Poul Anker Bech: Smalltalk ved vintertide (2006)
Viser opslag med etiketten Poul Anker Bech. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Poul Anker Bech. Vis alle opslag
lørdag den 28. december 2019
onsdag den 29. maj 2019
Poul Anker Bech: Badut-springere i en rapsmark
Poul Anker Bech: Badut-springere i en rapsmark (2007)
tirsdag den 14. august 2018
onsdag den 20. juni 2018
tirsdag den 7. oktober 2014
søndag den 18. maj 2014
fredag den 6. september 2013
Poul Anker Bech: Efterårsmail fra en kabeltromle
Efterårsmail fra en kabeltromle, af Poul Anker Bech (2007)
Kunstneren Poul Anker Bech lavede i 2007 et af sine mange store malerier, "Efterårsmail fra en kabeltromle". Et sjovt maleri hvor den idylliske strand, smukke farver og en gammeldags klædt kvinde kan ligne et af de klassiske værker af skagensmalerne. Men nutiden brager ind i motivet, for hun sidder ved en stor kabeltromle, det ligner et tomt rør til lyslederkabler. Hvad skal det ved Vesterhavet?
Kablet giver altså ikke den nu om dage helt essentielle Internet-forbindelse, og alligevel sidder hun med en generator og en bærbar computer, og skriver en efterårsmail. Hvem mon hun skriver til? Fortiden eller fremtiden? Et afskedsbrev til sit liv i fortiden?
Hunden render rundt på stranden, og skider. Det skal jo heller ikke være for højtideligt. Ikke al for megen solnedgangssentimentalitet, så det er måske netop den han gør grin med.
fredag den 26. april 2013
Poul Anker Bech: I drift - Det tabte land
Poul Anker Bech - I drift - 2003
Midterste billede i det store triptykon "Det tabte land".
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum.
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum.
Til udstillingen "Det tabte land" på Randers Kunstmuseum 2010-2011 skrev Marie-Louise Hallen Christiansen noget undervisningsmateriale med analyser og fortolkninger, til vinter 2010 udgaven af museets magasin "Udtryk". Her fortælles om triptykonet, som af Poul Anker Bech selv blev regnet for sit absolutte hovedværk. Den store syntese, hvor hele spektret af temaer, der havde optaget ham stykkevis og delt igennem alle de øvrige billeder, blev sammenfattet.
Den nordiske myte om det tabte land
Med udgangspunkt i første del af Johannes V. Jensens seksdelte roman-epos Den lange rejse, dyrkede Poul Anker Bech forestillingen om Det tabte land. I romanen dækker begrebet det solfyldte, paradisiske urtidsland, som Norden var før istiden. Med istidens klimaforandringer forvandledes Norden imidlertid til den solfattige og kølige region, vi kender i dag. Den hårdføre del af de oprindelige beboere, som ikke valgte at søge til mildere himmelstrøg sydpå, overlevede fra denne fjerne urtid i det barskere klima med drømmen om det tabte land i deres hjerter; og denne drøm har levet videre som en uudslettelig længsel i deres nordiske efterkommeres sind. Det er den samme længsel, der i dag driver nordboerne på ferietogter til Sydens sol og gennempræger deres forhold til den alt for korte nordiske sommers flygtighed med et nostalgisk drømmende stemningsliv.
Poul Anker Bechs altoverskyggende ønske var at nå frem til en kunstnerisk fremstilling af det tabte land som en stadig levende virkelighed i det nordiske sind. Om hensigten bag det tredelte hovedværk forklarede kunstneren:
Jeg [vil] gerne lave en stor fortælling, der består af 3 billeder. Et vinterbillede, der så bliver afløst af et stort midterbillede, som skal være et drift-billede, den nordiske drift for at komme ud til den sol, som vi har for lidt af. Og så afsluttes med et billede, der udtrykker den drømmende danske sommernat, der lige så stille driver af sted og næsten ikke er her længere. Det store farvel vil jeg egentligt også gerne have med – også i denne serie. Det handler om at samle alt det op, som jeg har været meget optaget af og gerne vil give den store løsning på“
"I drift"
Det midterste billede viser et mod højre hældende landskab, hvori en bred bjergvej fra forgrunden fører ind i billedrummet. Vejen flankeres til højre af stejle, partielt bevoksede skrænter, hvorpå en smal cementtrappe fører op til et bymæssigt bebygget plateau. Til venstre for vejen ses derimod en afgrund af „blå luft“, som i dybden fortætter sig til en optårnet gruppering af vejtræer med løvformationer, der et stykke nede ad vejen står fri af skyggevirkningen fra bakkehældet til højre og rammes af en lavtstående eftermiddagssols gyldenvarme lys, som får dem til at gløde voldsomt op i orangegule farvetoner med blåviolette skygger. Mellem disse flanker, åbnes i midten frit udsyn mod bjerge, der fortoner sig blegt pastelfarvede i det fjerne. Vejen kan ikke følges ret langt i dybden; dens moderate stigning afløses et stykke inde i forgrunden af et brat fald forbundet med et krummende forløb, der
lader vejen forsvinde ned bagom bjergbyen til højre i billedet.
Opfattelsen af vejens krummende og nedadskrånende forløb støttes af en gruppe rygvendte mennesker, der bevæger sig til fods, bærende på tasker og kufferter; denne lille flok er trukket ud på en række i venstre vejside. Dermed følger og markerer fodgængernes langstrakte formation vejforløbets venstre flanke.
De gående bevæger sig – trods afgrundens nærhed – på fast grund; derimod er der i mere end en forstand tvivl om, hvordan man skal opfatte en ikke entydigt identificerbar mørk brun menneskeskikkelse helt fremme i forgrunden til venstre. Den mærkelige figur, der nærmest synes at være klædt i en eller anden form for overlevelsesdragt af gummi eller andet blankt materiale og bære beskyttelsesbriller for øjnene, kunne vække associationer i retning af en bjergbestiger, der er i færd med at kravle op eller ned, samtidig med, at vedkommende vender hovedet og over sin højre skulder kaster et blik ned i dybet under sig.
Landskabets lysforhold er en anden faktor, der støtter opfattelsen af vejforløbet og de rejsendes målrettede færd: sceneriets disede lys kommer fra en skjult kilde, som må være solen, der står relativt lavt på himlen til højre for billedafskæringen.
De stejle skråninger i højre side af billedet kaster lange slagskygger ind over størsteparten af vejen; kun i venstre vejside når lyset uhindret frem, så de flankerende formationers farver gløder op og danner en lysende „væg“ bag de – ligeledes belyste – mennesker på vejen. Denne lysende „væg“ vinder tiltagende glød i dybden, hvor den udmunder i en „flosset“ struktur af gyldent flammende „spidser“ eller „takker“, der klart stimulerer opfattelsen af vejens videre forløb, – en stimulus, hvis karakteristiske former på iøjnefaldende vis gentager sig i de fjerne bjerges lys- og skyggetegning, således at disse danne en korresponderende „bagvæg“, der lukker af for øjets videre bevægelse i dybden og leder blikretningen videre mod højre, mod det lysrum, der anes, men ikke ses, bag skrænterne i højre billedside. Billedet karakteriserer på denne måde de rejsendes fremfærd som en vandring i retning af lyset.
Vejens krummende og nedadrettede fortsættelse danner en raffineret kontrast til „den anden vej“ i billedet, trappen, med det snorlige, opadrettede forløb. Til højre ved trappens fod står et par sorte affaldssække og en papkasse, d.v.s. affald, der vidner om det bofaste liv, som leves i bysamfundet oppe for enden af trappen. Lader vi blikket følge trappen i vejret, ser vi et andet vidnesbyrd om livet deroppe: Der brænder lys i nogle af husene. Over byen længst mod højre i billedet rejser der sig en næsten vertikal, let højrehældende grålig „væg“ på himlen. Elementet, der ifølge kunstneren skal ses som en havflade, er vippet næsten lodret op i billedrummet og danner en tilnærmelsesvist vinkelret modspiller til vejens hældende grundflade.
Gruppen af taske- og kuffertbærende mennesker, der vandrer ude i venstre side af vejen, kunne meget vel være en flok danske turister et sted i Sydeuropa. Bagagen er karakteristisk: De to bagerste figurers kufferter bærer de velkendte mærkesedler, som påhæftes i forbindelse med at der tjekkes ind i lufthavnene. Selskabet har med andre ord en flyrejse bag sig og er nu antagelig på vej til sit hotel et stykke længere fremme ad vejen her.
Der er dog ikke nødvendigvis tale om en flok turister; gruppens fremtoning giver strengt taget kun dækning for at opfatte den som en flok „rejsende“ uden klart bestemmeligt ærinde; der kunne f.eks. i stedet være tale om mennesker på flugt fra en naturkatastrofe, krigshandling e.lign.
De vejfarende opfattes umiddelbart som billedets hovedemne; dette understøttes af værkets titel, da gruppen jo oplagt er det eneste i billedet, der rettelig kan siges at være i drift.
En mærkelig og vanskeligt identificerbar komponent er den førnævnte skikkelse, der i billedets forgrund til venstre synes at komme op fra dybet bagved selskabet. Som figuren „hænger ud“ i det tomme markerer den afgrundens farlige nærhed. Skikkelsen tilfører værket et skræmmende indslag af dæmoni gennem sin uhyggelige, abemenneske-agtige fremtoning som „et ukendt væsen fra dybet“. Og „dybet“ selv er jo ikke mindst skræmmende, fordi det udgør denne bratte afgrund i de vejfarendes nærhed og – især – fordi den danner et surrealt tomrum ved siden af billedets reale landskabsrum. Dette tomrum kan i billedet meget vel være tænkt som et sindbillede på dét, verden af i dag har mistet: det tabte land. Væsenet fra „dybet“ kan således forstås som en repræsentant for urtidsfolket, der har kæmpet sig op fra det tabtes afgrund for at slutte sig til flokken af vandrende på vejen: måske en symbolsk hentydning til en nutidsverden, der „indhentes“ af sin fjerne fortid.
„I drift“ anskueliggør begrebet tid som bevægelse i forbindelse med menneskers forsøg på at ændre deres egne livsvilkår, finde noget andet og bedre end det, der hidtil har fyldt deres liv. Modsætningsforholdet bevægelse/stilstand kommer her til udtryk i kontrasten mellem mennesker, der passerer det afbildede sted, og den fastboende lokalbefolkning.
Kan disse flygtninge finde det tabte land? Findes det i det hele taget? Er det blot et fiktivt fata morgana, et mytologisk Shangri-La? Kan vi finde paradis ved at flygte fra de livsvilkår som vi kender? Eller handler det blot om at søge? Er den evige flugt selve livet?
torsdag den 13. december 2012
Poul Anker Bech: En vinter lang
Poul Anker Bech - En vinter lang - 2005
Venstre fløjbillede i det store triptykon "Det tabte land".
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum.
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum.
mandag den 2. juli 2012
Poul Anker Bech: Sommernat
Poul Anker Bech - Sommernat - 2004
Højre fløjbillede i triptykon’et "Det tabte land" 2003-2005.
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum
Olie på lærred, 195 x 360 cm. Randers Kunstmuseum
Følgende analyse og fortolkning, ved museumsleder Finn Terman Frederiksen, er kopieret fra magasin for Randers Kunstmuseum, Ud-tryk, vinter 2004. Det er antagelig mange flere ord og associationer end kunstneren selv havde tænkt og udtrykt med sit maleri.
"Sommernat"
Det tredelte værks andet fløjbillede "Sommernat" (gengivet på bladets bagside) præsenterer et typisk dansk sommerlandskab, der i højre billedside "svæver" foran og delvist hen over det gabende åbne himmelrums skyer. Landskabet består nærmest betragteren af et stykke flad græsmark med en gruppe mennesker siddende omkring et bål og et par rygvendt stående får lidt længere borte. I baggrunden mod højre træder den hvidkalkede gavl og et sporadisk rustangrebet bliktag på en trelænget gårds staldbygning lysende frem. Bag staldbygningen rager gårdens stuehus op med sit lysende røde tegltag. Over gården aftegner en bleg, hvidlig måne sig mod den blå himmel. Scenen udspiller sig antagelig i timen efter solnedgang, d.v.s. på tærskelen til en af disse lyse sommernætter, hvor dag og nat går i ét og nattemørket aldrig falder på.
Med enkelte afgørende undtagelser er billedets motiv og stemningskarakter udpræget realistisk. Den mest påfaldende surreale og meget naturstridige undtagelse er selvfølgelig marklandskabets fragmenterede og fritsvævende fremtoning som et "skiveskåret" og irregulært afgrænset brudstykke, der – med ukendt "forankrende" videreførelse udenfor billedfeltet mod højre – stikker frem som en flosset flade i billedfeltets tomme rum. Vi har her at gøre med en af kunstnerens mest yndede former for iscenesættelse: den "ensidigt forankrede" landtunge (typisk en mark, men også en vej e.lign), der rager ud som en tynd og fragmentarisk flade i det åbne rum (himmelrum eller svælg/underverden). Bech fremstillede ofte indbegrebet af den nære omverden i form af en enkelt græs- eller kornmark, gerne med den dertil hørende gård i baggrunden. Kunstneren var selv født og opvokset på en vendsysselsk bondegård, der med sine 20 tønder land ikke var stort mere end et husmandsbrug. Billedet af en gård og en enkelt dertil knyttet mark spejlede således den lille verden, han selv var vokset op med, fødegården og det dertil hørende jordlod, i videre eksistentiel betydning en markering af "den enkeltes lod" i tilværelsen.
Hvem er de to eller tre svært skelnelige menneskeskikkelser, der opholder sig ved bålet i billedets svævende forgrund? Hvad laver de i grunden her? De har tændt deres "lejrbål" ved siden af en opstikkende drænrørsbrønd, en åben forbindelse til det gabende dyb under marken. Er det måske atter mennesker fra "dybet", der spøger her?
Med sin milde danske sommerpalet og sin idylliske fredfyldthed er billedets stemningsanslag på den ene side uendelig harmonisk og betryggende, men samtidig også farefuldt og dybt foruroligende i kraft af sin surrealistiske iscenesættelse, der vidner om en sønderdelt og undergangstruet verden. Situationen er særdeles tvetydig, og sommernatsidyllen på landet ses med andre ord som "en saga blot", der bidrager til opfattelsen af nutidens livsverden som "det tabte land".
"Sommernat" giver en anden indfaldsvinkel til fænomenet tid end det tredelte værks to øvrige værker. "En vinter lang" forholder sig til tid, der snegler sig af sted og vækker længsler efter noget andet og bedre. "I drift" er en mere neutral fremstilling af bevægelse og forandring som en objektiv proces i tiden. I "Sommernat" møder vi opfyldelsen af de midsommerdrømme, vi længes efter i den lange vinter, ja kulminationen på hele årets længsel efter sol og varme. Den fortættede her-og-nuoplevelse er samtidig en erfaring af tid som flygtigt nu. For den højeste opfyldelse er også forbundet med den smertelige bedvisthed om, at sommerens lyksalighed ikke kan fastholdes. Den lyse og milde tid er knap indtrådt før den går på hæld. Lykketilstanden under den højeste opfyldelse er således smerteblandet i kraft af bevidstheden om denne hurtige forgængelighed.
At opfyldelsens vidunderlige nu samtidig indebærer en smertefyldt erfaring af, at det opfyldte glider os af hænde, betyder, at oplevelsen af det flygtige nu netop hverken er en hvilen i øjeblikket eller en fremadrettet længsel, men derimod en kamp for at aktivere en erindrende fastholdelse af det flygtige, d.v.s. i sit væsen en bagudrettet tidserfaring. Sommeren er omme før vi når at tænke tanken til ende, og alt det forgangne bliver en del af det evigt tabte land, fortiden og alt hvad den rummer i vor erindrende "fastholdelse". "Evigt ejes kun det tabte" (Ibsen). Det tabte land er en uafvendelig realitet; det tabte kan aldrig genvindes.
Den endnu tilbageværende, sønderdelte verden er forbigående i hvile, og mennesker hengiver sig kontemplativt til sommernattens idylliske fortryllelse. Verdens modsætninger synes for en kort stund ophævet: den lyse sommernat har fortrængt det dybe nattemørke med sit egenartede "halvlys", hvori aftenskumring og morgendæmning mødes i en ubrudt sammenhæng. Sammen med de to eller tre mennesker, der er samlet omkring bålet her, oplever billedbetragteren, hvorledes nuet og evigheden endnu synes at leve sammensmeltet i bålets snart hendøende gløder.
I det lykkelige nu, erfarer vi tiden som noget, vi ønsker aldrig må få ende; dens slags flygtige lykkestunder er dog uundgåeligt forbundet med en snarlig "opvågnen", som mere end noget andet lærer os at kende tidens ubestandighed. Den kortvarige lykketilstand, der fylder sindene, er allerede fra fødslen forgiftet af bevidstheden om det igangværende tab. Det betyder smerte, men smerten virker samtidig tilbage og forstærker den øjeblikkelige lykkefølelse. Oplevelsen af sommerens lykkelige nu fortaber sig altså i sin modsætning, d.v.s. bevidstheden om den forestående "endeløse" vinter; den kortvarige nydelse af sommerlig lykke bringes derigennem tilbage til sig selv i intensiveret form! Den "bider sig selv i halen" og bliver sig endnu mere bevidst derved. Det er hvad Poul Anker Bech igen og igen slår fast, når han taler om, at ethvert fænomen opleves i kraft af sin modsætning, d.v.s. først for alvor opfattes som dét, det er, gennem den sideløbende opfattelse af dét, det ikke er.
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
