onsdag den 30. april 2014
tirsdag den 29. april 2014
Vladimir Kush: Amaryllis (Hippeastrum)
"The Amaryllis bulb is a symbol of Paradise, the enclosed space. Away from strangers’ eyes, from the dark of the Earth, the love of a Man and a Woman bulges. Time goes by and the sprout of Love turns into a magnificent flower, its petals toward the sky. The color Red is the symbol of passion, love and vital force, splashing into the glowing space."
mandag den 28. april 2014
søndag den 27. april 2014
lørdag den 26. april 2014
fredag den 25. april 2014
torsdag den 24. april 2014
Medier og eksperter dyrker selvmordsmyte om mænd
At medierne elsker useriøse overskrifter er jo en triviel selvfølgelighed. Drama, hysteri og overdrivelser er dagens orden, når det handler om at tiltrække klik og læsere. Det begynder først at irritere mig lidt når de tilsyneladende tror at bedrive seriøs journalistik, og endda har fanget en med papirer på at være "ekspert" til at underbygge den substansløse historie.
Et aktuelt eksempel er når Jyllands-Posten skriver:
Teknisk set er det ikke forkert, men alligevel ganske misvisende. Der findes ganske enkelt ingen hyppige dødsårsager blandt yngre mænd, heldigvis er der kun ganske få som afslutter deres liv før de har passeret 50 år. De dødsårsager der trods alt findes her, er alle sjældne. Også selvmord, der vel snarere kan siges at være den mindst sjældne. Selvmordsraten blandt mænd er højest i de ældre aldersgrupper, hvor de dog drukner i de mere sædvanlige dødsårager. Så det er sådan set et godt tegn for folkesundheden at selvmord er den hyppiste dødsårsag blandt voksne mænd under 50 år, yngre eller ej.
Statistikker for år 2012 viser 661 selvmord, hvoraf de 494 var mænd, og kun 167 kvinder. Det er normalt at dødsfald ved selvmord rammer mange flere mænd end kvinder, og det er desværre også normalt at der digtes livlige vandrehistorier om årsagerne til dette. Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet, lægger ord til dagens fordrejning af de dybereliggende fakta, når han kommer med nogle generelle kendetegn hos alle aldersgrupper af mænd:
Mænd tænker på, hvad der kan gøres, når de har det dårligt psykisk, snarere end at søge strøst og omsorg.
Mange mænd får, når de har det dårligt, den oplevelse, at deres nærmeste relationer er en belastning i stedet for en ressource - derfor trækker mange mænd sig fra familie og venner, når de får det dårligt.
På dette punkt vil jeg ikke anfægte hans faglighed, problemet kommer først når denne tilbøjelighed tolkes. Det skulle være forklaring på det meget højere antal gennemførte selvmord hos mænd. På det lidt for vage plan spekulerer han dog i at der kan være mange mænd, der går med psykiske lidelser, som ikke er opdaget:
Mange af de psykiske lidelser kommer først for alvor til udtryk i de tidlige 20'ere. Hvis mændene ignorerer lidelsernes faresignaler, bliver det kun værre, og selvmordet kan være den sidste udvej.
Hermed mener at han at have givet en del af forklaringen på, hvorfor selvmord er den hyppigste dødsårsag for unge mænd. Et mindre problem her er sammenblandingen, for det er jo ikke noget specielt for unge mænd, men det får være.
Karin Helweg-Larsen, der er speciallæge og seniorforsker på Syddansk Universitet er med på vognen med vage generaliteter, som lyder ganske tilforladelige, og vel har sandhedsværdi nok til at det ikke er det bare vrøvl. Igen er problemet dog at det er alt for langt fra at bygge på noget konkret, når vi jo ikke blot taler om en udvikling i de senere såkaldte kriseår:
For de yngre mænd, der ikke er så langt i livet endnu, er det aldrig sjovt at blive sat uden for arbejdsmarkedet. Da den økonomiske krise holdt sit indtog, var der flere, der blev ledige. På den måde blev risikofaktorerne øget, og det kan være en del af forklaringen på den højere tendens til selvmord i denne aldersgruppe.
Når jeg tillader mig at gå kritisk til disse fagfolks ord, uden selv at have papirer på en formel ekspertise, er det fordi de overser noget helt, helt grundlæggende. Der fokuserers alt for meget på selvmord som et mandeproblem, og mænd udnævnes nærmest til at være "det svage køn". Sagen er blot at det er en myte at der er større tendens til selvmord blandt mænd. Sandheden er det direkte omvendte, det er blandt kvinderne at der er flere som søger denne udvej fra et svært liv.
Hvis mændene er mere tilbøjelige til at lege hulemænd, og trække sig tilbage for at bøvle med problemerne, tyder det altså på at de også har mere succes med denne metode, sammenlignet med at søge trøst og omsorg i netværket, eller behandlingssystemet.
Jamen, der er da mange flere selvmord blandt mænd, så hvordan blev det til at det er kvinderne som har den største tilbøjelighed til selvmord? Jo, sagen er at der er flere selvmordsforsøg blandt kvinder end blandt mænd. Når selvmordsraten er højere hos mænd, er det altså fordi denne statistik, i sagens natur, kun omfatter gennemførte selvmord. Årsagen til den højere dødelighed hos mænd er simpelthen at de bruger mere effektive metoder.
Lidt mandschauvinistisk kunne det siges at kvinderne fjumrer rundt, og hverken kan finde ud af livet, eller at gennemføre et selvmord, men det er da i det mindste ofte en vej til at få hjælp. Altså den hjælp som heller ikke kvinderne søger af sig selv, når eksistensens ophør bliver temaet for selvmordstanker. Hvis vi skal se på mennesket bag, er det et vigtigere signal om der er selvmordsforsøg eller ej, eller om metoden er effektiv nok til at dø af det.
Og så synes jeg altså at både medier og "eksperter" er noget til grin, når de blot gentager den sædvanlige myte, eller vandrehistorie, om mænd og selvmord. Jeg er dog bange for at de ikke engang ved at det statistiske grundlag ikke holder. Jeg kan anbefale et kik i statistikkerne hos Center for Selvmordsforskning, der i mange år har opgjort antal selvmordsforsøg på Fyn for både mænd og kvinder, i forskellige aldersgrupper. Først blandt de ældre er der flere forsøg blandt mænd end kvinder. Ellers er der feminin dominans i statistikkerne.
Jeg har før skrevet om det samme emne, med hvordan denne myte igen og igen slår igennem hos medier og fagfolk. Hold hellere op med det, og læs statistikkerne i stedet. Det har jeg gjort.
- Mænd dominerer selvmordsstatistikken? Nej de gør ej!
- Mænd og kvinder, statistik, kvindekamp og selvmord
- Myte om selvmord - Mænds sundhedsuge
- Klaus Kjellerup digter om selvmord blandt mænd
onsdag den 23. april 2014
Nikotin-forgiftning som selvmordsmetode?
En januardag fik jeg en forespørgsel om brugen af nikotin til selvmord. En læser gennem et stykke tid kom til at tænke på en metode som jeg ikke havde dækket, når jeg ellers har skrevet en del om forskellige selvmordsmetoder.
Tror du at man dør rimelig hurtigt og sikkert, hvis man indtager f.eks. 100 mg ren nikotinvæske, som er beregnet til de der E-cigaretter, og som, efter hvad jeg kan læse mig frem til, skulle være langt over dødelig dosis for en voksen mand. Og hvordan tror du at dødsforløbet bliver?
Jeg skriver og spørger, fordi at jeg synes at kunne læse mig frem til, at du besvarer mange menneskers spørgsmål om konkrete metoder, så jeg håber ikke, at jeg har gjort noget forkert ved at spørge. Og ellers så undskylder jeg i hvert fald for det.
Her følger mit svar, for det kan siges at egnet er velegnet til at belyse her på bloggen. Jeg kan tilføje at spørgeren nu heldigvis har fået det bedre, og altså ikke længere føler behov for at flygte fra livet, med dets mere eller mindre svære vilkår.
Bare rolig, jeg kunne ikke finde på at offentliggøre navne eller email adresser uden aftale. Og jeg har det helt ok med at du spørger, når jeg selv markerer mig offentligt omkring emnet, er det fordi jeg er i stand til at forholde mig stille og roligt til det. Jeg kunne selvfølgelig godt begynde på en smøre om at du hellere skal få hjælp og fx kontakte Livslinien, men jeg har nu også fuld respekt for at det kan være nyttigt at tage fat i det helt konkrete.
Hvad nikotin angår, har jeg et par gange tænkt på at skrive om det, og fraråde metoden. Nikotinvæsker findes i mange styrker, men hvis det er en stor portion af den stærkeste væske, er der ingen tvivl om at det er meget livsfarligt, dog uden at der er udsigt til en hurtig og nem død. Jeg vil foreslå at læse på en side som: Sundhedslex: Nikotinforgiftning
Her nævnes bl.a. ubehageligt lydende symptomer som mavekramper, kvalme, hovedpine, sveden, savlen, oprevethed, rastløshed, mavesmerter, åndedrætsbesvær, brænden i huden, opkastninger, kraftige kramper, hjertebanken og forvirring. Et andet sted så jeg pointeret at det er en upålidelig metode, med udsigt til at det varer adskillige timer med at dø, hvis det i det hele taget lykkedes, og med de grimme symptomer undervejs. En som metoden mislykkedes for tilføjede at han sked blod de næste to uger. Han fraråder stærkt andre at forsøge sig.
Hvad giftighed angår, opgøres denne ofte i LD50. Det vil sige en dosis som i 50% af tilfældene er dødelig, men der er store variationer. Måske skal der meget mere til, det afhænger af en masse forskellige ting.
Når tobakplanten har et giftstof som nikotin i sine blade, er det ikke fordi det skal være hurtigt dræbende. Tværtimod har planten bedre udbytte af at dyr der gnaver af den får det ad helvede til, og derefter holder sig langt fra at æde tobak.
Der findes mange stoffer som er livsfarlige, men det er fordi de forstyrrer og ødelægger funktioner i kroppen, hvilket kan sammenlignes med at få en meget alvorlig sygdom eller kvæstelse. På den anden side findes der kun få stoffer som er velegnede til en "aflivning", og det som især bruges til henrettelser og aktiv dødshjælp (også til sig selv) er ret svært at få fat på.
Sagt på en helt anden måde - hvis der fandtes en tilgængelig, pålidelig, hurtig og smertefri metode til selvmord på en pæn måde, ville den være velkendt.
Når jeg på bloggen har skrevet om en del selvmordsmetoder, især de "klassiske", må jeg tilstå en bagtanke. Sagen er at de fleste metoder er ret svære at gennemføre, for en som ikke har sat sig rigtig godt ind i alle detaljer, har styr på hvad der kan gå galt, og har velegnede remedier. Alt for mange forsøg på selvmord er baseret på mindre gode metoder, og det er derfor jeg ofte skriver noget om at der er mange måder det kan gå galt på. Der er nemlig lang vej fra "meget livsfarligt", til at det går sikkert, hurtigt, og uden en masse lidelser. Så jeg håber at jeg har fået nogle til at tænke sig om et par ekstra gange - og så er det jo ikke sikkert at de bliver ved med at tro at døden er den eneste udvej.
tirsdag den 22. april 2014
mandag den 21. april 2014
J.F. Willumsen: Jægerpigen i skoven
Jægerpigen i skoven, J.F. Willumsen, 1934
Den danske maler Jens Ferdinand Willumsen malede mange af sine værker i en mere eller mindre vitalistisk stil. Dette maleri fra 1934, Jægerpigen i skoven, er meget udpræget i sin fremhævning af den sunde, nøgne krop. Jægerpigen går gennem skoven med bue og pil, på udkik efter bytte. Meget veltrænet og muskuløs, langt fra en kvinderolle som bly og svag kvinde. Den stærke krop er næsten androgyn, men har samtidig de kvindelige kurver med brede hofter. Hun må være en ualmindeligt dygtig jæger, siden hun går på jagt uden pilekogger, og med kun én pil. Så er hun nødt til at ramme i første forsøg, hvilket kan være svært når det tilsyneladende er fugle hun jager.
For mange vækker vitalismen minder om nazismens kropsdyrkelse, netop også gennem vitalistiske kunstværker. Jeg mener dog at det er helt misforstået at se vitalismen som noget nazistisk, når der bestemt ikke er noget facistisk i det at værdsætte sundhed og kræfter. En meget skematisk analyse og fortolkning, med afsæt i bestemte symboler, går ofte galt i byen.
Jeg ser i dette billede snarere en klar parallel til J.F. Willumsens måske mest kendte værk, "En bjergbestigerske", der med vitalistisk formsprog (uden nøgenhed) hylder den stærke og selvstændige kvinde, der har magt over situationen. Et portræt af Edith, som han blev gift med året efter. En slags gudinde, hvilket også ses i dette nyere oliemaleri, med sin indlysende parallel til den "Diana", det romerske navn på den græske jægergudinde "Artemis". Det romerske navn er afledt af ordet diviana ("den skinnende"), hvilket passer med den lyse, skinnende gule farve, samt som symbol på beundring.
Jægerpigen er måske et portræt af den unge franske danser og maler Michelle Bourret, som han var flyttet sammen med fire år tidligere. Nu var hun kvinden i hans liv, og dermed også et vigtigt motiv i hans kunst. En række af disse portrætter er dansebilleder, og jægerpigens graciøse bevægelser i skoven kan jo også ses som en dans. Brugen af grønne og gule farver går igen i portrættet til højre. På den anden side er "Jægerpigen i skoven" videreudviklet til et ekspressivt genrebillede, i stedet for at være noget så "trivielt" som blot et nøgenportræt.
Abonner på:
Opslag (Atom)