Et aspekt af debatten omkring aktiv dødshjælp er når nogen mener at det retteligt hedder eutanasi. Dette mere kliniske ord mener jeg dog forvrænger debatten. Den oprindelige betydning af eutanasi kommer af græsk eu- og thanatos for god død, og bruges i nutiden om at dræbe på en skånsom måde. Det er hvad en dyrlæge gør hvis en hund skal aflives, hvad grunden så end måtte være. Det vil ofte kunne kaldes medlidenhedsdrab, men hensigten er ikke en del af glosens betydning.
På engelsk bruges det tilsvarende ord "euthanasia" rutinemæssigt om aflivning af dyr, også når grunden bare er at det ikke kan lykkedes at finde nye ejere til forvildede hunde. Et dyreinternat kan være tvunget til at skaffe sig af med de dyr som bliver "til overs". De skal altså dræbes, og det skal da så i det mindste ske på en blid måde. Eutanasi. Ingen spørger dyret om det hellere ville leve. Det bliver aflivet.
Det er især modstandere af aktiv dødshjælp der helst vil kalde det for "eutanasi", ofte med implicit reference til nazisternes misbrug af ordet til at dække over aflivning af uønskede mennesker. Massemord i stor stil. Den del af det som ikke handlede om etnisk folkedrab blev i Aktion T4 omtalt som "eutanasi", også selv om de blide metoder kun blev brugt helt i starten.
Det centrale ved "aktiv dødshjælp" er ikke at slå ihjel, eller måden det sker på. Det ville da være en kynisk tankegang. Hvad det handler om er at et menneske kan få hjælp til at få dødsprocessen afkortet. Ordet hjælp indebærer at der ikke må være tvivl om at det er den snart døendes eget ønske, og ikke noget som sker mere eller mindre af hensyn til de pårørende.
Desværre misbruges vendingen "aktiv dødshjælp" netop ofte om at de omkringstående føler at nogen er nødt til at "gøre noget", når resterne af et menneske ligger som en vissen grønsag uden værdighed. Jeg har stor respekt for intentionerne her, og mener at det godt kan være den mindst ringe måde at få det afsluttet på, men det er en alvorlig eufemisme at kalde det for "aktiv dødshjælp". Her er ordet "eutanasi" mere på sin plads. En pæn form for aflivning.
Det er værd at huske at selvmord ikke er forbudt, undtagen i forhold til visse religiøse normer. Desværre er det slet ikke nemt for et alvorligt sygt og svækket menneske at arrangere et selvmord på en god måde, også selv om omgivelserne godt kan indse at det er en velgennemtænkt og rationel beslutning. Langt de fleste metoder til "gør-det-selv" dødsfald er svære; med stor risiko for at det går galt undervejs. Især for en sengeliggende. De pårørende har sådan cirka ligeså svært ved at yde hjælp til selvmord på en god måde.
Der kan netop være brug for kvalificeret hjælp til at dø. Dødshjælp. Egentlig er det en urealistisk abstraktion at ville definere sig ud af om dødshjælp er aktiv eller passiv. Dødshjælp handler om at omgivelserne, i samarbejde med den der har behov for at få fri fra livet, disponerer sine handlinger ud fra at målet er at afkorte livet. Altså handler anderledes end hvis døden skulle bekæmpes, eller hvis tingene "bare" skulle gå sin mere eller mindre frygtelige gang.
Jeg mener at en af de bedste former for dødshjælp er at give den trængende muligheden for selv at gennemføre handlingen, og selv finde ud af hvornår. Trygheden ved at have en sikker "nødudgang" kan give så meget ro at den får lov til at ligge i skuffen. Netop dette praktiseres i de amerikanske delstater Oregon og Washington. Kompetente patienter med under et halvt år tilbage kan, efter en omstændelig procedure, få udskrevet en dødbringende dosis af et velegnet middel, som pentobarbital.
For mig at se er det en nødløsning med en dødbringende indsprøjtning. Der er ingen grund til at en læge skal indblandes i selve handlingen, men der kan være tilfælde hvor det er det mest realistiske. Desværre er lægeadministreret aktiv dødshjælp den mest udbredte form i Holland og Belgien, med lejlighedsvis tvivl om en døende patient direkte havde udtrykt et ønske herom. På den anden side er det da mere værdigt end at afbryde for væske og næring, selv om dette eufemistisk kaldes for passiv dødshjælp.
Selv om mange tror det, er lægeudøvet aktiv dødshjælp ikke tilladt i Schweiz. Deres lovgivning klarer det etiske problem på en elegant måde, ved at hjælp til selvmord ikke er strafbart hvis det sker af uegennyttige grunde. Det mest udbredte er at en læge hjælper sin patient med at få en dosis pentobarbital, efter at der grundigt er afvejet om en bedre form for hjælp kunne ydes. Lægen skal lade sig overbevise om at det er en rimelig udvej, men kan overlade styringen til patienten selv.
Jeg vil meget hellere have indført legal adgang til aktiv dødshjælp, i stedet for forestillinger om detailstyret eutanasi.