Logo sommerfugl

lørdag den 30. november 2013

Aktiv dødshjælp forbudt for børn i Belgien?


Belgien er som bekendt et af de lande, der via en human lovgivning giver uafhjælpeligt lidende mennesker muligheden for, under visse omstændigheder, at bede om hjælp til at dø. Selv om det ikke er det store ideal, kan det dog være bedre end at være tvunget til at leve et ubærligt liv. Er der brug for en bestemt aldersgrænse for aktiv dødshjælp? Hvorfor skal børn nægtes denne humane udvej?

Det er helt indlysende en smertelig situation for både forældre og barn, hvis det bliver en relevant udvej, men sådan kan livet altså også blive. Heldigvis ikke så ofte, men det hjælper jo ikke dem som står i situationen. Derfor overvejes der nu i Belgien at ophæve aldersgrænsen, og forslaget ser ud til at gå igennem. Nabolandet Holland tillader aktiv dødshjælp for børn der er mindst 12 år, men der kan jo være tilsvarende behov for mindre børn, også.

Da mindre børn næppe kan siges at have forudsætninger for at træffe en beslutning, eller er for syge eller små til at kunne forstå noget, bliver det naturligt op til forældrene at varetage barnets tarv. Det vil jo næsten altid sige at gøre det så godt som nu muligt, for at barnet kan komme igennem de behandlinger som kan være meget ubehagelige, og svære at forstå. Så bliver der jo blot de tilfælde hvor ingen kan hjælpe på vej til at livet bliver godt, hvor "så godt som muligt" kan være at lade være med at trække pinen ud i meget lang tid.

Aktiv dødshjælp til børn kan ikke blive noget der er brug for i større udstrækning, men kun til helt særlige tilfælde, det kunne være tilfælde som svære medfødte skader, eller en voldsom ondartet kræft. Sager hvor der ikke er rimelig grund til at håbe på et mirakel. Så længe der er en grundig vurdering, uden at det bliver en "administrativ afgørelse", mener jeg ikke at spørgsmålet er om det er en human og fornuftig ting at gøre, men om der er gode grunde til at insistere på at børn skal blive i et liv der ikke kan blive godt.


Jeg har set bekymring om at det kunne være et for stort valg at træffe for et barn. Men det er jo heller ikke forslaget, men når børns liv præges af sygdom og lidelser, hjælper det ikke at holde fast i billedet af børn som små naive væsener, der skal skærmes mod barske ting. Livet kan blive for barskt. Og så kan børn være mere "voksne", sammenlignet med mange som har levet en del flere år.

Hvem foretrækker tortur af børn? Det gør vel ingen, men det er hvad der nu sker. Samfundet trænger til at blive mere humant.


fredag den 29. november 2013

Scott Adams ønskede sin far død


Scott Adams, skaberen af Dilbert tegneserie-striberne, skrev fornylig på sin blog et meget personligt og følelsesladet indlæg, som han eksplicit forklarer hverken er satire eller overdrivelse.
I Hope My Father Dies Soon

And while I'm at it, I might want you to die a painful death too.

I'm entirely serious on both counts.
Hans 86-årige far var på en rædselsfuld måde døende i en hospitalsseng, "et levende helvede". Hvis det havde været en kat, var den blevet aflivet for længe siden, med god samvittighed. I stedet måtte faderen ligge måned efter måned i lidelser. Da det var forbudt for Scott Adams at gøre det eneste humane, anser han det for statslig tortur.
If you're a politician who has ever voted against doctor-assisted suicide, or you would vote against it in the future, I hate your fucking guts and I would like you to die a long, horrible death. I would be happy to kill you personally and watch you bleed out. I won't do that, because I fear the consequences. But I'd enjoy it, because you motherfuckers are responsible for torturing my father. Now it's personal.

[...]

I might feel differently in a few years, but at the moment my emotions are a bit raw. If I could push a magic button and send every politician who opposes doctor-assisted suicide into a painful death spiral that lasts for months, I'd press it. And I wouldn't feel a bit of guilt because sometimes you have to get rid of the bad guys to make the world a better place. We do it in defensive wars and the police do it daily. This would be another one of those situations.

I don't want anyone to misconstrue this post as satire or exaggeration. So I'll reiterate. If you have acted, or plan to act, in a way that keeps doctor-assisted suicide illegal, I see you as an accomplice in torturing my father, and perhaps me as well someday. I want you to die a painful death, and soon. And I'd be happy to tell you the same thing to your face.

Dilbert & Dogbert

Meget hårde ord, men med god grund. Ikke ment som en trussel, blot udtryk for en dybfølt mening. Det er umenneskeligt at kæmpe imod at mennesker, i særlige tilfælde, kan få lov til at få hjælp til at dø på en pæn måde. Grænserne er diskutable, men de steder i verden hvor muligheden er der, viser det sig at fungere fint, og uden noget som helst grundlag for de ofte udtrykte vage bekymringer om en mulighed for misbrug.

Heldigvis døde faderen nogle få timer efter at blog indlægget blev skrevet, Fire dage senere skrev han et lidt mere analyserende indlæg, men uden på nogen måde at moderere sine ligefremme ord.
The Mythical 49%

I got criticism for my uncivilized writing on this topic. My uncensored words were shocking, and I realize that. But this is a topic that pits emotion against emotion. It's not strictly an economic decision. It's about how people feel. I defend my honest display of feelings because it is important information in this debate. I want the activists to know that I don't just disagree with them in some intellectual sense. They should know that I consider them as immoral as pedophiles and terrorists. And if the comments on the Internet tell us anything it is that I am not alone. That knowledge is a useful addition to the debate. People need to know that if they are accomplices in the torture of my family members or me, I don't merely disagree with their position on the topic; I wish them a painful death. No one sheds a tear when a terrorist accidentally blows himself up in his bomb-making factory.

Just to be clear, I don't favor killing people for political activism. I'm just saying I wouldn't shed a tear if an activist opposed to doctor-assisted-suicide died a painful death. I'm not proud of that position. I'm just being honest.

Samtidig bemærker han at de mange kommentarer til hans blog indlæg (med mangfoldige kopieringer på Internet) var langt overvejende positive overfor aktiv dødshjælp. Det er selvfølgelig ikke alle, der er med på de brutale ord om modstandere, men set i forhold til hvordan den sidste stump af livet kan risikere at blive, er der et stort behov for at det skal være tilladt at afkorte dødsprocessen, efter den døendes egne værdier.

Dogbert: Here's the first draft of an advance health care directive I wrote for you.

Kill me if I have a headache. Kill me if I'm itchy. Kill me if I complain too much.

Dilbert: I might have some edits. -
Dogbert: There's your complaining again!



onsdag den 27. november 2013

Jane Marie Hoffmann vil have lov at dø med værdighed

Jane Marie Hoffmann med sin mand, Kim

Ude og Hjemme fortæller en historie om den 53-årige Jane Marie Hoffmann fra Rodskov nord for Århus, som lider af den uhelbredelige sygdom ALS. Foreløbig er det "kun" blevet til at hun er er nødt til at bruge kørestol, for under tre måneder siden kunne hun stadig gå. Fremtidsudsigterne er helt klare, lammelser der langsomt breder sig, indtil kroppen ikke kan mere. Døden. Sådan vil Jane ikke dø, hun holder på sin værdighed. Hvis hun ventede til hun blev 100% afhængig af respirator, kunne lægerne i Danmark hjælpe hende med at dø, fordi den meget aktive handling med at slukke for maskinen (under bedøvelse) eufemistisk kaldes for "passiv dødshjælp".

Gennem Landsforeningen En Værdig Død har hun fået kontakt til den velgørende organisation Dignitas i Schweiz, som formidler hjælp til selvmord indenfor rammerne af den humane Schweiziske lovgivning. Det vil sige at en læge kan ordinere Pentobarbital, som er et gammelt sovemiddel der i "passende" overdosis giver en sikker og smertefri død. Det er ikke hvad mange tænker på som "aktiv dødshjælp", da Jane skal selv kunne drikke den dødelige barbiturat-dosis.

Planen er at Jane, sammen med sin mand Kim samt hendes voksne børn Rikke og Rune tager den sidste rejse om ca. tre måneder, nu hvor lægerne i Schweiz har godkendt ansøgningen. Tiden afhænger selvfølgelig af hvordan sygdommen og livet udvikler sig, det er jo ikke ligefrem fordi hun ønsker sig at dø. Men sygdommen udvikler sig ret hurtigt, sammenlignet med at en del andre kan have den i mange år.
Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at leve videre – men ikke for alt i verden. Jeg vil have lov at dø med værdighed. Det er derfor, jeg har sagt ja til at medvirke i denne artikel. For at sætte fokus på aktiv dødshjælp. Det skal vi også have i Danmark. Det er forkert, at man er nødt til at rejse ud af sit eget land, når man er så syg, som jeg er.

[...]

At ende som en grønsag er ikke værdigt, hverken for den syge eller for de pårørende. Til de, der siger til mig: ”Hvordan kan du gøre det,” svarer jeg: ”Hvad ville du selv gøre?”

Ude og Hjemme, Aktiv dødshjælp:

Rikke Kimie Andersen, selvportræt

Datteren Rikke Kimie Andersen, som har været med i tv-programmet Paradise Hotel, har skrevet om baggrunden på sin blog. Et enkelt citat:
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi jo klart er for at aktiv dødshjælp bliver legalt i Danmark. Hun og vi andre ville ønske, at vi havde et system ligesom i Holland, hvor ens egen, praktiserende læge kan komme hjem til en og give en sprøjte. Det ville være meget mere humant, at den syge dør i eget hjem med fred, ro og ikke mindst tryghed - i stedet for at skulle rejse den lange vej, når omstændighederne er som de er. Det er meget forkert efter min mening.
På bloggen skriver hun en del om situationen, hendes tanker og reaktioner. God læsning, også ud over følgende udvalg af indlæg:

Jane Marie Hoffmann med sin datter, Rikke Kimie


tirsdag den 26. november 2013

Romantik på luksus-hotel i Paris

Hôtel Lutetia, Paris

Det ældre franske ægtepar Georgette og Bernard Cazes rejste i sidste uge på det luksuriøse Art Déco Hôtel Lutetia på venstre seinebred i Paris. De var begge 86 år, og som venner og familie sagde, var de stadig forelskede efter over 60 års ægteskab.

Da room-service fredag morgen kom med den bestilte morgenmad, lå de to gamle mennesker fredeligt på sengen, hånd i hånd. Og de var døde. De havde de selv taget sig af, og meningen med morgenmaden var blot at sikre at de blev fundet efter kort tid. Alt var velforberedt og nøje planlagt gennem længere tid. Ud over et brev til familien, var der også en skrivelse adresseret til anklagemyndigheden, med kravet om retten til en værdig død. De var vrede over ikke på en legal måde kunne få lov til en fredelig død; ingen respekt for deres frihed.

Bernard og Georgette Cazes

Georgette og Bernard Cazes var tilsyneladende ikke alvorligt syge, men ville under ingen omstændigheder risikere at noget brød deres store kærlighed og samhørighed. Risikere at blive afhængige af nogen.

Sagen har endnu engang vakt til debat om aktiv dødshjælp, og den omstændighed at masser af gamle mennesker afslutter deres liv med selvmord, desværre ofte gennem usikre og uværdige selvmordsmetoder. Ægteparret Cazes var begge intellektuelle mennesker, og havde arrangeret deres død omhyggeligt, men det er der alt for mange som ikke kan.

Nogen vil kalde historien for en tragedie. Men hvorfor nu det? Det værste er sådan set at de kunne have ventet et stykke tid, til deres grænse for alvor var nået, hvis de havde haft adgang til en legal måde at få hjælp til at dø. Nu blev de nødt til selv at gøre det, mens de endnu var friske og uafhængige.

De havde et lykkeligt liv, og fik en lykkelig død.



mandag den 25. november 2013

Anna Ancher: Solskin i den blindes stue

Solskin i den blindes stue - Anna Ancher, 1885
Anna Ancher: Solskin i den blindes stue (1885)

Mange af malerierne af den mest kendte kvindelige skagensmaler Anna Ancher er impressionistiske værker, med stor fokus på lyset spil i en rolig komposition. Dette oliemaleri, Solskin i den blindes stue, har samtidig en nærmest ekspressionistisk kontrast ved at portrættet af den blinde gamle kone viser at hun mangler de øjne, som formidler lysets spil i verden.

Hun sidder roligt i stolen, og har det måske godt. Måske venter hun på nogen. Der er en tom stol i rummet, en fortolkning kunne være at det er hendes mands. Det ses ikke om han er ude på havet, eller om han blev der ude. Om hun er enke, der venter på nogen. Måske blot på døden, mens hun sidder med gode minder om sit lange liv.

Samme stue og samme kone er afbildet i et to år ældre maleri, En blind kone i sin stue, hvor hun blot sidder i den anden stol. Den stue er måske hele hendes verden. Hun sidder der i det smukke lys, som hun aldrig får del i. Så må hun jo blot nyde verden med sine andre sanser.

Hun behøver ikke den analyse som tilskueren forledes til.

En blind kone i sin stue - Anna Ancher, 1883
Anna Ancher: En blind kone i sin stue (1883)


Logo sommerfugl