Der ses ofte et manipulerende argument mod muligheden for aktiv dødshjælp. At døden ikke må bruges som "løsningen på problemet". Jeg har nu heller ikke hørt at nogen er så ufølsomme at de ser det som noget der kan sættes på skema, som den korrekte behandling ved en diagnose af tilstrækkelig alvorlighed. Dødshjælp kan aldrig være noget som styres af andet end ønskerne fra den berørte. Den som selv beder om at få hjælp til at dø, i stedet for et liv der ikke længere kan blive til noget ønskværdigt.
Det relevante spørgsmål er ikke hvad der konkret skal til for at de er rimeligt at sige ja til en anmodning om dødshjælp, men tværtimod om hvad der skal til for at det er menneskeligt at sige nej, og hvordan det skal begrundes etisk. Det må være indlysende at situationen skal være ubærlig for den som beder om at måtte forlade livet, og at der er undersøgt og afprøvet muligheder for at hjælpe med at få det bedre igen. Og der må ikke være tvivl om at det er et selvstændigt og gennemtænkt ønske.
Frem til dette punkt er det ikke svært at stille op, men hvornår skal der siges nej alligevel? Skal den mulige levetid være en afgørende faktor? Er det acceptabelt at nægte hjælp til en som har udsigt til mange års elendighed, mens en med kun kort tid igen får lov til at sige stop til livet. Det forekommer dog rimeligt at vurderingen af uafhjælpelighed skal ske med ekstra grundighed, hvis der ikke kun er kort tid igen.
Filosofisk set er en aktuel sag fra Belgien lidt sjov, også selv om omstændighederne ikke er sjove på nogen måde. Frank van der Bleeken er sexmisbruger, har mange sager bag sig. Hans barndom var på et børnehjem, hvor han selv blev seksuelt misbrugt. Siden 1989 har han næsten uafbrudt været i fængsel og forvaring for sexforbrydelser og drab, og han erkender at han er for farlig at sætte fri. Hvis der nu fandtes en behandling mod hans ekstreme sextrang, var der en chance for at han kunne få et liv igen. Dette håb findes ikke i den alt for triste historie, og to fremtrædende psykiatere er efter undersøgelser nået til den konklusion at Frank van der Bleeken ikke kan kureres.
Hans situation og hans svære psyke giver ham den udsigt at sidde resten af sit liv i forvaring, hvilket nemt kunne blive at have det meget dårligt i flere årtier. Han har i stedet bedt om at få aktiv dødshjælp.
Der findes jo desværre nogen, som kunne være fristet til at sige "ja, slå dog svinet ihjel", som en slags dødsstraf, men hvis et samfund vil kalde sig for civiliseret, kan en sådan gammel-testamentelig moral ikke bruges til noget. Døden vil jo heller ikke være en straf for Frank van der Bleeken, Næste primitive argument kunne være at sige "hæ, han fortjener mange års lidelsesfuldt liv". Hvis målsætningen med straf var at plage den straffede, ville den logiske konklusion være at indføre historiske torturmetoder. Piskeslag, glødende jern, lænkning i et dybt hul, og hvad sadister nu ellers kan hygge sig med. Sådan skal det ikke være i nutiden.
Når Frank van der Bleeken aldrig kan forventes at kunne vende tilbage til samfundet, må formålet med forvaringen være at beskytte samfundet mod ham, og vel også at beskytte ham mod selvtægt fra nogen som ikke "turde" have ham gående frit omkring. Nu ønsker han at afslutte forvaringen ved at dø. Hvorfor skal han ikke have lov til det? Selvmord er jo ikke ulovligt, men hans muligheder for at gøre det på en civiliseret måde er så små at han har brug for hjælp. Det vigtige her er ikke at han er i fængsel, men blot at han har brug for hjælp til at undslippe sit uafhjælpeligt dårlige liv.
Frank van der Bleeken er gået til lægen Wim Distelmans, som er "bannerfører" for aktiv dødshjælp i Belgien, og som netop har givet sådan god hjælp i andre kontroversielle sager. Som en udløber på sagen, har andre fanger og forvarede allerede tilføjet deres ansøgninger, i håb om på denne måde at blive befriet fra den grusomhed en opbevaring i fængslet kan siges at være. Fængslet kan da ikke være et formål i sig selv.
Jeg kan virkelig ikke se nogen relevante argumenter for at sige nej. Hvem kan?
Berlingske:
Opslag
