At storrygere belaster deres helbred, og i gennemsnit har kortere liv på grund af alvorlige sygdomme, er velkendt. Selv producenterne af cigaretter er holdt op med at modsige denne effekt af rygning. Selvfølgelig er der også andre risikofaktorer, som luftforurening, men rygning indebærer at indånde svært forurenet luft, med en stor mængde ultrafine partikler.
Hvad der er mindre velkendt er at rygning er forbundet med en betydeligt øget selvmordsrate. Sammenlignet med ikke-rygere har omkring 3 gange så mange rygere selvmordstanker, eller forsøg på selvmord. Effekten stiger med stigende forbrug af cigaretter, og falder efter stop for rygning. Selv om selvmord dog kan siges at høre til de mindre risikofaktorer ved rygning, er det interessant at overveje hvoraf sammenhængen kommer.
Selvmord er normalt resultatet af mange forskellige faktorer, så det er en overforenkling at ville påstå at en person begik selvmord
på grund af en enkeltstående ting. Rygning kan altså ikke være den direkte årsag til selvmord. Nogle strøtanker omkring mere eller mindre plausible indirekte koblinger mellem rygning og selvmord følger.
Alvorlige sygdomme som lungekræft eller rygerlunger kan være anledning til selv at afslutte sit liv, i stedet for at insistere på at få alle sygdommens hæslige oplevelser med i et langstrakt forløb. Her er der en tydelig indirekte sammenhænge, hvor der også ses store ønsker om at få aktiv dødshjælp. Så velbegrundede selvmord holdes dog udenfor undersøgelserne.
Stigmatisering af rygere kan sammen med stigende grad af eksklusion og forhindringer være med til at gøre livet surt. Hvis en aktivistisk ryger som
Klaus Kjellerup havde haft fat i sammenhængen mellem rygning og selvmord, er jeg bange for at han havde hylet over mobningen og rygeforbud som en central årsag. Jeg tror dog at der skal være betydelige problemer i forvejen for at den samfundsmæssige modstand fører til at en ryger hellere vil dø. Derfor ser jeg kun en
meget lille sammenhænge her.
Kampen for at holde op med at ryge kan i sig selv være en belasning, med øget stress. Forsøg på at lette processen med medicin er i sig selv en risikofaktor, da alle former for psykofarmaka kan have utilsigtede virkninger på balancen i hjerne og psyke. Jeg vil forvente at risikoen her primært er at genoptage rygningen, i stedet for selvmord.
Selv om undersøgelserne forsøger at korrigere statistikkerne for andre faktorer, som fysiske og psykiske sygdomme, er det usikkert at gå ud fra "alt andet lige". Jeg kunne forestille mig at nogle rygere allerede havde en mindre stabil psyke, før de gik ind i det stofmisbrug som nikotin-afhængighed udgør. Nogen afgørende forklaring ser jeg heller ikke her, en sådan antagelse ville i sig selv være en stigmatisering af rygere.
Koblingen mellem rygning og psykiske sygdomme er mere kompleks. Rygning er mere udbredt blandt mennesker i kontakt med psykiatrien. På den ene side er nikotinens virkning på hjernen i sig selv en stress-faktor. En cyklus med abstinens-symptomer afløst af hyppige nikotin-fix, som cigaretter eller nikotin-tyggegummi, giver mindre overskud til at få ro i sindet. På den anden side giver hvert fix et lille kick, som opleves som en grund til at holde fast i afhængigheden, en følelse af "kontrol".
Nogle rygere kan føle et ubehag ved sig selv og deres dårlige vane, mærker hvordan det præger deres krop og miljø. Dette er dog usandsynligt som baggrund for selvmord, den meget mere nærliggende løsning er jo at holde op med at ryge. Talemåden om rygning som "langsomt selvmord" gælder ikke her.
Jeg tror at den mest sandsynlige sammenhænge er at den "narkotika" som nikotinen er, stresser hjerne og psyke. Denne forklaring styrkes af at undersøgelserne viser mindre risiko for selvmord efter rygestop. Det er forresten også interessant her at det ser ud til at rygere lettere bliver afhængig af hårdere stoffer, som må kunne indgå i den "vante" cyklus med abstinenser og "behovet" for et nyt fix. Også ved de forbudte former for stofmisbrug ses der en øget selvmordsrate.
Statistikker om risikofaktorer skal som altid tages med et gran salt. Selv om rygere har en betydeligt øget selvmordsrisiko, er grundlaget jo at der ikke er ret mange selvmord. Heller ikke storrygere begår selvmord i stort tal, men statistikkerne peger på en noget større gruppe som har det skidt med sig selv. Det fortjener heller ikke rygere.