Logo sommerfugl

mandag den 28. februar 2011

Det er dyrt at få en uværdig død

Dagbladet Information bragte i september 2010 en artikel, der glimrende illustrerer hvordan sundhedssystemet bruger en masse penge på at sørge for at kræftpatienter ikke får muligheden for at have det så godt som muligt mens sygdommens sidste faser galoperer:


Don't worry. If we catch it early it needn't be fatal.

Diagnosen kræft er jo ikke sjov at få stanget ud, men er baggrunden for over en fjerdedel af dødsfaldene i Danmark. Rigtig mange får deres liv forlænget gennem kraftige behandlinger - kemoterapi, operationer og/eller strålebehandling. Disse behandlinger kan, helt bogstaveligt, være livsfarlige i sig selv, og kunsten er at skade kræften mere end den raske del af kroppen. En hårfin balance, og det er helt normalt at behandlingen er meget ubehagelig, med voldsomme bivirkninger.

Spørgsmålet er så om det altid er det værd. Hvis der er rimeligt håb om at at behandling og sygdom er noget der kan overstås, og livet kan gå videre bagefter, er de færreste i tvivl. Hellere finde sig i nærmest hvad som helst, i stedet for at planlægge sin begravelse.

Vissent blad flyder væk i vandet

Hvis der ikke er realistiske udsigter til andet end at trække tiden ud mens sygdommen hærger resterne af liv, bliver der grund til at afveje livskvaliteten den sidste tid, mod håbet om at spekulative forsøg på aggressiv behandling medfører et overraskende "medicinsk mirakel". Det er ikke helt umuligt, "kun" en stor sjældenhed. Prisen er meget høj, i kroner og øre.

Til gengæld er det normale at intensive forsøg på at få has på en galoperende kræft giver dårligere livskvalitet, til gengæld for at lidelserne måske kan trækkes en smule længere ud. Selv om det helst ikke siges højt, er der også risiko for at en meget belastende kemo behandling samtidig afkorter livet. Prisen er meget høj, i forringet livskvalitet og mangelfuld afsked.

Hvis behandlingen i stedet fokuseres på at lindre, kan de fleste få det betydeligt bedre i livets afsluttende tid. Der kan bedre blive tid og ro til at få sagt godt farvel, og få snakket om ting der kunne trænge til en sidste afklaring. En betydeligt bedre oplevelse, for både den døende og de pårørende. Personligt ville jeg blive meget mere tryg ved at have aktiv dødshjælp som en ekstra sikkerhed.

Det eneste "problem" er dog noget som mange har det svært med. Det er nødvendigt at acceptere "nu er tiden inde", i stedet for at insistere på at naivt "hvor der er liv er der håb". Dø skal vi jo alle, helst på en værdig måde. Alt for mange får i stedet en død som illustrerer at det er naivt at tro på at alt kan behandles.

Timeglasset rinder ud

Det er påkrævet at nogen tager initiativ til at få gennemført en tung samtale: Hvordan vil du bruge din sidste tid før du dør? Hvem har bolden?

Problemet er også at den snak skal tages før det er lige ved at kroppen giver op. Altså mens det stadig virker som om der kan gøres noget af betydning. Før den naturlige konklusion bliver at stoppe forsøgene på at holde kræften i ave. Det bør ikke være lægens ansvar at sige "nu nytter det ikke mere", men patienten selv der er bevist om at kunne afveje om det stadig er det værd. Ikke i kroner men i livskvalitet. Det kan ingen andre.

Foretrækker du en rolig dødsproces, eller vil du hellere have at din død bliver et nederlag midt i en højteknologisk tro på at behandling altid er et gode?

Det synes jeg er et meget nemt spørgsmål at svare på.

søndag den 27. februar 2011

Anja slog sin mor ihjel, sådan da ...

Jeg ser at DR bringer en historie om en anonym "Anja", der stod i en meget tung situation med sin kræftsyge og lidende mor.

Der var ingen udsigt til helbredelse, kun smerter. Moderen ønskede ikke at afprøve hvor længe det kunne trækkes ud.
Kan du klare dette her for mig?
Anja endte med at give døden til den mor som havde givet hende selv livet. De havde i god aftalt at Anja, med sin sundhedsfaglige uddannelse, skulle hjælpe hvis det blev for slemt med det lange forløb. Et kraftigt smertestillende middel kunne sikre døden i løbet af en halv time.
Den nat siger jeg til hende, at når jeg har givet hende sprøjten, så vil hun ikke vågne op igen. Jeg fortæller hende også, hvad der er i sprøjten, og hvad der vil ske.
Et udmarvende sygdomesforløb blev afsluttet ... og kan nogen pege på at Anja havde kunnet gøre noget bedre? Hvad?
Jeg tænker over det, men jeg har ingen skyldfølelse over, at jeg har slået et andet menneske ihjel. Jeg ville bare ønske, at det ikke havde været op til mig. At der var andre professionelle, som kunne have efterkommet min mors ønske.

Jeans Bed by Joanna Walsh

Jeg vil dog gå lidt i rette med at omtale det som at Anja "slog sin mor ihjel", og i stedet betegne det som et selvmord. Velovervejet og rationelt. Selvfølgelig kan jeg ikke vide præcis hvordan det skete, men jeg vælger at tro på at moderen havde gjort det hele selv, hvis hun havde været i stand til det.

Men hun havde brug for hjælp til alt, altså også det "rent praktiske" omkring at få lov til at afslutte sit eget liv. Det var moderens vilje, og Anjas hjælpende hånd. Det var, i ordets reneste betydning, aktiv dødshjælp - noget grundlæggende andet end "eutanasi". Fokus skal være på hjælpen og ikke på detaljerne i handlingen.

Stor ros til "Anja".

Solnedgang og plask

Hvis moderen selv havde haft fingerkræfterne, tvivler jeg stærkt på at nogen havde set det som strafbart at Anja ikke påtvang sin mor at "leve" videre. Ved at handle mens kræfterne var der endnu, havde hun ikke udsat sin datter for risikoen for fængsling. Selvmord i god tid. Havde det været bedre? Mange gør det.

Selvfølgelig havde det været ideelt om moderen i tryghed kunne have udbedt sig muligheden i god tid, uden at det skulle holdes i det skjulte. Aktiv dødshjælp handler nemlig ikke om at dø, men om at undgå risikoen for at være fastlåst i en skæbne værre end døden. Det havde givet chance for en lidt senere dødsdato. En lidt bedre afsked. En mere værdig afrunding af livet.

Der er ingen grund til at frygte døden, men der kan være grund til at frygte den sidste stump af livet.

fredag den 25. februar 2011

Kiwi! - Dø om så det gælder

Kæmp for alt hvad du har kært
dø om så det gælder,
da er livet ej så svært,
Døden ikke heller.

YouTube: Kiwi! - by Dony Permedi / Madyeti47

Kiwi på kanten
Kiwi! er en ganske fremragende lille tegnefilm, lavet som "afhandling" af Dony Permedi, da han i 2006 gik på New York School of Visual Arts. Den blev et fænomen på YouTube, hvor den siden da i gennemsnit er blevet set hvert 10. sekund, døgnet rundt, hele året. Mange seere har fået deres følelser rørt.

Skulle kiwien have affundet sig med sit liv? Er det selvmord? Skulle den have gjort noget andet? Hvad?

(Tak til LittleSunhine for at minde mig om filmen i en nylig kommentar).

onsdag den 23. februar 2011

Med strejf af sjælefred og søde løgne

Irislarve, foto ved Kent Bovin

X

Med strejf af sjælefred og søde løgne,
med dunet skær af grøn smaragd og jade
kan irislarverne, der selv er nøgne,
efterligne piletræets blade.

Jeg så dem æde deres eget billed,
som så blev foldet sammen til en puppe,
til sidst hængt op som det det forestilled
et blad blandt andre blade i en gruppe.

Når sommerfuglen med sit billedsprog
kan overleve bedre ved at stjæle,
hvorfor skal jeg så være mindre klog,

hvis det kan dulme angsten for det øde
at kalde sommerfuglene for sjæle
og sommersyner af forsvundne døde.
Fra Sommerfugledalen, af Inger Christensen

Blå iris-sommerfugl - Purple Emporor (Apatura iris)

tirsdag den 22. februar 2011

Danskere er ... lykkelige racister (?!)

En til tider ganske afslørende funktion i Google er hvordan den bruger sin database til at foreslå mulige søgninger, der passer til det allerede indtastede. Denne autofuldførelse må være baseret på hvad andre allerede har søgt på, måske i kombination med analyseresultater fra Googles enorme database med indhold fra Internet. Et aktuelt eksempel:

Google søgning autocomplete - Danskere er ... racister ... lykkelige

Med andre ord er det åbenbart af interesse om danskere kan kaldes for lykkelige racister. Selv om der nok er nogen der krøller tæer over denne sammenstilling, er det ikke til at komme uden om at det med stor præcision rammer to ting som ofte siges når danskere karakteriseres og debatteres - når spørgsmålet om forståelse af "danskhed" tages op endnu engang.

Dansk flag 'Hoptimist' med klaphat

Er danskere lykkelige? Strengt taget er dette det forkerte spørgsmål, baseret på en dårlig oversættelse af det engelske ord "happy". Basis er de lejlighedsvise sammenligninger af selvopfattelsen i forskellige lande, hvor danskerne igen og igen scorer helt i top. Her kan "happy" bedst oversættes med "glad" eller "tilfreds". Spørgsmålet må altså omformuleres til:

Er danskere selvglade og selvtilfredse? Nu er det jo meget nemmere at forstå hvorfor svaret igen og igen er et rungende Ja! - og at mange har svært ved at genkende sig selv i forestillingen om de jublende lykkelige danskere.

Selv om danskere da også godt kan lide at skælde lidt ud på sig selv og hinanden, dyrker "vi" jo med iver forestilligen om at vi altså er bedre end de andre, også når vi snarere kan betegnes som ganske middelmådige blandt de vestlige "rige" lande.

Lad mig lige for en ordens skyld pointere at at jeg med mit "danskere er" selvfølgelig ikke mener at det er helt generelle egenskaber her i jantelovens højborg, men blot udtryk for noget der er så udbredt og debatteret, at det er meget præcist ramt når Google forbinder "lykkelige" og "racister" med danskere.

Andras Bacskai - Happy Suicide - Lykkeligt selvmord

Et nærmest komisk aspekt er når danskere modsiger påstande om vores lykke ved at pege på at vi da nærmest har verdensrekord i selvmord. Realiteten at vi, også her, er den bløde mellemvare. Det er mange år siden Danmark markerede sig gennem en over dobbelt så høj selvmordsrate som i de senere år.

Det er i øvrigt yderst tvivlsomt om selvmordsraten fungerer som "barometer" for befolkningens almene oplevelse af at om de har et dårligt liv. Jeg kunne endda finde på et svært dokumenterbart postulat om at den udbredte selvglæde og selvtilfredshed direkte giver øget risiko for selvmordstanker, for dem som slet ikke kan genkende deres omgivelser i overskrifternes erklæring om at vi er åh så lykkelige.


Er danskere racister? Igen må der kikkes lidt på hvad indholdet af ordet er. Især dem som måske kunne have grund til at føle sig truffet, ynder at gøre det til et spørgsmål om at distancere sig fra det nazistiske racebegreb, fra holocaust. Grundlæggende set handler racisme mere om en villighed til hurtigt at tro på vidtgående påstande om andre befolkningsgrupper, og være uvillig til at tro på noget som ikke passer til dette billede.

Så er det sådan set ikke det afgørende om den anden gruppe, "de farlige", defineres ud fra deres oldeforældres genetiske ophav, religiøse tro (eller fravær af samme), seksuelle orientering, spisevaner eller for den sags skyld præferencer for forskellige fodboldklubber. Når det bliver til en ivrig fordomsfuldhed, er vejen til racistiske udtryk og handlinger meget kort.

Min pointe er så at den danske selvglæde og selvtilfredshed frister til at se ned på andre, og inkludere alt negativt som vi hører om en af "dem" i en forestilling om at "sådan er de da allesammen".

Racistiske ællinger, 'fejlfarver'

Og endnu engang - jeg taler ikke om "alle danskere", men blot om at det er ganske rimeligt når Google observerer at både racisme og lykke er interessante spørgsmål at stille om danskere og danskhed.


Logo sommerfugl