BBC har lavet en film om forløbet. A Short Stay in Switzerland. En film, der søger at give en realistisk fremstilling, uden at skjule at det ikke var uproblematisk. Viser begge sider af et tungt emne. En meget svær rolle for skuespilleren, Julie Walters. Hun måtte lære at være Anne, leve sig ind i rollen. Børnene var imponerede over hvor godt det lykkedes.
Anne Turner og Julie Walters
Det var fra starten planlagt at den 90 minutter lange film skulle vises her i vinter. Det blev i søndags. Kritikere reagerer med at beskylde den for at være propaganda der forherliger aktiv dødshjælp. At den er programsat med formål om at påvirke aktuel debat i offentligheden og parlamentet. En debat der sidst blev vækket af Daniel James' tilsvarende tur, og en dokumentarfilm om da Craig Ewert fik brug for samme tur. En debat med stærke følelser på begge sider.
En observation er at nogle modstandere af aktiv dødshjælp automatisk ser enhver fremstilling uden klar afstandtagen som propaganda. Ikke kan lide at se at fornuftige mennesker træffer dette valg, og at det ikke er noget forfærdeligt noget. Savner at der vises film som propaganderer imod aktiv dødshjælp. Jeg tror at de glemmer at det faktisk tit sker. Film der markant idylliserer en kamp mod døden. Fremstiller det som enestående smukt at lade sit liv rutche ned ad bakke, med smil på læberne.
Og det er der bestemt ikke noget forkert i. Men det skal da ikke have lov til at fremstå som det eneste moralsk rimelige valg.
- Kristeligt Dagblad:
BBC beskyldes for at forherlige dødshjælp - Daily Mail:
'Anne, if you drink this you will die': Why we stood by and allowed our mother to commit suicide - BBC:
'A short stay in Switzerland' - BBC:
Julie Walters to star in A Short Stay In Switzerland - Telegraph:
BBC accused of trying to influence assisted suicide debate with Julie Walters film - Telegraph:
Interview: Julie Walters on A Short Stay in Switzerland
Hendes brev til vennerne:
WHEN you read this I will be dead. I will have travelled to Zurich with Sophie, Edward and Jessica (who have been wonderfully supportive) on 22 January 2006 to have an "assisted suicide" through DIGNITAS on 24 January 2006 (having tried to commit suicide in the UK in October 2005).
I have become increasingly disabled in recent months. I now find talking a great problem, have difficulty swallowing, and am at increasing risk of choking. I am not at all mobile and continue to have falls. I no longer drive and cannot even go to Bath alone.
Progressive Supranuclear Palsy (PSP) is an awful illness akin to Multiple System Atrophy (MSA), which Jack had.
Dudley Moore died from it when he was unable to walk, talk or even blink. I do not want to end up like that.
I can only look forward to increasing disability and more falls (I broke my wrist twice and thumb once last year), life in a home and complete loss of dignity.
I know this will come as a shock to you and you may feel you would have liked the opportunity to try to talk me out of it. However, I have had no shortage of people trying to convince me that life with the illness is still worth living - and all to no avail. My children, doctors and friends have explored every way of improving my quality of life - from changing my prescribed medicines (of which there are several) to spending more time with me.
I am unshakable in my belief that I am better of f ending my life now, while I am still able, rather than postponing it and finding myself unable to travel to Zurich.
I would then have condemned myself to a painful and lingering end in the UK, with a continual erosion of my quality of life.
My decision to travel to Zurich has given me a sense of purpose and control over my own destiny and I am happy to be doing so. Perhaps if I had been able to pursue assisted dying in the UK I would not have had to travel to Zurich at this stage.
Please forgive me for not telling you in advance of my intentions and for not saying goodbye properly.
Because the law in the UK is not currently supportive, I have had extra complications which have required a certain degree of secrecy. I hope that I have spared you some of the protracted grief which those very few people in the know have experienced.
My life has been wonderful and varied, and I have always recognised how fortunate I am to have so many kind friends, neighbours and acquaintances. Thank you all for your friendship, love and support.
Yours,
Anne
mandag den 26. januar 2009
De stiger op, planetens sommerfugle
I
De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.
Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er dette min barndoms drømte sommertime
splintret som i tidsforskudte lyn?
Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv som sort Apollo mnemosyne,
som ildfugl, poppelfugl og svalehale.
Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
i Brajčinodalens middagshede luft.
Fra Sommerfugledalen, af Inger Christensen
Se også:
- Inger Christensen har nået sommerfugledalen
- De stiger op, planetens sommerfugle
- I Brajčinodalens middagshede luft
- Op fra den underjordisk bitre hule
- Som bjergbuskadset dækker med sin duft
- Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
- Som påfugløje flagrer de omkring
- Og foregøgler universets tåbe
- Et liv der ikke dør som ingenting?
- Hvem er det der fortryller dette møde?
- Med strejf af sjælefred og søde løgne
- Og sommersyner af forsvundne døde
- Mit øre svarer med sin døve ringen
- Det er døden som med egne øjne
- Ser dig an fra sommerfuglevingen
Abonner på:
Opslag (Atom)