Den sidste glæde for Kjeld Rasmussen - døden

Kristeligt Dagblad har en glimrende historie, hvor Line Vaaben skriver om at Kjeld Rasmussen fik "En enkeltbillet til Zürich". Et stykke fortællende journalistik efter mange interviews, med lydklip. Kan stærkt anbefales. Her følger et kommenteret sammendrag.

Fredag den 24. maj 2013 glædede han sig som et lille barn, hans liv ville være forbi om få timer. Langt om længe kunne han få lov til at dø, takket være god hjælp via Dignitas. Hans sidste dosis medicin ville være en stor dosis Pentobarbital, et gammelt sovemiddel fra den tid hvor sovepiller var en sikker og effektiv selvmordsmetode.

En sjælden nervesystem gav cerebral atrofi, degenerering af nervesystemet hen over 10 år. Lillehjerne og rygmarv var angrebet. Skrumpede. Voldsomme smerter, mest i benene. Stivhed, krykker, svimmelhed, forvirring, snøvlen, træthed. Syv slags medicin i lejligheden i Hvidovre, men de blev ikke ved med at kunne tage smerterne. Selvmordstanker, men hverken piller, hængning, skud eller et tog var rimelige muligheder. Han ønskede en værdig afslutning.

Gennem Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død fik Kjeld Rasmussen kontakt til Dignitas i Schweiz, hvor to danskere tidligere har fået hjælp til at dø. Teknisk set er det ikke aktiv dødshjælp, men hjælp til selvmord. Dignitas formidler kontakt til en læge, som efter sin vurdering kan udskrive den dødbringende dosis Pentobarbital. Det var en hård ventetid, samt et stort papirarbejde. Selv om nogle medier ynder at fortælle misvisende historier, er det meget langt fra at være "døden på anmodning".

Kjeld Normann Rasmussen blev 61 år, efter et liv med blandede jobs. Hans mor døde som 66-årig, også af en nervesygdom, og med store smerter. Kjeld vidste kun alt for godt hvordan det kunne risikere at gå.

Min mor lå på plejehjemmet og sagde: "Kvæl mig, skyd mig, hæng mig. Jeg vil væk herfra"

Hans far blev 90 år, og i 2001 skar Kjeld den næsten døve og blinde gamle mand ned. Han havde hængt sig. Han var træt af livet. Kjeld var egentlig ikke overrasket. Som 58-årig fik han i 2010 førtidspension, da nervesygdommens problemer blev for mange.

Kjeld havde ikke lyst til at det bare skulle blive dårligere og dårligere. Til at blive vasket og tørret af fremmede. Til at sidde og røvkede sig, efter et liv med mange glæder. Mad, musik, kvinder og sprut. I starten af 2013 fik han en plejebolig på plejecentret Krogstenshave, tæt på hvor hans mor døde.

”Der lå hun de sidste fire år i et smertehelvede. Jeg skal også af med livet, men jeg gider ikke dø her.”

Langt om længe fik han i april 2013 grønt lys fra Dignitas, efter at en psykiater havde skrevet papir på at han var kompetent. Det nægtede hans egen læge ham, fordi han fik at vide hvad Kjeld skulle bruge det til. At undslippe den sygdom hvor lægen ingen kur havde.

Lægen har sagt til mig: ’Du skal lære at leve med din sygdom’. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg savner jo bare mit gamle liv. Hvis jeg var ældre, kunne jeg acceptere en vis svækkelse af mine funktioner, men jeg er ikke ret gammel. Jeg har ikke lyst til at ligge i en seng og mærke savlet løbe ud af munden på mig.

Hans sidste uge brugte han på at lave det samme som de sidste år. Ingenting. Plejecentret fik at vide at han skulle på ferie, uden at være advaret om at kun en urne ville komme retur.

Så missionen er lykkedes. Jeg sveder og fryser på samme tid. Jeg er lettet. Endelig er jeg overbevist om, at alt er i orden. Man kan ikke sige, at jeg er jublende lykkelig, så ville der jo være noget galt med mig. Men jeg har valgt det bedste alternativ.

Via sit testamente fordelte Kjeld Rasmussen sin formue til sin bedste ven, et legat til Flemming Schollaarts fortsatte arbejde for aktiv dødshjælp, og Hospice Forum Danmark, der på en anden måde også giver god hjælp til døende. På Dignitas klinikken i forstaden Forch syd for Zürich drak han klokken 13:34 et glas med en deciliter vand og 15 gram Pentobarbital. Efter 6 minutter var han død. Hans dybeste ønske og rationelle valg.

Kan nogen fortælle hvad der havde være bedre for Kjeld Rasmussen? Det er jo tydeligt at det eksisterende system i Danmark var meget ringere, for ham.

Se også:

Hanne Schollaart fik en værdig død

Tillykke til Kaj Guldbech - Hvil i fred

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Sovepiller som selvmordsmetode

Schweiz: Stort flertal for fortsat legal dødshjælp

Schweiz har en enestående human lovgivning, der gør det tilladt at få hjælp til at dø. Selv om det ofte kaldes for aktiv dødshjælp, er det et krav at det menneske, der ser døden som et behov, selv står for den afgørende handling. Loven tillader "hjælp til selvmord", med mindre hjælperen har egennyttige motiver.

Dette indebærer at det kun kommer på tale for mennesker som selvstændigt og gennemtænkt når frem til, at døden er at foretrække frem for hvad de har udsigt til af lidelser og uværdighed ved sygdom. Alle hjælpere skal kunne overbevises om at det ikke blot er en krise, og reelt set være enig i at det er en rimelig udvej.

Normalt foregår dette ved at en hjælpeorganisation, som Dignitas eller Exit, vurderer sagen grundigt, og formidler kontakten til en læge. Med en recept på 15 gram pentobarbital (en gammel type sovemiddel), kan en rolig og værdig død sikres. Selv om modstandere og medier ynder at fremstille det som noget hurtigt, død efter anmodning, går der normalt lang tid efter den første henvendelse, og mange afvises.

Ved en principiel dom har den Schweiziske forfatningsdomstol fastslået at retten til privatlivets fred omfatter at kunne vælge hvornår og hvordan døden skal ske. Selvmord er altså en menneskeret, så længe det er udtryk for den enkeltes rationelle vilje, har den europæiske menneskerettighedsdomstol bekræftet i år.

Ganske forudsigeligt generer dette religiøse mennesker, der ser deres egne abstrakte forestillinger om "Guds vilje", som noget der giver dem ret til at bestemme over mennesker med et andet livssyn. Altså blev der, i kantonen Zürich, fremsat lovforslag om at forbyde den næstekærlige hjælp til at dø, eller kun tillade det for mennesker med mindst et års bopæl i regionen. Dette skulle at lukke for "selvmordsturisme" fra mindre humane lande, som fx Danmark.

Ved en folkeafstemning i dag afviste et overvældende flertal disse kyniske forslag, med hhv. 85% og 78% af stemmerne. Heldigvis skal alvorligt syge mennesker fortsat ikke holdes som gidsler for en abstrakt idealisme, om at hjælp kun kan indebære at det biologiske liv skal være så langt som muligt, også selv om det er ubærligt for individet.

En særligt god side ved lovgivningen er at den ikke søger at definere klare grænser for hvem der "må få lov" til at få hjælp til at fremskynde deres død. Selv om mange, også i Schweiz, er lidt urolige over dette, fungerer det i praksis rigtig godt. Skarpe regler ville have det problem at det var muligt at sige "nu er grænsen nået" - nu er du syg nok til at du kan få hjælp til at dø. Dette ville indebære en risiko for et inddirekte pres.

Jeg mener at det er meget bedre er at det centrale er at det er en hjælp til en som på eget initiativ beder om det, og kan overbevise fornuftige hjælpere. Med direkte demokrati kunne dette gennemføres i mange lande. Desværre er de fleste politikere også af den overbevisning at deres personlige moralske forestilliger skal være lov for andre. De tør ikke stole på fornuft.

• BBC news:
  Switzerland: Zurich votes on 'suicide tourism' laws
• BBC news:
  Zurich votes to keep assisted suicide, projections suggest
• The Guardian:
  Swiss voters reject ban on assisted suicide for foreigners
• Jyllands-Posten:
  Schweizerne skal stemme om selvmordshjælp

Se også:

Selvmord som menneskeret, men kun som selvhjælp

En velplanlagt afskedsmiddag for John Huff

Tillykke til Kaj Guldbech - Hvil i fred

Egoistisk pårørende efter dødshjælp hos Dignitas

Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

Lammede Daniel James valgte at dø

Britisk "frit lejde" til aktiv dødshjælp hos Dignitas

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Günther Sachs, hellere død end grød

Den tyske levemand Günther Sachs lever ikke længere. Lørdag den 7. marts 2011 blev han fundet død i sit luksuriøse hus i Gstaad, i de schweiziske alper. Skudt. Et velovervejet selvmord. Efter hans ønske har familien offentliggjort en meddelelse om at den 78-årige playboy led af en uhelbredelig sygdom. Han ville ikke affinde sig med "tabet af den åndelige kontrol", han modsatte sig at skulle leve med tab af sin personlige værdighed. Det var det eneste som kunne få ham til at begå selvmord.

Sygdommen blev ikke navngivet, men kaldt for "håbløs sygdom A". Beskrivelsen med symptomer som tab af evnen til at huske, tænke og kommunikere passer med Alzheimers sygdom, en form for demens der især rammer mange ældre mennesker i deres sidste år. En vigtig årsag til den høje selvmordsrate blandt ældre. Sådan set er hans selvmord slet ikke nogen unormal begivenhed.

Günther Sachs blev især kendt efter sit ægteskab med Brigitte Bardot. Få timer efter at de mødtes første gang, lod han en helikopter regne hundreder af røde roser ud over hendes hus på den Franske Riviera. Hans bedstefar grundlagde Opel fabrikkerne, og dermed familiens formue. I øvrigt døde hans far i 1958, også han skød sig selv.

Et aspekt af historien er at han boede i Schweiz, et af de få lande som tillader en form for aktiv dødshjælp. Loven tillader hjælp til selvmord, så længe hjælpen gives uegennyttigt. Det er dagligdags at læger udskriver en dødbringende dosis pentobarbital til håbløst syge, oftest med kun kort tid igen - typisk i samarbejde med hjælpeorganisationer som Dignitas eller Exit.

Når Günther Sachs ikke benyttede sig af denne udvej, kunne jeg forestille mig at det er fordi lægerne typisk nægter at hjælpe nogen med at dø, hvis der er tvivl om deres mentale kompetence. Det gør det meget svært for demens patienter at få denne humane udvej. Selvfølgelig er der forståelige grunde til lægernes svigt her, men konsekvensen er at demens patienter også i Schweiz er henvist til at hjælpe sig selv - eller risikere at udsætte sig selv og deres familie for noget helt uværdigt.

Der findes da, også i Schweiz, institutioner der mener at kunne give demens patienter god og værdig pleje mens deres sind bliver til grød - men hvem skal vurdere værdighed her? Det kan da ikke være en opgave for dem der tjener deres løn på at opbevare hvad der kan blive til levende lig. Ingen tvivl om at Günther Sachs havde penge til at kunne købe sig den bedst mulige hjælp. Men altså ikke en hjælp som ville være god nok, i forhold til hans forventninger til at leve.

Levemanden ville ikke være en levende død. Bye!

• Politiken:
  Tysk playboy og fotograf er død
• B.T.:
  Birgitte Bardots eks-mand har begået selvmord
• Daily Mail:
  Brigitte Bardot's ex-husband Gunter Sachs kills himself at 78

Se også:

Halv-hjerne

Aktiv dødshjælp giver længere levetid

Hvis jeg bliver dement som gammel ...

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Sir Terry Pratchett i skyggen af Alzheimers

Hugo Claus' sidste skål, i champagne

Patrick Stewart og andre kæmper for aktiv dødshjælp

Jacqueline Kennedy Onassis døde på sine egne vilkår

Selvmord som menneskeret, men kun som selvhjælp

Kristeligt Dagblad bringer aktuelt en artikel med en noget vildledende overskrift:

• Ny dom gør selvmord til en menneskeret

Artiklen indledes med:

Må man frit bestemme, hvornår og hvordan man tager livet af sig selv?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet i en opsigtsvækkende sag, der netop er afgjort ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Og det er en klar mistolkning af sagens grundlag, der i stedet var om staten skal sikre sine borgere muligheden for selvmord på en god og sikker måde.

Baggrunden er en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. En borger fra Schweiz har gennem længere tid haft et stort ønske om at få mulighed for et et "velordnet" selvmord.

Lovgivningen i Schweiz forbyder hjælp til selvmord, undtagen hvis det sker af uegennyttige bevæggrunde. Dette vil f.eks. sige at læger har lov til at udskrive en recept på en dødbringende dosis af et egnet medikament som Pentobarbital (Nembutal), hvis en meget syg patient har et vedholdende og gennemtænkt ønske, og der ikke er muligheder for at hjælpe patienten til vilkår som kan gøre fortsat liv til noget ønskværdigt.

Dette er sat i system af foreninger som Exit og Dignitas, der yder praktisk hjælp, og formidler kontakten til en læge som har erfaring med disse svære sager. Dignitas er ofte i medierne fordi de også hjælper borgere fra andre lande, der svigtes af den hjemlige lovgivning.

Den 57-årige Ernst G. Haas fra byen Meltingen har gennem 20 år lidt af bipolar affektiv sindslidelse (også kaldet maniodepressiv sindslidelse), uden at psykiatrien har evnet at hjælpe ham til at kunne udholde sit svære liv. Derfor kontaktede han nogle psykiatere for at få hjælp til at dø, indenfor lovens rammer, men det ville de ikke være med til. Han har to gange forsøgt selvmord "på egen hånd", men det lykkedes ikke. Fast besluttet på at dø, kontaktede han myndighederne, for at få en dispensation til Pentobarbital uden recept, men blev afvist i alle instanser og domstole.

Hans næste trin blev at indklage Schweiz for menneskerettigshedsdomstolen, med påstand om at hans ret til "privatlivets fred" blev knægtet, når han ikke kunne få hjælp til at dø. Pointen var at hans ret til at tage sit eget liv var illusorisk uden adgang til at gøre det på en værdig måde. Denne sag tabte han, fordi vurderingen var at det ikke var urimeligt at myndighederne har stramme procedurer for udlevering af et sådant medikament. Staten har ikke pligt til at hjælpe ham med at hans selvmord kan ske med medicinsk hjælp.

Samtidig observerede domstolen at menneskeretten om privatlivets fred naturligt omfatter at et menneske har retten til at beslutte hvordan og hvornår han eller hun vil afslutte sit liv, så længe vedkommende er i stand til selvstændigt at nå til en gennemtænkt beslutning, og gennemføre denne. Det ville være en overtrædelse af menneskerettighederne at gøre selvmord til noget strafbart. Denne fortolkning var blot en naturlig præmis for de spørgsmål som sagen handlede om, og altså ikke nogen egentlig principiel afgørelse.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) fastslår i artikel 8:

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Det skal altså tages helt seriøst. Et velovervejet og rationelt selvmord skal staten ikke blande sig i.

Jeg tror at Ernst G. Haas nåede til en ganske udbredt vildfarelse, at en menneskerettighed medfører at staten har pligt til at sikre individet muligheden. Det kan sammenlignes med et emne som ytringsfrihed. Denne grundlæggende menneskeret betyder at staten ikke må hindre borgerne i at kunne ytre sig under ansvar, men staten (eller andre) er ikke forpligtet til at etablere rammer for at det enkelte menneske rent praktisk kan ytre sig. Tilsvarende skal staten respektere privatlivets fred, men har ikke pligt til at hjælpe med at det enkelte menneske kan udleve sine personlige valg.

Beslutningen om at dø har ingen særstatus, hverken positivt eller negativt. Selvfølgelig kan det ske at mennesket træffer forhastede beslutninger, uden at kunne overskue konsekvenserne. Selvmord er et udpræget eksempel her, og det er jo naturligt for et moderne samfund at sikre hjælp til mennesker som ikke kan tage vare på sig selv. Det ændres der ikke på.

Det er værd at bemærke at menneskerettighedsdomstolen nåede til samme resultat som den Schweiziske højesteret, der afsagde en principiel dom i sagen den 3. november 2006. At retten til selvmord ikke er en ret til aktiv dødshjælp. Det har jeg tidligere haft oppe på denne blog:

• Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Kristeligt Dagblad kunne jo starte med at sætte sig ordentlig ind i en sag, før historien vinkles. Jeg tvivler på at journalisten har stillet de rigtige spørgsmål til f.eks. Thomas Søbirk Petersen (lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitetscenter), da de fik en reaktion med at betegne "rettigheden til selvmord" som helt urimelig og med "katastrofale konsekvenser":

Vi ved fra mange andre tilfælde, at lovgivning smitter direkte af på folks moral. Så når man sender et klart signal om, at selvmord er en rettighed, er det rimeligt at forvente, at flere derfor – i hvert fald på sigt – vil tøve med at gribe ind over for andres selvmord. Når vi samtidig ved fra forskningen, at 70 procent af dem, der forsøger selvmord, faktisk er glade for at blive reddet, så vil liv gå unødvendigt tabt ved at gøre selvmord til en menneskerettighed.

Han har sikkert ikke været vidende om at menneskerettighedsdomstolen lægger vægt på at retten til at dø indenfor rammerne af privatlivets fred forudsætter at det ikke er en forhastet beslutning. Selvfølgelig er de fleste selvmord, undtagen dem med karakter af "selvadministreret aktiv dødshjælp", udtryk for en krisereaktion, så det er netop ikke "rimeligt at forvente" tøven med at gribe ind overfor sådanne "pludselige" beslutninger om selvmord. Et selvmord kan kun være "velforberedt" hvis der har været snakket om det, i god tid.

Derfor mener jeg direkte at dommen styrker indsatsen mod kriseselvmord ved at bryde tavsheden omkring tankerne. Når det anerkendes at der er omstændigheder hvor selvmord er acceptabelt, giver det grundlag for at snakke om det også er i den enkelte sag.

Det er altså velanbragt at domstolen minder om at når selvmord kan være et rationelt valg, kan der være tilfælde hvor det må respekteres indenfor rammerne af privatlivets fred. Det sætter også fokus på en direkte relateret problemstilling, at strafbarhed for at hjælpe med sådanne rationelle selvmord er yderst problematisk, så længe der ikke er rimelig tvivl om at det var en velgennemtænkt beslutning. Med lovlig hjælp kunne det dog ofte udsættes, i stedet før at sørge for at gøre det mens kræfterne er der endnu.

Ernst G. Haas må finde en hjælper til at gennemføre selvmord uden behov for lægerecept. Det kan lade sig gøre, men kræver nøje forberedelser hvis det skal ske på en smertefri og værdig måde. Det er næppe sandsynligt at nogen psykiater vil bryde det kollegiale sammenhold og anerkende at døden kan være bedre end at foregive at alle kan hjælpes.

• Human Rights Europe:
  Court Judgement On Swiss Assisted Suicide Row
• ECHR BLOG:
  States Not Obliged to Assist Persons Wishing to Commit Suicide
• European Centre for Law and Justice:
  Case of Haas v. Switzerland – The European Court of Human Rights denies an alleged right to “assisted suicide” opposable to the State
• Strasbourg Observers:
  Haas v. Switzerland and Assisted Suicide

Se også:

Schweiz: Stort flertal for fortsat legal dødshjælp

Schweiz: Lægens pligt at hjælpe med at dø

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Debbie Purdy vandt, fremskridt for aktiv dødshjælp i England

Kants kategoriske imperativ misbruges

Normativ ret til selvmord?

Hvornår er et selvmord rationelt?

Diane Prettys menneskerettigheder

Schweiz: Lægens pligt at hjælpe med at dø

Den pensionerede schweiziske læge Daphné Berner stod i september 2009 med et problem. En ung kvinde med ALS sygdommen i hurtig udvikling ønskede at afkorte sit liv, for at slippe for en død i lammelser, smerter og kvælning, uden mulighed for kommunikation med omgivelserne. Et forståeligt ønske, og det er vel kun religiøse dogmatikere der vil protestere alvorligt mod en sådan patients selvmord.

Men uden kræfter til selv at gennemføre forberedelserne, var der brug for hjælp til det praktiske. Her har Schweiz en menneskelig lov og retspraksis, der tillader hjælp til selvmord, så længe hjælperen ikke har egennyttige motiver. Som dødsledager i EXIT Suisse romande var Daphné Berner fra Neuchâtel villig til at yde denne sidste hjælp. Planen var at patienten selv skulle åbne for et drop med natrium pentobarbital, der netop er et velegnet stof til at sikre en rolig og værdig død.

Patientens sidste mulighed for at bevæge sin krop var en storetå. Planen var at hun skulle udløse droppet med en snor herfra. Problemet var så at der skulle et opadgående træk til i stedet. Denne "lille nødsituation" var ret afgørende, og der var brug for en løsning. Den pragmatiske aftale blev at Daphné Berner ville åbne for medikamentet når patienten prikkede sin storetå mod sengens ende. En stor lettelse. Døden indtraf planmæssigt. Så langt så godt. Alternativet havde været umenneskeligt.

Men en konsekvens var at anklagemyndigheden så det som "drab på begæring", og uden nærmere argumentation takserede det til 45 dages betinget fængsel. Denne administrative straf ville lægen ikke finde sig i, så hun gik i retten med krav om frifindelse, eller i det mindste en dom med præmisser.

Daphné Berner kunne ikke se at hendes handling var mere aktiv dødshjælp end når lægerne rutinemæssigt disponerer over dødsprocessens forløb, gennem indgreb som at slukke for respirator, afbryde sonde-ernæring eller giver så store doser morfin at døden er en velkendt "bivirkning".

Hvis der var grund til at anfægte lægernes hensigter, ville disse dagligdags handlinger være yderst problematiske. Når der på den anden side ingen tvivl er om at lægerne handler i patienternes tarv, ville det være galimatias om disse mange "medicinske dødsfaldt" skulle efterforskes som muligt kriminelle handlinger. Døden er et livsvilkår, når livet ikke er en realistisk mulighed.

Sagen kom altså for en domstol, som en vigtig principiel sag. Dommeren skulle vurdere et problem som politikerne i mange år har fejet ind under gulvtæppet. Hvor aktive må lægerne være når det handler om at sikre patienerne en så god død som muligt? Skal det juristiske system straffe, selv om når der ingen tvivl er om at lægen har handlet i patientens tarv?

Hverken anklageren eller den anmeldende myndighedslæge dukkede op i retten, for at argumentere deres svage sag. Efter betænkningstid faldt den menneskeligt set rimelige dom. Daphné Berner blev frifundet. Dommeren anerkendte at det var en situation hvor lægen måtte sætte sin moral og menneskelighed over en firkantet udlægning af straffeloven. Patienten måtte beskyttes mod smerte og tab af værdighed, og hendes ønske respekteres. Lægen gjorde blot sin pligt.

Dommen var også et vink med en vognstang til politikerne, om behovet for at lovgivningen skal tilpasses virkeligheden, da det omvendte ikke er rimeligt. Daphné Berner dræbte ikke den unge kvinde. Det var hjælp til et rationelt selvmord, hvor der også blev brug for lægens fingerkræfter til allersidst.

Siden sagen udviklede sig, har Daphné Berner skaffet en elektronisk udløser, i stedet for at være afhængig af snoretræk. Hvis hun havde haft en sådan i 2009, var sagen aldrig blevet rejst, selv om der ikke kan siges at være nogen reel moralsk forskel.

• Swissinfo:
  Doctor cleared over assisted suicide
• EXIT-Deutsche Schweiz:
  Aktive Sterbehilfe in «Notsituation» erlaubt
• EXIT-Deutsche Schweiz:
  Alt-Kantonsärztin vor Gericht
• World Federation of Right to Die Societies:
  SWISS doctor cleared over assisted suicide

Se også:

Schweiz: Selvmord er en menneskeret

Selvmord som menneskeret, men kun som selvhjælp

Britisk højesteretsdommer stadfæstede ret til selvmord

Er "passiv" dødshjælp nok? Nej

Patienten tilrettelagde sin egen død

Aktiv passiv dødshjælp til Walter Bürger

Schweiz: Stort flertal for fortsat legal dødshjælp