Patricia Waller: Broken Heroes, Sandman (2012)
Viser opslag med etiketten sovepiller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sovepiller. Vis alle opslag
lørdag den 16. december 2023
Den falske julehistorie om selvmord
Nat med julemanden
Sovepiller som selvmordsmetode
Patricia Waller: Who Killed Bambi?onsdag den 15. september 2010
Køb af Nembutal (pentobarbital), til at sikre sin død
Et praktisk problem omkring aktiv dødshjælp er hvordan den kan udføres. At finde en god metode. En stærk medicin, måske. Morfin kan ganske vist være livsfarlig i overdosis, men er reelt ikke en effektiv og hurtig metode. Den er særligt tvivlsom for alvorligt syge mennesker, der ofte allerede er tilvænnet stærke smertestillende midler, som netop morfin. Selv en meget stor dosis behøver ikke være dødelig.
Hvis vi ser helt usentimentalt på det, er det samme problemstilling som ved aflivning af kæledyr og husdyr. Selv om voldsomme metoder måske nok kan være effektive, har mange det ikke godt med tanken om at det bliver blodigt. Det skal helst ske på en "pæn" måde, stille og roligt. Der er brug for en human død.
Et meget brugt stof her er pentobarbital, der sælges under handelsnavnet Nembutal. Afhængig af dosis kan det være beroligende, bedøvende, eller dræbende. Andre stærke barbiturater, som phenobarbital eller secobarbital kan også bruges. Netop barbiturater var "i gamle dage", indtil for omkring 30-40 år siden, udbredte som sovemidler. Herfra kommer talemåden om "et glas sovepiller" hvis døden bliver til et stort ønske. Nyere typer sovemedicin er dog uegnede her.
Marilyn Monroe døde af Pentobarbital
Nu om dage udskrives de stærke barbiturater næsten aldrig af lægerne, bl.a. netop fordi de er velegnede til at dø af. Selvmord var "for nemt". Lejlighedsvis bruges de på hospitalerne, i nøje afpasset dosis.
Derudover udskrives de i lande og stater som tillader en form for aktiv dødshjælp. Lægehjælp til selvmord i Oregon og Washington, via Dignitas i Schweiz, samt lejlighedsvis i Holland og Belgien. En dosis på 12-15 gram pentobarbital (evt. i formen natrium pentobarbital) giver, når den indtages på den rigtige måde, en hurtig, sikker og smertefri død. Først en søvn, der bliver dybere og dybere, indtil åndedrættet stopper.
Desværre er der alt for få lande som tillader aktiv dødshjælp. Derudover kan betingelserne være så stramme, at de står i vejen for velafklarede ønsker om at afkorte et liv som er blevet en skæbne værre end døden. Paradokset er at det er meget svært at få lov til at få fri fra mange års elendighed, men lettere når det kun er nogle få uger eller måneder. Derfor opstår der behov for at skaffe stoffet udenom de officielle kanaler.
Dyrlægerne kan have pentobarbital stående, men under meget stram regulering. Langt de fleste lande gør det strafbart for dyrlæger at hjælpe mennesker, især med det specielle behov "selvadministreret aktiv dødshjælp". Dyr må gerne få en human død, men ikke mennesker.
Derfor er der særlig interesse for hvordan mennesker, der vil kunne hjælpe sig selv ud af livet, kan skaffe stoffet. Det viser sig at lande som Mexico og Peru ikke har en stram regulering af salget. Butikker med produkter til dyrlæger kan derfor sælge det, så længe det er til brug for husdyr. Tilsyneladende er de dog omhyggelige med ikke at stille for mange spørgsmål hvis vestlige turister står med nogle pengesedler, og et billede af præparatet. Produktnavne kan f.eks. være Sedalforte, Sedalpharma, Pentovet, Anestesal, Barbithal, Halatal, Sagatal eller Nembutal.
Til gengæld er der en vis risiko for svindlere og kriminelle bander, især i grænsebyer. Jeg har set flere omtaler af at "turister" har købt stoffet i Tijuana. Thailand tillader også salg af stoffer som Seconal og Nembutal, men det sorte marked for medicin rummer desværre også en del fupmagere.
- Assisted-Suicide Blog:
Lethal drugs in Mexico, Peru and Thailand
tirsdag den 23. marts 2010
Arthur Koestler fik sin muse med i døden
Den 1. marts 1983 gik han frivilligt i døden. Siden tidligt i 1976 havde han lidt af Parkinsons sygdom, der efterhånden tvang ham til at drosle ned, især efter at han i 1980 kunne supplere med diagnosen leukæmi. Han havde rig anledning til at tænke over døden, som ikke skræmte ham. Til gengæld pointerede han ved flere lejligheder at han ikke kunne affinde sig med at tabe kontrollen over krop og sind.
Som næstformand for The Voluntary Euthanasia Society (nu Dignity in Dying) kæmpede han for aktiv dødshjælp. Han skrev en pjece om emnet, inklusive et afsnit om hvordan det bedst kunne gøres.
We tend to be guided by first impressions. An unknown country to which the only access leads through a torture chamber is frightening. And vice versa, the prospect of falling peacefully, blissfully asleep is not only soothing but can make it positively desirable to quit this pain-racked mortal frame and become unborn again. For after all, reason tells us - when not choked by panic - that before we were born we were all dead, and that our post-mortem condition is no more frightening than the pre-natal twilight. Only the process of getting unborn makes cowards of us all.
Animals in the wild, unless killed by a predator, seem to die peacefully and without fuss, from old age - I cannot remember a single description to the contrary by a naturalist, ethologist or explorer. The conclusion is inescapable: we need midwives to aid us to be unborn - or at least the assurance that such aid is available. Euthanasia, like obstetrics, is the natural corrective to a biological handicap.
Dem omkring Arthur Koestler var ikke overraskede over den meget syge mands selvmord. De kendte hans synspunkter, og kunne jo følge med i hvordan han led under sygdommene. Hvordan han ikke forhastede sig med at dø. Kort forinden havde en hævelse i lysken afsløret at kræften spredte sig med metastaser.
To whom it may concern.
The purpose of this note is to make it unmistakably clear that I intend to commit suicide by taking an overdose of drugs without the knowledge or aid of any other person. The drugs have been legally obtained and hoarded over a considerable period. Trying to commit suicide is a gamble the outcome of which will be known to the gambler only if the attempt fails, but not if it succeeds. Should this attempt fail and I survive it in a physically or mentally impaired state, in which I can no longer control what is done to me, or communicate my wishes, I hereby request that I be allowed to die in my own home and not be resuscitated or kept alive by artificial means. I further request that my wife, or a physician, or any friend present, should invoke habeas corpus against any attempt to remove me forcibly from my house to hospital.
My reasons for deciding to put an end to my life are simple and compelling: Parkinson's Disease and the slow-killing variety of leukaemia (CCI). I kept the latter a secret even from intimate friends to save them distress. After a more or less steady physical decline over the last years, the process has now reached an acute state which added complications which make it advisable to seek self-deliverance now, before I become incapable of making the necessary arrangements.
I wish my friends to know that I am leaving their company in a peaceful frame of mind, with some timid hopes for a de-personalised after-life beyond due confines of space, time and matter and beyond the limits of our comprehension. This 'oceanic feeling' has often sustained me at difficult moments, and does so now, while I am writing this.
What makes it nevertheless hard to take this final step is the reflection of the pain it is bound to inflict on my surviving friends, above all my wife Cynthia. It is to her that I owe the relative peace and happiness that I enjoyed in the last period of my life – and never before.
Jeg tvivler på at ret mange vil argumentere seriøst mod hans beslutning, med mindre det sker ud fra en tro på mirakler, guder eller det værdifulde ved lidelser.
To dage senere blev liget af den 77-årige Arthur Koestler fundet i en lænestol. Han havde stadig et glas cognac i hånden. Hans kone, Cynthia, lå død på en sofa, med et glas whisky på bordet. Der var piller nok til at hun kunne gå i døden sammen med sin mand, efter at de havde haft ca. 30 år sammen. På hoveddøren var der en seddel med en advarsel, for at forebygge at nogen fik et chok.
Arthurs selvmordsbrev havde en tilføjelse:
Since the above was written in June 1982, my wife decided that after thirty-four years of working together she could not face life after my death.På samme side havde Cynthia skrevet:
I fear both death and the act of dying that lies ahead of us. I should have liked to finish my account of working for Arthur – a story which began when our paths happened to cross in 1949. However, I cannot live without Arthur, despite certain inner resources.
Double suicide has never appealed to me, but now Arthur's incurable diseases have reached a stage where there is nothing else to do.
Cynthia Koestler (født Jeffries) var "kun" 55 år, og havde ingen problemer med helbredet. Ingen omkring parret havde tænkt tanken om at hun ikke ville leve videre. På den anden side kunne det også ses at hun ikke helt havde "sit eget liv", men levede gennem sin ret dominerende mand. Hvis hun levede videre, havde hendes vidende accept af Arthurs død formodentlig medført langvarige krydsforhør, og sigtelser efter straffeloven. Men ligefrem en selvmordspagt?
Vennerne havde det svært med tanker om Arthur Koestler kunne kaldes for ansvarlig for sin kones død. Om han måske ligefrem havde presset hende. Eller hvorfor han ikke pressede hende til at lade være. Han ville måske egentlig have foretrukket om hun var der til at passe hans eftermæle, fortsætte som hans ydmyge, tålmodige og lydige muse. Men det er tvivlsomt om en alvorligt syg døende mand reelt havde ressourcer til at tage en kamp om sin kones liv.
Omstændighederne pegede på at hendes endelige beslutning blev truffet i de allersidste dage. Samme morgen som deres fælles selvmord havde hun fået deres elskede hund aflivet. "Hun havde ikke tid til at passe den". Set i bakspejlets projektør kunne der gættes på andre tegn på at hun længe havde været ved at "give slip". Da hun var 10 år gammel, begik hendes far selvmord, det var "som verdens undergang". Hun blev en usikker og uselvstændig pige og kvinde, der fandt sit formål i livet da hun som 22-årig blev sekretær for Arthur Koestler.
Hans beslutning er nem at følge, og var på en måde så indlysende at der ikke er meget at diskutere. Arthur Koestler ventede til han var tæt på døden alligevel, og havde sin nødplan klar da det blev for slemt. Det havde være umenneskeligt at insistere på at han skulle dø af sine sygdomme.
Hendes beslutning er mere kompleks, og jeg tror at langt de fleste umiddelbart vil være uenige i at hun havde en "tilstrækkeligt god grund" til selvmord. Men det centrale er at det ikke kan vurderes af andre end hende selv. På samme måde som Arthurs beslutning heller ikke skulle vurderes af andre end ham selv.
Hvis jeg havde været til stede i en sådan situation, havde jeg gjort meget for at sætte spørgsmålstegn ved om hun havde gennemtænkt det som en afklaret og vedholdende beslutning. Om der virkelig ikke var bedre løsninger end dobbeltselvmord. Om ikke det kunne udsættes nogle dage eller uger. Men jeg ville have respekteret hendes valg, uden at påtvinge hende mine holdninger.
Det tydede på at debatten om Cynthia Koestlers frivillige død inspirerede mange til at tænke på hvordan de selv skulle dø, og melde sig som forkæmpere for aktiv dødshjælp.
- The Radical Press:
Arthur Koestler’s suicide NOT a Mossad operation - Peter Kurth:
Koestler's Legacy
tirsdag den 26. maj 2009
Moderlig dødshjælp til Belgisk Thalidomid-barn
Liège, den 22. maj 1962 fødte den 24-årige Suzanne Coipel Van de Put en datter ved en hård fødsel. Den unge belgiske mors første barn var imødeset med lysende håb. Børneværelset stod klar. Men. I fire dage ville lægerne ikke lade moderen se det nyfødte barn, der fik navnet Corine. Da hun endelig fik lov, blev hun chokeret. Corine var født uden arme og kraveben, ansigt og fødder svært misdannede, og med endetarmsåbningen i vagina. Det var ikke nogen velskabt baby, langt fra.
Under graviditeten havde Suzanne fået Softenon, der blev solgt som lidt af et vidundermiddel. Beroligende, smertestillende, søvnfremmende, kvalmestillende og helt uskadeligt. Et middel mod hoste, forkølelser, søvnløshed og hovedpine. Og mod morgenkvalme ved graviditet. Den tyske producent, Grünenthal, havde stor succes med pillerne, der under navnet Contergan solgtes i håndkøb. Midlet blev berømt og berygtet under navnet på det virksomme stof. Thalidomid.
Corine var et af over 10.000 børn, der blev ofre for thalidomid-skandalen. Medicinen forstyrrede foster-udviklingen, og var derved årsag til moderate til svære misdannelser. Fokomeli. Mange af ofrene døde før eller kort efter fødslen. Mange levede videre med varierende (og stigende) grader af invaliditet.
Fødselslægen havde mistanke, og gik til politiet. Suzanne havde tigget ham om at lade barnet dø. Svaret var en beroligende pille og en stol til moderen. Senere afviste han hårdnakket at have sagt til familien at de selv måtte klare det.
Hele familien og deres læge blev anklaget for sammensværgelse og mord. De forsvarede sig blot med at døden var bedre end at lade barnet leve. Et medvirkende argument var at Corines hjerne formodentlig var normal. Hun ville være blevet sig uhyggeligt bevidst om sin skæbne, hvis hun ellers kunne have levet så længe. Suzanne måtte beskytte sit barn mod et lidelsesfuldt liv.
Anklagemyndigheden krævede en dom for mord - principielt er livet helligt - men anbefalede dog en mild straf. Forsvarerne bad om frifindelse for kærlighedshandlingen, skylden lå hos den giftige medicin, videnskaben og medicinalindustrien bag den. Hele familien var ofre. En del af forsvarets materiale var store bunker af breve, der støttede de anklagede. En opinionsmåling med 10 til 1 for frifindelse.
Den læge som skrev dødsattesten, André Herpin, erklærede at hvis ikke andre havde vidst noget, ville han have skrevet "død af naturlige årsager". Stort bifald blandt de langt over 500 tilhørere i det tætpakkede retslokale. Han blev også spurgt om han havde undersøgt barnets krop. Hans hæse svar: "Nej, jeg havde ikke mod til at afklæde det".
Under den meget følelsesprægede (og tårevædede) retssag fødte familielægens svigerinde et thalidomid-barn, der dog kun havde moderate misdannelser, og derved muligheden for et næsten normalt liv. Jacques Casters fik en heltemodtagelse da han kom hjem.
På under to timer kom nævningene frem til en dom. Ikke skyldig, for alle anklagepunkter. Der var intet motiv til mord, og derfor ingen mordere. Vild jubel i retten.
En højt placeret jurist stod efter retssagen frem med sin mening om at absolut intet kunne undskylde at dræbe et barn. Heldigvis blev sagen afgjort af nævninge og ikke af jurister. Ud fra en juristeristisk betragtning var dommen noget roderi. Der var ingen tvivl om at moderen havde slået sit barn ihjel. Ingen tvivl om at familien og lægen var med på at det måtte blive sådan. Men en god dom.
Jeg ser nævningenes afgørelse som udtryk for at retfærdighed skal sættes over loven, når der er modstrid.
- TIME:
Thalidomide Homicide - Helsenyt:
Thalidomid: Sorgen, retsvæsnet og kunsten
tirsdag den 12. maj 2009
Johanna Adorján: En ganske særlig kærlighed
Charlottenlund, søndag den 13. oktober 1991. De ungarske jøder Vera og István Adorján havde sendt hunden på ferie, ryddet op, og pyntet med en buket friske roser fra haven. Gaver til børn og børnebørn var pakket fint ind. På sofabordet lagde Vera en post-it seddel med en kortfattet hilsen:
Vi har levet sammen, vi dør sammen. Vi har elsket jer højt. Mor.På døren til soveværelset:
Venligst ingen genoplivningsforsøgEt omhyggeligt forberedt fælles selvmord blev gennemført. Selvadministreret aktiv dødshjælp. De blev fundet døde på deres seng, med hinanden i hånden. Et afklaret farvel til livet. Det skulle andre ikke bestemme over. En efterladt huskeliste:
18.30 tynd te og ristet brød;Bogen Final Exit af Derek Humphry (på dansk Sidste udvej) havde leveret inspiration omkring det praktiske.
kl. 19 antibrækmiddel (normal dosis);
19.30 tabletter, sovemiddel
Den 81-årige István var meget syg. Vægten raslede ned. For syg til at det gav mening at leve videre, forklarede han om i et afskedsbrev. Den 10 år yngre Vera var rask og rørig. Hun kunne have levet længe endnu. Men hun havde allerede som ung besluttet at hun ikke ville leve uden sin mand, Pista som hun kaldte ham. De levede med stil. En kærlighedshistorie. Og de døde med stil.
Under anden verdenskrig blev blev István i 1944 indkaldt til slavearbejde, sendt i koncentrationslejre og dødsmarch. Vera skjulte sig med en nyfødt søn i kommodeskuffen, og falske papirer. Hendes forældre blev sammen med hundreder af andre jøder skudt og smidt i Donau floden. Efter krigens slutning gik den stærkt medtagne István til fods tilbage til Budapest, og genfandt sin kone og søn. Da russerne i 1956 knuste det ungarnske oprør, flygtede de til Danmark, hvor de blev vel modtaget, og hvor han kunne fortsætte sit virke som overlæge.
Aftenen før deres farvel til livet havde parret spillet Wagner-operaen Tristan og Isolde for en teenage-pige fra familien. Vera forklarede om hvordan Isolde ikke ville leve alene, og derfor valgte at dø ved Tristans side, lykkelig over at kunne følge ham ind i nattens rige. Som sagt så gjort.
Hun arbejder nu som kulturredaktør ved Frankfurter Allgemeines Zeitung. Johanna er dansk statsborger, selv om hun er vokset op i Tyskland, og ikke taler dansk. Hun valgte at holde fast på statsborgerskabet, fordi familien blev modtaget og behandlet godt i Danmark.
Vera og István Adorján har min respekt.
- Politiken:
Barnebarn genfortolker arven efter Anden Verdenskrig - Information:
Fortællingen om Vera og István Adorjáns tre liv og ene død - Information:
På sporet af en ganske særlig kærlighed - Weekendavisen:
Dobbeltselvmordet i Charlottenlund - Kristeligt Dagblad:
Vi har levet sammen, vi dør sammen - Nordjyske Friii - Bøger:
Final Exit - Dagbladet.no:
Johannas besteforeldre begikk dobbeltselvmord - Folkekirken i København:
En ganske særlig kærlighed
Johanna Adorján
Se også:
tirsdag den 30. december 2008
Isabella Miehe-Renard: Vi har ret til at begå selvmord
Efter en lang indlæggelse kom hun ud af sin depression, og har nu i år skrevet om forløbet i erindringsbogen "På". Her fortæller hun også om meget dårlige forhold under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling. Uhumskt, mangel på personale, men masser af piller. Nu arbejder hun som PR medarbejder for Psykiatrifonden.
Fra interviewet har jeg revet nogle citater ud af sammenhængen:
- Har andre overhovedet ret til at forhindre mennesker i tage deres eget liv?
- ... man har ret til at begå selvmord, hvis man virkelig vil det.
- Men at jeg skal bestemme over andres liv, mener jeg ikke er rimeligt.
- Og hvis jeg nu synes, det er så stor en lidelse at leve hvis ingen andre kan forstå, hvor svært det er og hvis jeg ikke længere tror, at der er nogen, der kan hjælpe mig, hvorfor skal jeg så ikke have lov til at sige farvel?
- Men ingen af os, der kendte ham, kunne med sikkerhed sige, at hans liv var blevet godt og bedre, hvis han havde levet videre.
- Hvis et menneske ikke føler, det har nogen livsværdi længere, så kan det være egoistisk at ville have dem til at leve videre, alene fordi vi andre elsker dem.
På den anden side:
- ... at hendes synspunkt på ingen måde er en opfordring til at tage livet af sig selv.
- Problemet er også, om det menneske virkelig vil tage sit eget liv eller ej.
- Men samtidig understreger hun, at selvmord aldrig må blive den første og bedste udvej.
- Vent med selvmordet. Det kan du altid gøre, hvis intet hjælper. Men prøv en behandling først. Eller prøv at se om der ikke er en indlæggelse, en chef, der giver dig fri, eller sygedagpenge, der kan hjælpe.
- Her knap syv år efter sit forsøg på at tage sig selv af dage er hun klar til at give selvmordsdebatten et befriende og lettere provokerende los i bagdelen.
Jeg er meget enig med hende i pointerne om at der er brug for at selvmordsdebatten bliver nuanceret nok til at rumme at selvmord faktisk kan være en rationel udvej. At det ikke nødvendigvis skal være et mål i sig selv at hindre selvmord. At det ikke skal være sådan at nogen lever videre kun for de andres skyld.
Det er mangel på respekt for mennesker med selvmordstanker automatisk at regne dem for at være syge, feje, egoistiske, svage og at acceptere at der rutinemæssigt kan begås tvangs-overgreb mod dem. Ved at kunne rumme at et ikke-forhastet selvmord også er en tænkbar udvej, bliver der plads til at snakke om tingene. At tage fat i problemerne, og mulige løsninger.
Det vil være ret sjældent at der ikke kan findes bedre løsninger end døden, og derved glider selvmordstankerne automatisk i baggrunden. Der skal fokuseres på livet, og ikke på at se selvmordstanker som et problem i sig selv.
Når det med at tænke på selvmord skal regnes for noget forfærdeligt, bliver det et tabu, og det pågældende menneske bliver nødt til at holde det for sig selv. Det hjælper jo ikke at snakke med nogen som må forventes at starte med at afvise at acceptere de tanker der presser sig på.
Jeg tror på at det ville give færre selvmord at kunne snakke afslappet om muligheden, uden at udelukke den.
Ekstra Bladet:
Psykiatri-Information:
Se også:
Abonner på:
Opslag (Atom)
|
|
Opslag
