Logo sommerfugl

søndag den 30. september 2007

... og ingen kan hjælpe hende

BSE
Helles Hyggeblog så jeg en trist historie om Gerda, ramt af Creutzfeldt-Jakob, en uhyggelig sygdom hvor hjernevævet nedbrydes, hjernen bliver hullet som en svamp. Men kroppen fungerede fint, med en slange i maven og hyppige vendinger for at forebygge liggesår. Et velbevaret lig. Ubehagelige fakta.

Et par pluk fra Helles fornuftige blog indlæg Hjælpeløs og En gabende tom stol:

Det jeg tænker meget over er, at vi tit har hørt Gerda sige (hvis talen kom på aktiv dødshjælp), var at hvis hun nogensinde skulle komme til at ligge hjælpeløs, så ville hun hellere hjælpes herfra.

Nu ligger hun hjælpeløs - og ingen kan hjælpe hende.

...

Tænk, hvis hun vidste, hvordan vi lader hende sidde hen - Det her ville hun aldrig finde sig i!!!

Der gik heldigvis ikke meget for lang tid før den tomme skal af et menneske fik fred. Ellers ville aktiv dødshjælp (eutanasi) lyde helt rigtigt, såkaldt passiv dødshjælp ville være at lukke for næring og væske. Selv om sindet allerede måtte have forladt kroppen, synes jeg ikke at det lyder som en værdig afslutning.

fredag den 28. september 2007

Forsoning

Efter et besøg hos Søren begik hans bror selvmord næste dag. Broderen virkede ellers glad og tilfreds, og Søren forsonede sig aldrig med at han nok havde overhørt et nødråb.

Mosaikrude i Hjørring Baptistkirke
Jeg ved ikke mere om historien end dette, som jeg fandt i en artikel fra Baptistkirkens blad, men har alligevel (rent spekulativt) en anden tolkning. Det var ikke et nødråb, men en måde at tage afsked på. Broderen var glad og tilfreds, fordi det gav ro at have taget en beslutning, at vide at han snart ville forlade livet. Så jeg ser besøget som en usagt måde at vise at han var afklaret og i balance, at hans selvmord ikke blev besluttet og gennemført med kaos i psyken, at han var forsonet med tanken.

Før jeg bliver misforstået må jeg lige tilføje at jeg synes at sagen lyder som en hvor broderen med passende hjælp kunne være kommet videre i livet. Jeg tror blot ikke at det var et nødråb.

6 år senere ringede broderens søn til sin onkel, Søren, og spurgte om han havde tid. Svaret var nej, og nevøen begik selvmord. Tanken om igen at have overhørt et råb om hjælp blev til endnu en tung byrde for Søren. Heller ikke her synes jeg at fakta antyder at han har noget at bebrejde sig. Jeg forstår da godt tanken om at det kunne være gået anderledes hvis svaret havde været ja. Det er jo ganske almindeligt at bagklogskabens blændende skarpe lys viser en bedre vej. Men det gør det ikke dadelværdigt ikke at have tid.

Forsoning er en god ting, både med andre men især med sig selv. Det kan jeg tale med om.

torsdag den 27. september 2007

Den dagligdags stolthed

Hvide blomster i køkkenvinduet

Et ganske dagligdags billede fra Ingelises lejlighed sidste år, kort før hun forlod livet. Der var ikke noget der fik lov at flyde, hun fik flere buketter afskårne blomster leveret mindst en gang om ugen, og blomsterkurve inde og ude engang imellem. Ikke noget med at samle på opvask, tingene blev skyllet af, og vasket dagligt. Sengen blev redt, tøjet hængt pænt, og alt var ryddeligt. Blomsterne blev passet, ud i bryggerset om natten, vandet skiftet og visne blade pillet af. Dagligt.

Hun kæmpede bravt for sin livskvalitet, for at gøre sit liv så smukt som muligt indenfor de rammer som hun havde. Men rammerne blev hende for små til sidst. Hun forlod livet med stoltheden i behold.

onsdag den 26. september 2007

Moralsk asymmetri

"Så tog hun afsked med sin familie og med os, og vi ydede dødshjælp. For mig, som læge, er det ufatteligt, at der findes andre læger, der ville lade en patient dø ved kvælning, hvilket denne type svulst altid fører til."

Thomas Søbirk Petersen
Denne gang citerer jeg fra et eksempel som Thomas Søbirk Petersen (ph.d. i moralfilosofi) brugte da han satte spørgsmålstegn ved moralen i at afvise aktiv dødshjælp. En væsentlig pointe er at det under specielle vilkår ikke er noget negativt for et menneske at dø, at det kan være bedre end at leve.

Se: Hvorfor kun acceptere passiv dødshjælp?
En kritik af to begrundelser for den moralske asymmetri mellem passiv og aktiv dødshjælp.
Det var hans bidrag til antologien Mens vi venter på døden – døden i etisk og kulturfilosofisk belysning.
(Hvis du ikke kan læse et Microsoft Word dokument, kan du få Google til at vise skriftet som HTML via dette link).

Historien om den unge kvinde som fik lov til at slippe for en forfærdelig kvælningsdød brugte han som eksempel på at det kan være moralsk påkrævet at anvende aktiv dødshjælp (eutanasi).

Men der er ingen tvivl om at lægen overtrådte loven. Fakta er at han ud fra en kold juristisk betragting stod til mindst et par måneder bag tremmer. Fra straffeloven:
§ 239. Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller hæfte ikke under 60 dage.

Det glæder mig at den gode læge svarede nej til spørgsmålet:
Respekt for loven?


tirsdag den 25. september 2007

Det er ikke let at tage sit eget liv

»
Desværre fik jeg ret i mine bange anelser. Benny levede stadig efter sit selvmordsforsøg. Det var ikke til at bære, jeg skreg af fortvivlelse.
«
AIDS
For 6 år siden kunne den AIDS-syge Benny Schibstad ikke mere. Han ønskede at bruge sine sidste kræfter på en værdig død. Men der var ingen hjælp at hente, ingen aktiv dødshjælp (eutanasi), blot et svar til ham og familien om at det var ulovligt. Han måtte gøre det selv. De tog en hyggelig afsked med en dejlig juleaften. Juledag, hans fødselsdag, skulle være hans sidste dag. Det gik ikke så let, hjemmesygeplejersken sendte ham på sygehuset næste morgen.

Han ønskede ikke besøg, og planlagte at gøre arbejdet færdigt når han kom hjem igen. På TV argumenterede han for aktiv dødshjælp. Heldigvis udåndede han, et døgn for sent, den 26. december 2001. Fakta blev at gør-det-selv metoden kostede ham en sidste dag i elendighed, trods det gode plejepersonale.

Søsteren, Lilian Schibstad, beretter i artiklen Historien om Benny Schibstads død, der blev trykt i medlemsbladet for Landsforeningen En Værdig Død. Hun havde ellers aldrig drømt om at hun skulle blive fortaler for aktiv dødshjælp.



mandag den 24. september 2007

Menneskelivets ukrænkelighed

Anledningen til at jeg startede denne blog var min forargelse over at blive krævet dømt for at acceptere min kærestes selvmord, når jeg var sikker på ikke at have gjort noget forkert. Men jeg blev jo frifundet, og fakta er at jeg har en bred folkelig opbakning for at have handlet ret.

Så hvorfor så fortsætte med denne blog?

Det er ikke for at retfærdiggøre mig, det er der jo ikke brug for. Det handler heller ikke om aktiv dødshjælp, selv om denne debat ligger så tæt på at jeg bevæger mig ind i den.

Grundtanken er dybere, er et spørgsmål om respekt. Respekt for den frie vilje, for værdighed, for at tage ansvaret for sig selv, men allermest respekt for livet.

Jeg er ikke religiøs, men "låner" alligevel en vending om at livet er helligt. Det skal behandles godt, holdes i ære. Det er så fantastisk at det skal elskes og nydes, leves fuldt ud.

Pop
Det skal ikke krænkes gennem at blive til noget ubærligt, en uudholdelig pligt. Jeg kan ikke acceptere forestillinger om at der er en dyd i at gøre det så langvarigt som muligt. Jeg har stor respekt for dem som i en håbløs sygdom bærer lidelserne med ro og finder et overskud, en måde at hygge sig. Jeg har også stor respekt for det hvis en sådan hyggestund fører til et afklaret "nu er det nok".

Livet er værd at kæmpe for. Kæmpe for at have et godt liv. Modgang er en del af livet, en nødvendig del, uden modgang kan medgangen ikke mærkes fuld ud. Hvis et menneske taber overblikket i modgang, og vil dø, skal der hjælpes. Det kræver respekten for livet.

Liv er værd at kæmpe for. Men hvis kampen for det gode liv er ukæmpelig, hvis det er nyttesløst at trække pinen ud, hvis de få gode stunder blot tydeliggør at et mirakel ikke er i vente, må det være tilladt at turde give slip. Det kræver respekt for liv.

Menneskelivet skal ikke krænkes af en forstilling om at længden er vigtigere end indholdet.


søndag den 23. september 2007

Sidste stik

Han spredte roser over hendes seng, og hjalp hende med en tilstrækkeligt stor dosis morfin, hvad der ellers ville være en overdosis. Denne sidste kærlighedsakt til sin kræftsyge kone førte til at en dansk pressefotograf blev anklaget for mord. Den franske anklager mente at det var en forbrydelse, uden hensyn til intentionerne. Han måtte vente 3½ år på at blive frikendt. Juryen i Angers ville ikke straffe ham for medlidenhedsdrab, aktiv dødshjælp, eutanasi.

Angers byvåben
Jeg er så glad. Jeg begik ingen forbrydelse. Det var en handling begået af kærlighed.


Han udlevede ægteskabsløftet til det sidste ved at imødekomme hendes ønske. Respekt.

Respekt for loven

Paragraffer
Når vi har en straffelov, må det jo være et vink med en vognstang om at lovstridige handlinger er noget forkert, noget strafværdigt. Ellers er den hul.

Loven forbyder klart at medvirke til at nogen berøver sig selv livet, eller at dræbe en anden efter dennes bestemte begæring. Lægerne har dog mulighed for at stoppe behandling hvis den er udsigtsløs eller klart uønsket, og for at vurdere at lindring kræver dræbende doser morfin.

Debatten om aktiv dødshjælp (eutanasi) viser fakta om at et stort flertal er tilhænger af en eller anden form for aktiv dødshjælp, typisk hvis det handler om en genvej udenom at skulle overvære sin egen krops og livs sidste forfald.

Undersøgelser viser at mange praktiserende læger svarer ja til at de har udøvet aktiv dødshjælp, eller har hjulpet med selvmord. Henholdsvis 9% og 7% indrømmer at have brudt loven. Og mange pårørende fortæller også om at de har givet en hånd med. Politikere og medlemmer af Det Etiske Råd (der egentlig kun har med bioetik at gøre) anderkender at læger og pårørende her handler etisk forsvarligt, anerkender at det er rigtigt at overtræde loven.

Men de synes ikke at det skal gøres tilladt at handle rigtigt.

Respekt for loven?

fredag den 21. september 2007

At fylde sine dage med liv ...

... frem for at fylde sit liv med dage.

Sidste år gik jurastuderende Jeff Jørgensen i rette med Det Etiske Råds (egentlig kun bioetik) måde at forvalte sit mandat om respekt for menneskets integritet og værdighed. Jeg er enig med ham. Fakta er at der er behov for aktiv dødshjælp, eutanasi. Et par pluk fra en læseværdig kronik, "Må jeg dø i morgen":

Hovedet gravet ned i sandet
Selvmord er tragisk, men ikke altid prisværdigt at forhindre. For det fortsatte liv vil for nogle være værre end den fred, døden bringer.

...

Politikerne nægter at høre disse, for hvem ønsket om at dø varer ved og vitterlig er et råb om dødshjælp i form af en smertefri død, hvor de kan lukke øjnene en sidste gang, uden risiko for at vågne op på intensiv afdeling som hjerneskadet efter et unødvendigt drama med forsøg på at springe, kvæle eller forgifte sig ihjel.


onsdag den 19. september 2007

Den lovpligtige lidelse

Når det nu skal være - hvordan vil du gerne dø?

Jeg tror at de flestes svar rummer noget med at det ikke bliver langtrukkent, og at have det i det mindste nogenlunde rimeligt indtil det sker. Og gerne med lejlighed til at nå at sige pænt farvel.

Desværre er virkeligheden ofte ganske anderledes. Rigtig mange har det dårligt i længere tid før den sidste glød slukkes. Et forløb med et krop i forfald, voksende mængder medicin og svindende evne til at tage vare på sig selv. Triste fakta.

Sprøjte
Min morfars død var ikke af de værste. Han gik og klarede sig til hans lungekræft gav en indlæggelse. Som min bror observerede, blev han narkoman på sine gamle dage, i hospitalssengen døvedes bevidstheden og smerterne gennem 3 uger med morfin. Hans sidste behandling var med en ekstraordinært stor sprøjte. Meget stor. Ros til den læge som ordinerede denne aktive dødshjælp (eutanasi), også før loven blev ændret til klart at tillade at afkorte liv med smertelindring som undskyldning (når det blot ikke siges ligeud). Dengang talte man ikke om sådan noget.

Hans kone holdt mange år yderligere, og fik de sidste års svækkelse på et plejehjem. Hun ventede længe bare på at dø; sagde det selv. Hendes anden datter gjorde i årevis en stor indsats for at hjælpe. Supplerede til sidst dagligt plejehjemmets tilbud, i en lang periode. Hendes børn måtte være tålmodige. Desværre havde min mormor ikke en diagnose som gav mulighed for at få sat et punktum - og hendes hjerte var alt for holdbart. Et par år mindre havde været bedre for alle, især hende selv - også selv om 90 års fødselsdagen gik så nogenlunde.

Hun var opdraget med en kristen moral som ikke gav hende mulighed for klart at sige "nu", gøre noget for det, slet ikke bede nogen om det. Hvis det havde været muligt, havde det været en god ting for hende at kunne vælge dagen. Hun havde levet længe nok, og fortjente ikke elendigheden.

Desværre er vort samfunds "orden" stadig ganske urealistisk omkring døden. Der er en udpræget berøringsangst omkring formelt at acceptere den dog ret udbredte forståelse for at døden ikke altid er det værste. Vi har regler der gør det kriminelt at hjælpe en klog gammel som bønligt ønsker "lad mig dø". Vi har en retspraksis der påbyder at umyndiggøre nogen som tager sagen i egen hånd. Vi har et samfund hvor lægerne får til opgave at klare fysiske smerter, og engang imellem diskret at forkorte dødslejet lidt. Vi umyndiggør svækkede mennesker, som ikke får lov til at tage ansvaret for deres værdighed.

Hvis jeg bliver syg med en diagnose der ikke giver plads til et rimeligt håb, må jeg skynde mig at begå selvmord. Ellers kan jeg risikere at nå at blive så svag at jeg bliver umyndiggjort, og frataget ansvaret for mig selv. Denne beslutning kan forkorte mit liv væsentligt, også selv om jeg kunne have levet videre i et godt stykke tid. Men i givet fald ville jeg være nødt til at stole på at kunne få den sidste nødvendige hjælp når jeg selv bad om det, uden skrupler. Måske en blid overdosis.

I det mindste har vi fået et livstestamente så der ikke behøves våben for at jage lægerne væk fra en som ikke vil behandles. Når behandlingen omfatter drop med næring (det er ikke sjældent), vil det sige at den syge skal dø af sult og tørst. Det kan tage et par uger eller mere. Uf.

Det kunne ikke falde mig ind at blive jæger, men det kunne være at jeg skulle tage jagttegn alligevel. Så kan jeg få lov til at have et haglgevær stående klar. Det er godt nok synd for dem der skal rydde op efter mig, og jeg får næppe lov til at havde det liggende på hospitalet. Så dér skal jeg ikke dø, hvis..............


tirsdag den 18. september 2007

Tanker efter en retssag

Den Nordjydske lokalkreds af Landsforeningen for efterladte efter selvmord har haft en caféaften med afsæt i samtale om "min" retssag. Næstformanden, præst og psykoterapeut Hanne Svensmark har samlet nogle af tankerne i en side omkring skyldfølelser og tabuer, "Tanker efter en retssag".

Flere af os har tænkt tanken, at hvis han var blevet dømt, hvad så med os? De af os der levede år eller måneder med frygten for hvornår det mon skete?

...

Hvis denne mand var blevet dømt, hvor omfattende havde konsekvenserne så været. Burde vi og de der professionelt så til vore kære, så ikke også have været stillet for en domstol.

Jeg tror at jeg har haft det "nemt" sammenlignet med mange efterladte, som efter en hård kamp for at hjælpe bliver chokerede over at finde en af deres nærmeste død. Uden farvel, uden afklaring, helt alene. Resultatet bliver ofte følelser af skyld, skam og forladthed.

Landsforeningen for efterladte efter selvmord
Derfor har jeg også valgt at være lidt forsigtig i forhold til foreningen. Tanken om at et selvmord kan være en god løsning kan være svær at kapere, især for nogen der sidder med en dyb overbevisning om at det var hjælp der skulle til, og smerten over at det blev for sent. Jeg ville føle mig som en fremmed i en gruppe af skyldbetyngede sørgende. (Tilføjelse: Billedet med "skyldbetyngede sørgende" er ikke ment som beskrivende for foreningen - mere et mindre vellykket ordbillede på at min følelsesmæssige situation har været helt anderledes end når et råb-om-hjælp selvmord bliver en afslutning).

På den anden side tror jeg på at der også er andre tilfælde hvor tanken om at få en ende på livet kan have været en befrielse fra et ubærligt liv, at de sidste timer har været med ro og afklaring.

Jeg er ikke efterladt efter selvmord. Vi sagde farvel da vore veje måtte skilles. Hun var lettet over at kunne få fred, og bad mig om at gå ud og nyde det liv som vi gerne ville have haft sammen.



Teksten fra artiklen:

Tanker efter en retssag

En café-aften i foreningen Efterladte efter selvmord

Vi har alle været der. Prøvet at en af vore kære ikke længere fandt grund til at blive her i livet, prøvet at blive forladt, efterladt og ramt af et vores samfunds allerstørste tabuer og øresønderrivende tavshed.

Sammen har vi skabt en oase, et sted hvor vi ved vore historier kan rummes, fordi dem der sidder der sammen med os selv har været et lignende sted. Her druknes vi ikke i medlidenhed, men græder og griner sammen så tårerne triller.

Denne aften taler vi om en retssag der har vakt tanker i os alle sammen. En retssag der har berørt alle efterladte efter selvmord.

En 49-årig mand, der havde stået tiltalt for ikke at forhindret sin kæreste i at begå selvmord, blev den 3. august frifundet.

Flere af os har tænkt tanken, at hvis han var blevet dømt, hvad så med os? De af os der levede år eller måneder med frygten for hvornår det mon skete? Der nok kæmpede og stred med vore kære for at få dem til at vælge at blive her i livet, men som ikke magtede at vogte dem som drager 24 timer i døgnet?

Os der i dag må leve med en forfærdende tanke om, at vi jo havde en anelse? At da det var sket følte vi næsten, vi vidste, at det jo var det, der måtte ske?

Hvad med den læge, der ikke ville tvangsindlægge? Eller den psykiatriske afdeling der rationerede medicinen for at den ikke skulle bruges til selvmord?

Hvis denne mand var blevet dømt, hvor omfattende havde konsekvenserne så været. Burde vi og de der professionelt så til vore kære, så ikke også have været stillet for en domstol.

Han var tiltalt efter straffelovens § 253 stk. 1 hvor der står:
”Med bøde eller fængsel straffes den, som uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre undlader efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare.”

Den paragraf rammer i virkeligheden lige ned i det evige skyldsspørgsmål som en efterladt efter selvmord, kommer til at slås med. Og den er lige så upræcis som de selvanklager, man dunker sig selv i hovedet med i tiden efter selvmordet.

Kunne man have gjort noget? Kunne man have gjort noget andet? Set det komme? Forhindret det i at komme? Taget den telefon? Eller fulgt sin indskydelse og kontrolleret den man var bange for igen, igen? Hvad som helst, der havde ændret historien og forhindret selvmordet i at ske.

Vi var den aften uden undtagelse enige om, at alt skal prøves, intet må forsømmes. Men også at det menneske der virkelig vil at dette liv skal ende, det menneske kan ingen redde.

Nogle af os kan i dag til nøds forstå den lidelse der gjorde livet så uudholdeligt for dem vi holdt af, men ingen af os kan fatte at de ikke så, vi stod der med hænderne fremme for at hjælpe, med et ønske om at bære med og løfte. Kan ikke anerkende at dette måtte være løsningen.

Kun nølende anerkender vi at alle vores ’hvis – bare’ spørgsmål: Fik man ham tvangsindlagt – eller var man gået hen for at se efter – havde haft et øje på hver finger – at de måske havde betydet tragedien kunne være udskudt, men den ville være kommet - uanset.

Så længe der er liv, lever man i den første tanke, håber og kæmper og prøver.

Bagefter, når selvmordet er sket, bliver kampen en anden, så kæmper vi for at forstå. Så først kan man som efterladt se i øjnene, at dette her det ville han eller hun – og ville det så sammenbidt, at den forudgående opslidende kamp i virkeligheden var forgæves.

Så er det man pludselig for alvor kan forstå alle sine forudanelser og bange fornemmelser, til tider så meget, at man kan blive helt forvirret om hvad man vidste med sikkerhed forud og hvad man frygtede.

Og alle selvanklagerne skal fremføres og vendes og drejes – en domstol der nok i virkeligheden er hårdere end den juridiske nogensinde bliver – en proces der skal til på vejen til at blive et helt menneske efter tabet.

Den mulige skyld skal gås efter i sømmene, for at vi kan komme til at leve i fred med den. Derfor har den omtalte retssag berørt os alle så meget.

Og det blev en meget gribende aften for os der var sammen, fordi samtalen om retssagen, førte os tilbage til den allerførste hårde tid lige efter tabet, og alle de spørgsmål den tid var fuld af.

Skulle han så have været frikendt denne mand? Etisk set føles det rigtigt, at han blev det. Jeg er ikke jura-kyndig og kan derfor ikke svare på juraens vegne.

Men en ting ved jeg – det er godt og rigtigt at kæmpe for livet med næb og klør, så længe der er håb og noget at kæmpe for. Derfor skal det også altid være bestræbelsen både for medmennesket og for samfundet.

Men at berøve sig selv livet er ikke noget, man kan gøre noget andet menneske ansvarligt for, det ligger altid på den persons skuldre som ikke ville være her mere. Problemet er bare, at der kun er os efterladtes skuldre tilbage til at bære det – og vi er så alt for villige til at lægge de skuldre til.

Ingen, der overvejer at tage sit eget liv, bør være i tvivl om, hvilket kaos og hvilken smerte man efterlader hos dem, man forlader.

I foreningen Efterladte kæmper vi derfor indædt mod det tabu, som der hersker omkring selvmord, for større åbenhed er den eneste nøgle til at gøre sorgen blot en anelse lettere at bære.
Solsikke

Hanne Svensmark

Et kik ind i min stue

Eksistens: Det havde været nemmere at lyve

Som jeg bloggede om søndag den 9. september, havde Jyllands-Posten et interview med mig i indblik-sektionen. Som den overlevende hovedperson fra en sag der vakte opmærksomhed, er jeg jo godt stof. Og når jeg havde lyst til at fortælle min historie, var der basis for et samarbejde. Resultatet blev en hel side, samt henvisning både fra forsiden og fra lørdagens avis.

Mens jeg aftalte det praktiske med journalisten, Kristine Amalie Linnet, markerede jeg at hun fik lov til at spørge om alt. Det eneste punkt hvor jeg sagde fra var fokus på sygehistorie og hvad der var sket deromkring. Hun kunne altså gå meget tæt på; det skulle til for at det kunne blive et godt interview. Det var også grunden til at jeg frabad mig at fotografen var til stede undervejs, så ville jeg være mere forsigtig, mindre åben. Det blev en udmærket snak.

Da artiklen var skrevet, havde jeg brødteksten til gennemsyn et par gange, hvor jeg mest havde justeringer til fakta og et par mindre misforståelser. Der var også andre steder hvor det kløede lidt i fingrene for at vinkle tingene på en anden måde, men jeg var helt bevidst om at når et ikke var mig der skrev, skulle hun have lov til at gengive det indtryk hun fik af forløbet og mig. Så jeg er også godt tilfreds med de passager som jeg bestemt selv ville have fortalt på en anden måde.

Ud over at stå alene som artikel i avisen, blev teksten dermed også et godt supplement til min egen måde at formulere sagen på. En blødere måde, og et afrundet billede set udefra. Det var heller ikke tilfældigt at det blev en kvinde der fik lov til at skrive interviewet. Det passede bedre sammen med de spørgsmål som jeg gerne ville have stillet.

Det skulle netop være et kik ind i min stue, på mere end én måde.


Her følger en gengivelse af artiklen:


Jyllands-Posten den 4. august 2007, af Kristine Amalie Linnet

Det havde været nemmere at lyve

Interview: Johnnie lod sin psykisk syge kæreste begå selvmord sidste sommer.

Bagefter måtte han igennem en retssag for at finde ud af, om han havde handlet ulovligt.

Johnnie forklarer her, hvordan det gik til, at han måtte sige farvel til Ingelise.



Da han kiggede ind i soveværelset til sin kæreste, var hun død.

Ingelise lå under dynen med en plasticpose over hovedet, og Johnnie mærkede, at hendes krop var ved at blive kold. På den anden side af sengen fandt han et orange stykke papir med en afskedshilsen.

Johnnie var ikke overrasket. Han var nærmest lettet over, at hun ikke havde fortrudt sin beslutning.

»Så skete det, så fik hun fred,« tænkte han.

Sommernatten var ved at blive lys, og Johnnie gik en kort tur i daggryet, mens han tænkte over de praktiske omstændigheder ved Ingelises død. Først ved ottetiden om morgenen ringede han til politiet, for han syntes ikke, at det var nødvendigt at tilkalde nogen før. Der var ingen grund til overdramatisering, og politiets morgenhold mødte vel ikke før.

Sådan blev det farvel til en kvinde, der stadig fylder meget i Johnnies liv - her et år efter hendes selvmord.

Den 49-årige softwareudvikler bor i Gladsaxe i en treværelses lejlighed. I stuen optager to store computerskærme og en bærbar computer den ene væg, og på den største skærm er der et billede af Ingelise fra en ferie på Bornholm.

Sommerlejr på Drejø

De to mødte hinanden i sommeren 2000 på Drejø ø-lejr syd for Fyn. Johnnie tog dertil alene. Han havde boet alene i mange år, og omgivelserne var begyndt at tro, at han aldrig ville finde sammen med en kvinde.

Ingelise havde et par af sine musikvenner med på lejren, der havde krop, sind og ånd som omdrejningspunkt.

En aften gik Johnnie og den ni år ældre Ingelise en tur i natten, og de kom tæt på hinanden. Hun fortalte om det sygdomsforløb, som hun årene forinden havde været igennem, da hun led af angstanfald, var stærk medicineret og indlagt flere gange. Siden havde hun langsomt bekriget anfaldene, og på ø-lejren den sommer var hun glad og befriet.

»Jeg forstod og hørte hende, selv om jeg ikke kunne genkende hendes sygdomshistorie. Men det var en del af hende, og vi accepterede hinanden,« siger Johnnie.

Han spiller hendes yndlingsmusik, Norah Jones. Kvindelige nips pynter i stuen, og i gangen hænger to sommerfugle, der er lavet af orange stof. Det har været Ingelises, og Johnnie har hængt dem op, fordi de kaldte hinanden for ”sommerfuglene”.

Da han mødte Ingelise på Drejø, var hun holdt op med at arbejde efter mange år som pædagog og tillidskvinde, rødstrømpe, miljøforkæmper og aktivist. Johnnie kunne mærke, at hun stadig var idealist, men samtidig ikke var fuldkomment restitueret. Hun opsøgte ro og havde bestemt ikke planlagt at møde en mand.

Som ung var hun gift, men hun havde senere ikke mødt en mand, der kunne forstå hende. De fleste mænd syntes, at hun var for meget. De, der ikke gjorde, var hun ikke interesseret i.

Så da hun mødte Johnnie, følte hun, at hun kunne være sig selv. Johnnie indledte det første parforhold i sit liv, og efter to år flyttede Ingelise ind i hans lejlighed i Gladsaxe med sit klaver. Hun beholdt sin egen lejlighed i Langebæk på Sydsjælland i de tre år, hun flyttede sin adresse hjem til Johnnie.

»Hun havde det godt i lang tid. Sådan dér,« siger Johnnie og peger mod computerskærmen, hvor Ingelise ses i en græseng med armene oppe i himlen.

Hun var en slank kvinde med lette briller og et tykt og kort, mørkt hår.

»Det er et godt billede af hende, lykkelig ... og et billede af en kvinde, der fyldte meget,« siger han.

Angsten vendte tilbage

I 2003 fik Ingelise fjernet livmoder og æggestokke på grund af forstadier til kræft. Hun var rask efter operationen, men efterfølgende begyndte hun at vise tegn på angst igen. Hun fik uro i kroppen og kunne ikke sove om natten, og i december måned fik hun det første angstanfald midt i Kgs. Have i København.kristine.linnet@jp.dk

»Der var meget larm og uro i byen. Så kom garderne og spillede, og det var ikke godt. Hendes panikanfald var ikke synligt udefra, og jeg kunne ikke gøre så meget andet end at støtte hende og sørge for, at vi kom væk derfra,« siger Johnnie.

Hun fik værre og værre angstanfald og blev i begyndelsen af 2004 indlagt på psykiatrisk afdeling på Amtssygehuset i Vordingborg. Efter en uge blev hun sendt hjem til sin lejlighed i Langebæk, og Johnnie tog orlov fra sit job. Det var nødvendigt efter udskrivningen, hvor hun var stærkt angstpræget og ikke kunne fungere alene.

Ingelise forklarede, at hun ikke ønskede at have mere kontakt med behandlingssystemet på grund af dårlige erfaringer. Hun blev kun mere angst af at være indlagt, og derfor valgte hun i stedet selv at arbejde med sin sygdom, mens hun fik medicin fra sin egen læge. Johnnie respekterede hendes valg og kunne heller ikke selv se en anden løsning.

»Det gik langsomt ned ad bakke. Vores ture blev kortere, og hun havde et hyperreagerende nervesystem. Solstråler. Nej. Varmt vand. Nej. Krydderier. Nej. Ikke engang hendes elskede musik,« siger han.

Mere ønsker Johnnie ikke at sige om sygdommen og behandlingsforløbet i psykiatrien. Ingelise har bedt ham om at begrave dårlige oplevelser og vrede, så han kan komme videre med sit eget liv.

Midt i sygdommens elendighed var Johnnie imponeret over, at Ingelise prøvede at se lyspunkterne. Hun sørgede for at have flotte blomster omkring sig og glædede sig over, at Johnnie tog flere tusinde billeder, som de kunne se på computerskærmen om aftenen. Hun fokuserede på gåturene i skoven, men også de skrumpede ind, blev kortere, og til sidst måtte hun nøjes med at se på skoven fra sin lejlighed.

Efter et år tvang Ingelise Johnnie til at flytte hjem til Gladsaxe, fordi hun ikke ville belaste ham mere. Johnnie accepterede hendes valg og støttede hende i stedet over telefonen hver aften og hver weekend i Langebæk.

På det tidspunkt koncentrerede han sig så meget om sin kæreste, at han mistede sit overskud i hverdagen og sin kontakt med vennerne.

»Jeg er meget robust. Jeg tror ikke, at mange andre kunne klare den ekstreme situation, som det var. Det var ikke sjovt, når hun havde det så skidt, men jeg er meget rummelig,« siger han, selv om han efterhånden mistede troen på et normalt forhold og på, at Ingelise ville blive normal igen.

Tænkte på selvmord

Johnnie vidste, at Ingelise overvejede at begå selvmord, før hun selv satte ord på det.

»I starten sagde hun det ikke direkte, men når vi var tætte sammen, kunne jeg mærke nogle ting. Hun sagde tit, at hun ikke ville ende som en grøntsag, og jeg vidste godt, hvad det betød,« siger han.

Hun satte ord på sine alvorlige overvejelser i begyndelsen af sommeren sidste år.

Hun var ikke bange for at dø. Johnnie gav hende blomster og kærlighed og forstod hendes overvejelser.

»Fordi jeg kunne forstå og se, hvor hun var, tog jeg det stille og roligt og accepterede, at hun overvejede at begå selvmord,« siger han.

Han bad hende ikke om at lade være. Hvis han havde gjort det, havde hun kæmpet videre et ekstra stykke tid, tror han, men han ville ikke have, at hun skulle leve videre for hans skyld.

»Tanken var moden hos hende og mellem os. Hun var ved at miste sig selv, og jeg var ved at miste hende,« siger Johnnie.

Den sidste dag

Ingelise havde taget beslutningen flere dage før den 24. juli 2006.

Dagen lignede alle andre dage, og i lejligheden i Langebæk spiste de middag sammen om aftenen som sædvanligt. De græd ikke. Det havde de gjort nok i tidens løb, og afskedsaftenen var ikke dramatisk.

Ingelise fik natmad og gik i seng, og Johnnie tror nu, at hun spiste en overdosis beroligende piller i den yoghurt, som hun fik, før hun gik i seng. Inden hun sov, fik hun ansigtsmassage af Johnnie.

De talte ikke sammen, og Johnnie lukkede døren efter sig, da han gik ind i stuen i den toværelses lejlighed.

»Jeg gik omkring inde i stuen og tumlede. Satte mig ved computeren for at få tiden til at gå; der var ikke meget at gøre,« siger han.

Imens faldt hun i søvn og blev kvalt under plasticposen. Tidligere havde de talt om, at hun ikke kunne regne med at dø af pillerne. Hun havde selv nævnt muligheden for at blive kvalt, og Johnnie sagde kun til hende, at »det også var en måde, at hun kunne dø på.« De havde også talt om konsekvenserne ved at overleve et selvmordsforsøg, og plasticposen var en ekstra sikkerhed, hvis hendes overdosis ikke var nok.

»Hun skulle have ro, og jeg lod hende være alene, så hun kunne gøre det - eller ikke gøre det. Det kunne være, at hun havde sagt stop og havde fortrudt,« siger han.

Da han senere på natten fandt hende død, var han lettet og sørgede ikke. Det bad Ingelise ham også om i sit afskedsbrev, som han fandt ved siden af sengen med en lavendelblomst.

»Jeg elsker dig, og husk de lyse timer, vi har haft sammen,« stod der.

Ambulancen kom og derefter to politibetjente. De undrede sig over, at Johnnie havde været så tæt på Ingelise, mens hun begik selvmord, og de tog ham med på stationen til afhøring. Johnnie besluttede sig hurtigt for at fortælle forløbet, præcis som det var.

»Der var ingen grund til at finde på en anden historie,« siger han.

Senere blev han tiltalt for ikke at gribe ind over for en nødlidende, og fredag den 3. august i år kom han for Vordingborg Byret. Johnnie var forarget over at blive betragtet som strafbar, da han skulle i retten.

»Jeg behøver ikke skamme mig. Det havde jeg til gengæld behøvet, hvis jeg havde tvunget min elskede kæreste til at lide videre. Det krævede anklagemyndigheden, at jeg skulle have gjort,« mener Johnnie.

To dommere ud af tre frikendte ham med den begrundelse, at han ikke kunne vide, at det var lige netop den aften, at Ingelise ville begå selvmord.

Imens Johnnie ventede på dommen i over et år, var han ikke bange, for han regnede på intet tidspunkt med at få en ubetinget dom, der ville sende ham i fængsel. Alligevel vil han råde andre i lignende situationer til at lyve.

»Det havde været nemmere at lyve, og jeg har fuld forståelse for de, der vælger at holde lav profil om deres nærmestes farvel til livet. Men der er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod er jeg stolt over at have støttet min kæreste, også når det blev allersværest. Det er jo også svært for mange at forstå, at den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip,« siger han.

Selv om Ingelise er kvinden i hans liv, vil han ikke lede efter en kopi af hende, hvis han søger efter kærligheden igen.

»Det er ikke sikkert, at jeg finder nogen. Men hvis jeg gør, skal det ikke været et spørgsmål om sammenligning. Jeg vil forstå og acceptere, hvor hun er, også hvis hun er et helt andet sted. Vi får se,« siger han.

»Den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip,« siger Johnnie, som ikke ville forhindre sin kæreste i at tage livet af sig selv. Foto: Mik Eskestad

Johnnie har ikke ønsket at få sit efternavn i avisen. Hans fulde identitet er redaktionen bekendt. Besøg Johnnies blog på: http://tosommerfugle.blogspot.com/



søndag den 16. september 2007

Flyv sommerfugl, flyv!

Ingelise

Fly, fly little wing


Fly, fly little wing
Fly beyond imagining
The softest cloud, the whitest dove
Upon the wind of heaven's love
Past the planets and the stars
Leave this lonely world of ours
Escape the sorrow and the pain
And fly again

Fly, fly precious one
Your endless journey has begun
Take your gentle happiness
Far too beautiful for this
Cross over to the other shore
There is peace forevermore
But hold this mem'ry bittersweet
Until we meet

Fly, fly do not fear
Don't waste a breath, don't shed a tear
Your heart is pure, your soul is free
Be on your way, don't wait for me
Above the universe you'll climb
On beyond the hands of time
The moon will rise, the sun will set
But I won't forget

Fly, fly little wing
Fly where only angels sing
Fly away, the time is right
Go now, find the light


Eller på Fransk:

Vole vole petite aile
Ma douce, mon hirondelle
Va t’en loin, va t’en sereine
Qu’ici rien ne te retienne
Englevinger
Rejoins le ciel et l’éther
Laisse-nous laisse la terre
Quitte manteau de misère
Change d’univers

Vole vole petite soeur
Vole mon ange, ma douleur
Quitte ton corps et nous laisse
Qu’enfin ta souffrance cesse

Va rejoindre l’autre rive
Celle des fleurs et des rires
Celle que tu voulais tant
Ta vie d’enfant

Vole vole mon amour
Puisque le nôtre est trop lourd
Puisque rien ne te soulage
Vole à ton dernier voyage
Lâche tes heures épuisées
Vole, tu l’as pas volé
Deviens souffle, sois colombe
Pour t’envoler

Vole, vole petite flamme
Vole mon ange, mon âme
Quitte ta peau de misère
Va retrouver la lumière

Céline Dion
(Tekst af Jean-Jacques Goldman
og Phil Galdston)


fredag den 14. september 2007

At give slip

"Det må have svært at give slip" har en hyppig reaktion været fra nogen som har læst om min sag. De forventer at jeg brændte efter at gøre alt for at hun skulle leve videre, hindre hendes selvmord. Det kan jeg godt forstå ... men når der ikke var udsigt til at livet blev godt igen, var der ikke grund til at fastholde hende i lidelse. Så det var faktisk let at give slip, give hende frihed. Ja, let.

Hun havde været vildt glad hvis jeg havde kunnet fortælle hende at der var et begrundet håb, så havde hun taget en hvilken som helst kamp. Men jeg ville ikke lyve, når det blot ville blive en krampagtig holden fast. Og hun ville ikke holde fast i et liv, der ikke længere var værd at leve. Så vi gav slip i stedet for at blive flået fra hinanden. Som jeg har sagt før, kan den ultimative kærlighedserklæring være at give slip.

En vigtig del af vores kærlighedsforhold var at vi valgte hinanden, uden noget spor af tvivl. Vi havde ikke brug for at sætte hinanden i bur, gav altid hinanden fuld frihed. Mens det gik godt, skete det et par gange at andre mænd forelskede sig i hende. Det kunne jeg godt forstå og snakke med hende om, uden at være jaloux. Jeg stolede på at hun selv kunne trække grænsen når hun var sammen med dem, stillede ingen krav. Som hun selv sagde det, skyndte hun sig hjem til mig.

Gyldent bur
Hun befandt sig rigtig godt med ikke at være sat i bur, være sikker på at hun havde lov til at udfolde sig lige præcis som hun havde lyst til. Hun var lykkelig. Hvis hun alligevel havde fundet en anden, ville det være fordi hun ikke længere brændte for at være sammen med mig. Men hun følte sig hjemme hos en der kunne elske alle sider af hende, uden betingelser.

Som ung fandt hun sammen med en god mand, og de blev gift. De havde nogle gode år sammen, men han var bange for at miste hende. Han begyndte at stille krav og kontrollere hende. Forhøre hende når hun kom hjem. Det ødelagde deres forhold, det var ikke rart at komme hjem. Han forstod ikke at han netop ville miste hende når han prøvede at sætte hende i bur. Hun måtte bryde ud i friheden.

Den beholdt hun sammen med mig, lige til hun måtte give slip på livet. Hun skulle ikke tvinges.


Logo sommerfugl