Et meget ømt punkt i debatten om aktiv dødshjælp er tanken om at det må kunne give mindre udgifter. Et ret stor del af sundhedsvæsenets udgifter går til behandling af patienter som alligevel er døende. Behandling hvor nytteværdien kan være meget begrænset, eller måske ikke-eksisterende. Hvis disse håbløse tilfælde nu fik fri nogle timer, dage eller længere "før tiden"? Det er jo simpel logik at mindre behandling må give mindre udgifter. Bedre økonomi. Lægerne gør eutanasi til en standard-behandling. Brrr....
Springet til en uhyggelig tanke er meget kort. At økonomiske kalkuler fører til at en del af lægernes job bliver at "rydde op" i de døende patienter. Frigøre deres sengepladser. Presse patienter til at acceptere en dødssprøjte, "vi kan alligevel ikke hjælpe dig". Eller patienter som selv føler sig presset af situationen, og derfor opgiver kampen ved at bede om at blive aflivet.
Sådan et skrækkeligt scenarie tror jeg at det bliver meget svært at finde nogen som ikke tager stor afstand fra. Men det har intet med debatten om aktiv dødshjælp at gøre. Det er på ingen måde en konsekvens af at respektere at enkelte patienter hellere vil have fri fra livets sidste krampetrækninger.
Jeg tror dog at sundhedssystemets udgifter faktisk ville blive mindre med muligheden for aktiv dødshjælp, men ikke på grund af at nogle få patienter tager initiativ til at få deres liv afkortet lidt. Nej, der kan derimod spares penge på dem som bestemt ikke vil have hjælp til at dø. Jeg vil ligefrem mene at dem som selv vælger deres dødsdato kunne koste mere end nu.
Dette lyder jo umiddelbart paradoksalt, men forklaringen skal søges i at muligheden for aktiv dødshjælp vil føre til at mange flere tænker over hvordan de gerne vil dø, når det nu ikke kan undgås. Tænke over det i god tid, før de ligger på det yderste.
- Ønsker de at lægerne skal prøve at behandle så meget som muligt, håbe på et af de ret sjældne "medicinske mirakler"? Dette er nu den normale vej, og kan være ganske kostbart.
- Vil de satse på at have det så godt som muligt, i eget hjem eller måske på hospice? Godt personale kan gøre en del for at det ikke bliver så slemt endda, og undgå unødigt belastende behandlinger. Bedre behandling og bedre økonomi.
- Eller om de bare vil have muligheden for at sige "nok er nok", sige livet ret farvel. Hellere leve lidt for kort, end alt for længe.
Dette kræver dog at vænne sig til tanken om at nu er livet ikke ret meget længere. Ikke den sjoveste tanke, og det kan tage et stykke tid at få det tænkt og snakket igennem. Tanken om aktiv dødshjælp hører naturligt hjemme her, men det haster jo heller ikke med at dø. Den tryghed som det giver at have en nødudgang, er dog meget værd. Det giver ro.
Som vi har det nu, er der jo ingen lovlig mulighed for aktiv dødshjælp. Derfor er der mange som sørger for selv at tage sig af det, mens de stadig er sikre på at have kræfterne til et selvmord. De venter ikke til deres grænse for alvor er nået, på grund af risikoen for at blive udleveret til "en skæbne værre end døden". En meget stor del af selvmordene i Danmark sker netop blandt nogen som frygter hvad sygdom eller alderdom kan risikere at blive til.
De ekstra udgifter ved muligheden for aktiv dødshjælp er baseret på at der bliver færre af disse selvmord. Med en lovlig nødudgang er der ikke brug for at forhaste sig. Besparelsen kommer af de mange som får en naturlig død under passende pleje, i stedet for at døden bliver et nederlag for vidtgående forsøg på at behandle med alle midler. Bedre økonomi. Bedre dødsproces. En mere værdig død.
Det der er brug for er at det bliver noget naturligt at snakke stille og roligt om døden, og ønskerne for den sidste tid. En snak som fremmes af at have reelle valgmuligheder, altså netop også aktiv dødshjælp.
Den store fordel ved muligheden for aktiv dødshjælp er netop når der ikke bliver brug for nødudgangen. Det er ikke så paradoksalt som det lyder.
Nyere opslag
Opslag
